Sygeplejersken
Støtte til omstilling
Polen er ikke noget uland, men har brug for en hjælpende hånd i en vanskelig omstillingsproces. Det er baggrunden for et dansk-polsk samarbejde, hvor Dansk Sygeplejeråd har været indirekte aktør med sine aktier i Dannurse, som har holdt kurser for polsk plejepersonale og sendt dem på studiebesøg i Danmark.
Sygeplejersken 1998 nr. 21, s. 8-11
Af:
Gretelise Holm, journalist
Polen er ikke noget uland, og man kan godt glemme alle fantasifulde forestillinger om middelalder, mørke og umenneskelighed i forbindelse med behandlingen af samfundets svageste. Faktisk behøver man bare at skrue tiden en snes år tilbage i Danmark for at få et nogenlunde realistisk billede af tilstandene på institutionerne i Polen i dag.
Eller som projektkoordinator og sygeplejerske Lis Alminde fra Dannurse siger:
''Vi skal virkelig passe på med vore domme og fordomme om, hvor ringe og gammeldags tingene er i østlandene. Sygepleje i Polen er ikke længere tilbage, end at den tit vækker minder fra min egen tid som sygeplejerske, og mange polske institutioner har højere standard end eksempelvis Ebberødgård i 1970'ernes Danmark. Dertil kommer, at personalet på institutionerne er meget søgende og åbne over for ny tanker og behandlingsideer.''
Skal man sammenfatte billedet, som begge parter i det dansk-polske samarbejde ser det, så er situationen, at Polen befinder sig i en udviklingsfase, hvor man skal væk fra den lidt gammeldags opfattelse af, at syge har det bedst i deres senge og handicappede bedst på institutioner, hvor alting ordnes af plejepersonalet.
Det polsk-danske samarbejde, som Dannurse har koordineret, skal opfattes som et dansk forsøg på at række Polen en hjælpende hånd i den svære omstillingsproces.
''Holdningen til patienter og pleje er ved at ændre sig i Polen. Indtil nu har man været tilbøjelig til at holde patienterne alt for længe i sengene. Nu er man ved at reformere den form for sygdoms- og plejeopfattelse og få patienterne op. Vi har i Danmark været gennem den samme udvikling og kan derfor støtte med vore erfaringer,'' siger Lis Alminde.
Systemeksport
Dansk Sygeplejeråd er indirekte aktør ved at eje aktiemajoriteten i Dannurse, et firma, der beskæftiger sig med systemeksport, populært forklaret eksport af, ''hvordan vi gør tingene i Danmark.''
Det er Dannurse, der har koordineret samarbejdet mellem på den ene side de tre danske partnere: Ringkøbing Amt, Dannurse og Bøgelund International og på den anden side det polske Jelenia Gora amt og Sammenslutningen af Karkonoskie kommuner (fire kommuner inden for Jelenia Gora amt).
Det dansk-polske samarbejde, der har været finansieret via den offentlige danske øststøtteordning, har resulteret i en række kurser i Polen, efterfulgt af polsk plejepersonales studiebesøg i Danmark.
Side 9
Polen er ikke noget uland, men har brug for en hjælpende hånd på sin vej ind i EU. På det ny amtshospital i byen Jelenia Gora viser man stolt det det moderne apparatur frem. Foto: Morten Nilsson.
Side 10
Ringkøbing Amt har stået for kurser for polsk plejepersonale, der beskæftiger sig med psykisk og fysisk handicappede samt psykiatriske patienter. Desuden har Ringkøbing Amt været med til at arrangere en sundhedskampagne i det polske amt.
I alt 60 medarbejdere fra tre af det polske amts åndssvageinstitutioner har været på kursus i henholdsvis seks, to og otte dage, og 28 sygeplejersker fra det psykiatriske hospital i Boleslawiec har været på i alt seks dages kursus, tilrettelagt af Ringkøbing Amt.
Studietur til Danmark
Dannurse har holdt to kurser af tre dages varighed om palliativ pleje. I det første tredageskursus deltog 16 sygeplejersker og syv læger, og på det næste var der i alt 39 deltagere. Sygeplejerske Lis Alminde var eneunderviser på disse to kurser.
Kurserne i Polen har for en del af kursisternes vedkommende været fulgt af studiebesøg i Danmark. Personalet fra institutionerne har besøgt institutioner i Ringkøbing Amt, og to læger fra det palliative ambulatorium i Jelenia Gora har besøgt Bispebjerg Hospital.
Den tredje danske partner i samarbejdet, Bøgelund International, har ikke beskæftiget sig med sundhedssektoren, men holdt kursus for 19 unge arbejdsløse i at være naturguider.
Alle kurserne har fået positive evalueringer af deltagerne.
''Vi har haft stort udbytte af undervisningen i Polen og besøgene i Danmark. Vi har virkelig fået ideer til, hvordan man kan forbedre sygeplejen uden større omkostninger,'' siger Irena Godlewska, der er cehfsygeplejerske på det nye amtshospital i Jelenia Gora.
''De polske sygeplejersker har især været glade for den danske holdning til undervisning,'' fortæller Lis Alminde.
Næst efter Vorherre
''Mange har for første gang prøvet gruppearbejde. De polske systemer er traditionelt meget hierarkiske, og undervisning er for det meste tilrettelagt som envejskommunikation. I det polske sundhedssystem står lægerne næst efter Vorherre, og de polske sygeplejersker har ikke så megen kompetence på plejeområdet som de danske, men det skyldes måske også i nogen grad, at de holder sig selv tilbage.''
Det polsk-danske projekt sluttede med et evaluerings-møde i januar, hvor parterne konkluderede, at samarbejdet havde været vellykket og udviklende for alle involverede.
Polen vil gerne fortsætte
Nu sonderes de praktiske og økonomiske muligheder for at fortsætte samarbejdet. Det polske amt Jelenia Gora vil gerne have efteruddannet cirka 120 sygeplejersker og læger på diabetes-området. Desuden vil amtet gerne have efteruddannet personale, der skal tage sig af aktivering og rehabilitering af folk i hjemmene, og endelig vil man gerne have lavet kurser for dem, der beskæftiger sig med profylakse i forhold til gravide. På det administrative område vil man gerne have hjælp til organiseringen af sundhedsvæsenet og personalepolitikken.
På Karkonoskie kommunernes ønskeseddel til Danmark står kurser for hjemmesygeplejersker og hjælp til koordinering af ressourcerne i den primære sundhedssektor.
Sygeplejerske Lis Alminde, der har koordineret det polsk-danske projekt, er 48 år og uddannet i 1973. Hun var et år på kirurgisk afdeling på Bispebjerg og et år skadestuen på Sundby Hospital, før hun første gang drog ud i verden – som ulandsfrivillig i Kenya fra 1975-78.
Tilbage i Danmark var hun skadestuesygeplejerske, først et år på Sct. Elisabeth og derefter i Hillerød fra 1979 til 1983. Så rejste hun ud igen – denne gang til Bangladesh for Danida (1983-86).
Hjemme igen var hun et år i hjemmeplejen i Fredensborg-Humlebæk Kommune, før hun i 1987 blev ansat som sygeplejefaglig leder i Sandholmlejren for flygtninge.
Sideløbende med ansættelsen i Sandholmlejren videreuddannede hun sig på Sygeplejerskehøjskolen i ledelse inden for primærsektoren. I 1996 kom hun til Dannurse, hvor hun har fået god brug for sine internationale erfaringer og sin lederuddannelse.
Side 11
Økonomi:
Der er 38 millioner indbyggere i Polen, hvoraf de 30 millioner er over 15 år. 64,7 procent af befolkningen bor i byer og 35,3 procent på landet.
Polen placeres internationalt i gruppen af lande, hvis økonomi befinder sig i en overgangsfase – mellem den tidligere kommunistiske statsstyrede planøkonomi og den markedsstyrede økonomi.
Perioden siden systemskiftet har været præget af store arbejdsløshedsproblemer, skævere fordeling af goderne og større social utryghed. På landsbasis udgør de arbejdsløse nu 16 procent af den registrerede arbejdsstyrke.
27 procent af de beskæftigede arbejder inden for landbrug, 37 procent i industrien og 36 procent inden for servicefag.
Bruttonationalproduktet per indbygger i Polen var i 2.260 US-dollar i 1993. For Danmark er tallet 26.730 US-dollar per indbygger.
Sundhed:
Polen bruger 5,1 procent af sit bruttonationalprodukt til sundhedsydelser, mens man i Danmark anvender 6,8 procent. Af de samlede sundhedsudgifter i Polen anvendes de 15,2 procent i primærsektoren. For Danmark er andelen 27,5 procent.
Middellevetiden for polske mænd er 66,7 år og for kvinder 75,7 (1990-95). 15 ud af 1.000 levendefødte dør som spædbørn.
Polske kvinder føder i gennemsnit 1,9 barn, og kvindedødeligheden i forbindelse med barsel er 10 for hver 100.000 fødsler.
Mænds overdødelighed kan for en stor del tilskrives alkohol- og tobaksmisbrug. WHO skønner, at der årligt dør 70.000 polske mænd af tobaksrelaterede sygdomme, og for kvinder er tallet stigende – fra 2.800 i 1975 til 12.000 i 1995.
51 procent af de polske mænd over 15 år er cigaretrygere. Det tilsvarende tal i Danmark er 37 procent.
Tobaksforbruget per indbygger er blandt de højeste i verden med et årligt forbrug på 3.620 cigaretter per indbygger. I 1996 har Polen fået en ny restriktiv tobakslov, der blandt andet begrænser reklamerne og gør det ulovligt at sælge cigaretter til unge under 18 år.
Hyppigste dødsårsag i Polen er hjerte/kar-sygdomme, skarpt fulgt af cancerlidelser. Tuberkulose er et voksende sundhedsproblem med omkring 4.000 nye tilfælde per år. I Danmark konstateres 120 tilfælde af tuberkulose hvert år.
89 procent af befolkningen i Polen har adgang til rent drikkevand i hjemmet eller dets umiddelbare nærhed. I Danmark 100 procent.
Polen trækkes med mange miljøproblemer, skabt af hensynsløs produktion gennem et par menneskealdre. Det er svært at gøre op, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser, forureningen har, men det må formodes, at en del af kræfttilfældene kan tilskrives forurening.
Sundhedspersonale:
Der er gennemsnitligt 432 polakker om hver læge, mens der i Danmark er en læge for hver 360 indbyggere.
Der er i alt 211.603 sygeplejersker, og set under ét mangler Polen ikke uddannet sundhedspersonale. Sektoren står tværtimod over for afskedigelser og nedskæringer i forbindelse med offentlige besparelser i henhold til de markedsøkonomiske reformer.
Her er de polske myndigheders egne tal over professionelle i sundhedssektoren:
- 89.421 læger ( én for hver 432 indbyggere)
- 211.603 sygeplejersker (én for hver 182 indbyggere)
- 17.805 tandlæger (én for hver 2.168 indbyggere)
- 19.447 apotekere (én for hver 5.732 indbyggere)
- 24.400 jordemødre
Der er 673 hospitaler med i alt 224.866 senge, hvilket betyder, at der er en hospitalsseng for hver 172 polakker. Til at køre folk på hospitalet er der i alt 4.056 ambulancer.
Der er 831 plejehjem af forskellig karakter med i alt 79.898 pladser.
Kilder: Officiel polsk statistik og WHO.
Nøgleord: Dannurse, Dansk Sygeplejeråd, Polen, sygepleje.