Sygeplejersken
Synspunkt: Engagement på akkordtid
Jeg er en sygeplejerske, der har været uddannet i lidt over et halvt år. Jeg føler mig forpligtet til at videregive mine erfaringer og frustrationer over, at jeg overvejer, om jeg overhovedet ønsker at være sygeplejerske.
Sygeplejersken 1998 nr. 21, s. 25
Af:
Maria Lundvig, sygeplejerske
Jeg sluttede min eksamen på sygeplejeskolen i Odense, hvor jeg i min eksamensopgave beskæftigede mig med kompetenceudvikling i sygeplejen og herunder en ekspertsygeplejerskes egenskaber. Jeg brændte for sygeplejen som fag og kunne slet ikke vente med at komme i gang med mit første møde med sygeplejen som sygeplejerske.
Jeg er ansat på en neurologisk afdeling, der har akut modtagefunktion, hvorfor patientflowet er meget højt.
Det er en meget travl afdeling, der har med ældre og meget plejekrævende patienter at gøre, så mangel på tid er et evigt og centralt problem.
Det høje patientflow giver selvfølgelig en masse uro på afdelingen, hvilket ofte er svært for de ældre patienter at kapere – derfor ser vi, at en del ældre bliver meget forvirrede og konfuse.
Det er mere eller mindre dagligdag for mig at gå hjem med en følelse af, at jeg ikke har ydet en kvalitativt god sygepleje, for jeg ved godt, hvad god sygepleje er, men ressourcerne til at virkeliggøre dette er simpelthen ikke til stede. Hvad jeg ofte får at vide er, at jeg med tiden bliver bedre til at prioritere mine opgaver, og at min frustration derved vil blive mindre.
Men er det ikke at gå på kompromis med sin egen sygepleje, et kompromis der ikke kommer patienterne til gode, men systemet og de krav, der ligger heri, og er det rimeligt?
Er det ikke netop på tide, at sygeplejersker slår bremserne i og for alvor kigger på, hvad det er for en sygepleje, vi yder i hverdagen?
Hvad er det vi gør, når vi med stolthed i stemmen kan fortælle vores kolleger, at vi har fået overflyttet en patient, selvom patienten ikke er klar hertil? Eller når vi hu hej vilde dyr får slæbt patienterne i bad, så alle er vasket inden formiddagen er omme! Er det hvad der forventes af os, og er det en kvalitet i sygeplejen, vi kan leve med?
- Jeg kan ikke!
Jeg ser et stort dilemma i sygeplejen i dag, et dilemma, jeg mener, vi bliver nødt til at beskæftige os med. De stadigt større krav til afdelingerne om effektivitet og kvalitet er krav, jeg ser som uforenelige med en udførelse af sygepleje, der lever op til sygeplejens værdigrundlag.
Hvem er vi ansvarlige over for, er det ikke over for sygeplejen som fag og de værdier, der ligger heri? Og den udvikling der sker rundt på afdelingerne, er den til gavn for patienterne og dermed forenelig med kvalitet?
Jeg har valgt at kalde denne artikel 'Engagement på akkordtid', da jeg synes, at netop denne titel er så sigende for, hvad jeg oplever i min dagligdag som sygeplejerske.
P. Benner, der er en anerkendt sygeplejeforsker, beskriver at det netop er i mødet med patienten og i kraft af sit engagement, at sygeplejersken både formår at hjælpe patienten med at mestre dennes situation og samtidig får mulighed for at udvikle sig mod en mere kvalificeret praksis. Ligeledes beskriver Benner, at det er dette engagement, der giver sygeplejersken mulighed for at handle kvalificeret og rigtigt. Derfor ser jeg, at manglende mulighed for ægte engagement i patienternes situation umiddelbart må medføre, at sygeplejen ikke er udført med kvalitet, og ikke kan leve op til sygeplejens værdigrundlag.
Min pointe er, at hvis sygeplejerskerne ikke er opmærksomme på, hvilke arbejdsvilkår de accepterer og hvilke opgaver de prioriterer, vil det medføre mangel på engagement i patienterne, og hermed falder sygeplejens kvalitet. Konsekvensen må være, at sygeplejens værdigrundlag krænkes, og der efterlades en dyb frustration hos fagbevidste sygeplejersker. Følelsen af udbrændthed er nærliggende.
Jeg er opmærksom på, at det umiddelbart må forekomme meget firkantet at sætte tingene på spidsen på denne måde. Men jeg ønsker at fortsætte med at brænde for mit fag og omtale sygeplejen med den respekt, jeg mener sygeplejen fortjener. Men jeg er bange for, at vi undergraver denne respekt, hvis vi ikke bliver mere bevidste om sygeplejens grundlæggende værdier og om, at vi har et ansvar over for vores fag.
Det må stadig være i omsorgsrelationen til patienten, sygeplejersken har sit funktionsområde. Men det er i omsorgsrelationen, at sygeplejersken udfører sin funktion og lever op til sit værdigrundlag, fx i form af respekt for patientens autonomi: at tage udgangspunkt i patientens helhedssituation osv., værdier der er så centrale og indlysende for vores fag, men som jeg ikke oplever bliver opfyldt på tilfredsstillende vis i vores hverdag.
Det stadigt større pres, sygeplejersken udsættes for fra alle sider, mener jeg kun efterlader meget lidt overskud til, at sygeplejersken kan handle helhjertet og forholde sig menneskeligt og empatisk i forhold til patienten, og den situation han gennemlever.
Og jeg må med en dårlig smag i munden, på vegne af vores fag, gøre opmærksom på, at det patienterne har allermest brug for, ud over faglig dygtighed, er en venlig sygeplejerske!
Det lyder måske banalt at nævne det, men ofte er det det, patienterne har allerstørst mangel på, venlighed og et kærligt ansigt der signalerer at jeg kan lide dig, og er det ikke absolut minimumskrav at tilbyde patienterne det? Og jeg må så spørge, om det er rimeligt, at vi lader os presse så hårdt, at vi ikke kan opfylde dette minimumskrav?
Vi er tilbøjelige til at være bundet i kulturer og rutiner, der gør, at vi søger at leve op til de krav der stilles til os, fx fra vores ledere, lægerne m.fl., uden at vi reflekterer over, hvilken betydning opfylden af disse krav har for kvaliteten i sygeplejen.
Bunder denne umiddelbare accept af forholdene, fx på min afdeling, i mangel på moralsk forpligtelse over for vores fag og patienterne?
Det er mit håb, at jeg enten lærer at prioritere mine opgaver, eller at der er flere som jeg, der ønsker at føre vores fag i den rigtige retning, så sygeplejen kan leve op til værdigrundlaget.
Maria Lundvig er ansat ved Odense Universitetshospital.
Litteratur
- Benner, Patricia: 'Fra novice til ekspert'.