Hjælp og pleje til de 100-årige

Ved indgangen til 1997 var 432 danskere hundrede år eller derover. Én af dem er Nanna Larsen fra Århus. Foto: Kiseen Møller Hansen.

Danmark er der hvert år godt 200 personer, der fylder 100 år. Pr. 1. januar 1997 var i alt 432 100 år eller derover – og den ældste var på daværende tidspunkt 108 år. 100-årige er den aldersgruppe, der vokser hurtigst, antallet af 100-årige er således 20-doblet siden 1960.

Ved Center for Helsetjenesteforskning og Socialpolitik på Odense Universitet er der gennemført en landsdækkende undersøgelse af 100-årige i Danmark med det formål at belyse denne gruppes sygdomsforekomst, funktionsevne og plejebehov.

Undersøgelsen har to hovedspor. Dels en kortlægning af sammenhængen mellem de 100-åriges sygdomme, både nuværende og tidligere, og deres funktionstab. Dels en undersøgelse af, hvilke plejebehov disse funktionstab udløser.

Undersøgelsen er foretaget med lektor Bernard Jeune som projektkoordinator. Hovedundersøgelsen, der forløb fra medio 95 til medio 96, omfatter 207 personer (162 kvinder og 45 mænd), som alle blev undersøgt af læge Karen Andersen-Ranberg og undertegnede. Efterfølgende har jeg videreført den plejemæssige del af undersøgelsen i en del af landet.

De egentlige videnskabelige resultater er under udarbejdelse og vil løbende blive publiceret. Her vil jeg give et indtryk af mine oplevelser og nogle af de overvejelser, arbejdet med projektet har givet anledning til.

Gennem de to et halvt år, jeg har arbejdet med denne undersøgelse, har jeg rundt om i Danmark besøgt mere end 250 personer, der alle var fyldt 100 år. Udover det store faglige udbytte, undersøgelsen har givet mig, har det været en kæmpe oplevelse at få lov at besøge så mange meget gamle mennesker og ligeledes at få kontakt med mange af de medarbejdere i den primære sundhedstjeneste, som tager vare på disse gamle.

Der er stor forskel på, hvordan man bliver mødt, når man på denne måde kommer både som kollega og som gæst. Jeg ved godt, at det kun er øjebliksbilleder, jeg har set, og at det ikke nødvendigvis er et udtryk for plejekvaliteten det pågældende sted, men allerede fra det tidspunkt, hvor aftalen om besøg skulle træffes, har jeg mærket stor forskel.

Nogle steder har der ikke været ende på den hjælp, personalet ville yde, fx med at træffe aftale med børn eller lignende, for at besøget kunne komme i stand. Noget personale har flyttet rundt på fridage for at kunne være til stede, og andre er såmænd kommet, selv om de havde fri. Andre steder har det helt tydeligt skinnet igennem, at det nærmest var til besvær, og velkomsten kunne være: ''Nå, var det i dag.'' Nogle steder er der ikke blevet budt på hverken vådt eller tørt, selv om turen dertil var meget lang. Andre steder har der været gjort parat med kaffe eller te, brød og koldt at drikke. Det er naturligvis ikke traktementet i sig selv, der er afgørende, men den holdning, der ligger bag.

Utallige er de plejehjem og plejecentre, jeg har besøgt, jeg har set mange forskellige typer af ældreboliger og mange eksempler på, hvordan hjælpemidler kan gøre det muligt for selv meget svage ældre at forblive i eget hjem, hvis det er deres største ønske.

Du eller De

Jeg har mødt meget forskellige mennesker, med lige så forskellige behov og forventninger. Nogle, der klarer sig selv og ikke har kontakt med hjemmeplejen – og nogle, der aldrig har været indlagt på sygehus. Og nogle, som fortsat ved, hvad de vil og forholder sig kritisk til os som plejepersonale.

En kvinde fortalte indigneret om den første morgen på plejehjemmet, da kun kom ud på gangen, og jeg citerer: ''Der stod så en af de her unge piger, i de her gymnastikbukser, de går i allesammen, og sagde: ''God morgen Else, nå, hvordan har du så sovet?'' Hun var virkelig blevet vred. For det første ønskede hun under ingen omstændigheder at blive tiltalt med fornavn, og for det andet ønskede hun at være Des med personalet. Efterhånden

Side 43

var hun dog blevet dus med personalet, men aldrig på fornavn. Flere har klaget over, at mange personalemedlemmer kun præsenterer sig med fornavn, og mange har haft svært ved at vænne sig til den ofte meget frie omgangstone.

En anden var meget fortørnet over de unges 'smide-væk-mentalitet'. Hun var så vred over altid at få serveret for store madportioner. Når hun sagde det til personalet, sagde de blot: ''Du skal bare spise det, du kan, vi smider bare resten ud.''

På andre plejehjem oplevede jeg, at der herskede en meget sober omgangstone. Nogle steder har jeg besøgt flere gange og er altid, både ved de telefoniske kontakter og besøgene, blevet mødt med meget stor interesse og venlighed fra personalet.

Fare for isolation

Godt en tredjedel af de 100-årige bor fortsat i eget hjem, hvilket både kan være hus, lejlighed og landejendom. Af de hjemmeboende bor de fleste alene, enkelte bor sammen med en yngre ægtefælle, og lidt flere bor sammen med et barn og evt. dennes ægtefælle. Typisk har de boet sammen 'altid'.

Ca. 15 pct. bor i ældreboliger, og mere end halvdelen bor på plejehjem eller plejecenter.

Der er flere eksempler på, at 100-årige, som bor på plejehjem, er meget velfungerende både fysisk og kognitivt. Ofte er forklaringen, at de er flyttet ind for så mange år siden, at kriterierne for at få tilkendt en plejehjemsbolig ikke var så strenge, som de er i dag. Det kan også dreje sig om friske 100-årige, som i sin tid er flyttet på plejehjem med en svækket eller syg ægtefælle, som nu er død.

Det kan volde problemer, når disse friske gamle mennesker bor sammen med andre, måske yngre, men meget dårlige beboere. Jeg har set flere eksempler på 100-årige, som følte sig endog meget isolerede, da de slet ikke brød sig om at være sammen med de andre beboere fx til spisning – eller aktiviteter i øvrigt. I andre tilfælde gør personalet, hvad de kan for at kompensere for det manglende fællesskab med de andre beboere, det kan være i form af hyppige småbesøg og evt. kaffedrikning.

En kvinde, der har oplevet at flytte fra et gammeldags plejehjem til et moderne plejecenter med selvstændige lejligheder, var meget bevidst om risikoen for at blive isoleret. Hun havde oplevet et meget nært fællesskab med de øvrige beboere på plejehjemmet, men fandt det nu vanskeligt at komme i kontakt med naboerne.

Hun var meget taknemmelig over, at hun var så mobil, at hun selv kunne gå op i det aktivitetsafsnit, der er beliggende centralt i plejecentret, og hun gik også altid derop de dage, hvor pensionister udefra kom i dagcentret, for som hun sagde: ''Der er nogen, jeg kan snakke med.''

Hun er i øvrigt et eksempel på, at der ved flytning fra en stue på et almindeligt plejehjem til en lejlighed på det moderne plejecenter pludselig dukker nye behov op. Hun måtte igen indkøbe diverse husgeråd. Da hun flyttede på plejehjem som 90-årig, var der hverken behov for eller plads til den slags, og hun skaffede sig derfor af med, hvad hun havde.

Hjælp til hygiejne

Næsten 40 pct. af de 100-årige kan betegnes som uafhængige eller relativt uafhængige i forhold til de basale funktioner som personlig hygiejne, påklædning og toiletbesøg. De får måske hjælp til bad en gang om ugen og evt. en enkelt ting mere, hvilket fx kun behøver at være hjælp i form af bleer ved inkontinens. En fjerdedel er mere afhængige af hjælp, og godt en tredjedel er helt afhængige af hjælp til de basale funktioner.

Side 44

Toiletbesøg kan 80 pct. af de hjemmeboende klare uden hjælp, det samme gælder 75 pct. af dem, som bor i ældreboliger og 43 pct. af plejehjemsbeboerne.

Mange får hjælp til nedre toilette. Kun ca. halvdelen af de hjemmeboende og dem, som bor i ældrebolig, klarer det selv, og kun godt en femtedel af dem, som bor på plejehjem, kan klare denne funktion uden hjælp.

Når jeg har mødt nogle af disse mange 100-årige, der får hjælp til nedre toilette, har det af og til undret mig, hvorfor de netop fik denne hjælp, da en umiddelbar funktionsevnevurdering ikke gav anledning til at tro, at de ikke selv skulle kunne. Nedre toilette er forbundet med megen intimitet, og man kunne derfor tro, at det var en funktion, mange ønskede at holde fast i selv. Det er dog kun ganske få af de ældre, der har ytret ønske om igen selv at gøre det, hvis jeg har spurgt om, hvorfor de ikke selv vasker sig forneden. Tilsyneladende er det helt acceptabelt, at plejepersonalet yder denne form for hjælp, blot ønsker mange af de gamle kvinder under ingen omstændigheder at modtage hjælpen af en mand.

Personalet har ofte givet udtryk for, at de finder det naturligt, at de udfører det nedre toilette bl.a. af hensyn til forebyggelse af urinvejsinfektion. De fleste gange gives hjælpen, mens klienten ligger i sengen, og der gives samtidig strømpebukser eller bukser på.

Netop denne rutine tror jeg er medvirkende til, at det mest almindelige er, at de ældre kun får vasket fødder den ene gang om ugen, hvor der også er bad. Flere har givet udtryk for, at de godt kunne tænke sig at få vasket fødder lidt oftere, men jeg har ikke mødt nogen, der har spurgt personalet, om det kunne lade sig gøre.

Her drejer det sig jo også om en generation, der ikke plejer at stille så mange krav. Mange er med god grund tilfredse med den hjælp og pleje, de modtager. Andre gør sig mange overvejelser om, hvorfor tingene er, som de er. Mange af de 100-årige har stor forståelse for, at personalet har travlt, de kan fx ofte ved selvsyn se, hvor plejekrævende andre beboere/klienter er. Det, jeg har hørt nogen efterlyse, er lidt mere tid til medmenneskeligt samvær. Disse gamle mennesker elsker at snakke. En kvinde havde bemærket, at det altid var de demente beboere, der fik lov at sidde sammen med personalet, når de drak kaffe. Hun ville så gerne, hvis det bare var et personalemedlem, der en gang imellem ville drikke kaffe sammen med hende.

Når man stiller spørgsmålet om, hvorvidt en person kan klare den personlige hygiejne selv, får man jo ikke svar på, om vedkommende så gør det. Jeg har blandt de 100-årige, i alle tre boligtyper stødt på nogle, der er registreret som i stand til selv at klare den personlige hygiejne, men hvor det også var tydeligt, at det ikke blev gjort. Jeg har i denne undersøgelse mødt en mand, som ud fra de alment vedtagne normer må siges at leve under hygiejniske vilkår, der ikke er alment accepterede. Denne mand havde ikke hjemmehjælp, og hans familie havde bevidst valgt at lade ham selv bestemme og lade ham leve på de præmisser, han selv ønskede.

Der bliver ellers blandt plejepersonalet udfoldet stor kreativitet for at klare disse situationer. Løsningsmodellen er ofte, at den ældre selv klarer hygiejnen i det daglige, men skal modtage hjælp (eller opsyn) til bad en gang om ugen.

Kan mere end de gør

Samme problemstilling gælder også for andre funktioner og er specielt interessant i forhold til de meget gamle (og måske også andre, der modtager personlig hjælp?).

De fleste yngre gør det, de kan. Dette er imidlertid ikke altid tilfældet hos de 100-årige, og jeg har ofte spekuleret over, hvad det skyldes. I nogle tilfælde er det jo indlysende, at et gammelt menneske ikke kan, fx pga. parese eller svimmelhed. Men andre gange er det som nævnt ikke muligt umiddelbart at finde en forklaring.

Jeg har set eksempler på 100-årige, som var meget opgivende og klart gav udtryk for, at de ønskede mest mulig hjælp. Ofte bliver dette ønske imødekommet fra plejepersonalets side med den begrundelse, at når man er blevet så gammel, så skal man også have lov at have den hjælp, man ønsker. Andre gange er det meget velovervejet, at fx en hjemmehjælper laver morgenmad til den 100-årige, selv om det var noget, vedkommende godt selv kunne.

Begrundelsen kan da være, at den 100-årige bliver så glad for det og dermed får en god start på dagen. Et andet eksempel er, at hvis den 100-årige selv skulle gøre det, ville vedkommende blive for træt

Side 45

til at læse sin avis, og gøre de ting, hun/han i øvrigt gerne vil bruge sine kræfter på, altså en meget fornem og individuel vurdering af, hvad der netop er det bedste for denne klient.

Dette var netop tilfældet hos en mand, som nød utrolig meget, at han kunne sætte sig til det dækkede morgenbord, efter at han selv havde klaret personlig hygiejne, barbering og påklædning. Derudover havde han også kræfter til dagligt at køre 200 omgange på sin gulvcykel.

Også de pårørende kan stille krav om, at der ydes meget hjælp, og det kan for personalet være vanskeligt at finde forståelse for, at det kan være vigtigt, at den gamle fortsat selv udfører forskellige aktiviteter.

Kønsforskel og dermed manglende færdigheder inden for visse af dagligdagens opgaver har også indflydelse på, om man, set ud fra en objektiv funktionsevnevurdering, nødvendigvis gør det, man kan. Som illustration heraf et eksempel med en hjemmeboende mand, som modtog hjemmehjælp daglig til madlavning og rengøring. Men for at hjemmehjælperen kunne komme ind til huset med sin bil, måtte han, hvis der var faldet sne, stå ekstra tidligt op om morgenen for at rydde indkørslen.

At mærke blæsten

Mange af de gamle, jeg har talt med vil gerne udenfor. Nogle har meget levende kunnet beskrive, hvordan de gerne igen vil mærke storm i ansigtet eller strandluft. Andre ønsker blot at kunne komme en tur ud, når der er dejligt sommervejr. På spørgsmålet om, hvorvidt de kan komme ud ved egen hjælp i godt vejr, er der lige knap halvdelen af dem i egen bolig, der svarer bekræftende, ligesom 60 pct. af dem i ældrebolig selv kan gå ud, imod kun 17 pct. af dem, der bor på plejehjem.

Forklaringen på, at der er flere i ældreboliger end i egen bolig, der selv kan gå udendørs, er, at langt de fleste ældreboliger er bygget i ét plan, evt. med en terrassedør i stuen og dermed let og sikker adgang til at komme ud, selv for gangbesværede. For en hjemmeboende i hus eller lejlighed med blot nogle få trappetrin kan det være umuligt at komme ud ved egen hjælp. Andre har meget fornøjelse af kørselsordninger, hvor chaufføren skal hente den gamle inde i boligen og følge helt ind igen ved hjemkomsten. En dame, der bor på fjerde sal i en ejendom uden elevator, er således i stand til at besøge venner og bekendte.

Men ikke kun de bygningsmæssige rammer gør det vanskeligt at komme ud i frisk luft. Det er sjældent, at personalet har tid til at gå eller køre tur med de gamle, der ikke selv kan. Mange har givet udtryk for, at de gør det så tit som muligt, men at de godt ved, at det ikke bliver til meget. En enkelt af de 100-årige, som bor på plejehjem, har ansat en ung pige til at køre sig ture i kørestol, og i andre tilfælde klares turene ud sammen med familiemedlemmer. En søn kører lange ture med sin mor i kørestol på en sti, der er anlagt på det gamle banelegeme. Hun har altid boet på landet og nyder fortsat at følge markerne.

Selv om man ikke er i stand til at gå, er det dog ikke umuligt at komme ud i omegnen, hvis man har modet og kreativiteten. En mand, som også bor på plejehjem har en elknallert holdende uden for sin stue, og benytter den både til udflugter og indkøb.

Demens snyder

Måling af demens var også inkluderet i hovedundersøgelsen, og resultatet heraf er, at mindst en tredjedel af de undersøgte ikke er demente, og ca. en femtedel må siges at være meget demente. Jeg brugte instrumentet Mini Mental State Examination (MMSE). Der er dog store vanskeligheder med at måle demens, og muligvis er der flere i gruppen af muligt demente, som ikke er det, da mange forhold spiller ind.

Sensoriske problemer gør, at nogle af de gamle umiddelbart virker mere demente, end de egentlig er. Folks uddannelse spiller også en rolle for, hvordan de klarer testen, således en meget veluddannet dame, som var så dement, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv, men som evnede at konversere og udvise udprægede værtindeevner. Hun kunne også klare de mere bogligt orienterede opgaver i testen uden problemer. Omvendt er der også eksempler på nogle, som har en meget minimal skolegang og derfor ikke har klaret sig så godt. Bl.a. er der en opgave, der lyder: 'Skriv en sætning'. Nogle har ikke anet, hvad en sætning er, også selv om de ikke var demente.

Netop denne situation, hvor den 100-årige skulle skrive en sætning, har givet anledning

Side 46

til mange sjove oplevelser, nogle har citeret vers, en mand skrev en halv A-4 side om et emne, der interesserer ham meget. Eksempler på, hvad de ellers skrev, er: ''Jeg er snart mør,'' ''Tak for de mange blomster,'' ''Hvad skal jeg have til middag'' og ''Giv mig en øl.''

Plejepersonalet har ofte givet udtryk for, at det kan være meget vanskeligt at afgøre, hvor dement en beboer eller klient egentlig er, især hvis vedkommende ikke kan høre eller se. Specielt nedsat hørelse volder i denne sammenhæng store problemer, og som en sygeplejerske på et plejehjem sagde: ''Når vi går her, og flertallet er demente, så skal vi passe meget på ikke at tro, at de er det alle sammen.''

Hjemmehjælpen vigtig

Hvis vi ser på hyppigheden af besøg af hjemmehjælper hos 100-årige, som ikke bor på plejehjem, altså både hjemmeboende og i ældrebolig, fordeler det sig med over halvdelen, der får døgnpleje eller besøg flere gange daglig, 17 pct. en gang dagligt, 12 pct. sjældnere og 13 pct. har aldrig besøg af en hjemmehjælper.

Hos de 17 pct., som kun har besøg en gang daglig, drejer det sig langt overvejende om morgenbesøg, hvor der ofte ydes hjælp til personlig hygiejne og påklædning. Det kan også dreje sig om tryghedsbesøg, hvor hjemmehjælperen skal sikre sig, at alt er som det skal være. Som en sagde: ''Jeg vil godt have, at der kommer en og ser, om jeg er i live.''

Besøg ugentlig eller flere gange ugentlig er oftest til indkøb og rengøring. Desuden kan behov for hjælp til bad udløse ugentlige besøg. Evt. kan den 100-årige godt selv udføre selve badet, men hjemmehjælperen er til stede, som en sikkerhedsforanstaltning, fx for at forebygge fald.

Blandt de 13 pct., som aldrig har hjemmehjælp, er nogle, som ikke ville kunne klare sig selv, hvis det ikke var, fordi de bor sammen med en rask ægtefælle eller et barn, som så yder den fornødne hjælp. Den gamles netværk i øvrigt spiller også en rolle. Familie, men også naboer gør det i nogle tilfælde overflødigt med hjemmehjælp eller begrænser behovet væsentligt.

Et eksempel herpå er en dame, der fortsat bor i et stort hus med soveværelse og toilet på første sal. Hun har en plan for, hvilke rum hun rengør de forskellige dage, og klarer stort set alt selv inkl. indkøb. Hun vil dog gerne have kontakt med andre mennesker daglig, og da hendes børn bor temmelig langt væk, er det en nabo, der mindst en gang om dagen aflægger visit og ser, om alt er vel.

Der hersker ingen tvivl om, at mange af de 100-årige, som har kontakt med den primære sundhedstjeneste, er endog meget knyttet til deres kontaktperson, hjemmehjælper eller sygehjælper. Fotografier fra 100-års fødselsdagen viser i flere tilfælde, at kontaktpersonen også har deltaget i familiefesten. Også kontaktpersonerne kan føle sig meget knyttet til deres klienter. En af deltagerne skulle flytte på plejehjem kort efter sin 100-års fødselsdag, og da jeg besøgte hende, fortalte hendes hjemmehjælper, at så ville hun gå på efterløn. Hun havde egentlig godt villet holde op medat arbejde de sidste par år, men hun havde ikke kunnet nænne, at denne gamle dame skulle skifte kontaktperson. Når hun nu flyttede på plejehjem, kunne hun holde op med god samvittighed.

Mange af disse kontaktpersoner gør en meget stor indsats for at gøre tingene så godt som muligt for de gamle, mange har stor faglig indsigt, og jeg har set mønsterværdige eksempler på samarbejde i plejegruppen til gavn for klienten.

Desværre er der også eksempler på det modsatte, hvor samarbejde og information svigter. En dame fik akut maveblødning efter at have indtaget smertestillende medicin. Hjemmehjælperen var meget ulykkelig, da det gik op for hende, at de symptomer, klienten havde haft gennem længere tid, burde have givet anledning til seponering af det pågældende præparat, men som hun sagde: ''Ingen havde fortalt mig, hvad jeg skulle holde øje med, og vi får jo altid at vide, at vi ikke skal blande os i medicinen.''

Sygeplejerskernes hovedopgave i forhold til de 100-årige er medicindosering. 57 pct. af indsatsen er medicindosering, og 9 pct. medicininjektion. Hos 7 pct. drejer det sig om sårpleje og for 2 pct. er det kateterpleje. 25 pct. af arbejdet drejer sig om 'andet', hvilket typisk er forklaret med tilsyn, tryghedsbesøg eller psykisk pleje.

42 pct. af dem, som enten bor hjemme eller i ældrebolig, har aldrig besøg af en sygeplejerske, og 16 pct. har det sjældnere end hver 14. dag.

Side 47

Funktioner bør bevares

Som det fremgår, er de 100-årige ganske som alle andre aldersgrupper en meget uhomogen gruppe, der funktionsmæssigt varierer fra fuldstændig at klare sig selv til total hjælpeløshed.

Der er ingen tvivl om, at en bevidst indsats i forhold til at vedligeholde og træne funktioner kan medføre positive resultater i form af mere uafhængige gamle.

De fleste udtrykker ønsket om at klare flest mulige funktioner selv, men personalets og systemets rutiner gør det i nogle tilfælde vanskeligt. I forbindelse med nogle af besøgene hos 100-årige, der modtager meget hjælp, har jeg forsøgt at kortlægge, hvad årsagen eller årsagerne er til, at funktionsniveauet er blevet så dårligt. Som nævnt under omtalen af hjælp til nedre toilette er det i nogle tilfælde oplagt, hvad årsagen er, mens det i andre tilfælde ikke er muligt præcist at finde ud af, hvad der er sket.

Et bud er, at hvis en gammel bliver ramt af sygdom, måske kun en influenza, så overtager plejepersonalet naturligvis flere funktioner. Problemet er så, at det ikke altid lykkes at få den gamle til at genoptage funktionen. Der kan i et forløb ske en jævn tilbagegang, som ingen rigtig opdager. Det er naturligvis ikke, når folk fylder 100 år, at der skal sættes ind, men langt tidligere, især med fokus på, når der af en eller anden grund opstår behov for yderligere hjælp, og specielt med opmærksomhed på, om hjælpen kan reduceres igen.

Nu skal det selvfølgelig ikke forstås sådan, at jeg mener, at folk ikke skal have hjælp, hvis de har brug for det. Men min fornemmelse er, at der sker noget med os som plejepersonale, når vi har med folk at gøre, der er over 90 år. Så tror jeg, at vi meget let falder i den grøft, der hedder: 'Så skal de også have lov'.

Jeg har bestemt fået flyttet mine egne grænser, efter at jeg også har besøgt nogle stykker på 105 år og derover. Og der har mødt en mand på 105, som boede i en stor lejlighed, og som var meget glad, fordi hans varme mad nu kom fra et andet sted end tidligere. Nu kom den nemlig først til aften, og som han sagde: ''Det er jo ikke til at nå hjem fra byen, hvis den varme mad kommer til middag.'' Han ordnede i øvrigt selv indkøb af dagligvarer og bankbesøg på et nærliggende forretningstorv.

Især personale, der er ansat på plejehjem, har givet udtryk for, at de finder det vanskeligt at give de gamle meningsfuld beskæftigelse, som samtidig kan medvirke til at vedligeholde funktionsniveauet. Problemet synes især stort, hvis det drejer sig om en beboer, der ikke er interesseret i de aktiviteter, der fx tilbydes af en beskæftigelsesvejleder.

Nogle steder er det dog lykkedes. På et plejehjem havde en mandlig 100-årig beboer til opgave at samle madbakker ind efter middagsmaden, og et andet sted har en kvindelig beboer til opgave at låse kælderdøren sidst på eftermiddagen, hvilket både giver hende ansvarsfølelse og trappetræning. Ved et besøg har jeg hørt samme dame sige til to andre beboere, der stod og ventede på elevatoren, at hun ikke forstod, hvorfor de ikke tog trappen, da det var langt hurtigere. Selv om man bor på plejecenter, er det heller ikke umuligt at have en lille have. En var meget taknemmelig for, at også den nye pedel gav hende lov til at ordne lidt i det lille stykke have, der var uden for hendes stue.

Enkelte af de 100-årige får vedligeholdelsestræning i fysioterapiafsnit, og nogle deltager i gymnastik på plejehjemmet, eller hvis de går i dagcenter.

Både besøgene hos disse mange gamle mennesker og kontakten med plejepersonalet har givet anledning til mange nye spørgsmål, angående den hjælp og pleje, der ydes.

Nogle af de spørgsmål jeg har stillet mig selv er: Hvordan oplever de gamle den hjælp og pleje, de modtager? Hvilke ønsker har de til plejepersonalets kvalifikationer, og hvilke intentioner har personalet med den hjælp og pleje, de yder? Medtænker de fx at vedligeholde og genoptræne funktioner i det daglige arbejde?

For om muligt at kunne give svar på disse spørgsmål, har jeg knyttet en kvalitativ interviewundersøgelse til nogle af besøgene hos de 100-årige og skal nu i gang med den videre analyse af dette datamateriale. Ny viden om de allerældste kan forhåbentlig bidrage til fornyet debat, debat om ældrepleje generelt og holdninger specielt.

Lone Vasegaard er ansat som udviklingssygeplejerske i geriatrisk afdeling i Odense Universitetshospital. 

Nøgleord: Demens, 100-årige.