Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Faglig kommentar: Tillidens to ansigter
Det har stor betydning for borgerens tillid, at sygeplejersker gør opmærksom på og arbejder med at ændre det abstrakte system på de punkter, hvor sygeplejens værdier og faglige viden bliver overset.
Sygeplejersken 1998 nr. 23, s. 27
Af:
Marianne Mahler, afsnitsleder
Samfundet taler ned til os gamle,'' sagde Margrete henvendt til mig, da vi sad ved siden af hinanden ved kaffebordet. Margrete er lige blevet 85 år, og hun fortæller bordet om sin fødselsdag. Vi sad ved et mindre bord sammen med seks andre ældre kvinder. Hjemmesygeplejerskerne havde inviteret til en temaeftermiddag i medborgerhuset, og der var cirka 35 andre ældre forsamlet for at høre om og diskutere aldringens betydning.
Vinteren har taget på Margretes kræfter, men hun fortsætter sin ukuelige kamp mod de undertrykkende systemer og deltager i de månedlige møder for at få inspiration.
Når Margrete siger samfundet, så er det min opfattelse, at det er hele det offentlige system, hun mener, hvilket siges at være en stor mundfuld at blive identificeret med.
Der er pause i mødet, og Margrete forlader bordet for at tale med deltagerne ved de andre borde. Ved vores bord bliver noteret litteratur. Mine bordfæller er blevet interesserede i omtalen af bogen om 'Sorgen som livets trofaste følgesvend'.
Da Margrete kommer tilbage og har slået sig ned igen, tager hun fat i mit ærme og siger: ''Den svada, jeg leverede før, er jo også til dig som sygeplejerske, selvom vi to taler godt sammen, og du er interesseret i mig.
Du er jo også systemet, der ikke behandler os gamle for godt. Det er respektløst, som der bliver talt til os, og den måde, vi bliver omtalt på.'' Hun siger det let hoverende. Hun er overbevist i sin sag.
Det er jo rigtigt, både at de gamle kan opleve, at de bliver talt ned til, det er ikke svært at finde eksempler, ligeledes at jeg ligesom andre ansatte er en del af og kan identificeres med det offentlige samfund. Modvilligt måtte jeg give Margrete ret. Udsagnet er også rettet til mig, og jeg må tage det på mig, selvom jeg egentlig synes, at jeg ikke taler ned eller opfører mig arrogant.
Jeg er imponeret over Margretes skarpsyn. Hun udtrykker med afsæt i hverdagsoplevelsen, hvad der er skrevet sider om inden for sociologien.
Sygeplejersken møder borgeren, der uanset dennes ansigtsudtryk, men i bevidsthed om sin afhængighed tolker, at sygeplejersken vil borgerens bedste.
Borgeren møder sygeplejersken i tillid til, at sygeplejersken ligesom den institution og den ekspertise, som sygeplejersken repræsenterer, vil og kan leve op til tilliden. Den ansatte sygeplejerske er det abstrakte systems ansigt i mødet med borgeren og modtages som udtrykket for det, systemet repræsenterer.
Borgeren er afhængig af de ydelser, det abstrakte system, sundheds- og socialvæsenet, byder på. Borgeren har ikke den faglige viden, de fagligt uddannede besidder, og har ikke andet valg end at have tillid til systemet.
Når systemet svigter
Tilliden kommer oftest til udtryk i en tro på det ansigt, borgeren møder, og som repræsenterer systemet. Svigter systemet, vil borgeren se det, som at sygeplejersken svigtede.
Kunne man være så fri at tro, at borgeren, der møder sygeplejersken, ser sygeplejen, fagets værdier og den faglige dygtighed, som sygeplejersken repræsenterer, som noget, der er helt uafhængigt af systemet? Det vil nok være et nostalgisk fata morgana. Og dog. Den tillid, hvormed patienten åbner sin dør for hjemmesygeplejersken, kunne tyde på elementer af denne opfattelse.
Holder vi fast i Margretes udtalelse om, at sygeplejersken er systemet og har viden om, at borgerne er prisgivet systemet, så bliver det betænkeligt, at sygeplejersken i samtalen med patienten distancerer sig fra systemet. Det kan være, at hun giver udtryk for, at hun er blevet pålagt opgaven, som hun i øvrigt ikke er enig i. At det er ledelsens og den dårlige planlægnings skyld, at der ikke er flere på arbejde, og at der ikke er tid nok. Sygeplejersken kan ved dette måske skabe en personlig alliance med patienten, men på bekostning af systemet. En variation kan være at fremhæve sygeplejen som enestående, som om sygeplejen ikke er i stadig dynamik med anden viden og andre færdigheder: Vi er de gode, de andre er de onde.
Ville det understrege patientens magtesløshed over for systemet, når ikke engang sygeplejersken synes, det fungerer? Ville den måde at tale med patienten på ikke styrke patientens ambivalens i mødet med systemet og derfor lade patienten i stikken?
Patienten, der er afhængig af det abstrakte system, møder sygeplejerskens ansigt og identificerer det med systemet i dette møde. Træder sygeplejersken ved siden af systemet og udtrykker mistillid til det, understreges utroværdigheden og tilfældigheden.
Margrete så gennem dette og adskilte systemet fra personen, samtidig med at hun gav udtryk for den forpligtelse, der ligger i at være en del af systemet.
Nu er det sådan, at jeg ikke altid er enig med det abstrakte systems måde at gribe sagerne an på. Men jeg kommer i et dilemma i mødet med patienten, der har tillid til, at sygeplejersken kan omsætte den viden og de værdier, hun skulle være garant for.
Denne modsætning understreger betydningen af, at sygeplejersker er meget bevidste om at gøre opmærksom på og arbejde med at ændre det abstrakte system på de punkter, hvor sygeplejens værdier og faglige viden bliver overset.
Marianne Mahler, afsnitsleder i Valby Bydel, sidder i redaktionens sygeplejefaglige panel.