Sygeplejersken
Faglig kommentar: Mere off-piste i sygeplejen
Er der ikke noget hykleri over den måde, studerende opmuntres til at forholde sig kritisk til praktikken på, uden at de samtidig anspores til at forholde sig mere frit og kritisk til sygeplejeteori?
Sygeplejersken 1998 nr. 2, s. 19
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Før jeg går i gang med at læse en artikel, løber jeg lige litteraturhenvisningerne igennem. Når den indeholder henvisninger til Benner, Bourdieu, Løgstrup, Martinsen og andre af de fortærskede forfattere, mister jeg interessen på forhånd og fravælger med stor sandsynlighed artiklen.''
Nogenlunde sådan faldt ordene i en lille forsamling af sygeplejersker, der drøftede indholdet i 'Sygeplejersken'. Nu var det på ingen måde en teorifjendsk sygeplejerske, der udtalte sig. Tværtimod hører hun til eliten i den relativt lille kreds af højtuddannede, forskende sygeplejersker.
Hun savnede originalitet og selvstændighed. At sygeplejersker viser mod til at tænke nye tanker i stedet for at følge pænt og respektabelt i andres accepterede og vedtagne fodspor, der efterhånden kun fører én vej gennem sygeplejen, ligesom løjpen efter en uge med rejseselskab i Østrig.
Det ville være skønt med noget mere off-piste i sygeplejen. Det forudsætter en god portion selvsikkerhed og mod. Mod til at stå alene, mod til at løbe risikoen for at fare vild, drøne ind i noget eller ud over en kant.
Det er ikke, fordi der er noget i vejen med de tanker, forskellige teoretikere og forskere i tidens løb har kunnet inspirere sygeplejen med. Men når man først begynder at opfatte og behandle dem som guruer, der ustandseligt skal gøres knæfald for, går faget i stå.
Formningen af pæne og konventionelle sygeplejersker begynder allerede i studietiden. De lange, indledende teoriblokke medvirker helt sikkert. Inden de studerende overhovedet får lejlighed til at se endsige afprøve virkeligheden, er de blevet massivt påvirkede af sygeplejeteorier og metafysik, som sikkert svarer til sygeplejebibliotekets indkøb og lærerstabens præferencer. Fremtidens sygeplejersker når at vænne sig til at bære de rigtige briller, inden de slippes løs.
For ikke så lang tid siden spurgte jeg en klasse vordende sygeplejersker, hvad de troede, der ville ske, hvis de afleverede en studieopgave uden referencer til filosoffer og sygeplejersker, der var oppe i tiden. De skraldgrinede og sagde, at den tanke vovede de end ikke at tænke til ende.
Er der ikke noget hyklerisk over den måde, studerende opmuntres til at forholde sig kritisk til praktikken på, uden at de samtidig anspores til at forholde sig mere frit og kritisk til tidens sygeplejeteorier? Sygeplejersken skal betragte hvert enkelt menneske som et enestående individ og yde en individuel sygepleje, men den bagvedliggende og måske endda importerede sygeplejefilosofi skal være genkendelig og anerkendt af institutionerne.
Anerkendte kilder
Man ser det gang på gang i opgaver og i manuskripter, at ophavsmanden dårligt tør udtrykke en personlig holdning eller stillingtagen, men ustandseligt skal støtte sig op ad en anerkendt kilde, der uden kritisk stillingtagen er blevet til autoritet, der pr. automatik skal borge for det skrevne. Når kilden først er anerkendt, behøver man ikke at efterprøve gyldigheden i den virkelighed, man gerne vil beskrive, og man kan springe op og falde ned på objektiv observation af, hvad der foregår. Der citeres og henvises i et væk, grundtankerne er andres, og eneste variation over temaet synes at være rækkefølgen af kildehenvisninger og citater. Udfordringen består mest i at få de rigtige navne nævnt og hægtet på uanset emne.
Jeg kan somme tider frygte, at ideologier og metafysik er ved at komme i højere kurs i uddannelsessystemet end observation og undersøgelse af den fysiske verden og forholden sig til virkeligheden.
Sygeplejersker har en tendens til at forelske sig i nogle lærde sygeplejerskers gode tanker og bliver derved lige så forblændede som i enhver anden forelskelse. Forelskelse kan være frydefuld og opløftende for den, den rammer, og somme tider kan den føre til mere. Men som regel er den uudholdelig for andre at være vidne til, og den levner dem ingen næring.
Og så en rettelse . . .
En farmaceut ringede mig op og fortalte, at jeg havde været håbløst ude af trit med fagterminologien i min kommentar 'Skattefri fortjeneste' i nr. 48, 1997. Betegnelsen for indholdsstofferne i medicinske præparater hedder det generiske navn og ikke præparatnavn som jeg havde skrevet. Præparatnavn, handelsnavn og firmanavn er til gengæld synonymer. Håber ikke min lemfældige omgang med fremmedordene er gået ud over pointen.