Nye og større krav til praktikvejledere

Sundhedsvæsenet er inde i en omstillingsproces, hvor kvalifikationskravene til både sygeplejerskerne og de øvrige sundhedsprofessioner ændres både på det almene og på det fagspecifikke plan. Samtidig med at sygeplejerskeuddannelsen har fået en akademisk overbygning, er der sket forskydninger ned igennem uddannelsessystemet, som har bevirket, at kravene til teoretisk viden omkring sundheds- og sygeplejefaget styrkes:

''Sygepleje- og omsorgsteorier bør indgå på en sådan måde, at de relateres til sygeplejefunktionen og således giver de studerende grundlag for at reflektere over og analysere egen sygeplejepraksis'' (1).

Denne anbefaling er med i Evalueringsrapporten (1), der ligeledes anbefaler, at klinisk vejledning af sygeplejestuderende i praksis og tilrettelæggelse af den kliniske uddannelse er to vigtige funktioner, der dog er forskellige og derfor kræver forskellige kvalifikationer.

Disse funktioner bør derfor holdes adskilt – også organisatorisk – idet ansvarsfordelingen inden for disse områder altid bør placeres på to kategorier af sygeplejersker: Den uddannelsesansvarlige sygeplejerske og den klinisk undervisende sygeplejerske. Baggrunden for dette tostrengede uddannelsesforløb er begrundet i den større kompleksitet, der er kommet i samfundets krav til et velfungerende og effektivt sundhedsvæsen. Det har fået vores hospitaler til at se sådan ud:

• Større specialisering af hospitalsafdelingerne
• Pleje og behandling af de indlagte patienter bliver stadig mere kompleks
• Patienterne er indlagt kortere og kortere tid
• Patienterne behandles så vidt muligt ambulant eller i daghospital
• Der tilstræbes større kontinuitet mellem undersøgelse, behandling og pleje
• Arbejdsgangene er rationelle og effektive
• Patientforløbsanalyser udarbejdes
• Der fokuseres på dokumentation og kvalitetssikring i plejen og behandlingen
• Informationsteknologien sætter sit præg på arbejdsgangen.

Store forskelle

Forandringen på hospitalerne stiller nye krav til den primære sundhedstjeneste, så man her er rustet til at imødekomme denne effektivisering af hospitalsvæsenet. Dvs.:

• Opgaver, der løses uden for hospitalerne, er stigende
• Pleje og behandling af patienterne er både akutte og komplekse forløb
• Der er fokus på forebyggelse, opsporing af risikogrupper og sundhedsfremmende tiltag
• Socialmedicinske opgaver opprioriteres
• Tværsektorielt samarbejde samt samarbejde med interessegrupper som ældreråd, brugergrupper m.fl. styrkes

Side 33

• Dokumentation, kvalitetssikring, patientforløbsanalyser og ny teknologi anvendes
• Rationel ressourceudnyttelse, udvikling af plejen, sygeplejerskens koordinerende, ledende og formidlende indsats er synlig.

På landsplan er der store forskelle på kvalifikationerne hos sygeplejersker, der er vejledere for de sygeplejestuderende i deres praktiske del af uddannelsen (1). For at afhjælpe dette er der flere steder udbudt uddannelsesaktiviteter, der vil tilgodese dette stigende behov hos praktikvejlederne (2).

På baggrund af Evalueringsrapportens anbefaling, at ansvaret for de sygeplejestuderendes kliniske uddannelse skal defineres, samt at ansvarsfordelingen placeres på den uddannelsesansvarlige sygeplejerske og den klinisk undervisende sygeplejerske, kunne disse funktioner udformes på følgende måde:

Den uddannelsesansvarlige

Den uddannelsesansvarlige sygeplejerske vil have en funktion, hvor hun overordnet er ansvarlig for tilrettelæggelsen af den kliniske undervisnings indhold i samarbejde med sygeplejeskolen. På denne måde vil hun være sygeplejeskolens repræsentant på praktikstedet samt praktikstedets repræsentant på sygeplejeskolen.

Dette vil unægteligt medføre en kortere kommunikationsvej mellem skole og praktiksted. Organisatorisk kan man forestille sig, at den uddannelsesansvarlige sygeplejerske har ansvaret for et medicinsk eller kirurgisk område, hvor hun tilrettelægger den kliniske undervisnings indhold i samarbejde med sygeplejeskolen.

Desuden skal hun planlægge klinikstedets undervisning samt forestå koordineringen af afdelingens kliniske vejledere. Dette vil medføre en synliggørelse og dokumentation af omfanget af de kliniske uddannelsesmæssige opgaver, hvilket er væsentligt i en normeringsforhandling. Kravene til den uddannelsesansvarlige sygeplejerske vil ud over selve sygeplejerskeuddannelsen kræve en videreuddannelse på niveau med kandidatuddannelsen samt naturligvis klinisk og pædagogisk erfaring.

Ansvar og kompetence i denne stilling er koordinering af teori- og klinikuddannelsen, justering af ændringer, der skal implementeres i uddannelsen, samt superviserende og vejledende opgaver til de klinisk undervisende sygeplejersker. Samtidig vil vedkommende være repræsentant i de respektive uddannelses- og samarbejdsudvalg omkring niveau i uddannelsen samt fordeling af studerende.

Den klinisk undervisende

Den klinisk undervisende sygeplejerske vil fortsat være organisatorisk placeret i en afdeling. Vedkommende vil være ansvarlig for at koordinere de studerendes praktikforløb i afdelingen og vil referere til den ledende sygeplejerske. Omkring vejledningen af de studerende samarbejdes der med den uddannelsesansvarlige sygeplejerske, hvilket vil sige, at når vedkommende ikke varetager studiemæssige opgaver, er hun almindelig sygeplejerske i afdelingen. Nogle af de vigtigste funktioner er at vejlede og supervisere de studerende samt skabe et studiemiljø, der giver tid og rum for refleksion. Vedkommende er direkte ansvarlig for, at de studerendes forudsætninger og kvalifikationer integreres i den kliniske uddannelse. Som kontaktperson for de studerende er den klinisk undervisende sygeplejerske deltager i forventnings-, midtvejs- og slutevaluering.

Kvalifikationskravene til den klinisk undervisende sygeplejerske bør ud over selve sygeplejerskeuddannelsen være klinisk erfaring, evt. som minimum to år, pædagogisk erfaring, sygeplejefaglig diplomeksamen med speciale i uddannelse og undervisning/praktikvejlederuddannelse samt andre pædagogiske kurser.

Sygeplejestudiets fremtid

Det er evalueringsrapportens anbefaling, at den teoretiske mangfoldighed skal styrkes, så de studerende trænes i at analysere, forholde sig kritisk til samt diskutere teorier og teoretiske tilgange med afsæt i den kliniske virkelighed, som det er relevant at kunne forstå og forholde sig til.

Dette kan kun gennemføres ved, at underviserne i faget omsorgs- og sygeplejeteori præsenterer forskellige teorier samt analyserer og diskuterer disse teoretiske tilgange til faget.

Bekendtgørelsen og Evalueringsrapporten anbefaler følgende kompetencer som vigtige inden for de sundhedsfaglige uddannelser:

Samarbejde, omstilling, kommunikation, teori, praktik, analyse og etik.

For at opfylde disse krav til uddannelserne er det vigtigt, at vi professionaliserer praktikvejledernes funktion, så vi er sikre på, at fremtidens sygepleje udvikler sig i en dialog med det omgivende samfund.

Kun igennem åbenhed og diskussion af forskellige sygepleje- og omsorgsteorier kan vi opnå det, som er det væsentlige for fremtidens sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, som er bemandet af et personale, der er trænet i analyse og kritik, og som kan producere den mangfoldighed i opfattelser og tilgange til omsorg og pleje, som fremtidens samfund vil have behov for. Allerede nu ved vi, at samfundets demografiske sammensætning ændrer sig med lynets hast, og de behov, der er i dagens samfund, vil være fuldstændigt forandret om få år. Så alene af den grund er det tvingende nødvendigt, at fremtidens sundhedsarbejdere er uddannede i teori og kritik af teori, som det er relevant at kunne forstå og forholde sig til.

Litteratur

1. Evalueringsrapport, Sygeplejerskeuddannelsen, Evalueringscentret, juli 1996.
2. Praktikvejlederuddannelse, Kursusprogram, Britta Hørdam 1997. Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen, Undervisnings- og Forskningsministeriet, 2. marts 1990.

Britta Hørdam er projektleder i Roskilde Amt.

Nøgleord: Evalueringsrapport, praktikvejledning.