Sygeplejersken
Udstødt af systemet
Det kan lade sig gøre at hjælpe de mennesker, som systemet ellers betragter som fortabte. Det er systemets egne begrænsninger, som gør, at grupper som hjemløse, psykisk syge og misbrugere bliver udstødt i en sådan grad, at det bliver umuligt at hjælpe dem inden for de eksisterende rammer. Derfor skal hjælpen komme fra private hjælpeorganisationer, som er i stand til at udvise det sociale engagement, der skal til for at hjælpe mennesker på samfundets bund, mener socialoverlæge Preben Brandt.
Sygeplejersken 1998 nr. 16, s. 6-8
Af:
Jesper Berg, journalist
Et stenkast fra Nørreport Station har Projekt Udenfor til huse i en gammel herskabslejlighed, og det er herfra, socialoverlæge Preben Brandt arbejder for, at hjemløse og andre ekstremt udstødte grupper i samfundet skal få bedre vilkår.
Efter 17 år som overlæge på Sundholm, der er Danmarks største forsorgsinstitution, fik Preben Brandt nok af det etablerede system og valgte at gå nye veje i bestræbelserne på at udvikle nye behandlingsmetoder, der bedre tager højde for de meget komplekse problemstillinger, som hænger ved de hjemløse. Sammen med socialarbejder Torben Pilely startede han Projekt Udenfor, der nu har eksisteret et halvt år. De første erfaringer tyder på, at det godt kan lade sig gøre at hjælpe dem, der ellers har været karakteriseret som umulige at hjælpe. Preben Brandt og Torben Pilely mener, at når et menneske opgives og karakteriseres som umuligt at hjælpe, så siger det mere om systemets manglende evner end om det enkelte menneske.
''De udstødte kommer ikke ud af den blå luft. De bliver skabt i det øjeblik, de bliver opgivet og dermed havner udenfor, hvor de ikke længere kan nås med de eksisterende tilbud og via de traditionelle kanaler. Når de er helt udenfor, så beder de ikke mere om hjælp, og så er det for alvor, at problemerne melder sig,'' siger Preben Brandt.
Han mener, at selvom mange ting er blevet bedre, så eksisterer der en stor risiko for, at samfundet ubevidst støder grupper som hjemløse, misbrugere og psykisk syge endnu længere væk.
Almindeligvis betragtes for eksempel sundhedssystemet som lige tilgængeligt for alle, ligesom alle har krav på at få den bedst mulige behandling. Men det er ikke tilfældet i dag, hvor de mest udstødte grupper reelt er sat udenfor, fordi de ikke er i stand til at aflæse de koder eller følge de spilleregler, der gælder i institutionerne i sundhedsvæsenet. Og det betyder i vid udstrækning, at de taber retten til behandling, siger Preben Brandt.
De mange års arbejde blandt hjemløse og udstødte har givet ham en stor forståelse for, hvordan systemet reagerer, når det står med et menneske, som ikke passer ind. Og han mener, at sundhedssystemet kan lære meget af Projekt Udenfor.
Uværdig forskelsbehandling
''Det handler om, at den enkelte sygeplejerske eller socialrådgiver skal lære at turde være sig selv og udvise engagement over for et medmenneske i nød. Det har man efterhånden glemt i systemet, hvor det at forholde sig til andre mennesker ofte bliver betragtet som uprofessionelt. Men ikke desto mindre er det vigtigt, at man tør tage stilling og involvere sig, og det minder meget om at have et kald, som vel efterhånden er gledet ud som et fy-ord. Det er en stor skam,'' siger Preben Brandt.
''Der må eksistere en forpligtelse til at sørge for kvalificeret behandling og omsorg til alle mennesker, uanset hvor langt ude de måtte være i forhold til de mere normale patienter. I dag har sundhedsvæsenet alle muligheder for at yde en god og tilstrækkelig behandling til alle. Derfor er det uværdigt, at man ikke sørger for bedre tilbud til udstødte grupper,
Side 7
Socialarbejder Torben Pilely arbejder på gaden blandt de hjemløse, hvor alkoholmisbrug er en del af hverdagen: ''Systemet har svigtet de svageste og stødt dem fra sig. Når de først er udenfor, så er der ikke meget hjælp at få.'' Foto: Lars Nybøll.
Side 8
hvor al erfaring siger, at netop de er mere udsatte for en lang række sygdomme og lidelser, der kræver en ekstra indsats. Det er en forskelsbehandling, som vi ikke kan være bekendt,'' siger Preben Brandt.
Socialarbejder Torben Pilely, der dagligt arbejder på gaden blandt de hjemløse, har ofte mærket problemet, når han er kommet med en hjemløs til behandling på en skadestue. Det er langtfra hver gang, det går uden problemer.
''Det er meget afhængigt af, hvem der er på arbejde på skadestuen. Hvis det er nogen, vi kender på forhånd, så går det uden problemer. Der er ikke tale om, at vi skal have særbehandling, når vi kommer med en hjemløs eller en psykisk syg. Men det er altid en stor hjælp, når vi kender en enkelt eller to fra tidligere lejligheder, for de er klar over, hvordan de bedst tackler situationen. En hjemløs, som ikke har været i bad i flere uger, eller som er påvirket eller på andre måder adskiller sig fra de øvrige patienter, virker meget forstyrrende for arbejdsgangen på skadestuen. I mange tilfælde bliver personalets tålmodighed over for den hjemløse opbrugt så hurtigt, at der ikke er mere tilbage, når vedkommende skal behandles. Og det kan medføre en hurtigere og knap så grundig behandling,'' siger Torben Pilely.
Systemet går i baglås
Det er Preben Brandts og Torben Pilelys erfaring, at hjælpen og kontakten med de udstødte grupper bedst lader sig gøre, hvis der er en skarp skelnen mellem deres egne behov og krav og de udstødtes. Projektets filosofi er, at før der stilles krav til klienterne, skal der stillles krav til behandlerne. Det er samtidig et af de største kritikpunkter over for det etablerede system, som, de begge mener, har en tendens til at gå i baglås, når det bliver stillet over for et menneske, der ikke er i stand til at følge spillereglerne.
''Et grelt eksempel var en sag med en mand på 72, som i lang tid havde levet på gaden uden nogen form for hjælp. Vi fik ham motiveret til at søge en folkepension. Men det viste sig, at der skulle udfyldes en ansøgning på fire sider, hvor der skulle gøres rede for økonomiske forhold langt tilbage i tiden. Manden, som led af vrangforestillinger og mente sig forfulgt af det offentlige, ville under ingen omstændigheder skrive noget som helst, og han var for øvrigt heller ikke i stand til at leverere de ønskede oplysninger. I den sag viste bureaukratiet for alvor ansigt, og det var kun efter lang tids tovtrækkeri, at der blev fundet en udvej, så manden alligevel kunne få den pension, han var berettiget til,'' siger Preben Brandt.
Vanetænkning
Han vurderer, at man kun kan bruge 25 procent af tiden på at hjælpe den enkelte klient, fordi der skal afsættes 75 procent af tiden til at overbevise de forskellige myndigheder om, at der er brug for hjælp. Det kniber især med at få de forskellige myndigheder til at gå sammen om at løse en sag.
''Alt for ofte møder man bemærkningen om, at tingene bliver gjort og skal gøres på den måde, man altid har gjort,'' siger Preben Brandt, der samtidig efterlyser en større vilje til at kaste sig ud i tværfagligt samarbejde. Den manglende vilje tilskriver han bureaukrati og vanetænkning i systemet. Han mener, at det alt for ofte er uklart, hvem der har ansvaret for løsning af sager med hjemløse.
I flere tilfælde er Projekt Udenfor blevet bedt om at gå ind og udrede sager, hvor myndighederne ikke ved, hvem der skal tage sig af dem. For eksempel blev man ringet op af bekymrede forældre, der ikke havde haft kontakt med deres psykisk syge datter på 35 år i flere måneder. De havde gentagne gange kontaktet de forskellige myndigheder, der imidlertid ikke kunne hjælpe dem. Hver gang var de blevet henvist til en anden myndighed med besked om, at det nok snarere var dem, der vidste besked eller tog sig af sagen. Til sidst blev Projekt Udenfor bedt om at finde frem til hende. De fandt hende i et legeskur i Ørstedsparken og fik hende indlagt.
''Det er svært at sige, hvis ansvar det er at finde frem til mennesker, som skjuler sig for systemet. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er brugt mere tid på at fralægge sig ansvaret end på at forsøge at finde en løsning. Det er både uværdigt og beskæmmende for et velfærdssamfund,'' siger Preben Brandt.
Pligt og ansvar
Han mener ikke, at det nødvendigvis skal være en offentlig opgave at tage sig af udstødte grupper. Efter mange år i det offentlige behandlingssystem tvivler han stærkt på, om det overhovedet er i stand til at udvise det fornødne sociale engagement.
''Systemet er blevet for stort og for upersonligt til, at det kan lade subjektive vurderinger indgå i beslutningerne. Selvfølgelig skal der være en balance mellem systemet og det enkelte menneskes ret til at bestemme over sit eget liv, men der kunne godt være en større følelse af pligt og ansvar over for de svageste grupper,'' siger Preben Brandt.
Han peger på, at der derfor skal satses mere på private og frivillige organisationer til at tage sig af de udstødte. Han mener, at private hjælpeorganisationer er oplagte til at udfylde de huller mellem de forskellige systemer, som de udstødte grupper befinder sig i.
''De er i stand til at operere langt mere fleksibelt og uafhængigt af de forskellige systemer. Det giver friere rammer og mulighed for, at der kan tages utraditionelle midler i brug,'' siger Preben Brandt.
Uffe, 49 år (side 9)
Uffe har levet på gaden i 11 år. Han opfatter sit liv som hjemløs som en demonstration mod Københavns Kommune, som han føler sig uretfærdigt behandlet af. Uffe er skizofren. Han lever af at finde tomme flasker. I gennemsnit kan han tjene 40 kroner om dagen. Pengene bruger han på mad og drikke. Før Uffe valgte at gå på gaden, var han blandt andet murerarbejdsmand og havde kone og børn. Hans sidste faste adresse var en lejlighed på Nørrebro, hvor han blev sat ud af Kongens Foged. Siden da har han sovet rundt omkring i byens parker. De mange poser indeholder tøj og mad og ting, han finder. Han går den samme rute gennem byen hver dag. Ruten går fra Strøget over Rådhuspladsen til Tivoli. Undervejs har han faste steder, hvor han holder en pause. Han har ikke noget kendt misbrug, men drikker indimellem de sjatter, han finder. Han har ikke noget sygesikringsbevis eller andre personlige papirer. I systemet er han opført som 'forsvundet.'
Erna, 60 år (side 13)
I 1991 og 1992 flakkede Erna rundt i kvarteret omkring Hovedbanegården. Om natten sov hun i en port på Vesterbro. Hun gik rundt i det samme snavsede tøj og en beskidt frakke. Hun havde et par poser med ejendele. Om dagen gik hun rundt og talte med sig selv. Ofte førte hun en højlydt samtale med en imaginær person ved navn Gerda, som hun ville have til at komme med flere penge. Hvem denne Gerda var, fandt man ikke ud af, men det viste sig, at Erna mente sig udsat for et komplot fra et større dagblads og en psykologs side. Hun mente, at hun var berettiget til en erstatning på adskillige millioner kroner. Når hun fik sin pension, lejede hun et hotelværelse, indtil pengene slap op.
Efterhånden blev hun mere og mere snavset og forsømt. I starten afviste hun ethvert tilbud om hjælp, men da hun faldt og brækkede benet, blev hun mere interesseret i at få noget hjælp. I dag bor Erna på et plejehjem. Hun deltager i beboerarbejde og rejser sydpå en gang om året for at se noget nyt.
Ruth, 72 år (side 14)
Har været posedame i de seneste syv år. Hun går rundt med en eller to barnevogne, hvor hun ud over tøj og mad også har sine kæledyr. Det er som regel en kat eller en kanin. Hun er skizofren og lider af vrangforestillinger om hekse og trolde. Af og til forsvinder hun fra København og tager rundt i de store byer i Danmark. Hun er således et kendt ansigt i såvel Odense, Århus som i Fredericia, der er hendes hjemkommune. Her får hun også sin folkepension. Når hun er i København, sover hun på en bænk i nærheden af Nationalmuseet.
Anne blev 33 år (side 15)
Anne døde som 33-årig. Forud var gået et liv med narkotikamisbrug og psykisk sygdom.
Hun døde af akut leversvigt efter at have været narkoman, siden hun var 15 år gammel. Som fem-årig havde hun allerede tre gange været anbragt uden for hjemmet. Hendes bror druknede i badekarret, mens hendes mor var faldet i søvn i beruselse. To år efter begik moderen selvmord efter en psykiatrisk indlæggelse. Da Anne var 15 år, begyndte hun at trække på Halmtorvet, og efterhånden begyndte hun også at tage stoffer. Hun boede på gaden og hos venner og bekendte. Fra hun var 18 og frem til sin død sad hun flere gange i fængsel. Hun havde paranoide forestillinger og hørte stemmer. Fysisk set var hun i meget dårlig stand. En sammenklappet lunge, der kun var blevet delvis behandlet, hvis hun ikke var stukket af fra hospitalet, og bylder og ar efter fejlfix. Det ene ben blev amputeret, efter at venerne var blevet ødelagt af narkotikamisbruget.
Olga, cirka 70 år (side
En af de mest kendte posedamer i København. I flere år kunne man opleve hende krybe sammen bag sine poser på varmeriste. Hun afviste alle former for kontakt og modtog ikke nogen form for hjælp. Under en snestorm i 1995 besluttede Preben Brandt sig for, at hun skulle tvangsindlægges. Han vurderede, at det kolde vejr ville slå hende ihjel. Indlæggelsen blev grundigt forberedt med kontakt til politiet og den psykiatriske afdeling, der skulle modtage hende. Alle var forberedt, så indlæggelsen foregik professionelt og blev så skånsom som overhovedet muligt. Hun var indlagt et år på den psykiatriske afdeling, hvor man havde store problemer med at finde ud af, hvem hun var. Da man endelig fik fastslået hendes identitet, viste det sig, at hun oprindeligt var kommet fra Finland. Efter endt behandling blev hun sendt tilbage til Finland, hvor hun bor og har det godt i dag.
Nøgleord: Projekt Udenfor, socialt arbejde, udstødte.