Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Boganmeldelse
Sygeplejersken 1998 nr. 2, s. 29
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
SEX, NEUROLOGI OG PSYKIATRI
Christian Graugaard, Preben Hertoft, Bo Møhl (red.)
Hjerne og seksualitet
- aspekter af teori og klinik
København: Munksgaard 1997
349 sider, kr. 298
Hjerneåret har bidraget med mange informative tiltag og en stigende opmærksomhed på forskellige aspekter af hjernens funktion. Frem for alt, hvilke konsekvenser det har for det enkelte menneske, når hjernen påvirkes ved forskellige sygdomme.
Et af de væsentlige, men hidtil oversete områder, som sygdomme i centralnervesystemet griber ind i, er menneskets seksualitet. Emnet har tradition for at være stærkt tabubelagt, forskningen på feltet er underprioriteret, og som følge deraf har vejledning og rådgivning til patienter været sparsom.
Denne bog er et skridt på vejen mod større opmærksomhed på området. Den rummer indlæg fra en række nordiske eksperter om væsentlige aspekter fra såvel teori som klinik. Redaktørerne gør i forordet opmærksom på, at der med ordet 'hjerne' menes såvel centralnervesystemet som psyken.
Første del er mættet med teoretisk stof, bl.a. om hjernens seksuelle differentiering. Med fokus på seksualitet føres læseren rundt i mange hjørner af hjernens fysiologi, moderne undersøgelsesmetoder som scanninger af forskellig art og også historiske perspektiver, som eksemplificerer ændringer i opfattelsen af perversioner, kognitive kønsforskelle, hormonelle virkningsmekanismer og andet. Alt sammen med opdateret viden og forskningsresultater som udgangspunkt.
I anden del gennemgås en række psykiatriske og neurologiske lidelser og deres indflydelse på sex og samliv. Det drejer sig om dissemineret sklerose, epilepsi, psykoser, chorea Huntington, parkinsonisme, demens og apopleksi. Desuden afsnit om smerte, hovedpine og forskellige farmakas indvirkning på seksualiteten samt autisme og udviklingsforstyrrelser. De enkelte afsnit giver hver for sig en ganske grundig fremstilling af problematikken. Jeg vil her fremhæve Søren Buus Jensens beskrivelse af seksuelle overgreb under krigsforhold og konsekvenserne heraf. Med udgangspunkt i en konkret undersøgelse af seksuelt misbrugte mænd under krigen i Eksjugoslavien gives en grundig analyse af omstændighederne omkring traumatiseringerne, og hvilke terapeutiske og psykosociale interventioner der har været iværksat. Et afsnit som indbefatter mange grusomme kendsgerninger, der efterlader et dybt indtryk.
Anvendelig opslagsbog
Bogen giver i øvrigt et glimrende billede af, hvordan biologiske, psykologiske, eksistentielle og teknologiske perspektiver er væsentlige for forståelsen af sammenhænge mellem hjerne og seksualitet. Det gælder så om at integrere den viden, der eksisterer på de forskellige planer.
Bogen henvender sig til faguddannet personale, såvel inden for det sociale som det sundhedsfaglige system. Visse afsnit kræver en del forhåndsviden, men bogen udmærker sig ved at være velstruktureret og overskueligt opbygget, hvilket gør den anvendelig som opslagsbog.
Hvert af bogens kapitler er illustreret med vignetter tegnet af Ole Heerup – en fin modvægt til de mange ord.
Af Sonja Bech, distriktssygeplejerske, Distriktspsykiatrisk Center, Lyngby-Søllerød.