Med astmaskolen på sommerlejr

De unge teenagere har det med at tvivle på, om forældrene og behandleren nu også har ret. Og har man flere gange om dagen, så længe man kan huske, hørt mor sige: ''Har du nu taget din medicin?'' så er det naturligt at blæse på både hende og medicinen.

Denne medicinboykot er for unge astmatikere et kæmpeproblem. De vil så gerne ligne de andre, og derfor gør de oprør. Det kan få fatale konsekvenser, for medicinen er utrolig vigtig netop i teenageårene, hvor deres luftveje så faretruende hurtigt kan lukke sig sammen.

Jeg havde gået med tanken om at gøre noget for denne gruppe unge med astma, som på grund af deres handicap er meget sårbare og også kan føle sig utrygge.

Om vinteren er der skiture til Norge, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke tage dem ud i det danske sommerland til en ferielejr ved stranden?

Formålet var først og fremmest at give dem en god oplevelse sammen med ligestillede, men også at prøve grænser af under trygge forhold, hvor professionelle hele tiden var sammen med dem døgnet rundt.

Nervøsitet og glæde

Feriehytten Rømhildsminde i Otterup er beliggende i naturskønt område. Gennem en låge kommer man ud til et grønt areal, der var perfekt til de udendørs aktiviteter, og lige bagved lå den friske strand.

Rømhildsminde var kun til leje i uge 30, og flere var desværre forhindret i at deltage på grund af planlagt ferie. Der var imidlertid 20 unge – drenge og piger – i alderen 14-17 år, som tilmeldte sig, og i indbydelsen tilbød vi en frisk dukkert med efterfølgende kaffe og kage til forældrene, som kørte dem til feriekolonien lørdag den 19. juli kl. 15.00.

Jeg ankom som den første til det dejlige sted, der har plads til 35 personer. Der var stor opholdsstue med brændeovn, fire soverum med køjer, to baderum og nyrenoveret køkken. Der er separat soverum til lederne. Jeg havde også bestilt ekstra rengøring af hytten. Der er et stort udendørs areal med bålplads, borde og bænke omkranset af gamle træer og skønne buske.

Vi var i alt fem ledere, tre idrætskonsulenter fra Odense Universitet, som alle er tilknyttet astmaskolen og vores diætist, Gitte, der netop ankom som nr. to i sin stationcar propfyldt med madvarer. Nødforsyning til hele Fyn, tænkte jeg, mens vi tømte bilen for bjerge af rugbrød, cornflakes, mælk, kød, frugt og grønsager. Gitte, som omgående blev døbt Gitte Madmor af de unge, gned sig smilende i hænderne og sagde: ''Nu kan vi da overleve i weekenden.'' Ak ja, det kom til at passe.

Herefter ankom den ene spændte elev efter den anden. Tilsyneladende som alle andre unge i afslappet ferietøj og med enorme rygsække, men vi ved, at de også medbringer et usynligt handicap i bagagen, og alle er meget spændte på forløbet af denne uge.

En far fortæller, at han nu er meget spændt på, hvornår der bliver ringet til ham om at hente datteren hjem. Hun har endnu aldrig deltaget i en lejr, uden at han har måttet hente hende hjem to dage efter, siger han hovedrystende. Jeg forsikrer både ham (og mig selv i tankerne), at denne gang skal vi nok klare det.

Så kommer en frisk gut på 15 år og råber til mig: ''Hej, Betty. Jeg har endnu aldrig været på en ferielejr uden at være blevet kørt på skadestuen.'' Efter disse opløftende ord drak vi kaffe, og de unge, som var fra forskellige hold, så hinanden an.

Surf, natløb og cykeltur

Nu var vi en storfamilie og startede med nogle husregler.

Regel nr. et var, at ingen gik ud at bade uden at meddele det til en idrætskonsulent, som så ville være til stede. Blev denne regel overtrådt, var det øjeblikkelig hjemsendelse.

De tre idrætskonsulenter, som også er livreddere, havde ansvaret for samtlige aktiviteters tilrettelæggelse og afvikling.

Gitte Madmor herskede myndigt og kærligt i køkkenregionen. Pligterne blev fordelt ligeligt og retfærdigt imellem os alle, således at vi skiftedes til at have morgen-, frokost- og middagsvagt i køkkenet. Badeværelserne skulle også rengøres hver dag.

Jeg havde medbragt peakflow-metre til måling af lungefunktionen samt dagbøger, hvor man kunne indføre resultaterne. Det viste sig, at fire af eleverne havde for lave værdier. Direkte adspurgt fortalte de lidt forlegne, at de nok havde glemt at tage medicinen. De fik igen og igen indprentet vigtigheden af at tage den forebyggende medicin. Nu indgik vi den aftale, at alle selvfølgelig tog den ordinerede medicin og dermed tog ansvar for sin egen person. Dagen sluttede med en aftentur langs stranden, hvor eleverne uformelt kunne sludre sammen og lære hinanden at kende. Der blev også arrangeret navneleg.

Der opstod hurtigt en fin, kammeratlig atmosfære, hvor de unge skiftevis konkurrerede på livet løs, småflirtede og drillede hinanden.

En af de unge piger opholdt sig meget i køkkenet den første dag og svarede kun med enstavelsesord, når vi forsøgte at komme i snak. Næste dag opsøgte hun mig og fortalte, at hun havde det dårligt. Hun betragtede mig opmærksomt for at se, om denne meddelelse forskrækkede mig. Hun følte sig utryg, fordi hun havde det dårligt med sin astma, sagde hun, og måske var det bedre at komme hjem. Så må vi jo måle din lugefunktion, sagde jeg, og det viste sig, at den var helt normal.

Jeg fortalte hende, at jeg havde betragtet hende på stranden og lagt mærke til, hvor dygtig hun var til beachvolley. Bare fortsæt moster! Det var en fornøjelse at se, som hendes selvtillid voksede for hver dag. En dag var hun glad kommet ind til Gitte Madmor og fortalte om alle sine gode oplevelser, og at hun havde udvekslet adresser og telefonnumre med kammeraterne.

Sommerlejr for unge astmatikere er fuld fart på hele dagen med både windsurfing, natløb, beachvolley og maratoncykling. Midt i ugen var der arrangeret cykeltur til Æbelø. Efter morgenmaden vandrede vi de to en halv kilometer til Hasmark, hvor de lejede cykler stod parat på campingpladsen. I cykeltasker medbragte vi rigelig væske samt vores frokost, og så drønede vi ud i det fynske sommerlandskab. Der var nogle lange, seje bakker undervejs, og det skete nogle gange, at en elev standsede med hvæsende, hivende vejrtrækning på vej til gråd og panik. Det viste sig dog altid, at når eleven havde taget en inhalation af hurtigtvirkende medicin og fået et opmuntrende klap på ryggen og besked om at trække vejret roligt, varede det kun et par minutter, før eleven var blandt de forreste igen.

Da cyklerne ikke var specielt designede til den enkelte, var alle ømme i rumpetten efter den 55 kilometer lange, men helt bestemt begivenhedsrige cykeltur.

De unge var bare helt vilde med at lære at surfe. Det var til megen morskab for de rare naboer, der stod på stranden og betragtede elevernes anstrengelser og vilde hyl, når de unge forsvandt bagover i et vældigt plask. De kom også med opmuntrende tilråb, når det lykkedes at krydse hen over bølgetoppen i kanonflot stil.

En aften blev der samlet store sten, som blev opvarmet på bålpladsen. Andre gravede et hul i jorden, hvor de gloende sten blev lagt ned, og så stegte vi jordsteg. Uhm, sikke et festmåltid. Ved midnatstid var der orienteringsløb, hvor de voksne var placeret på bestemte poster. Eleverne var inddelt i grupper, og ved hver post skulle der besvares spørgsmål, der var relateret til astma. Hvis svaret var forkert, fik man en ekstra strafrunde. Igen måtte vi beundre den iver og entusiasme, de unge fremviste.

Hygge og fortrolig snak

De unge nød helt åbenlyst samværet om aftenen, hvor vi spillede kort eller terninger, læste eller bare nød dette at sløve hen foran pejsen og nyde hinandens selskab. Den fortrolige sludder om problemerne ved at være skilsmissebarn, kærestesorger, eller de problemer, der kan opstå i skolen ved kammeraternes manglende forståelse af astma.

Vi var nået til den sidste aften, hvor jeg betragtede solnedgangen over havet. Jeg kunne svagt høre de unge stemmer fra lejren. Om eftermiddagen havde de spontant fremvist deres astmadagbøger og var meget stolte over, at alle nu havde normal lungefunktion.

For de voksne deltagere var sommerlejren også en oplevelse. Vi erfarede, at de fordrer konsekvens. At de selvfølgelig er vakse nok til at intrigere mellem lederne for at få ændret en beslutning. Men at de altid bøjer sig for saglige, fornuftige argumenter uden at mukke. De havde prøvet grænser af og bestået med topkarakterer.

Nu ankom bussen, og under køreturen til Odense var der høj stemning og et stort ønske fra alle deltagere om at mødes igen sommeren 1998 og gentage succesen.

Betty Østergaard er leder af Astmaskolen i Odense.

Nøgleord: Astma.