Sygeplejersken
Faglig kommentar: Engagementet findes
Vi skal stå ved det, når vi bryder systemets regler for at skabe rum for det medmenneskelige. Vi har ikke blot ret, men også pligt til at ytre os, når systemet viser sig umenneskeligt.
Sygeplejersken 1998 nr. 16, s. 27
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Den enkelte sygeplejerske skal lære at turde være sig selv og udvise engagement over for et medmenneske i nød. Det har man efterhånden glemt i systemet, hvor det at forholde sit til andre mennesker ofte bliver betragtet som uprofessionelt,'' udtaler socialoverlæge Preben Brandt i artiklen 'Udstødt af systemet' i det-te nummer af 'Sygeplejersken'.
Det er hårde ord, som må ramme og såre sygeplejersker hårdt, for det svarer næppe til vores selvbillede. Mon der findes en eneste sygeplejerske, som ville bruge udsagnet til at beskrive sig selv og sin daglige praksis? Måske passer det på naboafdelingen, men ikke hos os.
Men når Preben Brandt går rundt blandt hjemløse og ser, hvordan de er blevet udstødt af det system, der burde hjælpe dem, er det ikke en påstand, der er grebet ud af den blå luft. For os, der arbejder i systemet, bør det give anledning til selvransagelse, for et system kan ikke tænke. Det kan kun de mennesker, der arbejder i det. Det er derfra oprøret må komme, hvis der skal ske ændringer.
Der er tilsyneladende også et oprør på vej, hvis den sidste tids heftige avisomtale af elendige vilkår i sundhedsvæsenet er udtryk for en tendens og ikke kun for tilfældige sammentræf.
Man kan altid finde eksempler på personer, der på grund af manglende interesse for andre mennesker aldrig burde have været ansat i sundhedsvæsenet, men jeg vil hævde, at de er undtagelser.
Det almindelige er at møde mennesker, der ivrer efter at tilføre systemet noget menneskeligt. Jeg mener ikke den veltrimmede, høflige, fleksible service, som systemet skal yde, og som man kan sætte mål og rammer for. Jeg tænker på de tusinder af små og store daglige overtrædelser af systemets regler og love, der gøres med det ene formål at gøre det godt for patienter og pårørende. Det lille usynlige oprør, som viser, på hvis side personalet er:
Hjemmehjælperen, der lukker op for varmen i stuen og sætter vinglas, tallerkener, bestik og lys frem til gæstebud, fordi den sengeliggende patient får besøg af familien om aftenen, overskrider en eller anden bekendtgørelse om sine arbejdsfunktioner.
Sygeplejersken, der på det røgfri sygehus sætter et askebæger ind i det rum, nogle pårørende har fået stillet til rådighed i en kritisk situation.
Skadestuesygeplejersken, der skaffer en pårørende til en afdød en køretur hjem med en ambulance, der alligevel skal samme vej.
Hjemmesygeplejersken, der får familien til at overtage sit arbejde juleaften, så hun kan få tid til at holde jul sammen med en ensom patient.
Paradokset i systemet
Små overtrædelser af systemets regler. Små ting af stor betydning, som desuden har den virkning, at den, der møder medmenneskelighed, bliver mere tolerant over for eventuelle mangler.
Læsere af Habermas foruroliges gerne over, hvordan systemverdenen koloniserer livsverdenen. Den livsverden, sygeplejersken ideelt set gerne vil være i sammen med patienten.
Men livsverdenen er trods alt så levedygtig, at den også kan kolonisere systemverdenen. Den systemverden, vi ikke kan undvære, men som vi kun kan holde ud, hvis livsverdenen får lov at infiltrere den, blødgøre den og skabe uofficielle kommunikationsveje og rum for almindeligt menneskeligt samvær.
Engagementet og medmenneskeligheden findes. Udbrændte og systemtro bureaukrater findes også, men jeg tror ikke, de er i overtal, når det kommer til stykket.
Paradokset er, at systemet kun fungerer rigtig godt, når dets regler brydes. Tænk, hvis de små, daglige oprør mod systemet ikke kun blev udført i al stilhed, men blev trukket frem i lyset og kunne medvirke til, at rammerne blev sprængt.
Vi skal stå ved det, når vi bryder regler for at skabe et menneskeligt system. Vi skal udveksle erfaringer og stå sammen, når vi nægter at følge tåbelige regler.
Vi skal også bakke vore kolleger op, når de benytter deres ytringsfrihed og offentligt retter kritik mod systemet. Vi har ikke blot ret, men også pligt til at ytre os, når vilkårene bliver umenneskelige.
De kolleger, der ytrer sig kritisk og højlydt, har også brug for opbakning. Der er alt for mange eksempler på, at de kammeratlige samtaler, systemet indkalder til, ender med enten hængning eller kastration.
Ægte professionalisme indebærer, at man tør engagere sig og tage ansvar.