Sygeplejersken
Den senildemente
Et besøg hos Inger, som har mistet grebet om sin tilværelse, men gerne skal bevare sin selvfølelse.
Sygeplejersken 1998 nr. 16, s. 38
Af:
Inge-Lise Christiansen, sygeplejerske
Illustration: Birgitte Ahlmann
Inger Nielsen er 88 år, hun er dement. Jeg er i aftenvagt og skal hjælpe Inger med at få aftensmad.
Inger er en gæstfri kone. Da hun var frisk, havde hun altid kaffe på kanden og brød på bordet til postbuddet, skraldemanden, havemanden, ja til alle, der kom forbi deres hus. Inger er enke. Hun har en datter, Anna, svigersøn, børnebørn, oldebørn.
Inger har igennem de sidste år mistet grebet om sin egen tilværelse. Hun har haft lårbensbrud. På sygehuset græd hun hver dag og kunne ikke finde ud af noget som helst. Hun ville hjem. Vi fik det arrangeret således, at Inger er på daghjem for senildemente. Her laver de mad, bager brød, ordner have osv. Alle de ting, Inger altid har prioriteret højt. Hun er glad for at være der. Morgen og aften får hun hjælp fra hjemmeplejen.
Småsnak
Jeg kommer ind til Inger og hilser på.
''Velkommen, det er længe siden, jeg har set dig,'' siger Inger. Jeg var der i forgårs.
''Ja, tiden går. Kort tid kan føles lang,'' siger jeg.
Hun genkender mig, men kan ikke huske mit navn. Mens jeg småsnakker, kigger jeg mig omkring: Har hun spist? Er der brødkrummer på bordet, brugt service osv.? Jeg ser, at hun har været ved at lave kaffe, men har hældt kaffebønnerne direkte i tragten. Jeg kender Inger og hendes gæstfrihed, så jeg siger, ''giver du en kop kaffe.'' ''Jo da.'' Jeg spørger ikke mere, men laver kaffen. Inger siger: ''Vi skal da have noget til.'' Hun går hen til køleskabet, åbner det, men lukker det igen og er på vej væk. Hun har glemt, hvad hun ville. Hun er åbenbart sulten, så jeg smører et par halve. ''Godt med pålæg på,'' siger Inger.
Jeg har aftalt med Ingers hjemmehjælper, at hun hver dag blander en kande saft. Jeg kan se, at der er taget af kanden, så noget har hun drukket, efter at hun er kommet fra daghjemmet. Vi sætter os ind i stuen. Inger med brød og mælk, og jeg med kaffe til os begge. Hun fortæller, mens hun spiser. Hun er glad, fordi hun har fundet noget, der var blevet væk. Pludselig lå det der. Anna blev glad. Jeg fandt det ved vandet. Anna havde tabt det osv. Inger ler, og jeg ler, fordi latter smitter. Jeg lytter til Ingers historie. ''Nå det var da dejligt, at du fandt det.'' Inger har spist færdig. Hun har seng i stuen, og jeg tæpper af og lægger natkjolen frem. Jeg spørger, om hun vil se tv. Det vil hun ikke. Vi hjælper hinanden med at tage af bordet. Jeg sætter et glas saftevand ved hendes seng. Jeg siger farvel. Inger siger: ''Kør ordentligt'' og gir' mig et venskabeligt klap bagi.
Selvfølelsen
Da vi senere på aftenen kører forbi igen, er lyset slukket. Vi regner med, at Inger er gået i seng. Nattevagten kører også forbi. Hvis der er lys, går de ind. Vi havde en hyggelig halv time sammen. Inger fortalte om en god oplevelse, hun havde haft. Hun var glad. Hvis jeg havde stillet spørgsmål eller korrigeret hende, ville hendes selvfølelse være ramt. Jeg ved, at jeg ikke kan bringe Inger til at huske. Jeg må møde hende dér, hvor hun er. Ved at spørge, om hun giver kaffe, lægger jeg ansvar på hende. Hun får en valgmulighed. Jeg ved, at hun ikke vil sige nej. I andre situationer, hos andre typer mennesker, var det slet ikke gået, dér måtte jeg ha' fundet en anden måde. Jeg tæpper af og lægger natkjolen frem. Det gør jeg, fordi jeg ved, at når Inger om en time eller to bliver træt, vil hun blive mindet om, hvad man gør, når hun ser sengen og natkjolen. Af samme årsag kanden i køleskabet. Hun får måske lyst til at drikke, når hun ser den blandede saft. De gode intentioner i eksemplerne kan slå fejl, det er ikke sikkert, at hun gør, som vi håber.
Jeg ved, tror jeg da, hvad Ingers historie handlede om. Inger havde været sammen med Anna. De havde gået tur. Noget var blevet væk for Anna, og Inger var heldig at finde det til hende. Hvad, det var, og hvor det var, har ingen betydning for mig. Det, der betyder noget, er, at hun har haft en god oplevelse sammen med sin datter.
Havde jeg spurgt Inger, om hun havde spist, og hun havde svaret ja, og jeg var gået igen, havde hun sultet og tørstet – måske.
Inge-Lise Christiansen er primærsygeplejerske i Hjørring.
Nøgleord: Fortælling, sygepleje
Agnethe Jensens sidste tid – Sygeplejersken nr. 7/1998
Axel bløder – Sygeplejersken nr. 9/1998
En vred man – Sygeplejersken nr. 12/1998
Den senildemente – Sygeplejersken nr. 16/1998
Pip på sjette afdeling – Sygeplejersken nr. 22/1998
Magtesløshed og sorg – Sygeplejersken nr. 28 1998
Hjem med hjælp – Sygeplejersken nr. 31/1998
Mennesket og maskinen – Sygeplejersken nr. 41/1998
Strålebehandling er andet end apparatur – Sygeplejersken nr. 49/1998
Fællesskab – Sygeplejersken nr. 6/1999
Da fru Jensen skulle have vasket hår – Sygeplejersken nr. 28/1999