Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Det der ikke bliver fortalt

Information hører naturligvis med som en integreret del af sygeplejen, men det er ikke fagets egenart og forhåbentlig heller ikke det, der tager hovedparten af tiden. Sygeplejersker er ikke informationsmedarbejdere.

Sygeplejersken 1998 nr. 21, s. 31

Fantastisk. I næsten en hel formiddag fik sygeplejersker lejlighed til at komme til orde på P3. Hvor mange sygeplejersker, der hørte udsendelsen – Strax var det vist – skal jeg ikke kunne sige, for hvem har tid til at høre radio om formiddagen. Men jeg var tilfældigvis på landevejen den dag og havde åbnet.

Turen varede kun små halvanden time, og interviewene blev ustandselig afbrudt af musiknumre eller nyheder, så jeg hørte ikke det hele. Hvad jeg hørte, var en række veltalende sygeplejersker fra praksis, der blev interviewet om deres arbejdsvilkår. Det var sygeplejersker, som var glade for deres arbejde, men som også var utilfredse med en stadig mere presset hverdag, hvor de kun undtagelsesvis fik lov at yde det, de var uddannet til og brændte efter at få lov til at yde. De talte om sygeplejerskens store ansvar, og studieværten spurgte, om de mente, at løn, ansvar og indsats stod i rimeligt forhold til hinanden. Det mente selvfølgelig ingen af de adspurgte sygeplejersker, og mange lyttere bakkede sygeplejerskerne op.

Men ikke alle. En lytter mente, at sygeplejerskerne fik mere end nok, for de lavede ikke andet end at sidde på deres flade eller gå rundt og snakke, mens det var plejepersonale med kortere uddannelser, der passede patienterne.

Så var det, jeg var lige ved at give lytteren ret. For når man havde hørt, hvad nogle af sygeplejerskerne havde fortalt om deres arbejde, så var det lige præcis sådan, flere af dem havde beskrevet deres arbejde. De brugte ganske vist nogle andre ord, men det var ofte den samme rille i grammofonpladen, nålen kørte rundt i:

Sygeplejersker informerer og informerer, og alle patienter er angste og utrygge og skal informeres og informeres, og heri består sygeplejen.

Jeg underkender på ingen måde betydningen af, at patienter og pårørende oplyses om, hvad sygeplejersker foretager sig med dem. Information hører naturligvis med som en integreret del af sygeplejen, men det er da ikke fagets egenart, og det er da forhåbentlig heller ikke det, der tager hovedparten af tiden. Sygeplejersker er ikke informationsmedarbejdere, men hvis folk aldrig hører andet, end at sygeplejerskers hovedinteresse og vigtigste opgave er at informere, så er der vel ikke noget at sige til, at de synes, lønnen er mere end rigelig, og at det er helt andre faggrupper, der tager sig af patienterne.

En slidt rille

Det er nok lidt uretfærdigt at jagte netop de sygeplejersker, der på mange måder gjorde det vældig godt i udsendelsen. Det er ikke spor nemt at skulle udtale sig eftertænksomt og udtømmende, når man i et uvant medie skal kunne svare spontant, uforberedt og kvikt. Så er det såre nemt at køre videre i en rille, andre har slidt til. Bagefter kan man så ærgre sig over alt det, man ikke fik sagt.

Og hvad var så det, der ikke blev sagt om sygeplejerskers ansvar og opgaver?

Fx noget om, at mens lægen står for det diagnostiske og behandlingsmæssige, så er det sygeplejerskens ansvar, at patienten kan udskrives uden komplikationer. Forebyggelse af blodpropper, liggesår og lungebetændelse. Forebyggelse af betændelse i sår, urinveje og mundhule. Forebyggelse af udtørring, underernæring og almen svækkelse. Komplikationer, som folk dør eller får men af, hvis de ikke forebygges.

Sygeplejersken er ansvarlig for, at der bliver skredet hurtigt og livreddende ind, hvis der opstår komplikationer til en operation, eller hvis patienten får bivirkninger af sin medicin. Ansvarlig for, at undersøgelser og behandlinger afvikles både effektivt og skånsomt, og at diverse sociale hjælpeforanstaltninger er i orden, inden en patient udskrives. Sygeplejersken er også ansvarlig for, at patienten ikke kommer til skade eller skader sig selv, fx smittes, falder og brækker lemmerne eller begår selvmord, fordi der ikke er blevet holdt godt nok opsyn. Det er også en sygeplejeopgave at lære en patient så godt at kende, at sygeplejersken sammen med patienten kan finde frem til en levevis, der måske kan forebygge, at patienten bliver syg igen.

Man kan sagtens fremhæve andre ting fra sygeplejens kerneområde, som lægmand uden videre vil kunne forstå betydningen af. Men det afgørende er, at vi husker at omtale de konkrete opgaver, hverdagen består af, og at vi gør det i et almindeligt sprog uden filosofiske falbelader. Hellere nøjes med at fortælle enkelte karakteristiske og klare eksempler end vove sig ud i overordnede samlebegreber, som modtageren kan lægge hvad som helst eller intet i. Det lyder måske ikke så imponerende i kollegers øren, men det er vel heller ikke formålet.

Jeg mindes stadig min forbløffelse over den gang, jeg hørte en amtspolitiker udtale, at nok var det selvfølgelig nødvendigt med nogle søde og dygtige sygeplejersker, men de havde jo trods alt ikke nogen særlig betydning for, om patienten blev helbredt eller døde.

Men selvfølgelig, hvis denne amtspolitiker aldrig har hørt andet fra sygeplejersker, end at de informerer og informerer, så er han måske lovligt undskyldt.