Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kenyanske sygeplejersker strejker

Alle landets provins- og distriktshospitaler er paralyseret. Patienterne er udskrevet, og hængelåse på portene sørger for, at ingen nye kommer ind. Også sundhedscentre og statens apoteker er lukket. Privathospitalerne har kronede dage. Men strejken koster mange kenyanere livet.

Sygeplejersken 1998 nr. 2, s. 14-14

Af:

Helle Maj, journalist

FAKTA OM KENYA

SY-1998-02-14-1aDer bor knap 30 millioner mennesker i Kenya. 50 procent af dem er under 15 år, kun to procent er over 65 år. Siden uafhængigheden i 1963 er gennemsnitslevealderen steget fra 44 år til 59 år. Men faldende levestandard og aids ventes at vende kurven.

Der er én læge til hver 7.313 personer, en sygeplejerske for hver knap 1.000 indbyggere. Kenyas sundhedsbudget er på 8,5 milliarder kroner. 80 procent af alle udgifter til udvikling af sundhedssektoren er betalt af donorlande.

De største indtægtskilder for landet er turisme og eksport af kaffe, te og blomster. Politiske uroligheder ved kysten i Mombasa har ført til et kraftigt fald i turismen i år.

Presset af donorerne udskrev præsident Daniel arap Moi i 1992 demokratisk valg. Han vandt valget, som af donorerne blev godkendt med begrundelsen, at det var ''så frit og fair, som Kenya er modent til.'' Den generelle opfattelse er, at oppositionen ville have vundet, hvis de havde stillet med én præsidentkandidat i stedet for seks.

Siden 1991 har Danmark skåret i bistanden til Kenya flere gange i utilfredshed over korruptionen og dårligt lederskab af landet. Samtidig har Kenya – som led i en reformpolitik krævet af Verdensbanken for at yde lån – omlagt sundheds- og uddannelsespolitikken og indført delvis brugerbetaling. Det rammer den fattigste del af befolkningen.

De strejkende sygeplejersker i hovedstaden Nairobi mødes hver morgen på denne græsplæne, der ligger over for Sundhedsministeriet.Distriktshospitalet i Kiambu, der ligger cirka 20 km fra Nairobi, er lukket og låst. Kun tuberkuloseklinikken udleverer medicin til patienterne.Når sygeplejerskerne nægter at arbejde, kan de andre faggrupper heller ikke udføre deres funktioner. Her er det distriktshospital i Kiambu, hvor selv rengøringsfolkene er blevet sendt hjem.''Så længe de ikke tilbyder os penge, går vi ikke i arbejde,'' fastslår Luc Simba, der er talsmand for de strejkende sygeplejersker.

Denne reportage er lavet nogle få dage før jul, kort inden kenyanerne gik til valg den 29. december 1997. Valget blev vundet af Kenyas præsident, Daniel arap Moi. Strejken fortsatte over nytår og frem til redaktionens slutning den 6. januar 1998, hvor regeringen afskedigede samtlige strejkende sygeplejersker.

De cirka 22.000 offentligt ansatte sygeplejersker i Kenya gik i strejke i den sidste uge af november. De kræver højere løn, bedre arbejdsforhold og større tillæg til husleje, transport og sygeforsikring. Også andre sundhedsfaggrupper strejker – heriblandt fx laboranterne.

''Den lavest lønnede sygeplejerske får i dag 550 kroner om måneden, den højestlønnede får cirka 1.800 kroner. Vi er rygraden i samfundet, og så behandler de os sådan. Det kan ikke være rigtigt,'' siger Damaris Mureithi, som er med i styringskomiteen for strejken.

Sygeplejerskerne kræver lønforhøjelser på mellem 200-500 procent. Sygeplejerskernes første forhandlingsdelegation kom tilbage med et kompromisforslag om, at sygeplejerskerne skulle gå tilbage i arbejde, mod at forhandlinger ville gå i gang efter valget. Men de strejkende sygeplejersker afviste pure ideen.

''Hvis du står og laver aftensmad, så stopper du jo ikke halvvejs og spiser maden ukogt, vel? Hvis regeringen kommer med et rimeligt forhandlingsudspil, så er vi selvfølgelig til at snakke med. Vi er ikke så rigide, at vi for enhver pris vil stå fast på de 500 procent. Men indtil videre fortsætter vi strejken,'' fastslår Damaris Mureithi.

SY-1998-02-14-2a
De strejkende sygeplejersker i hovedstaden Naitrobi mødes hver morgen på denne græsplæne, der ligger over for Sundhedsministeriet. Foto: Jørn Stjerneklar.

Mødt af tåregas

De strejkende sygeplejersker i hovedstaden Nairobi mødes hver morgen på en græsplæne over for sundhedsministeriet. Da 'Sygeplejersken' kom forbi, var der en anspændt stemning. Dagen før var politiet gået til angreb på de demonstrerende sygeplejersker med tåregas.

''Vi er fredelige mennesker. Hvad er det for en regering, der skyder med tåregas mod dets sygeplejersker? Folk dør, de fattige lider. Men politikerne er ligeglade. Måske det er fordi, at de har råd til at tage på privathospital, hvis de bliver syge,'' siger Damaris Mureithi.

Det er tredje gang, politiet bruger tåregas for at splitte de strejkende sygeplejersker.

''Men de kan ikke skræmme os til at stoppe strejken. Ingen form for intimidering får os til at give op, før vi har fået vores krav igennem. Så længe de ikke tilbyder penge, går vi ikke i arbejde,'' siger talsmanden for de strejkende sygeplejersker, Luc Simba. Han arbejder på Kenyatta National Hospital, som kun er delvist ramt af strejken. Af statshospitalets 1.200 sygeplejersker er de 200 ikke gået i strejke.

Imens går det kenyanske folk en hård jul i møde. I slumkvarteret Pumwani i Nairobi er fødeklinikken ramt af strejke, og folk bruger de offentlige telefonbokse omkring klinikken til at føde i. På flere distriktshospitaler ligger patienter, som ikke har haft pårørende til at hente sig, da hospitalet lukkede. De må klare sig selv. Flere af dem er døde nu.

Især i landdistrikterne rammer strejken hårdt, da der er få privathospital

Side 15

er at finde. Her rapporteres om et stadigt voksende antal lig i lighusene.

''Enten må Gud holde hånden over os her i Kiambu eller også ved jeg ikke, hvad der sker med de syge. De kommer i hvert fald ikke hertil,'' siger en børnelæge på distriktshospitalet i Kiambu, godt 20 kilometer fra Nairobi. Hun møder på arbejde hver dag, men alle afdelinger er lukket, også den for dagpatienter. Der ligger et gipsben og flyder på gulvet som vidnesbyrd om, at også rengøringsfolkene er sendt hjem. Kun TB-klinikken ved indgangen tager imod patienter, som kommer for at få medicin. Ellers er der kun omstrejfende katte at se bag hængelåsen på porten.

SY-1998-02-14-2b
Når sygeplejerskerne nægter at arbejde, kan de andre faggrupper heller ikke udføre deres funktioner. Her er det distriktshospital i Kiambu, hvor selv rengøringsfolkene er blevet sendt hjem.

Sympatitilkendegivelser

Flere foreninger har været ude med sympatitilkendegivelser. Komiteen til Forsvar for Fagforeninger og Arbejdernes Rettigheder har netop appelleret til alle fagforeninger om at udvise solidaritet med sygeplejerskerne på en ''mere praktisk måde.'' Enkelte fagforeninger og organisationer har truet regeringen med sympatistrejke.

''Strejken betyder automatisk, at lægerne teknisk set også er i strejke,'' siger Dr. N. Gichuhi fra fagforeningen for praktiserende læger og tandlæger. I juni 1994 var det offentlige sundhedssystem ved at kollapse, da alle statsansatte læger indledte en tre måneder lang strejke. Lægerne krævede deres fagforening anerkendt og krævede bedre løn.

Regeringen svarede igen med at smide lægerne ud af deres tjenesteboliger og med fyringer, og til sidst gik lægerne tilbage til arbejdet – uden at have fået deres krav igennem. Deres fagforening er stadig ikke anerkendt.

SY-1998-02-14-2c"Så længe de ikke tilbyder os penge, går vi ikke i arbejde," fastslår Luc Simba, der er talsmand for de strejkende sygeplejersker.

Vil have forhandlingsret

De strejkende sygeplejersker i Kenya søger myndighederne om at få anerkendt deres nye fagforening, NACNUK (National All Cadres Nurses of Kenya) som forhandlingsberettiget organisation. Der er stadig meget hemmelighedskræmmeri omkring organisationen, fordi den endelige godkendelse fra regeringen ikke er på plads.

''Vi er i gang med at få anerkendt fagforeningen. Før har vi været delt i to grupper, en for menige sygeplejersker med administrative og ledelsesmæssige funktioner, der har seks måneders tillægsuddannelse i administration. Det er et system, vi har arvet fra kolonitiden, men her under strejken er vi kommet ud med én stemme og derfor har vi valgt at gå i fagforening sammen. Vi er ved at få trykt brevpapir, og NACNUK er nu klar til at forhandle på sygeplejerskernes vegne,'' siger Damaris Mureithi, som er blevet vicekasserer i den nye fagforening.

Om Kenyas regering godkender fagforeningen, er uvist. Kenya er ikke kendt for et stærkt fagforeningsstyre, men de senere år har flere og flere fagforeninger styrket deres position. Senest lykkedes det for skolelærernes fagforening at få gennemført lønforhøjelser efter en langvarig strejke i sommeren 1997.

Forsøger at mægle

Flere tror, at regeringens manglende vilje til forhandling med sygeplejerskerne skyldes et håb om, at hvis bare strejken trækker ud længe nok, så løser problemet sig som med lægerne i 1994.

''Men vi har ventet i 11 år på lønforhøjelser, så vi har ikke tænkt os at gå i arbejde, før vi har fået nogle fair løsninger på bordet,'' siger Damaris Mureithi fra styringsgruppen.

Lige inden 'Sygeplejersken's deadline har Kenya Medical Association tilbudt at mægle, et tilbud, styringskomiteen har taget imod. Samtidig har en oppositionspolitiker fået samlet en gruppe på 40 personer, som går under navnet 'Den Nationale Styringskomite'.

Oppositionspolitikeren George Anyona siger, at han allerede har været i forhandlinger med regeringen om en løsning på konflikten. Men de strejkende sygeplejersker afviser enhver mægling under George Anyona.

''Han er politiker, vi er professionelle. Det, han gør nu, er at skabe total forvirring og måske splittelse i sygeplejerskernes sammenhold,'' udtaler Nancy Sityenei, forkvinde for sygeplejerskernes styringskomité.

Som situationen ser ud nu, så er præsident Daniel arap Moi den eneste person, der kan få stoppet strejken inden valget. Han ved, at han kan få nogle billige stemmer ved at tilbyde sygeplejerskerne et forlig af en slags. Men efter 19 år ved magten ved han også godt, at sådan en aftale vil føre til nye strejker blandt andre offentligt ansatte.

Så indtil videre er den eneste kommunikation mellem de strejkende og regeringen et cirkulære udsendt af Kenyas Sundhedsministerium. Heri rådes sygeplejerskerne til at gå i arbejde igen. Hvis de nægter, vil disciplinære foranstaltninger blive taget i brug.

Nøgleord: Kenya, strejke, udland.  

Tema: Afrika

Kenyanske sygeplejersker strejker      

Koleraepidemi hærger Østafrika