Sygeplejersken
Rejsebrev fra Kina
Kina er som en kinesisk æske, og det kan være svært at løfte alle lågene. Men det lykkedes alligevel at lirke lidt på det første låg på en 14-dages tur, hvor blandt andet det kinesiske sundhedsvæsen og etbarns-politikken blev set efter i sømmene. Kina er fattigt, men ungdommen er fuld af gåpåmod, og i fremtiden kan vi forvente os et gevaldigt tigerspring, hedder det i dette rejsebrev fra landet med den store mur.
Sygeplejersken 1998 nr. 23, s. 18-23
Af:
Ulla Fasting, klinisk udviklingskoordinator
Den 15. februar i år eksploderede en bombe i en bus i Wuhan i Hubeiprovinsen i Kina. Bomben dræbte 16 mennesker og sårede 30. Kina har gennem de seneste 10 måneder i stigende grad været præget af arbejdsuroligheder. Demonstrationerne menes kun at være en begyndelse. Omkring 12 millioner mennesker er blevet fyret og får som erstatning en minimal månedlig løn.
For ti måneder siden var jeg til en kongres i Wuhan, hvor bomben sprang. Siden besøget har jeg været i livlig brevkontakt med de kinesiske venner, jeg fik i forbindelse med besøget. De er enten læger eller statskundskabsstuderende. De beretter om alt, hvad der sker i deres land. Om deres privatliv, deres tanker om politik, om fremtiden og de drømme og ønsker, de har. De taler og skriver næsten alle et udmærket engelsk, som de med stor ihærdighed har lært sig på kurser i landet og ved at tale med udlændinge, så snart en mulighed byder sig. Skoleelever var eksempelvis sendt af sted til de historiske seværdigheder, hvor de høfligt spurgte, om de måtte tale med os. Det var et led i deres engelskundervisning. De spurgte os om vores land, dets geografi, historie, klima og fester, og selvfølgelig hvad vi syntes om Kina. Vi kunne spørge dem om alt, hvad der faldt os ind, og beredvilligt og leende svarede de på det hele.
Kineserne
Vi faldt alle pladask for kineserne. De var åbne, varme, og de udstrålede energi, glæde, optimisme og nysgerrighed og en ubændig lyst til at lære og forstå. Samtidig havde de denne udefinerlige østerlandske høflige tilbageholdenhed. Man kom til at tænke på den kinesiske æske, hvor alt ikke afsløres med det samme. Det var ikke sådan, at der ikke var adgang til de inderste æsker, men glæden ved at lukke hver ny op var det, det drejede sig om. Vi vesterlændinge registrerede dem alle og blev fascineret af denne gradvise udfoldelse.
Her er alt jo transparent og skal blotlægges. Spændingen var også knyttet til måltiderne, hvor den ene ret efter den anden blev båret frem. Grøntsager og alle slags dyr i et orgie af krydderioplevelser. Vi spiste alle godt og rigeligt, hver dag, men alligevel tabte vi mindst et par kilo. Vi så ikke en eneste overvægtig kineser. Alle var myndeslanke med smukke ranke kroppe. Kun ganske få røg, og de drak ingen vin, kun lidt øl en gang imellem og litervis af te. Mælk og ost så vi aldrig. Når vi fik mælk, var det et glas soyamælk.
Vi måtte konstatere, at vi stortrivedes på den kinesiske kost, og ingen af os 50 vesterlændinge fik problemer med vores mave-tarmsystem, uanset hvad og hvor vi spiste i Kina. Vi var ikke bange for at spise på gaden eller på små lokale spisesteder. Men toiletterne var et kapitel for sig. Selv på kongrescenteret fungerede toiletterne ikke, og alt muligt blev tømt ud i dem. Det var imidlertid næsten altid muligt at vaske hænder, selvom det var mellem tøj, som var hængt til tørre. Det gjorde det i mange dage, for luftfugtigheden var umådelig høj.
Desuden var luftforureningen massiv. Selv om vi vidste, at der var sol oven over os, så kunne den ikke trænge igennem tæppet af støvpartikler og fugt. På kørsel ud i landet kom vores hygiejniske forestillinger vedrørende toiletter på interessante prøver. Et sted stod vi over en usigelig stank og så ned på de store hvide orm, som krøb rundt mellem fødderne. De gjorde det ud for renovationsarbejdere. Andre steder måtte vi sidde med 'den bare' til fuld beskuelse for
Side 19
alle, som kom ind, og skyl var kun noget, vi oplevede på enkelte toiletter. For det meste var det en vandslange, som kunne trækkes over til toilettet – og det føltes som luksus.
Konferencen
Byen Wuhan er den største industriby i Kina, og her havde Mao sin sommerresidens. Vi var indlogeret i et af de hoteller, som lå i residensens parkområde.
Konferencen var blevet til i et samarbejde mellem Nordiska Hälsovårdshögskolan i Gøteborg og det medicinske fakultet på universitetet i Wuhan. Der var i alt 200 deltagere, hvoraf de 50 kom fra vesten, herunder Australien. Det var overvejende læger, børnelæger og samfundsmedicinere fra vesten. Fra Kina var det, foruden børnelæger, gynækologer og obstetrikere. Vi var to sygeplejersker: en fra Valencia og mig selv.
Konferencen blev indledt med de officielle taler og fremragende tolkning. Alligevel er det under sådanne taler vanskeligt at koncentrere sig. Der var hele tiden problemer med teknikken, kineserne taler meget højt, syngende og begejstret, og varmen og fugten var kvælende. Men søde studenter gik kontinuerligt rundt og fyldte dit tekrus. Mon ikke man svedte mindst tre liter te ud i løbet af en formiddag. Det føltes i hvert fald sådan. Alligevel lykkes det én at orientere sig i tid og sted. Wuhan er som sagt den største industriby, og Hubeiprovinsen er centrum i Kina, hvor Yangtzeflodens delta breder sig kilometer efter kilometer.
Der er 58 millioner indbyggere, og der er tre centre for højere uddannelse. Der er 2.119 hospitaler i provinsen, 264 centre: sundhedscentre, centre for kroniske sygdomme og centre for infektionssygdomme.
Side 20
90 procent af Kina befolkning er bønder. Den mest almindelige sygdom hos børn er amøbedysenteri, der udgør ca. 10 procent, og D-vitaminmangel, også hos cirka 10 procent. Vaccinationsdækningen er omkring 80-90 procent og skal inden år 2000 op på 90 procent. Ordene flød i rummet, og endnu en gang genkaldte man sig de gyldne regler i forbindelse med internationale foredrag, hvor engelsk ikke er alles modersmål:
- Sørg for, at alle væsentlige punkter er på overheads eller lysbilleder
- Medbring både lysbilleder og overheads – apparaterne svigter let og kan ikke umiddelbart erstattes
- Alle 'statements' skal være meget enkle
- Lav meget præcis begrebsformulering
- Anvend få ord
- Lav meget korte sætninger af hensyn til translatøren
- Af samme grund skal foredraget være halvt så langt
- Lav på forhånd en liste over de væsentlige ord, du vil bruge, og giv dem til translatøren
- To på et podium er for meget
- Lav, om muligt, dine lysbilleder eller overheads på værtslandets sprog og underteksten på engelsk.
Etbarns-politikken
Et af de foredrag, som alle var meget spændt på, var foredraget om 'Etbarns-politikken'. Foredragsholderen fortalte, at 14,8 procent af alle børn har psykiske lidelser, flere drenge end piger. Adfærdsforstyrrelser ses hos 1,2 procent, hyppigst hos drengene. Tallene svarer til vestlige tal. Der er i de senere år blevet oprettet mange servicetilbud for børn med psykiske problemer. Alt i alt må vi sige, at forholdene i Kina i forbløffende grad ligner vores. Man har registreret, at enebørnene får utrolig megen opmærksomhed, men også megen kærlig omsorg. De klarer sig godt i skolen og på universiteterne. Ved besøg i en børnehave, som mere var en børneby, idet der var cirka 600 børn på området, konstaterede vi, at børnene var store og i størrelse svarede til danske børn. De var nysgerrige, åbne, klædt som mine egne børnebørn og dejlige. Pædagogerne var lattermilde og kærlige og rørte meget ved børnene. Denne kropslighed slog specielt mine engelske venner, som generelt følte sig noget kejtede over for kineserne, som gerne ville tage om os og give os et knus. Utroligt var det, at to pædagoger ubesværet kunne klare 30 børn – og det var ikke fordi børnene virkede velafrettede. De havde den samme åbne høflighed som de voksne.
Den ene eftermiddag var der en workshop, hvor vi kunne fordybe os i etbarns-politikken. Mao Ze Dong mente ikke, at der kunne blive for mange kinesere – de menneskelige ressourcer ville blive Kinas vigtigste forsvar, når den tredje verdenskrig kom. I 1950 var befolkningen på 540 millioner, og den voksede til 850 millioner i 1970. Det førte til en traditionel familieplanlægningspolitik, hvor man søgte at få folk til at udskyde fødslen af første barn og have længere intervaller mellem børnene. Det betød, at antallet af fødte børn per kvinde faldt fra 5,93 i 1970 til 2,66 i 1979. Men det var stadig for mange, særlig i betragtning af, at de store årgange fra 50'erne nu var ved at komme i den fertile alder. I 1979 var to tredjedele af befolkningen under 30 år. Dette bekymrede Deng Xiao Ping, som var i gang med store økonomiske reformprogrammer og ikke kunne se, hvordan levestandarden kunne højnes, hvis ikke befolkningstilvæksten blev yderligere begrænset. Man indførte derfor etbarns-politikken. Det var et voldsomt indgreb i den kinesiske kultur i betragtning af, at kineserne er kendt for deres store kærlighed til børn og deres afhængighed af børnene, når de bliver gamle, og desuden foretrækker sønner for døtre. De kinesiske læger var meget villige til at tale om det.
Aborter
Gentagne gange forsøgte vi at få bekræftet tvangsaborter sent i svangerskabet. Tolv af lægerne, alle kvinder, var gynækologer og havde foretaget adskillige aborter i årenes løb. Vi blev klar over, at de udmærket forstod vores spørgsmål, men at der skulle være en speciel grænse ved 12. uge, forstod de ikke. De sagde alle, at det var ekstremt sjældent, at de foretog abort efter 22. uge. Men en af lægerne fortalte, at hun én gang havde måttet foretage en abort i 32. uge. Det havde hun ikke kunnet lide, men kvinden forlangte det. De kinesiske læger gav alle udtryk for, at der i byerne var stor enighed om etbarns-politikken, og at man ved hjælp af svangerskabsforebyggelse i stor udstrækning kunne hjælpe folk til at blive gravide, når det var passende for dem. De fortalte også, at hvis man havde fået et handicappet barn og årsagen var genetisk betinget, så måtte man ikke sætte flere børn i verden. Man måtte derimod gerne adoptere. Det måtte man også, selv om man havde sit eget barn, men det var de færreste, der havde råd og overskud til det. Lægerne fortalte også, at i byerne var piger lige så ønskede som drenge. Fædrene forkælede dem og bar dem rundt med samme stolthed, som førhen var forbeholdt drenge. Ligestillingen i byerne var ikke noget problem, men vi skulle huske på, at bybefolkningen i Kina kun var 10 procent. De store problemer med etbarns-politikken var ude på landet, hvor mange levede
Side 21
under forhold, som svarede til middelalderen i Europa. Her gik også kun 30 procent af børnene regelmæssigt i skole, og der var umådelig fattigdom, hvad vi også efter den officielle konference havde lejlighed til selv at opleve.
På 'etbarns-eftermiddagen' skulle jeg præsentere mit eget indlæg om 'fosterets interesser'. Det kom lidt bag på mig, at det blev et tilløbsstykke, men det hang nok sammen med, at man var spændt på, hvordan jeg ville forsvare aborten og samtidig varetage fosterets interesser med udgangspunkt i konventionen om barnets rettigheder. De kinesiske gynækologer var meget optaget af mit indlæg, spurgte meget og ville have kopier af indlægget. Forsvaret for aborten ud fra fosterets interesser og konventionen var en provokation for en enkelt af de vestlige læger, men blev i øvrigt støttet af de øvrige vestlige børnelæger, som alle arbejdede inden for public health-området.
Kloge kinesere
Sammen med tre af de vestlige børnelæger havde jeg nogle gange lejlighed til at tale med en gruppe statskundskabsstuderende, som vi tilfældigt mødte i deres kantine. Det blev til flere frokoster og en hel aften og nu en løbende korrespondance. De studerende var i alderen 23 til 28 år og var fra forskellige egne i Kina.
Universitetet i Wuhan er åbenbart særlig attraktivt at studere på. De fortalte, at 1. del af uddannelsen varede 3 år, hvor de tog en bachelor. De fik i den periode enten stipendier, eller deres familie hjalp dem økonomisk. Derefter arbejdede de i nogle år i praksis, hvor de tjente penge til at betale de næste to år af studiet, som afsluttedes med en kandidateksamen. Det var den del, de var i gang med nu. Min egen søn læser statskundskab, og jeg er derfor temmelig velorienteret i studieplanen og i, hvad man beskæftiger sig med. Da jeg spurgte min sidemand, hvilke sociologer han arbejdede med i øjeblikket, kom svaret prompte: Weber, Habermas, Gideon og Baumann. Det var nøjagtig de samme, som jeg vidste min søn i øjeblikket sad og studerede hjemme i Århus. Vi blev overrasket over, så utrolig velbevandret de alle var i europæisk filosofi og tradition samtidig med, at de studerede og dyrkede deres egne tænkere og forfattere. De fleste talte glimrende engelsk, som de havde lært på kurser i Kina og ved at læse engelsk litteratur.
Kinesisk Don Juan
Vi spurgte dem, om de ville fortælle om forholdet mellem unge mennesker, og det ville de meget gerne. Mændene måtte ikke gifte sig før de var 27 år og pigerne 24 år, på landet måtte man gerne gifte sig før. Sex før ægteskabet var helt i orden, men ikke med flere. En af studenterne havde haft en kæreste før den nuværende, og han blev drillet af de andre med, at han var lidt af en Don Juan. De samme regler om at holde sig til én gjaldt for både mænd og kvinder. Disse unge statskundskabsstuderende var helt enige i etbarns-politikken og så aborten som et gode efter Mao-tiden, hvor abort var forbudt og befolkningstallet voksede katastrofalt. Børnelæger har generelt mange børn, og jeg selv har fire, og det var bestemt ikke noget de billigede. I øvrigt mente de ikke, at det overhovedet var nødvendigt med et krav om kun et barn i byerne. De sammenlignede med Norditalien, idet de sagde, at med det høje præstationskrav på arbejdsmarkedet, og problemerne mange år fremover med at få bolig, så ville man helt frivilligt vælge kun at få ét barn. Kina har da også netop indvilget i at ændre sin etbarns-politik. I stedet vil der blive sat ind med uddannelse og frivillig familieplanlægning. Den ny politik vil blive gennemført som et pilotprojekt over fire år i 32 udvalgte amter.
Hiv i Kina
Da hiv-infektionen kom til Kina, var myndighederne i begyndelsen meget afventende og så ikke risikoen i øjnene – og opfattede det som et 'udlændinge-problem'. Der var meget få kampagner og meget lidt information om sygdommen. Men da sygdommen begyndte at brede sig i nabolandene, blev man klar over alvoren. I 1997 var det officielle tal for hiv-smittede 8.303 i hele landet bortset fra en provins. To tredjedele af infektionerne skyldtes intravenøse behandlinger. Tallet repræsenterer imidlertid kun toppen af isbjerget. De officielle medier siger, at der ved udgangen af 1996 var 150.000 til 200.000 tilfælde af hiv. Myndighederne har nu sagt, at målet er, at tallet i 2010 skal være under 1,5 millioner. De Forenede Nationers talsmand har advaret Kina om, at tallet meget let kan komme op på 10 millioner i 2010. Kina er i en tidlig præ-pandemisk fase i øjeblikket, men med stigende misbrugsproblemer i den sydvestlige del af Kina, hvor også prostitutionen er i stærk vækst, er der grund til en kraftig indsats i området.
Tobak i Kina
Vi bemærkede, at de røg lidt, men ikke meget, og spurgte om deres veninder røg: ''Absolut nej. For det er vigtigt, når du endelig skal have dit barn, at du giver det de bedst mulige betingelser i graviditeten.''
Selv om vi ikke oplevede ret mange rygende kinesere, så er det ikke ensbetydende med, at rygning
Side 22
ikke er et stort, og forventes at blive et endnu større, sundhedsproblem i Kina. I løbet af de sidste 20 år er cigaretforbruget tredoblet, fortæller Chinese Academy of Preventive Medicine i Beijing. Man regner med, at der allerede nu er en halv million cigaretrelaterede dødsfald om året. Men da en tredjedel af alle verdens cigaretter bliver røget i Kina, kan man forvente en eksplosion i antallet af dødsfald med cigaretter som hovedårsag. Når man samtidig tager den massive luftforurening og den eksplosionsagtige stigning i biler med i sundhedsovervejelserne, så står Kina over for meget store problemer, som det bliver vanskeligt og meget kostbart at løse. 1. maj 1997 indførte 71 kinesiske byer rygeforbud i alle offentlige transportmidler, men forbuddet ignoreres af de fleste og er slet ikke nået ud i landområderne.
Allergi i Kina
Med den massive luftfugtighed og -forurening havde vi forventet, at allergi hos børn var et stort problem. Men det var det ikke, og kineserne mente, at det var fordi maden i Kina var meget sundere end i vesten. De brugte næsten ingen tilsætningsstoffer eller kemikalier. De spiste mange og meget forskellige og friske råvarer. Der var kommet en McDonald's i Wuhan, men det var kun de færreste, der havde råd til at spise der. Vi var enige om, at det ville være noget nær en katastrofe for ernæringen, landbruget og sundheden i Kina, hvis de sparsomme dyrkningsarealer skulle have store okser græssende, og kineserne skulle begynde at spise kødrigt og vestligt.
Kærester i Kina
De unge mænds piger drak ikke alkohol, og det gjorde de i øvrigt heller ikke selv – der bliver dyrket meget lidt vin i Kina – men de var glade for, at vi serverede øl for dem og ville gerne have et par glas, men ikke mere. Da vi spurgte, hvad deres piger læste, så var de alle universitetsstuderende. De læste filosofi, medicin, engelsk, kinesisk eller litteratur. De mente i øvrigt, at det var vigtigt for et godt ægteskab, at man var jævnbyrdige, og at det var vigtigt at gifte sig med en kvinde, der var veluddannet, når man selv var det.
Det var en god basis for et ægteskab, at der var et godt venskab med fælles interesser og meget at tale med hinanden om. Deres koner skulle selvfølgelig arbejde på lige fod og også fuld tid. Der var brug for veluddannede mennesker i det ny Kina. De ville gerne besøge vesten, men først skulle deres land bygges op: ''Vi har meget, som skal gøres. Se bare på vores forurening. Den er forfærdelig og der skal udrettes meget i de kommende år og det haster. Biltrafikken vokser hæmningsløst, og vi må have en velfungerende kollektiv trafik. Vi er overbeviste om, at vi kan finde en vej, hvor vi kan kombinere kommunisme og markedsøkonomi. Vi vil tage det bedste fra begge områder og vise, at der er en kinesisk samfundsøkonomisk model.''
De mente, at det var nødvendigt med en central styring og kontrol af landet, som gradvist blev løsnet, så de ikke fik russiske tilstande. Ruslands opløsning var deres største skræmmebillede. Alle de unge mænd var i større eller mindre grad optaget af børsspekulationer og handlede med egne penge på markedet.
Det kinesiske sundhedsvæsen
Der var arrangeret et besøg på byens store børnehospital. På øverste etage var der en svalegang, og her kunne vi gå rundt og se ind på operationsstuerne. Næsten alle lægerne var kvinder. På to af stuerne blev der foretaget hjertekirurgi og jeg blev klar over, da jeg spurgte, at den ene operation var lukning af hjertekamrene hos et barn med ventrikelseptumdefekt, og på den anden stue et andet indgreb, som også krævede åben hjertekirurgi. Stemningen på stuerne var stille og koncentreret, med kun lige det absolut nødvendige personale og udstyr. Deres resultater skulle være gode. Andre hospitalsbesøg var ikke arrangeret, men vi fik lov til uden forberedelse at besøge en almindelig sengeafdeling på det store universitetssygehus. Jeg tror, det var lidt af et chok for de fleste af os. Bygningen så imponerende ud udefra, men indenfor var den utrolig slidt. Væggene havde ikke set maling i årevis, gulvene var hullede og beskidte, der var spildt blod, som var indtørret. Sengene var gamle stålsenge med slidte tæpper, og plejepersonalet for fortravlet rundt. Det var så langtfra vestlig standard, og det var tydeligt, at professoren vidste det. Men tilsyneladende er lægernes viden og kunnen på et højt niveau. De læser vestlig faglitteratur og udfører, så langt teknik og økonomi tillader det, de samme slags operationer, som vi gør.
Fem kroner for konsultation
Hospitalsbehandling er ikke gratis i Kina. I teorien er betalingen for de forskellige behandlinger, undersøgelser og medikamenter meget lav. Man betaler omkring fem kr. for en konsultation og omkring 70 kr. for en appendektomi – disse priser skal selvfølgelig sammenholdes med indtægterne. Som et eksempel fik vores translatører cirka 600 kr. om måneden i løn. De unge bachelorer ville tjene det dobbelte, når de blev færdige med deres studier. I praksis forsøger hospitalerne at tjene på patienterne ved at ordinere
Side 23
unødvendige undersøgelser og unødig medicin. For nylig har hospitalerne fået besked på at ophøre med denne praksis og i øvrigt sætte 10 procent af indtægterne af til forskning.
De sidste års radikale omlægninger af økonomien i Kina har haft stor indflydelse på sundhedsområdet. Der er blevet en stadig større afgrund mellem land og by. Landbefolkningen er på omkring 800 millioner af en befolkning på cirka 1,2 milliarder. I 1975 var omkring 85 procent af landbefolkningen omfattet af en eller anden form for offentlig finansieret sundhedsservice – nu er det kun 10 procent. I 1981 havde 29 procent af den samlede befolkning ingen forsikring. I 1993 var tallet kommer op på 79 procent (64 procent af landbefolkningen og 15 procent af bybefolkningen). Det betyder, at 700 millioner af landbefolkningen selv må betale for sundhedsydelser, og de er samtidig meget fattige. Verdensbanken har anmodet den kinesiske regering om at sikre en sundhedsservice ude i landsbyerne, som er helt eller delvist finansieret af det offentlige.
Yangtzefloden
Da de officielle konferencedage var slut, var der arrangeret en tre-dages sejlads på Yangtzefloden til The Three Gorges (de tre kløfter) sammen med 25 af de kinesiske deltagere. Dette, at vi rejste sammen med vores værter og delte kahytter med dem, var en stor oplevelse, og gjorde det muligt for os at opleve sammen med dem og snakke med dem om helt almindelige og private ting. Vi måtte nok erkende, at alle de politisk sprængfarlige emner ikke var spor farlige for dem. De syntes, at der var langt til Beijing, og at de havde stor frihed, og at verden og livet lå dem åben. De oplevede ikke restriktioner, men hele tiden nye muligheder i deres dagligdag. De gav udtryk for, at landet måtte have tid til at udvikle sig til et egentligt demokrati, og også de havde Rusland som et skræmmebillede. Men da en af de vestlige deltagere i sit foredrag inddrog kravet om, at menneskerettighederne blev overholdt i Kina, blev han officielt takket af arrangørerne.
Fantastisk var sejladsen på Yangtzefloden. Den lå alle dage i en dis af forurening, og solen kom kun frem i glimt. Alligevel var det betagende smukt og som tegninger på tyndt kinesisk papir. Men følelsen af skønhed kunne kun opretholdes, hvis man ikke så ned i floden. Den var massivt forurenet af både små og store genstande, som flød i vandet, og farven var tyk gråbrun. Selv nåede jeg at se tre lig, som flød i floden, andre talte op til fem. Ingen drømte om at reagere. Der var en umådelig trafik af oldgamle, mest russiske pramme med alskens forskelligt gods, men særlig mange kulbåde. I området var der et stort kulværk, og der var sort i miles omkreds.
Den kinesiske æske
Vi havde oplevelsen at blive transporteret igennem den kolossale dæmning, som i november 1997 blev officielt indviet og som resulterede i, at det helt usædvanlige område The Three Gorges, som er kløfter af stor skønhed, med store historiske værdier og frem for alt bolig for tusinder af bønder, blev oversvømmet. Noget som næsten ikke er til at holde ud at tænke på. Ikke bare fra international side, men også i Kina har der været stærke protester imod dette forehavende. Men behovet for energien sejrede.
På denne tur oplevede vi i de små havnebyer, hvor vi gik i land, den umådelige fattigdom. Det var tydeligt, at der ikke var arbejde, at folk sultede og børnene næppe kom i skole. Men vi så også landbrug, som effektivt udnyttede hver eneste kvadratcentimeter, som benyttede vandbøfler, og hvor dyrkningsprincipperne ikke har ændret sig i århundreder. Arbejdet var hårdt, og man forstod behovet for sønner til dette arbejde. Her så vi også børn i uniformer vandre på vej hjem fra skole, leende og snakkende som alle andre børn i verden.
Kina er en kinesisk æske. Landet er så umådeligt stort og forskellene så store, at en rejse i landet i 14 dage kun kan være låget på den første æske, man har haft lejlighed til at løfte. Hvad der gemmer sig i de andre æsker, og hvad fremtiden vil afsløre, ligger gemt i en voksende produktions tåge.
Da vi gik rundt i Wuhan, som summede af liv, var fyldt med byggekraner, og hvor der blev plantet blomster overalt, så vi i begyndelsen kun vækst og en begejstret ung befolkning, som var i gang med et gevaldigt tigerspring. Men efter nogle dage kom fattigdommen under dynamikken til syne – og nu er den første bombe eksploderet i Wuhan.•
Ulla Fasting arbejder som klinisk udviklingskoordinator på Viborg Sygehus.
The 1997 Hubei International Conference on Health Promotion for Women and Children blev afholdt i Wuhan-provinsen i Kina fra den 5.-9. maj 1997. Konferencen var arrangeret af Department of Public Health, Hubei Medical University og Nordiska Hälsovårdshögskolan i Gøteborg.
Nøgleord: Kina, Hubei Konference 1997.