Sygeplejersken
Præhospital blindgyde
Det går den gale vej med den præhospitale behandling i Danmark, hvor der ikke er den fornødne overensstemmelse mellem uddannelsesniveau og medicinsk kompetence. Det siger en gruppe bornholmske anæstesisygeplejersker, der mener, at vi børe lære af svenske og norske erfaringer. Sygeplejerskerne blev under protest pålagt at uddanne Falck-reddere, så de nu har lov til at udføre medicinsk behandling, som en sygeplejerske på en skadestue ikke må udføre uden at spørge en læge først.
Sygeplejersken 1998 nr. 23, s. 6-8
Af:
Jesper Berg, journalist
Sygeplejerskerne på anæstesiafdelingen på Bornholms Centralsygehus fik nok sidste år. De blev pålagt at undervise Falck-reddere på en overbygningsuddannelse, der til sidst ville give redderne mere kompetence end en sygeplejerske på en skadestue. Det ville de ikke.
Ikke alene følte sygeplejerskerne, at de nu skulle til at uddanne andre til at udføre deres eget arbejde. De var også stærkt betænkelige ved, at Falck-redderne efter blot 50 timers undervisning skulle tilegne sig færdigheder, som sygeplejersker bruger flere år på at opnå.
''Jeg mener, det er dybt forkert, at vi skal undervise i avanceret medicinsk behandling, når dem, vi skal undervise, ikke har det fornødne sundhedsfaglige fundament.
Samtidig er det mere end tvivlsomt, om 50 timers undervisning er tilstrækkeligt, når det handler om noget så alvorligt som hjælp til borgere i akut-medicinsk nød,'' siger Kirsten Mikél, der ud over sit arbejde som anæstesisygeplejerske på Bornholms Centralsygehus også er formand for FS3 (Faglig Sammenslutning af anæstesi- og intensiv-sygeplejersker).
Trods massive protester fra sygeplejerskerne blev uddannelsen af Falck-redderne alligevel gennemført. Overbygningsuddannelsen sikrede redderne fire nye kompetencer:
- anlæggelse af venflon til infusion af saltvand til særlige patientgrupper
- anvendelse af fingerplaceret måler til måling af blodets iltindhold (pulsoxymetri)
- anvendelse af adrenalin
- anvendelse af glucagon.
Vink med en vognstang
En særlig anstødssten for sygeplejerskerne var, at de ikke var blevet hørt, inden amtet indgik aftalen med Falck. Den kom først til deres kendskab, efter at den var indgået.
''Det virker meget mærkeligt, at man i amtet indgår en aftale med et privat firma om at udføre en behandling, som amtets egne ansatte på sygehuset kunne udføre bedre og måske endda billigere,'' siger en enig sygeplejerskegruppe på anæstesiafdelingen.
Da de gjorde opmærksom på deres utilfredshed med håndteringen af sagen og gjorde klart, at de ville nægte at stå for undervisningen af Falck-redderne, fik de, som de selv udtrykker det, ''et vink med en vognstang.''
''Det blev gjort os klart, at undervisningen var en del af vores ansættelsesforhold, som vi ikke kunne sige nej til,'' siger afdelingssygeplejerske Grethe Thomas, der pålagde en sygeplejerske at stå for undervisningsforløbet.
Vagt i gevær
Sygeplejerskerne var fra starten på det rene med, at deres udtalelser kunne skabe problemer.
Men de valgte alligevel at fremføre kritikken, fordi de mente, at hele affæren var så speget, at de havde pligt til at råbe vagt i gevær.
''Vi bevæger os præcis i den retning, som man blandt andet i Sverige længe har advaret mod:
Bliver man ved med at uddelegere medicinsk kompetence til ambulancefolk uden tilstrækkelig sundhedsfaglig uddannelse, så risikerer man at havne i en blindgyde, hvor der ikke er ordentlig sammenhæng mellem uddannelse og kompetence.
Derfor satser svenskerne nu på deciderede ambulancesygeplejersker for at undgå kløften mellem uddannelse og kompetence. Det virker langt mere logisk og forsvarligt,'' siger sygeplejerskerne.
De ser mange fordele i den svenske model. Især mener de, at man i Sverige er lykkedes med at skære igennem og fastslå, at der skal være helhed i behandlingen.
''Svenskerne vil ikke acceptere, at der er forskel mellem behandlingen på sygehuset og i ambulancen. De mener, at der skal være tale om et glidende forløb, hvor kompetence og uddannelsesniveau hænger sammen hele vejen.
Det virker helt naturligt, at der skal være denne overensstemmelse. Og det er tankevækkende, at vi i Danmark ser så anderledes på det,'' siger Grethe Thomas.
Side 7
Sygeplejersker på 112
De bornholmske anæstesisygeplejersker er nu repræsenteret i det præhospitale udvalg i amtet, hvor de har afleveret et oplæg til en ændring af alarmeringen og den præhospitale indsats på øen. I forslaget opfordrer de til, at alarmcentral 112 får en stærkere tilknytning til det sundhedsfaglige personale.
De har bidt mærke i det paradoksale i, at man kan ringe til en lægevagt, hvis man har ondt i halsen, men man får en politibetjent uden sundhedsfaglig uddannelse i røret, hvis der er tale om alvorlig sygdom eller ulykke.
Det mener de ikke, at befolkningen kan være tjent med. I deres oplæg hedder det blandt andet:
''I betragtning af, at mere end 70 procent af alle nødopkald til politistationen (alarm 112, red.) er af medicinsk karakter, bør alarmcentralen også være bemandet med en sygeplejerske. Denne sygeplejerske skal tage sig af de medicinske opkald.''
Og videre hedder det: ''Denne sygeplejerskebemandede alarmcentral vil umiddelbart få en behandlingsmæssig og ressourcemæssig gevinst: Førstehjælpen kan gives umiddelbart, og Falcks ressourcer udnyttes mere hensigtsmæssigt.''
Forslaget, der blev udarbejdet på baggrund af et møde mellem anæstesisygeplejerskerne og amtsborgmester Knud Andersen (V), stod på dagsordenen på det præhospitale møde den 28. maj 1998.
Akut behov
Men sygeplejerskerne nøjes ikke med at pege på alarmcentral 112 som et af de steder, hvor der kan
Side 8
ske forbedringer. Også Falcks såkaldte Hurtig Respons Enhed (HRE) kan forbedres ved at lade en læge eller sygeplejersker indgå i bemandingen.
I dag kører den enmandsbetjente HRE-enhed ud til patienten, når Falcks vagtcentral skønner, at den kan være hurtigere fremme end en ambulance. Enheden dækker den nordlige del af Bornholm, hvor der kan gå lang tid, før en ambulance når frem. Dens hovedopgave er at forestå behandlingen, indtil ambulancen når frem.
''Med en læge eller sygeplejerske med i HRE-enheden kan vi få en mere kompetent behandling i gang med det samme. I dag er det en enkelt mand, der skal diagnosticere og indlede behandlingen, indtil ambulancen når frem. Det kan også være godt nok i mange tilfælde, men hvis der er tale om et hjertestop eller andre akut livstruende situationer, så er én mand ikke nok,'' siger Kirsten Mikél.
Samtidig tvivler anæstestisygeplejerskerne på, at Falck-redderne kan opnå den fornødne rutine, der er nødvendig for behandlingen af mennesker i akutmedicinsk nød.
''Med de relativt få alvorlige ulykker vi har her på Bornholm, så tror jeg ikke, at Falck-redderne kan opbygge den nødvendige rutine. Mens vi andre har det inde på livet regelmæssigt, så skal de altså brillere hver gang. Det tror jeg ikke er muligt i længden,'' siger Kirsten Mikél, der frygter, at den manglende rutine og det beskedne sundhedsfaglige fundament kan føre til fejlbehandlinger.
Sikkerhed under køkkenbordet
Sygeplejerskerne understreger, at de ikke ønsker at kaste sig ud i en polemik med Falck-redderne om deres kunnen. De kalder det glædeligt, at amtet gør noget for at forbedre den præhospitale indsats på øen. Men samtidig kan de ikke undgå at undre sig over, at man ikke viser større opfindsomhed i at udnytte de eksisterende ressourcer bedre:
''Vi kan i kraft af vores uddannelse og erfaring give en mere sikker behandling under vanskelige forhold, end en redder kan. Jo mere sikker og erfaren du er i at give en behandling, desto bedre er du i stand til at udføre den under vanskelige betingelser. Det kan være på en landevej klokken tre om natten i regnvejr eller under køkkenbordet i et privat hjem. Det handler om sikkerhed og rutine, og der har vi et afgørende forspring,'' fastslår anæstesisygeplejerskerne.
Ud over den større rutine og sikkerhed har de også mulighed for at iværksætte mere avancerede former for behandling. Blandt andet kan de intubere, smertebehandle og give lunge- og hjertemedicin. De kan samtidig løbende kommunikere med en overlæge på anæstesiafdelingen. Sygeplejerskerne mener, at deres kvalifikationer burde tale for, at de får en mere synlig rolle i den præhospitale behandling, end de har i dag.
''Vi kommer ikke uden om, at vi i Danmark er mange år efter vore nabolande, når det gælder præhospital behandling. I Norge og Sverige har man indset, at det handler om at få sygehuset kørt ud til patienten med det samme, så man kan starte en kvalificeret behandling allerede der og så fortsætte i ambulancen. Men herhjemme har vi endnu ikke formået at få debatten til at dreje sig om det, den egentlig burde. Nemlig om patientens krav på en optimal behandling, uanset hvor han befinder sig. I stedet havner vi hele tiden i en forældet og uinteressant diskussion, der handler mere om faggrænser, end om hensynet til patienten,'' siger Kirsten Mikél.
Faglig kantsten
Denne faglige kantsten er svenskere og nordmænd sluppet over.
I begge lande har man fastslået, at akut hjælp til borgerne er et anliggende for sundhedsvæsenet. Derfor skal der stilles de samme krav til alarmcentraler og ambulancer, som der stilles til det øvrige sundhedsvæsen.
I Sverige betyder det et indbygget lovkrav om, at der skal arbejdes med at sikre kvaliteten i alle led i den akutmedicinske kæde. Den svenske overlæge Karl-Axel Wallmann-Carlsson udlagde det således i 'Sygeplejersken' nummer 33/96:
''Det er ikke nok, at man teknisk har lært sig at give en sprøjte eller et lægemiddel – man må forstå sammenhængen. Et helhedssyn og en helhedsbedømmelse indebærer, at man er i stand til at vurdere de komplikationer, der kan være for patienten ved sygdommen og ved at give medicinen. Og man skal kunne vurdere, om man skal prioritere at behandle på stedet, eller om man skal sørge for at få patienten transporteret på sygehuset hurtigst muligt. Helhedssynet kan man ikke lære på et kort kursus, og derfor har flere og flere i Sverige indset, at det akutmedicinske arbejde kræver personale med en bred medicinsk baggrund og flere års erfaring fra arbejde på sygehus.''•
Nøgleord: Præhospital behandling, Bornholm, akutmedicin.