Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg ønsker ofte at jeg var død under torturen

Reza, der flygtede efter fire års fængsel og tortur i Iran, er blevet uddannet til sygeplejerske i Danmark. Han vil gerne fortælle sine kollegaer om livet med et torturtraume, så de kan blive bedre til at diagnosticere og behandle.

Sygeplejersken 1998 nr. 25, s. 12-17

Af:

Gretelise Holm, journalist

Da Reza så en pudsig tv-reklame for McDonald's, begyndte han at ryste og svede. Om natten havde han mareridt, og de tre følgende dage var han ikke i stand til at klare sine normale gøremål. Tv-reklamen havde fremkaldt frygtelige erindringer og gjort ham psykisk og fysisk syg. Siden har han været forsigtig med at se tv, ligesom han er forsigtig med at gå i biografen og teatret.

Tv-reklamen for McDonald's viser en mor og søn på hver sin side af fængselstremmerne. Den sjove pointe er, at det er den gamle mor, der sidder i fængsel og 'må tage sin straf', mens sønnen vandrer ud i friheden og må spise McDonald's hamburgere i stedet for mors frikadeller.

For Reza var pointen ikke sjov. Hans egen mor døde nemlig i et iransk fængsel, hvor hun var fange, fordi Reza var flygtet til Danmark efter selv at have tilbragt fire år i et af præstestyrets brutale fængsler. Under sit lange fængselsophold var Reza regelmæssigt udsat for vold og tortur, og han lider i dag af et typisk torturoffer-traume, som behandles på Rehabiliteringscentret for Torturofre (RTC) i København.

Det er Rehabiliteringscentret, der har formidlet 'Sygeplejersken's kontakt til Reza, som i virkeligheden hedder noget helt andet. Men han vil gerne være anonym, fordi han ikke ønsker at blive konfronteret med sin smertefulde fortid i dagligdagen. På den anden side vil han godt i en sygeplejerskefaglig sammenhæng bistå med sin viden og sine erfaringer om tortur.

Han er nemlig selv blevet uddannet som sygeplejerske i Danmark og har for tiden et vikarjob på en medicinsk afdeling, hvor han arbejder med genoptræning. Samtidig læser han på Københavns Universitet og tager, når der er bud efter ham, ud på sygeplejerskeskolerne for at fortælle om det særlige tortur-traume, som sygeplejersker ofte vil støde på i forbindelse med behandlingen af flygtninge i Danmark.

Det anslås, at op mod halvdelen af de flygtninge, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur.

De kroniske smerter

Reza vil ikke gå i detaljer med beskrivelsen af den tortur, han var udsat for under sit lange fængselsophold i Iran. Han bryder sig ikke om at tale om det, og interesserede kan læse nærmere i menneskerettighedsorganisationernes talrige rapporter om, hvad der foregår i det fanatiske islamiske præstestyres fængsler. Vi strejfer dog emnet, da han fortæller om de kroniske fysiske smerter, han som mange andre torturofre lider under. Hos ham drejer det sig om smerter under fødderne og i ryggen, som man ikke umiddelbart kan finde en fysisk forklaring på. Smerter dér, hvor han blev slået.

Sygeplejerske Lone Jacobsen, der er sygeplejefaglig chef på Rehabiliteringscentret, forklarer tortur-ofrenes kroniske smerter:

''Det er nervernes meldesystem, der på en eller anden måde er blevet smadret. Nerverne fortæller så hjernen, at der føles smerte. Vi samarbejder med Rigshospitalets smerteklinik for at lindre patienterne for de somatiske efterveer af torturen. Nogle gange kan medicin hjælpe. Andre gange må klienterne hjælpes til at lære at leve med, at smerterne er kroniske.''

Ønsker sig død

Langt værre end de fysiske smerter er dog de psykiske konsekvenser af årelang tortur. Mens tortur traditionelt er blevet betragtet som et middel, der skulle få folk til at tale og tilstå, så er formålet med tortur i dag helt overvejende at nedbryde personligheden hos medlemmerne af en politisk opposition. Det lykkes i talrige tilfælde.

Reza, der virker som et usædvanligt blidt gemyt, fortæller lavmælt om, hvordan han stadig ofte ønsker, at han var død under torturen – ligesom adskillige af hans kammerater:

''De døde er frie, men jeg er spærret inde og begrænset af angst, depressioner og paranoia,'' siger han.

''Mange siger, at jeg var heldig ved at overleve og bare skal nyde livet. Men jeg ved ikke, hvad det betyder at nyde livet. Jeg har fået en livsvarig straf.''

Torturtraumet giver ham både problemer på arbejdet og i fritiden, for det er ikke muligt at forebygge oplevelser, der kan fremkalde tortur-erindringer – såkaldte flashbacks – og akutte anfald af fysisk og psykisk lidelse.

De akutte symptomer er ryste- og svedeture, efterfulgt af mareridt eller søvnløshed, angst og depressioner. Og på lidt længere sigt menneskelig isolation og paranoia. Når det er gået galt, har Reza tit stået uden for Rehabiliteringscentrets dør i Borgergade tidligt om morgenen og mange timer, før centret er åbnet.

Ensom og isoleret

''Min angst begrænser min kontakt til andre mennesker. Jeg føler mig tit overvåget og under kontrol. Når jeg har det værst, kører jeg lange indviklede omveje hjem til min lejlighed, for at ingen skal kunne spore mig.''

Reza fortæller, at han lever meget ensomt og isoleret. Han omgås ikke sine landsmænd af både reel og indbildt angst for intriger og politisk betonet vold, og fordi han ikke ønsker at blive konfronteret med sin iranske fortid. Via Rehabiliteringscentret for Torturofre har han fået danske venner, en såkaldt kontakt-familie, som han sætter stor pris på, men i øvrigt synes han, at det er svært at få kontakt med danskerne:

''De taler om integration, som om det er noget, flygtningene alene har ansvaret for. Men det kræver altså to parter og gensidighed i processen,'' siger han. ''Hvordan skal vi komme ind, hvis danskerne ikke åbner op?''

''Danskerne mangler viden. Det er det største problem,'' siger han og fortæller om, hvordan han mistede sin veninde, da han mente, at tiden var inde til, at han måtte fortælle om oplevelserne i fortiden.

''Jeg ville ikke have medlidenhed og ikke dramatisere, bare nøgternt redegøre for mit liv, som man bør gøre det over for sin kæreste, men så forlod hun mig – åbenlyst skræmt. Hun opfattede det vistnok som om, jeg havde været terrorist eller noget lignende.''

Skyldfølelsen

Intet ligger Reza fjernere end vold, fortæller han. Hans brøde i Iran bestod i et medlemskab af en organisation, der var mere moderat islamisk end det ortodokse præstestyre. Organisationen udtrykte sin opposition til styret i tale, på skrift og ved demonstrationer. Efter en stor demonstration i Teheran i 1981 blev organisationen forbudt, og Reza måtte som andre medlemmer leve under jorden, men blev på et tidspunkt fanget.

Fire år og talrige mishandlinger senere blev han købt ud af fængslet af sin far, hvorefter han flygtede ud af landet. I 1988 kom han til Danmark. Han var på det tidspunkt 31 år.

Efter Rezas flugt blev både hans far og mor fængslet – som straf for sønnens flugt og i et forsøg på at presse Reza tilbage. Moderen, der havde et svagt hjerte, døde efter et par måneder i fængslet, mens faderen blev løsladt efter tre måneder.

Især moderens død giver tyngde til den skyldfølelse, som Reza i lighed med mange andre flygtninge og torturofre føler over for dem, han forlod. Følelsen er velbegrundet, for de totalitære styrer hævner sig ofte på familierne. Rezas nevøer kan eksempelvis ikke komme på universitetet på grund af onklens politiske aktiviteter i fortiden.

Skyldfølelsen er en del af det traume, som Reza får bearbejdet, når han går til psykiater på Rehabiliteringscentret for Torturofre, hvor han var fast klient i årene 1991-94. Nu kommer han der kun i de perioder, hvor han har det dårligt, helt overvejende, når depressionerne melder sig. Lige for tiden besøger han psykiateren en gang om ugen.

Hjem med faldskærm

Han kan mærke effekten af behandlingen på Rehabiliteringscentret:

''Der bliver længere og længere mellem mine depressioner, og de varer kortere,'' fortæller han.

Noget af det, han prøver at bearbejde under den psykiatriske behandling, er den kroniske mistro til andre mennesker, en mistro, som gør det svært for ham at skabe menneskelig kontakt. Han er for eksempel tit bange for at give oplysninger om sin identitet, og han har en uforklarlig angst for at blive 'genkendt'. Når folk ser på ham, føler han sig overvåget eller kontrolleret. Og så kæmper han mod en deprimerende tomhedsfølelse og følelsen af fremmedgjorthed:

''Jeg oplever mig selv som værende uden for alt, selvom jeg ikke generelt har været udsat for racisme, men tværtimod oplever positiv accept, når jeg fortæller, at jeg er sygeplejerske. Trods mit danske statsborgerskab bærer jeg konstant rundt på en stor frygt for at blive returneret til Iran, og den er blevet forstærket under den offentlige flygtningedebat, hvor der er blevet talt om at smide flygtninge ud med faldskærme over deres hjemland. Det gjorde mig syg af angst.''

Reza er glad for sin danske sygeplejerskeuddannelse, men han er i gang med at videreuddanne sig ved at læse sociologi på universitetet og forestiller sig måske en fremtid med sygeplejeforskning. Han har valgt at læse videre af forskellige grunde: Dels kan hans helbredsmæssige tilstand i perioder gøre det vanskeligt for ham at klare den intense patient-kontakt, dels vil han gerne studere for at forstå mere om sig selv og samfundet:

''Jeg har brug for at finde min egen identitet og lære at forstå samfundssammenhænge og politiske mekanismer, som måske kan bringe mig ud over mine oplevelser som torturoffer,'' forklarer han.

Offer-skam

Det kan være svært at diagnosticere følgerne af tortur, fordi torturofre tit er meget tilbageholdende og ikke ønsker at tale om deres oplevelser. De føler tit en særlig form for offer-skam. Ganske irrationelt skammer de sig over at være blevet mishandlet – en skam og tilbageholdenhed, man eksempelvis også kan møde hos nogle voldtægtsofre. Når det drejer sig om kvindelige torturofre, vil voldtægt i øvrigt hyppigt have været en integreret del af torturen.

''Følgerne af tortur giver sig forskellige udslag hos forskellige personer, men typisk vil der være tale om smerter, det er svært at finde en årsag til, søvnløshed, angst, ensomhed, skyldfølelse, følelsesmæssig labilitet, depression og paranoia. Det er de symptomer, man som sygeplejerske skal være opmærksom på, når man arbejder med flygtninge i primærsektoren eller på hospitalet,'' forklarer sygeplejerske Lone Jacobsen fra Rehabiliteringscentret for Torturofre.

Reza mener, at sygeplejersker skal være mere opmærksomme på de traumer, som ofte følger efter tortur. De skal søge viden, og de skal lære at genkende symptomerne, når de står over for et torturoffer. På mistanke må de gerne spørge patienten direkte, om han har været udsat for tortur.

''Man skal ikke vente, at et torturoffer selv bringer emnet på bane, fordi det ofte er forbundet med skam og ubehag. Men de fleste vil godt fortælle om det, når de bliver spurgt ud fra en faglig interesse.''

Miljøet skræmmer

Derudover skal sygeplejersker vide, at selve hospitalsmiljøet kan fremkalde traumer hos torturofre, som tit vil være panisk bange for nåle, instrumenter og apparater, for behandlinger – og for folk i hvide kitler. Altsammen elementer, som hyppigt vil være indgået i torturoplevelserne. Selv venlige berøringer kan fremkalde ubehag hos et torturoffer.

Reza har selv prøvet rollen som patient, fordi han siden sin fængselstid har lidt af et mavesår. Danske læger har anbefalet operation, men det tør han ikke.

''Jeg er hysterisk bange for at blive opereret, og trods min uddannelse til sygeplejerske har jeg det stadig dårligt med mange forskellige former for hospitalsapparatur. Som patient havde jeg svært ved bare at lade nogen vaske mig.''

Både Reza og sygeplejerske Lone Jacobsen understreger, at et bedre kendskab til torturofres traumer kan forebygge mange misforståelser og sikre, at ofrene virkelig hjælpes, når de kommer på hospitalet med deres hyppigt uklare psykiske og fysiske symptomer. Sygeplejerskeskoler eller sygeplejersker, der gerne vil vide mere, er altid velkomne til at henvende sig til Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, der er en international foregangsinstitution på området.

KAMPEN MOD TORTUR – EN DANSK MÆRKESAG

Den 26. juni er FN's nye internationale støttedag for torturofre. Dagen skal i år for første gang markere, at verdenssamfundet vender sig mod en af de mest modbydelige former for menneskelig adfærd og gerne vil støtte og hjælpe torturens ofre.

Den nye internationale mærkedag er blevet til efter forslag fra den danske regering, vedtaget af FN's generalforsamling i december 1997. Dagen blev valgt, fordi det er årsdagen for ikrafttrædelsen af FN's konvention mod tortur i 1987.

At den nye mærkedag er blevet til på dansk initiativ kan ikke siges at være en tilfældighed. Danmark har gennem det seneste par årtier, lagt sig i spidsen for arbejdet med bekæmpelse af tortur og hjælp til torturofrene. Det kan uden falsk beskedenhed fastslås, at Danmark har sat kampen mod tortur på den internationale dagsorden, og at København med sit internationale rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre er udgangs- og koordineringspunkt for arbejdet mod tortur og hjælp til ofre i hele verden.

''Tortur er det stærkeste våben mod demokrati. Tortur rammer selve hjertet i demokratiet: Friheden til at tale og udtrykke sig. Retten til politisk opposition,'' sagde den danske foregangskvinde for den internationale kamp mod tortur, lægen Inge Genefke, i sin tale til FN's menneskerettighedskommission i april i år.

Inge Genefke startede det danske arbejde med bekæmpelse af tortur og hjælp til torturofre, der førte til etableringen af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, i København i 1982. Centret har dannet mønster for resten af verden.

Tortur udføres systematisk og med regeringsopbakning i omkring 40 lande i verden, men praktiseres mere uformelt i et sådant omfang, at man skønner, at halvdelen af jordens befolkning lever i lande, hvor de kan risikere at blive udsat for tortur.

Viden om torturs omfang er ifølge sagens natur begrænset, men internationale undersøgelser af forskellige flygtningegrupper viser, at mellem 5 og 35 procent af verdens flygtninge har været udsat for tortur.

I Danmark er der omkring 78.000 flygtninge. En undersøgelse, omfattende 10.000 asylansøgere, der kom til Danmark i slutningen af 1980'erne, viser, at 18,5 procent af mændene og 3,8 procent af kvinderne havde været udsat for tortur eller voldelige overgreb. Omkring 10 procent af de asiatiske flygtninge og op til 50 procent af de afrikanske havde været udsat for tortur. En undersøgelse i 1994, der omfattede flygtninge fra lande i Mellemøsten, fandt frem til, at 30 procent havde været udsat for tortur, fordelt på 55 procent af mændene og 12 procent af kvinderne.

Med et forsigtigt skøn anslås det, at der i Danmark lever 7.000 mennesker, der har oplevet tortur.

Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RTC, har nu udskilt sin internationale afdeling som en selvstændig organisation, IRCT (International Rehabilitation Council for Torture Victims, Internationalt Rehabiliteringsråd for Torturofre). Inge Genefke er generalsekretær for denne organisation.

I den bredt sammensatte internationale bestyrelse for IRCT sidder blandt andre Dansk Sygeplejeråds tidligere formand, nuværende formand for den internationale sygeplejeorganisation, ICN, Kirsten Stallknecht.

IRCT fungerer som en international paraplyorganisation, der formidler samarbejdet mellem 144 centre og 76 projekter, der efter dansk forbillede arbejder med behandling af torturofre samt forebyggelse af tortur rundt om i verden. IRCT tager sig af information, undervisning og forskning, ligesom organisationen bistår med inspiration, støtte og tilvejebringelse af økonomiske midler, når der skal oprettes nye centre for torturofre rundt i verden.

Mens IRCT nu beskæftiger sig med de internationale relationer, tager RCT sig fortsat af opgaverne med at hjælpe og behandle torturofre med fast ophold i Danmark. RCT, der har i alt 51 ansatte, beskæftiger sig også med undervisning i ind- og udland samt forskning, der kan skabe grundlag for etablering af projekter uden for Danmark. Dansk Sygeplejeråd er også repræsenteret i RCT's bestyrelse.

De to private, humanitære, ikke-politiske organisationer, RCT og IRCT, deler ejendom i Borgergade i København og havde i 1997 et samlet budget på knap 6,2 millioner US-dollar (cirka 42 millioner kroner). Det danske udenrigsministerium betaler hovedparten på 4,6 millioner US-dollar (cirka 31 millioner kroner) til centrene.

RCT har gennemsnitligt 30 torturofre til behandling. En behandling vil typisk vare 8-12 måneder. I 1997 tog RCT's behandlingssystem sig af i alt 89 torturofre, fire ægtefæller og 22 børn.

Foruden RCT, som var først på banen, findes der i dag fire andre rehabiliteringscentre for torturofre i Danmark.

I Danmark markeres støttedagen for torturofre fredag den 26. juni med en sammenkomst på Københavns Rådhus, hvor overborgmesteren og Inge Genefke vil byde velkommen, og hvor der ifølge programmet vil blive holdt taler af prominente personer og være musik og sange, specielt skrevet til anledningen. Desuden vil man afsløre en speciel skulptur, dedikeret til torturens ofre, overrække præmie til vinderen af en stilekonkurrence for 14-17-årige og slippe 1000 hvide balloner løs.

Nøgleord: Iran, sygepleje, tortur.