Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Torturskader og deres behandling
Det er vigtigt, at sygeplejersker kender symptomerne, så de kan identificere problemet og bryde tavsheden, når de møder et torturoffer. Han vil i Danmark typisk være en yngre mandlig flygtning med stort behov for hjælp mod de fysiske og psykiske langtidsskader af tortur.
Sygeplejersken 1998 nr. 25, s. 20-23
Af:
Gretelise Holm, journalist
Sygeplejerske og psykoterapeut Lone Jacobsen har været med til at skrive en lærebog om torturskader og deres behandling. Foto: Thomas Tolstrup
Han klager over smerter her og der og allevegne. Han er skiftevis opfarende og ulykkelig, aggressiv og angst. Han er depressiv, træt og irritabel, og han har svært ved at huske og koncentrere sig. Han har en tilbøjelighed til at isolere sig og være mistænksom over for alt og alle. Det giver ham problemer med familien, med arbejdet eller med at tilpasse sig i det land, der har taget mod ham som flygtning.
Sygeplejersker skal være opmærksomme, når de i deres praksis som sundhedsplejersker eller hjemmesygeplejersker eller på hospitalet møder flygtninge, der svarer til denne karakteristik, for det drejer sig meget sandsynligt om et overlevende torturoffer, der har alvorligt brug for hjælp.
Det siger en af Danmarks mest erfarne på området, sygeplejerske og psykoterapeut Lone Jacobsen, der siden 1984 har arbejdet som oversygeplejerske ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. Hun modtog i 1995 Florence Nightingale-prisen for sit mangeårige arbejde med torturofre og sin indsats for at gøre undervisning i behandling af torturofre til en del af danske sygeplejerskers uddannelse.
Sammen med læge Knud Smidt-Nielsen, der er konsulent ved Rehabiliterings- og Forskningscentret, har Lone Jacobsen skrevet en lærebog om torturskader og deres behandling. Bogen: 'Torturoverlever – traume og rehabilitering' henvender sig til de faggrupper inden for social- og sundhedssektoren, som møder torturoverlevere i deres daglige arbejde.
''Det er ikke altid let at identificere torturofre, fordi de ikke umiddelbart vil delagtiggøre andre i deres problemer. De har tit meget lav selvfølelse, kan føle offer-skam, være bange for ikke at blive troet eller bange for, at de er ved at blive tossede. Derfor må sygeplejersken være i stand til at identificere problemet og bryde tavsheden,'' forklarer Lone Jacobsen.
''Rehabiliteringscentrets typiske klient er en yngre mandlig flygtning. Han er arbejdsløs og befinder sig i et fremmed land, hvor han ikke forstår sproget. Han har tit oplevet social deroute og føler skyldfølelse over for familien – enten den, han har forladt og/eller den, han har bragt med. Familien fungerer ikke under de nye forhold. Han oplever på én gang sociale nederlag, fremmedgjorthed og utilstrækkelighed i sin familierolle.''
Hvordan skelner man mellem, om traumet skyldes flygtningens almindelige sociale situation eller tidligere torturoplevelser?
''Et torturtraume adskiller sig fra andre psykosociale traumer ved, at der er sket større skade på personligheden,'' forklarer Lone Jacobsen.
''Torturofrets lidelser er specielle derved, at de skyldes menneskelig ondskab. Troen på det gode i mennesket og på retfærdigheden er slået i stykker. Det medfører generel mistillid til andre mennesker.''
Tryghed i behandlingen
Flygtninge kommer først til behandling på Rehabiliteringscentret for Torturofre, når de har fået opholdstilladelse i Danmark. De bliver typisk henvist af deres læge eller af socialforvaltningen, men nogle kommer på eget initiativ.
De vil indledningsvis komme til en visiteringssamtale, hvor der deltager en læge, en psykiater, en psykolog og en socialrådgiver, så man kan anlægge et helhedssyn på klientens problemer og lægge planer for uddybende samtaler og behandling hos de forskellige fagfolk. Derefter går en sygeplejerske med klienten rundt i huset.
Det er sygeplejersken, som koordinerer det videre behandlingsforløb hos de relevante specialister, og sygeplejersken har også til opgave at få klienterne til at føle tryghed. Hun går med dem til
Side 22
undersøgelserne, hvis de er angste, og hjælper dem med at undgå ventetider, som også kan være frygtfremkaldende.
Det er vigtigt at få skabt denne tryghed. Torturofre er ofte meget bange for undersøgelser og for folk i hvide kitler. Foreløbige undersøgelser på rehabiliteringscentret, hvor torturofre bliver udspurgt om deres erfaringer, tyder på, at der i 40-50 procent af tortursituationerne har været direkte eller indirekte medvirken af læger og/eller sygeplejersker.
Torturmetoder
Torturmetoderne har vist sig at være ret ens rundt omkring i verden, og derfor kan man også tale om en række typiske skader.
Udspekulerede bødler vil oftest kombinere psykisk og fysisk tortur med det formål at nedbryde både kroppen og sjælen. Psykisk tortur omfatter for eksempel trusler og fremkaldelse af dødsangst med fuphenrettelser, tvungen overværelse af, at andre, måske venner eller familie, udsættes for tortur, eller ventetider, hvor man hører de andres skrig. Hætte over hovedet, bind for øjnene, isolation i små mørke celler, som øger angsten og ensomhedsfølelsen, eller langvarige forhør, hvor ofrene udmattes, er også mere mentalt end fysisk ødelæggende.
Men disse psykiske torturmetoder vil for det meste blive kombineret med fysisk tortur. Helt generelt fortæller praktisk taget alle ofre om at være blevet slået og sparket overalt. Ofte bagbundne og med hætte over hovedet, så de befandt sig i en konstant angsttilstand. Sådanne pinefulde forhør kunne vare dage og nætter, hvor de hverken fik mad eller drikke, adgang til toilet eller mulighed for at vaske sig.
Mere systematisk iscenesat fysisk tortur er ophængning, indespærring i bittesmå bure, slag under fodsålerne (såkaldt falanga), tortur med elektriske instrumenter, kvælningstortur, som kan raffineres med, at man holder offerets hoved nede i tønder med afføring, seksuel tortur, hvor smertetilføjelsen retter sig mod kønsorganerne (når kvinder udsættes for tortur, er voldtægt næsten altid inkluderet), tandtortur, lemlæstelse og forbrænding.
Følger af tortur
De akutte fysiske følger af tortur vil typisk være knoglebrud, blødninger, sår, forbrændinger, hjernerystelser og beskadigelse af indvendige organer, nerver og kar. Dertil kommer seksuelt overførte sygdomme samt infektioner i det hele taget.
De mere langvarige følger, som danske sygeplejersker har brug for at kunne genkende, afhænger af torturens art, men her er nogle af de typiske, som Lone Jacobsen og Knud Smidt-Nielsen beskriver i deres bog (meget forkortet):
Øre, næse hals: De mange direkte slag mod hovedet forårsager skader på ørerne, næsen og halsen. En særlig torturform, som benævnes 'telefonen', består af slag mod begge ører på én gang, hvorved der opstår trykbølger som ved en eksplosion. Trommehinden sprænges ofte, og der opstår skader på det indre øre og hyppigt kroniske og ofte ubehandlede mellemørebetændelser. Der vil være klager over nedsat hørelse, svimmelhed, tinnitus, smerter i ørerne og dårlig passage gennem næsen, fordi den har været brækket.
Tænder: Tænder bliver tit slået, brækket, trukket ud eller ødelagt med tandlægeudstyr. Skaderne følges af betændt tandkød og senere udfald af tænder. Der er derfor mange klager over smerter i tænderne med karies, blødende tandkød og fejlfunktion af biddet. Alle klienter på RCT får tilbud om tandeftersyn på Tandlægeskolen.
Hjertet: Tre ud af fire torturoverlevere klager over symptomer fra hjertet som smerter, hjertebanken og åndenød. Man finder dog kun sjældent patologiske årsager, og derfor rubriceres disse symptomer ofte som psykosomatiske. Imidlertid skal man huske, at muskelsmerter som følge af ophængning og smerter fra maven kan føles som smerter i hjerteregionen.
Mave-tarm-kanal: 70 procent af tortur-overleverne klager over symptomer fra mave-tarm-systemet, men kun hos de 30 procent fandt man patologiske årsager. Smerterne skyldes i de fleste tilfælde mavekatar på grund af langvarig stresstilstand, elendig kost og nedsat modstandskraft i det hele taget. Der er også mange klager over diarré og andre forstyrrelser i defækationsmønstret samt over smerter og blødning fra tarmen. Disse lidelser kan tilskrives den ødelæggelse af defækationsmønstret, som finder sted under torturen, samt ødelæggelse af tarmen under seksuel tortur, hvor flasker og andre genstande bliver tvunget op i tarmen.
Det urogenitale system: Elektrisk tortur af kønsorganerne og seksuel tortur med store eller skarpe genstande eller i form af voldtægt giver ofte kvinder menstruationsforstyrrelser, smerter i underlivet, vandladnings- og afføringsproblemer. Mænd klager over impotens. Klagerne over disse lidelser udgør mindre end 10 procent i Rehabiliteringscentrets materiale, men det formodes at være et minimumstal, da klienterne meget nødigt taler om denne del af torturen. En voldtaget kvinde risikerer at blive udstødt af familien og blive betragtet som prostitueret i arabiske kulturer.
Centralnervesystemet: 85 procent af torturoverleverne klager over symptomer fra centralnervesystemet, og i cirka halvdelen af tilfældene kan man finde objektive årsager til lidelserne. De mange neurologiske symptomer i form af hovedpine, nedsat koncentrationsevne, dårlig hukommelse, kognitivt besvær, svimmelhed og træthed er følger af de mange direkte slag mod hovedet. Bevidstløshed øger risikoen for disse senfølger. Elektrisk tortur kan forklare andre af hjerneskaderne.
Også det perifere nervesystem kan være skadet, med risiko for neurogene smerter, som man kender dem for eksempel i form af fantomsmerter efter amputation. Ofre, der har været udsat for falanga, vil typisk blive ved med at føle smerter i fødderne.
Symptomerne er stærke, jagende smerter, enkeltvis eller i serier, så de opleves som muskelkramper. Det kan også være sviende, brændende smerter, som fremkaldes eller forværres ved lette berøringer. Objektivt er der altid føleforstyrrelser i området over for nålestik, temperatur og/eller berøring. Smerterne er kroniske og kan i perioder være så voldsomme, at de medfører selvmordsovervejelser.
Bevægeapparatet: 90 procent af torturofrene – den største gruppe – klager over lidelser i muskler, sener, led og bindevæv, og der er stort set overensstemmelser mellem klagerne og de objektive fund. Bevægeapparatet er uden tvivl det mest foretrukne mål for fysisk tortur, fordi den form for tortur medfører både akutte og kroniske smerter, og fordi det er vanskeligt at bevise en sammenhæng mellem tortur og følger. Der kan være tale om langvarige
Side 23
smertefulde vridninger og fikseringer, ophængning eller tvangsstillinger, hvor torturofret må ligge sammenkrøbet i en lille kasse med kroniske skader til følge.
Faglig viden som våben
Lone Jacobsen lægger vægt på, at kommende sygeplejersker får viden om torturofre.
''I 1992 kontaktede vi de 24 sygeplejeskoler for at få emnet ind i grunduddannelsen, hvilket alle rektorer accepterede. Siden har vi holdt seks grundlæggende seminarer for sygeplejelærere. Der udbydes et seminar hvert andet år. Vi har løbende god kontakt til sygeplejeskolerne og underviser også fysioterapeut-lærere,'' fortæller hun. På Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre lægger man generelt vægt på oplysning og viden som et middel til at bekæmpe forekomsten af tortur. Tavsheden skal brydes. Som pioneren i arbejdet, dr.med. og lægechef på RCT/IRCT, Inge Genefke, udtrykker det:
''Da vi for over 20 år siden begyndte vort arbejde, var vi ikke klar over, at torturofrene ikke selv kunne bryde denne tavshed på grund af skam, skyld, lavt selvværd, angst og depression, der var fremkaldt af torturen. Fordi torturofrene havde så store psykiske lidelser, kunne de ikke beskrive det. Den faglige viden er et våben i vore hænder – hvormed vi kan bryde tavsheden. Før vi nåede frem til denne viden, havde bødlerne held til at skabe en slags hemmelighed mellem sig og torturofrene ved at skabe en mur af tavshed og myter. Nu bryder vi denne mur ned. Det vigtigste, vor organisation og vort behandlernet har udrettet, er, at vi har været med til at begynde at bryde denne tavshed.''•
Nøgleord: Rehabilitering, sygeplejersker, tortur.