Et fag under forandring

Vi sidder rundt om et konferencebord på det nye amtshospital i Jelenia Gora og taler med fire magistre i sygepleje med betydningsfulde stillinger inden for amtet samt to læger med speciale i palliativ pleje, som er et af dagens emner. Gæstfrihed, venlighed og stor seriøsitet præger mødet, og der gives lange, omhyggelige og detaljerede svar på den danske journalists spørgsmål.

Men pludselig vender situationen, og de polske sygeplejersker bliver de ivrige spørgere. Da talen falder på organisation: ''Hvordan har danske sygeplejersker båret sig ad med at blive så velorganiserede?'' vil sygeplejerske-magistrene vide i munden på hinanden.

''Hvordan bærer man sig ad med at sætte magt bag sine krav og aktionere for bedre løn- og arbejdsvilkår – uden at skade patienterne?''

Den store interesse for organisering og faglige kampmidler afspejler vilkårene i et fag, der er hårdt presset af de økonomiske reformer.

Som følge af offentlige nedskæringer og mange virksomhedslukninger efter systemskiftet er arbejdsløsheden blandt sygeplejersker stigende, samtidig med at reallønnen er faldende. En sygeplejerske i Polen tjener gennemsnitligt 526 zloty (cirka 1.000 danske kroner) om måneden efter skat. Til sammenligning får en læge mellem 1.200 og 4.000 zloty – alt efter antallet af vagter.

Ikke alene står de polske sygeplejersker i en situation med stigende arbejdsløshed, hvor det selvsagt er vanskeligt at forbedre lønvilkårene. Men forude er der fløjtet for øget indbyrdes kamp om pladserne.

Privatisering af sygeplejen

Som et led i de økonomiske reformer skal sygeplejen delvist privatiseres, så sygeplejersker bliver en slags små selvstændige. De offentlige institutioner skal så udbyde sygeplejeopgaverne på kontrakter, hvor sygeplejerskerne får provision per patient eller per beboer, fortæller amtssygeplejerske Wanda Zielinska, der er ansat som sygeplejefaglig chef i den amtslige administration.

Privatiseringen af sygeplejen kommer formentlig kun til at omfatte primærsektoren og ambulatorierne. Der kører forsøg med ordninger på hospitalerne. De tegner ikke lovende. Sygeplejefunktionerne i primærsektoren og på de lokale klinikker vil typisk blive udbudt på etårige kontrakter, fortæller Wanda Zielinska. Sygeplejersker på offentlige kontrakter skal selv lægge nødvendige sygeplejeartikler og utensilier til.

''Vi vil gerne prøve at forhandle os frem til kontrakter, som løber over mere end et år, og vi tror, det vil være en fordel for sygeplejerskerne at arbejde i små grupper omkring deres eget sygeplejeambulatorium, som kan byde på de offentlige kontrakter. Det vil være svært for enkeltpersoner at klare sig i konkurrencen,'' siger sygeplejerskerne.

Som en fordel ved nyordningen ser de muligheden for, at sygeplejersker

Side 17

Sygeplejersker på det nye amtshospital i Jelenia Gora. Lønforholdene er dårlige, arbejdsløsheden stigende og interessen for faglig organisation stor. Foto: Morten Nilsson.

Side 18 

får chancen for at øge deres indtjening – skønsmæssigt til det dobbelte af, hvad de har tjent under det gamle lønsystem.

Derudover taler de om det attraktive ved at få foden under eget bord – selv administrere, planlægge og have det faglige ansvar.

De mener også, at nyordningen indebærer fordele for patienterne, fordi den følges af et nyt primært sundhedssystem, der ligner det danske med praktiserende læger. Pengene skal følge patienten, der frit skal kunne vælge læge (og sygeplejerske) og vise sin utilfredshed ved at forlade den ene til fordel for en anden.

Dalende idealisme

Også på uddannelsesområdet sker der nyt. Indtil 1997 har man i Polen haft to forskellige uddannelsessystemer:

En femårig sygeplejeuddannelse på en slags sygepleje-gymnasium, som man kom ind på direkte efter folkeskolen. De første fire år blev der lagt særlig vægt på sygeplejeteori, men man havde også de almindelige gymnasiefag, som sluttede med studentereksamen. Det sidste år havde man praktisk sygepleje – sluttende med en faglig eksamen som sygeplejerske.

Amtssygeplejerske Wanda Zielinska: ''De offentlige institutioner skal udbyde sygeplejeopgaverne på kontrakter, hvor sygeplejerskerne får provision per patient eller per beboer.''

​Marianna Makowiecka, der er næstformand i sygeplejerskernes sammenslutning: ''Vi agiterer meget for, at sygeplejerskerne skal melde sig ind i fagforeningen.''

​Irena Godlewska, chefsygeplejerske på det nye amtshospital i Jelenia Gora: ''De hårde arbejdsvilkår og den dårlige løn afskrækker de unge piger fra at blive sygeplejersker.''

Den anden sygeplejerskeuddannelse omfattede to og et halvt års faglig mellemuddannelse efter almindelig studentereksamen.

Nu har man afskaffet den første uddannelsesmodel og har på forsøgsbasis udvidet den anden til tre års faglig uddannelse efter studentereksamen.

Tilgangen til uddannelsen er faldende, og Irena Godlewska, der er chefsygeplejerske på det nye amtshospital i byen Jelenia Gora, forklarer det med, at pigerne på grund af den nye uddannelse er ældre og mindre idealistiske, når de skal vælge fag:

''Tidligere gik de i gang direkte efter folkeskolen, hvor de stadig havde deres idealer i behold om at hjælpe og ofre sig for andre. Når man først har været gennem gymnasiet, er man mere realistisk. De hårde arbejdsvilkår og den dårlige løn afskrækker samtidig med, at uddannelsen er blevet længere og ikke kan konkurrere med kortere uddannelser, hvor man tjener meget mere. Endelig risikerer man at uddanne sig til arbejdsløshed på grund af offentlige besparelser og lukninger af virksomhederne, der tidligere havde sygeplejersker ansat.''

Polen har siden 1968 også haften akademisk uddannelse, hvor man bliver magister og professor i sygepleje og tage doktorgrad.

Fart i organiseringen

De polske sygeplejersker har traditionelt ikke været organiseret i en fagforening. I stedet har det været obligatorisk for alle sygeplejersker at være medlemmer af en sammenslutning med en slags sygeplejenævn i spidsen. Nævnet udsteder autorisation til sygeplejersker og arbejder med forhold som for eksempel etik og uddannelse. Desuden har nævnet ført tilsyn og kontrol med vedtagne faglige standarder.

I 1996 startede den egentlige fagforeningsorganisering af sygeplejersker, og det er gået hurtigt. Omkring 30 procent af sygeplejerskerne har i løbet af de to år meldt sig ind i fagforeningen.

''Vi agiterer meget for, at sygeplejerskerne skal melde sig ind i fagforeningen,'' fortæller Marianna Makowiecka, der er næstformand i sygeplejenævnet:

''Vi gør det ved at invitere fagforeningsrepræsentanter til at holde foredrag om, hvordan man starter en fagforening, og hvordan man derefter kommer videre.''

Sygeplejerskerne fortæller, at talrige små fagforeninger – ofte inden for samme fag – kæmper om

Side 19

at få del i de begrænsede offentlige midler. Sygeplejerskesammenslutningen, der tæller polske sygeplejersker, har til trods for, at den ikke er en egentlig fagforening, søgt at øve indflydelse og forbedre sygeplejerskers løn- og arbejdsvilkår: ''Vi har skrevet til ministerier og andre offentlige arbejdsgivere, men uden resultat,'' fortæller Marianna Makowiecka.

''Vi bliver mødt med venlighed og velvilje, men vore økonomiske ønsker afvises. Staten kan godt se det rimelige i vore krav, men har ingen penge.''

Med dette udgangspunkt er sygeplejerskerne gået i gang med at organisere sig i en egentlig fagforening, hvor man diskuterer kampmidler som punkt-strejker og arbejd efter reglerne-aktioner.

Lægens instrument

Polske sygeplejersker arbejder typisk i 12-timers vagter fra klokken 7-21 og 19-7. Der vil oftest være to sygeplejersker på en afdeling med 20 senge eller tre-fire på en afdeling med 40 senge. Arbejdsugen er på 40 timer.

Der er sygepassere til at bringe mad ud og gøre rent. Alt andet plejearbejde udføres af sygeplejersker. Sygeplejersker er – bortset fra operationssygeplejersker – ikke formelt specialiserede, men i praksis vil der ofte være tale om en fast arbejdsdeling.

Der er bevægelse i fagets indhold. Amtssygeplejerske Wanda Zielinska beskriver det sådan:

''Det gamle hierarkiske system begrænsede vores selvstændighed. Vi var at regne som lægens instrumenter. Nu er vi blevet mere selvstændige og har fået øgede muligheder for at realisere vore egne ideer om sygepleje. Men det kræver, at vi selv er indstillede på nytænkning og villige til at forlade gamle dogmer.''

Nøgleord: Polen, sygepleje.