Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Faglig kommentar: Patientens ret er stadig afledt af lægens skøn
Lone Scocozza, Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet, er blevet opfordret til at skrive denne uges faglige kommentar om sundhedsministerens lovforslag om patientrettigheder.
Sygeplejersken 1998 nr. 25, s. 29
Af:
Lone Scocozza, docent, fil.dr.
Hurra, sundhedsministeren har fremsat et lovforslag om patientrettigheder. Lovord har fulgt dette lovforslag fra første færd. Lovordene kommer først og fremmest fra ministeren selv, fra embedsmændene og fra Lægeforeningen. De kritiske røster i høringssvarene fra patientorganisationer med videre er blevet fejet under gulvtæppet, og de få positive er blevet fremhævet, som om de var dækkende for alle de hørte parter.
Lovforslaget samler de eksisterende bestemmelser om patienters rettigheder i én lov, og det er faktisk det bedste, man kan sige om det. Nyskabelser er der ikke mange af, og de vægtigste af disse repræsenterer faktisk et tilbageskridt i forhold til patienternes hidtidige rettigheder.
I øvrigt er det vanskeligt at tale om rettigheder, når det drejer sig om patienter. Der findes nemlig ingen klare minimumsrettigheder for borgerne, når det gælder sundhedsvæsenet, for alle 'rettighederne' er fortsat reguleret af det lægelige skøn. Det gælder retten til aktindsigt, retten til information, retten til beskyttelse via tavshedspligten, retten til at vælge, hvad der skal ske med en, hvis man er uafvendeligt døende, retten til at få tilført journalen oplysninger, etcetera.
Jeg har hørt sundhedsministeren ved festlige lejligheder i internationale forsamlinger prale af det lille Danmarks demokratiske sindelag, således som det blandt andet kommer til udtryk i loven om patientrettigheder. Som eksempel på det enestående og nye i loven fremhævede han, at det nu bliver muligt for unge over 15 år selv at give samtykke i forbindelse med behandling. Bortset fra at denne bestemmelse også er reguleret af det lægelige skøn, samt at det hidtil i en række situationer har været muligt for unge selv at tage stilling til spørgsmålet om samtykke, så repræsenterer denne ændring jo på ingen måde noget betydningsfuldt med hensyn til patientrettigheder.
Det gør derimod spørgsmålet om forholdet mellem sundhedspersoners tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger – videregivelse til andre sundhedspersoner, til andre sundhedsmyndigheder eller til myndigheder uden for sundhedsvæsenet. Med henblik på at få retningslinier på dette område nedsatte Sundhedsministeriet i 1995 en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de sædvanlige ministerier, styrelser samt Lægeforeningen. Patienterne var ikke repræsenteret. Det fremgår af arbejdsgruppens betænkning, at der ikke var enighed om spørgsmålet vedrørende videregivelse af helbredsoplysninger. Flertallet var af den opfattelse, at der af hensyn til patientens integritet og selvbestemmelse bør være krav om mundtligt eller skriftligt samtykke ved videregivelse af oplysninger i forbindelse med undersøgelse og behandling af patienter. Ved videregivelse af oplysninger, der ikke har forbindelse med undersøgelse og behandling – for eksempel til sociale myndigheder – ønskede flertallet at bevare forvaltningslovens bestemmelse om skriftligt samtykke.
Lægeforeningen, derimod, var i mindretal med ønsket om at lette videregivelsen af helbredsoplysninger, således at patienten ikke skal afgive samtykke i forbindelse med aktuelle behandlingsforløb.
Forvaltningsloven lempet
Interessant er det derfor, at ministeren har fulgt Lægeforeningens ønsker og i bemærkningerne til loven argumenteret med ''at det ikke findes rimeligt eller forståeligt'' for de involverede sundhedspersoner, at der skal afgives samtykke i konkrete behandlingssituationer. Forvaltningslovens krav om samtykke – endda skriftligt – ved videregivelse af oplysninger fra for eksempel et sygehus i et amt til et sygehus i et andet amt er også blevet lempet. Uden at have hørt patienterne argumenterer man i bemærkningerne med, at patienterne ''finder det helt naturligt,'' at der ikke skal indhentes samtykke ved videregivelse i forbindelse med aktuelle behandlingsforløb.
Loven om patientrettigheder giver herefter sundhedspersoner adgang til, uden patientsamtykke, at videregive oplysninger på kryds og tværs i forbindelse med aktuelle behandlingsforløb ''når det sker under hensyn til patientens interesse og behov.'' Og det er ikke patienten, der afgør, hvad der er i dennes interesse og behov, men det lægelige skøn. Nu vil mange inden for sundhedsvæsenet sikkert indvende, at de hidtidige regler om videregivelse af helbredsoplysninger er dødbesværlige, og at en smidiggørelse er påkrævet. Og det er da rigtigt, at respekt for den enkeltes integritet og værdighed er besværlig at håndtere, ligesom demokrati i det hele taget er besværligt.
Derfor er det måske på sin plads at fremhæve den banale kendsgerning, at sundhedsvæsenet er til for patienternes skyld – og ikke omvendt. Det er imidlertid ikke altid lige let at finde denne sandhed udmøntet i sundhedsvæsenets praksis, og man vil også få lidt svært ved at finde den i loven om patientrettigheder.
Lone Scocozza, docent, fil.dr. er ansat på Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet.