Synspunkt: Et bud på fremtidens hjemmepleje

I de sidste år har jeg beskæftiget mig meget med ældre med demenssygdomme. Min oplevelse er, at det ikke er en gruppe af borgere, som – hidtil i hvert fald – har haft hjemmesygeplejerskernes store interesse. Lidt groft sagt – hvis ikke den demente skal have nogen form for medicin eller har sårforbindinger, der skal skiftes, kommer sygeplejerskerne kun i de dementes hjem i ringe omfang.

Undersøgelser fra landets kommuner viser, at det er de dårligst uddannede, der varetager den største del af omsorgen for de demente. Demente menneskers handicap er ikke primært fysisk, men af mental karakter.

Tilrettelæggelse af hjælp til mennesker, som på grund af deres sygdom efterhånden mister evnen til at tage vare på sig selv, er en stor opgave, som kun kan løses ved et samarbejde mellem familie, venner, nærmiljø og et offentligt system. Der er behov for hjælp til praktiske opgaver, og der er behov for at få afdækket, hvilke problemer det demensramte menneske har. For sygdommen er netop kendetegnet ved, at handicappene ikke er synlige. Problemer med hukommelsen, evne til at planlægge, evne til at udholde situationer, hvor man udsættes for stress, evne til at udføre praktiske handlinger i dagligdagen giver sig udslag i en adfærd, der ikke umiddelbart er forståelig for omgivelserne.

Der er behov for støtte til familien til at kunne bære sorgen og forfærdelsen over at se et gammelt, agtet familiemedlem blive mere og mere hjælpeløs og afhængig af omgivelserne. Der er behov for oplysning til nærmiljøet om demenssygdomme, og hvilke problemer det medfører for det enkelte menneske, og hvordan man bedst kan afhjælpe problemer.

Udfordringen bliver at udvikle tilbud til de hjemmeboende demente, som netop tager udgangspunkt i det enkelte demensramte menneskes situation.

Sygeplejersker er vant til at arbejde med fokus på det enkelte individ. Familiearbejde hører ikke traditionelt til arbejdsfeltet i hjemmeplejen, derfor er der behov for efteruddannelsesmuligheder på dette felt.

Ligeledes udgør sindslidende en voksende andel af hjemmeplejens klienter. På dette felt er der også væsentlige opgaver at tage fat på i udvikling af sociale tilbud og samarbejde med distriktspsykiatrien.

Hverdagslivet kan ikke sættes i kasser

At tage udgangspunkt i den konkrete livssituation, når man skal støtte mennesker, der af den ene eller anden grund har brug for hjælp af fagpersoner til at få hverdagen til at fungere, fordrer, at der gives mulighed for at indgå i et samspil, at oprette relationer til dem, man skal hjælpes af, og man kan få hjælp til det, man ikke selv har ressourcer til at gøre. Det kræver, at der gives tid og rum til at få talt livssituationen igennem med den ældre og evt. familie eller venner, at der gives plads til fleksibilitet og kreativitet. Hverdagslivet er svært at sætte i kasser med etiketter som: hjælp til personlig pleje, hjælp til rengøring, hjælp til indkøb og tøjvask, madudbringning, hjælp til medicinadministration.

Det gør livet skemalagt og opdelt i funktioner, det standardiserer livet via aftaler om tid og omfang, fagpersoner kvalitetssikrer om procedurer, og succesen bliver målt i fraværet af klager.

Der udvikles modeller, der skal styre ressourcerne i hjemmeplejen. Der opereres med servicedeklarationer og servicepakker. Modellerne for ressourcestyring fokuserer voldsomt på den fysiske pleje, da den helhedsorienterede pleje og sociale indsats er langt vanskeligere at beskrive på samme præcise måde. Resultatet kan blive et system, hvor der styres stift efter tid, rutiner og traditionel produktion. Et system, hvor succeskriteriet bliver fravær af klager.

Mit bud på, hvilken rolle sygeplejersker skal have i fremtidens hjemmepleje, er:

• At være mere opmærksomme på de grupper af borgere, der ikke magter at klage, fx demente og sindslidende.
• At være medvirkende til at udvikle modeller, der ikke kun fokuserer på fysisk pleje og rengøring, men som beskriver omsorgen og den sociale indsats, der er nødvendig for, at mennesker, der ikke magter at tage vare på sig selv, kan leve et værdigt liv.
• At indgå i et samarbejde med patienterne og de pårørende, når hjælpen tilrettelægges, således at man støtter dem i at leve med sygdommen og bruger deres ressourcer.
• A hjemmesygeplejerskerne bruger mere tid hos den enkelte patient.
• At hjemmesygeplejersker får mere uddannelse i at indgå i opgaver i forhold til gamle og sindslidende.

Forfatteren er ansat som konsulent på Rørbæk-Centret.