Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 1998 nr. 21, s. 47-48
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
PERSON ELLER PATIENT
Lars-Christer Hydén
Psykiatri – samfund – patient
Psykisk sygdom i socialt og kulturelt perspektiv
København: Munksgaard 1997
194 sider, kr. 168
Forfatteren er socialpsykolog og således forankret i en tradition, som medinddrager sociale og kulturelle faktorer som variabler, der påvirker forekomsten og opfattelsen af psykiske lidelser. Dette i modsætning til det traditionelle biomedicinske perspektiv med apparatfejlsmodellen, som ser symptomer i lyset af sygdom og ikke så meget ud fra en livsproces. Det perspektiv, der vedrører patientens livsverden, har den værdi, at det trækker sygdommens eksistentielle aspekter frem, dvs. sygdommens betydning for patienten.
Den samfundsvidenskabelige forskning demonstrerer, at psykiske sygdomme er fænomener, der er dybt integrerede i vores samfund. Sygdomme betragtes som sociale virkeligheder, som skabes gennem en række sociale og kulturelle processer. Vore oplevelser af sygdom og vores måde at forholde os til den på bygger på tilegnelsen af kulturelt bestemte forestillinger. Som bekendt er der store divergenser mellem forskellige kulturers opfattelse af, hvad der er mentale lidelser.
Lars-Christer Hydén slår til lyd for en narrativisering af den psykiske sygdom, dvs. at sygdommen bliver integreret i den personlige livsfortælling. Ved hjælp af fortællingen sættes sygdommen i relation til patientens eget liv, og der skabes sammenhæng mellem forskellige sygdomshændelser og den personlige livsproces. At blive ramt af en psykisk lidelse, eksempelvis skizofreni, indebærer et afbrud i patientens fortælling om sig selv. Det stiller den enkelte over for grundlæggende eksistentielle, moralske og psykologiske spørgsmål og rykker ved såvel selvforståelse som identitet.
Ved at se sygdom som en del af et menneskes livshistorie, altså i et biografisk perspektiv, interesserer bogen sig mere for patientens livsverden end for den lægevidenskabelige dimension. Mange fænomener illustreres gennem konkrete eksempler og interview.
Et væsentligt aspekt i bogen retter sig mod den sociale situation, psykiatriske patienter befinder sig i efter en hospitalsindlæggelse. Spørgsmålet er, hvordan patienterne definerer deres identitet og tilværelse. Et redskab til udvikling fra patientidentitet til en anden social identitet kunne fx være et tilbud om beskæftigelse.
Ud over at give en rumlig og tidsmæssig strukturering af livet skabes også sociale relationer, samhørighed og meningsrelationer. Arbejde har mere end blot en rehabiliterende funktion, den enkelte får mulighed for at se sig selv som person snarere end som patient.
Konkluderende gør forfatteren sig til fortaler for, at behandlingsindsatsen over for psykiatriske patienter i højere grad forankres i patientens liv, ikke bare rent praktisk, men også hvad angår værdier. Hvis der ikke tages højde for denne dimension, indebærer det, at behandling og pleje primært bestemmes ud fra lægevidenskabens normer og værdier, hvilket ikke nødvendigvis resulterer i et godt liv for patienten.
Bogen er et godt lille bidrag til debatten om indsatsen inden for psykiatrien og præsenterer en synsvinkel med hovedvægten på patientens egen livshistorie. Den sociologiske tilgang underbygges med mange referencer til anerkendte forskere inden for sociologi, socialpsykiatri og antropologi. Desuden udmærker den sig ved en meget omfattende litteraturliste.
Af Sonja Bech, distriktspsykiatrisk sygeplejerske, Distriktspsykiatrisk Center, Lyngby-Søllerød.
Breve fra 182 københavnere
Anita Barfod
Gamle liv
København: Munksgaard 1997
162 sider, ill. kr.188
En række gamle mennesker i København har med egne ord beskrevet deres livssituation. Brevene er skrevet på opfordring af Socialt Udviklingscenter og Nationalmuseet. I efteråret 1994 sendte de en opfordring til samtlige gamle på 70 år og derover i den indre by i Københavns Kommune om at fortælle om deres liv som ældre. 182 breve blev modtaget og indgår i det materiale, som ligger til grund for bogen.
Forfatteren Anita Barfod har udvalgt og kommenteret breve og brevcitater, der belyser det at blive gammel, fx overvejelser om dagligdagen, omgangskredsen, at modtage hjælp, boligforhold og om fortiden og fremtiden. Et nuanceret billede bliver tegnet af en gruppe mennesker, der som alle andre er individuelle personligheder med forskellige behov, ønsker og mål. Derfor kan bogen ses som en protest mod den fremherskende tilbøjelighed til at tale om gamle mennesker som en ensartet masse.
Forfatteren stiller spørgsmålet ''Gad vide om det er helt anderledes uden for København?'' Bogen har på en måde lavet sig en geografisk afgrænsning, men kan sagtens have interesse og være til inspiration for nuværende og kommende omsorgsmedarbejdere landet over, da de samme ældreproblematikker også findes uden for Københavns grænser.
Historierne indeholder glimt af alderdommens mange glæder, udfordringer og besværligheder, og de giver en fornemmelse af mange slags liv. Brevene og brevcitaterne viser, at gamle lever under meget forskellige omstændigheder og er højst forskellige også i normer og levemåder, de er opvokset med.
Der har været tab og gevinster i forbindelse med udviklingen af velfærdssamfundet. Velfærdssamfundet har betydet bedre livsbetingelser, økonomisk og socialt, og givet dem mulighed for at leve livet som gammel på egne betingelser og i værdighed, med også i ensomhed og isolation.
Forskellen mellem boligforholdene er stor, det er et område, hvor de ældre har brug for anden og større hjælp end den, de får i dag. Den offentlige hjælp i det københavnske system har ikke det bedste ry blandt de gamle, og forfatteren har ikke gjort forsøg på at sammenligne det med det øvrige land.
Det er fint skildret, hvor svært det er at være ung og uerfaren og være den, som skal hjælpe, men at det er lige så svært at være den, som skal modtage hjælp og være afhængig. Forfatteren har et bud på, hvad den unge omsorgsarbejder kan gøre for at skabe balance i dette forhold.
Den lille læsevenlige bog kan være af interesse og til inspiration for omsorgsarbejdere, besøgsvenner og andre, der arbejder med gamle mennesker, og må være velegnet til undervisning i sundhedsuddannelserne. De mange indfaldsvinkler og citater kan give stof til gode diskussioner.
Af Birthe Stolberg-Rohr Hansen, klinisk sygeplejelærer, Geriatrisk afdeling G, Odense Universitetshospital.
AFSKY VED AT SPISE
Lonni Schlegel
Må leve, siden dø
Valby: Borgen 1997
147 sider, kr. 148
En bog, ikke med mange bogstaver, men med et stort indhold.
En bog, som skildrer én side af menneskets mangfoldighed. Flot fortalt af Lonni selv, og den fremstår som en vedkommende, personlig skildring via dagbogsnotater. Lonni beretter om sine inderste tanker med følelsen af utilstrækkelighed og angsten for at blive kvinde, og den store pine i kroppen, som hun gerne vil flygte fra. Hendes higen efter at finde sit selv og sin identitet. Lonni Schlegel har fokus på vægten, og over et længere forløb fortæller hun om sine tanker med at føle sig beskidt ved at spise.
Lonnis selvdestruktive tanker resulterer næsten i et selvmordsforsøg i Italien. Hun vælger dog livet og den kamp, det er at leve sit eget autentiske liv. Lonni beretter som sin kamp for at overleve og finde ud af tilværelsen. Hun er syg, så syg at hun tvangstilbageholdes og indlægges på psykiatrisk afdeling i længere tid. Der præsenteres journaluddrag, som går tæt på personen Lonni, måske lidt for tæt. Problemet for Lonni er måske at trække en grænse.
Det er en skildring af pigen/kvinden Lonni, der i 1994 får diagnosen anorexia nervosa og bulimi. Lonni er født i 1970 og skilsmissebarn fra Århus.
Hun når ned på ca. 30 kilo og er ved at dø. Smart, som hun er, snyder hun med sondeernæringen og er ekstremt tynd, hvilket forsidebilledet viser med uhyggelig tydelighed. Billedet er flot, men sygt.
Lonni har i perioder også bulimi. Gennem hårdt arbejde når hun op på en normal vægt. Desuden befinder hun sig i en slags psykotisk tilstand og er suicidalfarlig og selvdestruktiv. Lonni bliver fikseret og har fast vagt, som skal forhindre, at hun skader sig selv. Det er uhyggelig læsning, men læseren får en stærk fornemmelse af, hvilke forvirrede tanker, der stryger gennem Lonnis hoved, og hvilke paradokser og stærke kræfter der findes i dette tynde menneske.
Lonni er hudløst ærlig, når hun fortæller om sine snyderier. Hun ved, at hun snyder sig selv og er i gang med ét langt selvmordsforsøg. I smug vejer hun sig på vægten på naboafdelingen. Men vægten siger ikke noget om livet, men mest om hendes optagethed af at veje sig og hendes afsky over at skulle spise. Hun bliver under indlæggelsen gennem sin terapi klar over, at hendes kropstyranni og selvdestruktion er et symbol på nogle underliggende eksistentielle vanskeligheder, og at det at spise eller ikke at spise er blevet et forsvar.
Bogen indeholder fine digte, som:
Min vægt er lig med mig
At tabe sig er godt.
At tage på er svaghed,
og hellere dø end at være fed.
Et andet digt fortæller om hendes selvdestruktion:
Jeg bløder indeni
derfor må jeg skære mig
så jeg også bløder udenpå.
En anden interessant vinkel er, hvordan Lonni oplever menneskene omkring sig. Hendes symbiose med sin mor og hendes måde at snøre sin far for penge. Hendes kontakt til medpatienter – det være sig de andre anorektiske piger, hvis forløb hun ser realistisk på, og en anden medpatient, som hun er glad for. Betragtningerne om plejepersonalet er sigende. Lonni idylliserer forholdet til den unge læge i modsætning til plejerne, som opdager, at hun snyder. Ting bliver lidt sort/hvide.
Bogen kan bruges til at give indsigt i, hvordan det er at lide af en spiseforstyrrelse, og den giver en forståelse af, hvilke kræfter der gemmer sig i en lille tynd anorektisk pige. Desuden kan den læses for at se, hvordan en behandling kan foregå og lykkes. Den kan bruges i sygeplejen og i undervisningen.
Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, Københavns Amts Sygeplejeskole.
DEN GODE DEBAT
Thomas Anderberg
Kunsten at argumentere
København: Gyldendal 1997
85 sider, 128 kroner
I en lille sag på 85 sider, skrevet af en svensk dr. phil i praktisk filosofi med mange års universitetserfaring i argumentationsanalyse, præsenteres et ideal for den gode samtale.
Princippet om enkelhed er anvendt konsekvent, og nogle steder fremsætter forfatteren synspunkter, som ikke er helt ukontroversielle. Han indleder med en beskrivelse af sproget som en ramme om vores verden. Ikke alt falder inden for rammen. Natur og musik fremkalder følelser, og mange ting forstår vi uden at kunne sætte ord på. En del udtryk består alene af bevægelser og gestikulationer. Vores ramme er mere eller mindre bred. Barnet og den senildemente har en snævrere ramme til deres rådighed.
Efter denne filosofiske indledning går forfatteren over til at beskrive idealet for den gode samtale. Det drejer sig blandt andet om forståelighed, logik og præciseringer, tolkninger og ironi. Den er fin at blive klog af i forhold til det at debattere og argumentere, men at beskrive det som ideal for den gode samtale er misvisende, hvis læseren forestiller sig at blive klog på samtaler, hvor kontakt er i fokus.
Af Inger Jerichau, uddannelsesleder i Roskilde Amts sygehusvæsen.