En god mand for sygeplejen

Birthe og Klaus Jensen i deres idyl i Blekinge, hvor der nu bliver god tid til kæledyr, køkkenhave og familieliv, men også til at videreføre det arbejdsfællesskab, de har haft i mange år om publikationer og undervisningsprogrammer. Foto: Anne-Li Engström.

Arkebusering betyder 'henretning ved skydning'. Overlæge Klaus Jensen, lærebogsredaktør gennem 33 år i Dansk Sygeplejeråd, måtte ty til fremmedordbogen, da en forfatter engang i sin harme over hans kommentarer til hendes manuskript mente, at det var lige, hvad han fortjente.

''Jeg anede ikke, hvad ordet betød,'' siger Klaus Jensen muntert.

''Men da det gik op for mig, måtte jeg hitte ud af, hvordan vi fremover kunne samarbejde. Det var helt tydeligt, at vedkommede forfatter mente, at jeg var en opblæst overlægesnude, der ikke havde ret megen forståelse for sygeplejen.''

En fælles kærlighed til katte blev senere kodeordet til et forrygende godt fagligt parløb mellem overlægen og sygeplejersken:

''Hun opdagede, at der også var et menneske bag kommentarerne og rettelserne. I dag har vi gensidig respekt for hinanden. Jeg er en stor beundrer af det, hun skriver, og hun synes vist, jeg er en konstruktiv modspiller.''

Tilsvarende har samarbejdet mellem lærebogsredaktøren og sygeplejerskerne nok udviklet sig i tidens løb. I hvert fald har Klaus Jensen gennem årene formået både at aftvinge sig faglig respekt og kærlig beundring hos medredaktører og forfattere, som har skullet tage stilling til hans velmente forslag til forbedring af manuskripterne.

Hans omdømme er noget af det flotteste, et medlem af den danske lægestand kan få i sygeplejerskekredse. I dag trues han hverken med nakkeskud (arkebusering) eller andet uhyggeligt, men berømmes for sin omfattende indsats, sit formidlingstalent og engagement. Hans facon kan være rå, men hjertet sidder på rette sted. Som en af kollegerne i lærebogsredaktionen siger:

''Han er frygtindgydende og hjertelig på samme tid. Kan fare op som en løve – og falde ned som et lam.''

Efter 33 år i redaktørstolen takker Klaus Jensen nu af. Lærebogsredaktionens lægefaglige garant og sikkerhedsnet har sat sig selv på pension fra Dansk Sygeplejeråd den 31. maj 1998.

Det lå i kortene

Med en far, der var professor i infektionspatologi (i dag mikrobiologi), fik Klaus Jensen allerede som stor dreng sin fars speciale tæt ind på livet. Han var ikke mere end 16-17 år, da han begyndte at hjælpe til i faderens laboratorium.

Klaus Jensen blev læge i 1954 og dr.med. på en afhandling om stafylokokker i 1959, men allerede inden disputatsen var i hus, var Klaus Jensens bane afstukket som kommende lærebogsredaktør:

''Min far blev opfordret til at skrive en lærebog for sygeplejersker i infektionspatologi, men havde ikke tid. Den kan Klaus skrive, jeg skal nok stå ham bi, lød hans besked til Dansk Sygeplejeråd.''

Klaus Jensen omtaler sin første lærebog som ''en lille, rød sag.'' Med den i hånden søgte han stillingen som lærebogsredaktør, da Dansk Sygeplejeråd opslog enledig stilling. Ansættelsesinterviewet fandt sted hos Dansk Sygeplejeråds legendariske formand Maria Madsen, Kirsten Stallknechts og Jette Søes forgænger.

Arbejdet som lægefaglig redaktør af Dansk Sygeplejeråds lærebogsserie har været omfattende. Nogle og fyrre udgivelser er det blevet til i årenes løb. Det særlige ved serien er ifølge Klaus Jensen, at lærebøgerne løbende revideres og fornyes og i det hele taget underkastes meget grundige eftersyn, før de genudgives.

''Det vigtigste for lærebogsredaktionen har været at finde nogle sygeplejersker, som både kan skrive, og som har den rigtige observans. Med det sidste mener jeg, at forfatterne ikke må være så outrerede, at de går enegang. En lærebog skal ikke domineres af særstandpunkter,'' siger han.

At Klaus Jensen ikke kun går op i

Side 11

Overlæge Klaus Jensen i svenske omgivelser, hans fremtidige hjem. Efter 33 år som lægefaglig redaktør af Dansk Sygeplejeråds lærebogsserie har han sat sig selv på pension.

Side 12 

det faglige, kan samtlige forfattere skrive under på:

''Da jeg startede i lærebogsredaktionen, kunne jeg konstatere, at sygeplejerskerne havde svært ved at skrive. Det har de stadig, men de er blevet meget bedre. Selv gør jeg meget ud af det sproglige. Jeg vil gerne have, at forfatterne udtrykker sig klart og præcist. Desværre har sygeplejerskerne en tilbøjelighed til at bruge en masse fremmedord i stedet for at sige tingene på godt dansk. Hvorfor for eksempel bruge ordet komparere, når vi på dansk har det udmærkede ord sammenligne?

Jeg har tit måttet slå op i fremmedordbogen og konstatere, at jeg glemmer de fine ord lige så hurtigt igen. Hvis en af mine egne kolleger brugte et sprog, jeg ikke forstod, ville jeg slå ham oven i hovedet. Man skal have respekt for sine læsere. Men hvis sygeplejerskerne mener, det er en del af fagets image at bruge alle disse fremmedord, tilkommer det selvfølgelig ikke mig at bestemme.''

Når noget falder ud

Klaus Jensen har selv et stort forfatterskab bag sig. Lærebøger, videnskabelige artikler (omkring 150 i alt) og manualer til undervisningsprogrammer er det blevet til i årenes løb. Hertil kommer arbejdet som redaktør af lærebøgerne, dels i Dansk Sygeplejeråd, dels som medredaktør af Lægemiddelkataloget, hvor han var med i forberedelsen til den første udgivelse i 1976 og siden i de efterfølgende 20 udgivelser.

''Det er lidt mærkeligt, at jeg i den grad har helliget mig formidlingen. Jeg, der ikke kunne fordrage at skrive dansk stil i skolen. Blev altid først færdig langt ud på natten, inden den skulle afleveres,'' siger han undrende.

''Som forfatter er man megettouchy, det ved jeg alt om. Der er ikke nogen, der skal komme og kritisere éns værk. Derfor prøver jeg heller ikke at tirre folk mere end nødvendigt. Jeg kan være skarp, men jeg er holdt op med at bruge sætninger som, det her er noget sludder, eller det her er komplet uforståeligt. I stedet kan jeg nu skrive til forfatteren i mine kommentarer: Jeg tror, der er faldet noget ud her.''

Hovedprincippet i Klaus Jensens formidling er det enkle og det forståelige:

''Man skal hente folk dér, hvor de er – og så føre dem derhen, hvor man ønsker, de skal være,'' som han siger.

Man tror ham gerne, når han siger, han er en god underviser. Allerede i 1955 blev han tilbudt at undervise sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospital, og siden er det gået slag i slag med undervisningen både herhjemme og i udlandet.

På det sidste er de baltiske lande kommet til. Som led i regeringens Øststøtte får balterne nu glæde af Klaus Jensens viden om mikrobiologi. Det har man tidligere gjort så fjerne steder som i Algeriet og sidst i Kina, hvor han med Danida-midler i ryggen har forestået opførelsen af et biomedicinsk undervisningscenter og siden varetaget undervisningen af flere tusinde kinesiske læger og sygeplejersker i ledende stillinger. Det er erfaringerne fra Kina, der nu kommer balterne til gode.

Livet består af valg. For Klaus Jensen har det betydet, at han har skullet vælge mellem en karriere som formidler eller forsker.

''Det sidste kunne også have været sjovt,'' siger han.

''Jeg tænkte især over det, da jeg kom hjem fra et ophold i USA i 1960/61. Dengang havde jeg potentialet til at gå forskervejen. Men jeg blev hængende i det, jeg var god til – undervisningen og den skriftlige formidling. Og det har jeg aldrig fortrudt. Det har givet den store kontaktflade til læger og sygeplejersker både herhjemme og i udlandet. Det har været dejligt.''

Tæt på sygeplejen

Ligesom Klaus Jensen så at sige var forudbestemt til mikrobiologien, lå det også i kortene, at han kom til at beskæftige sig med sygeplejen. For aldrig så snart var han færdig med sit lægestudium, før han fik tilbud om at undervise sygeplejersker og sygeplejeelever, en virksomhed, der senere blev kombineret med redaktørstillingen i Dansk Sygeplejeråds lærebogsredaktion.

Kombinationen af undervisning og formidling har givet ham et enestående indblik i sygeplejens udvikling. Men tingene afhænger som bekendt af øjnene, der ser. For sygeplejerskerne har det de sidste mange år handlet om at opnå autonomi. Ønsket har været at udvikle sygeplejen til en

Side 13

selvstændig profession – langt væk fra rollen som lægernes små, søde hjælpere. Klaus Jensen ser anderledes på det:

''Jeg har altid betragtet sygeplejen som en meget væsentlig del af den medicinske profession, men med et eget selvstændigt område.

Selvfølgelig er det væsentligt, at man nu arbejder på at skabe et grundlag for sygeplejen som en videnskabelig baseret praksisdisciplin, men sygeplejen har jo eksisteret som et selvstændigt fag langt tilbage i tiden. Tænk bare på Florence Nightingale. Hvis nogen har været med til at selvstændiggøre sygeplejen, er det da hende.

Nu er der sikkert nogle sygeplejersker, der får røde knopper over det hele, når de hører mig sige sådan noget, men det er altså min indstilling til tingene. Den har jeg altid efterlevet, også i mit redaktionelle arbejde, hvor jeg i lægelitteraturen omhyggeligt har undgået, at manuskripterne kom til at indeholde nedsættende udtryk om sygeplejerskerne – og vice versa. Det modsatte findes nemlig også, at sygeplejersker kan være nedladende over for læger.

Selv plejer jeg lidt kættersk at sige, at vi læger tager os af sygdommene, mens sygeplejerskerne tager sig af patienterne. Lægerne går til og fra, mens sygeplejerskerne er om patienterne døgnet rundt. Og i modsætning til lægerne ved de alt om patienterne, hvad de laver i det civile liv, om de er gift, har børn, hvem der tager sig af deres hund under indlæggelsen.''

Det lyder, som om du mener, lægerne mangler en helhedsopfattelse af deres patienter?

''Sygeplejerskerne skal endelig ikke bilde sig ind, at de har monopol på holismen. Langt størstedelen af landets læger arbejder i primær-sektoren, og de har så sandelig en holistisk tilgang til tingene. Men for lægerne i hospitalssystemet ser det mere sort ud. De yngre læger har på grund af arbejdstidsreglerne slet ikke de muligheder for at følge patienterne, som vi andre har haft.

Overenskomsten i sin tid mellem Amtsrådsforeningen og Foreningen af Yngre Læger har bevirket, at de unge har mistet kontinuiteten i deres arbejde. Man får ikke nogen helhedsopfattelse af en patient, som man sammenlagt kun ser i nogle ganske få timer. Næste gang man kommer på vagt, er der en ny patient i sengen.

Men selvfølgelig er der da hospitalslæger, som også kommer tættere ind på livet at patienterne. Mikrobiologer for eksempel. De får ofte et tæt forhold til en patient, hvis infektionssygdom de interesserer sig for og derfor følger over længere tid. Det kan for eksempel være patienten med endocarditis, som skal følges over minimum seks uger eller længere. Sådan en patient lærer man jo at kende godt.''

Sygeplejen og videnskaben

Klaus Jensens sidste arbejdsopgave i Dansk Sygeplejeråds lærebogsredaktion har været revisionen af lærebogen 'Sygeplejevidenskab – teori og metode' (1).

Lidt provokerende siger han om dette det sidste skud på sygeplejens udvikling:

''Jeg har fulgt de forskellige retninger eller trends, om man vil, inden for sygeplejen på nært hold. Fra den behovsorienterede sygepleje over egenomsorgsmodellerne til den videnskabelige sygepleje. Jeg har oplevet, hvordan naturvidenskaben nærmest har været et uartigt ord i sygeplejen og apparatfejlsmodellen blive lagt for had. Det sidste var nærmest et kampråb. Men paradoksalt nok har jeg ikke opfattet de forskellige retninger og teoretiseringen af faget som de helt store ændringer.

I virkeligheden er de forskellige bølger eller retninger konsekvenser af en udvikling i samfundet. Samfundsstrukturen har ændret sig, det samme har menneskesynet og de teknologiske muligheder. Det har betydet, at også professionerne har måttet tilpasse sig udviklingen.

Men grundlæggende handler sygeplejen jo stadig om det samme. Der er såmænd ikke den helt store forskel på, hvad sygeplejerskerne skulle kunne, dengang jeg var ung læge, og nu. Faget er vokset i omfang og dermed også sidetallet og antallet af lærebøger, men det skal ikke forlede nogen til at tro, at sygeplejen er noget helt andet end tidligere.

I dag skriver vi mere om de enkelte forhold, derfor bliver lærebøgerne også mere og mere omfangsrige.

I virkeligheden burde vi måske diskutere, om vi putter for meget i hovederne på de unge mennesker. Hvis de

Side 14

sygeplejestuderende skulle kunne alt det, der står i lærebøgerne, kunne de mageligt gå op til eksamen i de fleste fag hos lægerne. Men det er jo ikke meningen.

Når lærebøgerne har det omfang, de har i dag, hænger det sammen med, at de også kan bruges som opslagsbøger eller håndbøger. Formålet med udgivelserne er jo dybest set at fremlægge de fremskridt, der er sket i tidens løb, for herigennem at ajourføre hele sygeplejerskestanden.''

Udvandrerne

Det hører selvfølgelig også med til historien, at Klaus Jensen er gift med en sygeplejerske. Han traf hende på Rigshospitalet, da hun var sygeplejeelev og han medicinstuderende:

''Da en af allergologerne ville afprøve noget medicin på Birthe, fik hun et anafylaktisk shock. Jeg blev sat til at overvåge hende og måtte så knappe den stive sygeplejeflip op og yde lidt omsorg,'' fortæller han.

På dette sted i interviewet bliver han afbrudt af sin kone:

''Husk lige, at jeg var fulstændig sortblå i hovedet og havde ødemer over det hele.''

Birthe Jensen har siden fulgt sin mand i tykt og tyndt rundt om i verden. Hun var sekretær for ham i Kina, og det arbejde fortsætter hun med på ødegården i Blekinge, hvor ægteparret har taget fast adresse, efter at Klaus Jensen sagde farvel til sin overlægestilling på Hvidovre Hospital sidste år. Nok er overlægen gået på pension, men han fortsætter ufortrødent med sit forfatterskab og sine undervisningsprogrammer om mikrobiologien.

Ødegården i Blekinge er en rigtig svenskrød idyl midt i skoven, med søudsigt og køkkenhave med hegn om, så harer og andre af skovens beboere med lyst til de jensenske gulerødder, porrer, kål og andet grønt kan holdes på behørig afstand.

Nabokatten har allerede holdt sit indtog og bekræfter på smukkeste vis overlægens kærlighed til katteslægten. Den svenske gråmis ved naturligvis ikke noget om, at artsfællen Severin, Klaus Jensens højt elskede kat, har været med til at redde ham fra et nakkeskud.

Hovedhuset på grunden er nyopført, tegnet og bygget af overlægen selv, hvilket nok kan give et fingerpeg om den alsidighed og grundighed, der er så karakteristisk for Klaus Jensens arbejdsindsats i lærebogsredaktionen.

''Han er aldrig ligeglad med noget. Springer aldrig over, hvor gærdet er lavest. Slækker aldrig på standarden,'' som en medarbejder siger i lærebogsredaktionen.

Han bliver svær at erstatte.

Litteratur

1. Hansen, Mona, Højmann Larsen, Birgit: Sygeplejevidenskab – teori og metode. Dansk Sygeplejeråd/ Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København l994.

Nøgleord: Lærebøger, pension, sygeplejevidenskab.