Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Vi skubbes ud af hjemmeplejen

Takket være kommunalpolitikerne og FOA (Forbundet af Offentligt Ansatte) har sygeplejersker tilsyneladende ikke længere et ansvar for, hvad det øvrige plejepersonale gør.

Sygeplejersken 1998 nr. 23, s. 26

Af:

Birthe Nørgaard, pensioneret afdelingssygeplejerske

Der ses med stigende hyppighed annoncering i dagspressen efter gruppeledere i hjemmeplejen, rettet mod 'sygeplejersker, social- og sundhedsass. eller plejehjemsass.'.

Grupperne, der skal ledes, består af 10-15 personer fra hjælpegrupperne, hjemmehjælpere, social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere. De skal varetage al pleje og omsorg for ofte 60-80 patienter/klienter.

I bekendtgørelse nr. 799 af 21. nov. 1990 anføres om social- og sundhedsuddannelsernes formål at 'de skal kvalificere til selvstændigt at udføre grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver inden for den primære og sekundære social- og sundhedssektors bistands-, pleje- og omsorgsområde'.

I undervisningsplaner tales om stabile plejeopgaver i små grupper.

Der uddannes utvivlsomt udmærkede social- og sundhedsassistenter efter denne betænkning, men med teoretisk, medicinsk og plejemæssig basis på cirka 25 procent af sygeplejerskernes.

Jeg forestillede mig i 1990, og gør det stadig, at vurderingen af, om der foreligger en stabil plejesituation, foretages af den ansvarlige sygeplejerske, som så tager over når hun skønner det nødvendigt. Det er udførligt beskrevet i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 198 af 17. maj 1979 og i Sundhedsstyrelsens retningslinier fra marts 1987 vedrørende sygehjælpere i hjemmesygeplejen.

Det er åbenbart ikke længere gældende. Al pleje i hjemmeplejen synes nu at være defineret som stabil pleje, også når det drejer sig om samarbejde med lægen om medicinering med potente medikamenter, pleje af dårlige eller døende patienter, dosering af morfika m.v.

Jeg har drøftet disse forhold med kolleger, som ikke finder situationen fagligt forsvarlig, og de forsøger at fastholde, hvad de anser for deres pligt, nemlig at supervisere og i givet fald bestemme eller tage over fra andet personale.

De oplever, at det udløser konflikt, anklager og mobning fra FOA-gruppen med støtte af tillidsmanden og den lokale fagforening, og med ringe eller ingen støtte fra den overordnede leder, måske tværtimod.

Disse kolleger, både fra landkommuner, provinsbyer og fra København har klart været klinisk dygtige sygeplejersker, og åbenbart også derfor været de mest udsatte.

Få klarer konflikten længere end et års tid. Hvis de da ikke helt forlader området resignerer de, og som en kollega udtrykte det: ''– Når nu politikerne og FOA vil have det sådan.''

Ansvarsfri

Sundhedsstyrelsen og embedslægerne reagerer jo først, når der er en sag, som i et nyligt omtalt tilfælde, og drager nødig generelle konsekvenser.

Sidst har styrelsen i februar udsendt en ny vejledning om medicinadministration på sygehuse, på plejehjem og i hjemmeplejen. Denne er nu alene en sag mellem lægen og den implicerede 'plejeperson', hvis kompetence lægen forventes at vurdere konkret.

Sygeplejersken, i vejledningen benævnt som 'autoriseret plejeperson', skal, til forskel fra andre, udvise omhu og samvittighedsfuldhed som fastsat i autorisationslovene, i sin udførelse af lægens ordinationer, som hun i øvrigt kan have modtaget gennem ikke-autoriserede plejepersoner.

Jeg fortolker alt dette sådan, at jeg i dag som sygeplejerske ikke længere har et konkret ansvar for andre plejepersoner, og jeg formoder at FOA-gruppen, måske før årtusindskiftet, helt vil overtage hjemmeplejeområdet.

Personligt ser jeg med bekymring på min ikke så fjerne alderdom. Jeg har jo troet, at jeg og mine nærmeste, hvis behovet opstod, kunne blive plejet af personer med kvalifikationer svarende til mine egne. Jeg må konstatere, at dette ikke ser ud til at være tilfældet, medmindre der etableres alternativer til den offentlige hjemmepleje.

Birthe Nørgaard er pensioneret afdelingssygeplejerske og har arbejdet som freelancevikar.