Sygeplejersken
Synspunkt: Gamle er en tikkende bombe under velfærden
Bliver gamle med behov for hjælp i den kommunale ældrepleje overhovedet behandlet som patienter, eller er de i stedet blevet til et socialt problem, som diverse institutioner gør alt for at løse uanset personlige omkostninger for de gamle?
Sygeplejersken 1998 nr. 16, s. 22
Af:
Marianne Lykke Schmidt, sygeplejerske
Lov om patienters rettigheder og lov om social service er blot én af de lovregulerende løsninger, som gamle har været udsat for, fordi gruppen opfattes som en tikkende bombe under velfærdssamfundet?
Loven om opsøgende forebyggende hjemmebesøg er et andet eksempel. Hensigten med loven er jo ikke kun ren filantropi, men også et forsøg på at løse et latent problem med for mange inhabile gamle borgere. Der er da også langt mere samfundsøkonomi i gamle, der kan svinge golfkøllerne, indtil de mætte af dage lægger sig pænt ned og dør.
Konstruktionen af begrebet ældrepleje er en anden kreativ løsning af problemet. I det tilfælde har Kommunernes Landsforening annulleret al sygdom blandt nuværende og potentielle brugere i primærsektoren. Det har gjort det helt legitimt at udlicitere personlig og praktisk bistand på det private arbejdsmarked. Hvis det står til Kommunernes Landsforening, bliver sygeplejefaglig ledelse og hjemmesygeplejersker lige så lidt relevante i kommunernes ældrepleje som i børnehaverne (1).
Med den nye klageadgang er der skabt et tostrenget system, der sorterer klagestillerne på forhånd. Uanset hensigterne med denne historiske forskelsbehandling af syge mennesker så medvirker konstruktionen til en marginalisering af ældre medborgere over 67 år.
Forudsætningerne er til stede: Graden af integration i samfundet afhænger jo for det første af, i hvilket omfang man deltager som forbruger af samfundets goder. Som bruger af ydelser i den primære sektor er gamle stillet i den samme situation som alle andre brugere af offentlige ydelser. De har ikke en kundes exit-mulighed, når plejen ikke lever op til forventningen. Der er ikke tale om et frit valg på alle hylder i supermarkedet, selvom privatiseringen af ældreplejen bliver markedsført som sådan.
For det andet afhænger integrationen af ens tilhørsforhold til det sociale netværk. Gamles tilknytning til andre mennesker kan være spinkel. Måske er konen død, datteren flyttet til Amerika, og selv er man dement og skræmmer alle naboerne og plejepersonalet fra vid og sans.
For det tredje afhænger integrationen af ens adgang til rettigheder som medborger. Med de to nye love er der konstrueret ulige vilkår, når det gælder retten til at klage over en dårlig pleje. Rettighederne følger nemlig den gamles status i det offentlige system. Er han patient på et hospital eller bare et socialt problem i eget hjem eller på en institution.
Marginaliseringen vil nødvendigvis ramme de svageste gamle, og det kræver ikke megen fantasi at udpege de skæbner – alle sygeplejersker har mødt dem.
I Sygeplejefaglig ordbog står: ''Patient betyder oprindeligt ikke blot én der lider, men én der tåler lidelse og bærer den med tålmod. I moderne serviceteorier er en patient lig med sundhedsvæsenets kunde'' (2).
Gamle med behov for hjælp i den kommunale ældrepleje har i dagens Danmark ikke længere ret til at være patienter – til gengæld forventes det, at de tåler lidelsen og bærer den med tålmod i velfærdssamfundets interesse.
Litteratur
- Schmidt, Marianne og Lone Petersen: Fremtidens ældrepleje er kun for raske. 'Sygeplejersken' nr. 41/95.
- Grove, Margit og Nanna Topsøe-Jensen: Sygeplejefaglig ordbog. Gyldendals undervisning. 1. udgave. 1. oplag.
Marianne Lykke Schmidt er lærer ved Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev.