Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 1998 nr. 30, s. 28-29
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Hudlidelser fylder godt i landskabet
Klaus Ejnar Andersen, Kristian Thestrup-Pedersen, Else Lyngsøe Svejgaard, Per Laage Kragh
Hudsygdomme i almen praksis
København: Særtryk fra Månedsskrift for praktisk lægegerning 1997
361 sider.
Dette særtryk sigter primært mod praktiserende læger, men udgiveren mener også, at hjemmesygeplejersker, der ofte støder på hudsymptomer, kan have glæde af at bruge det som opslagsbog. Anmeldelsen er ikke skrevet ud fra et indgående kendskab til hudsygdomme og forholder sig ikke kritisk til den i særtrykket foreslåede behandling. Derimod vurderes det, om bogen er egnet til orienterende opslag for de knap så kyndige, og om artikelsamlingen som helhed giver brugbar information.
Ganske som ved andre særtryk undrer det umiddelbart, at redaktionen ikke har bortredigeret de introducerende bemærkninger i artiklerne, som kun var nødvendige, da det drejede sig om enkeltstående artikler i månedsskriftet. En strammere redaktionel behandling kunne have sparet nogle sider og have medvirket til at rydde ud i gentagelser. For eksempel nævnes det adskillige gange, at der i befolkningen er en ubegrundet skræk for steroidpræparater.
Måske kunne man også, i det omfang bogen ønskes brugt af andre end læger, have indrettet stikordslisten, så der var lidt flere danske stikord; som den er nu, skal man faktisk have et rimeligt godt indblik i, hvad de forskellige hudsygdomme hedder på latin, for at kunne bruge den som opslagsbog.
Ud fra miljøhensyn må man prise udgiverne for at gå uden om det glittede papir, selv om det går noget ud over kvaliteten af farvebillederne. I øvrigt har man fulgt den lidt morbide skik fra andre bøger om hudsygdomme med at bruge illustrationer af meget dramatiske tilfælde, i nogle tilfælde så fulminante sygdomstilstande, at jeg forestiller mig, at de afbildede allerede befinder sig på en hudafdeling. Måske ville det have været en god idé at bruge billeder af knap så udtalte tilfælde, som nok er mere almindelige ude i praksis.
Artikelsamlingen indledes med et par historiske tilbageblik, der, skønt de er lidt fragmenterede, rummer interessante oplysninger og pudsige detaljer. Selv om man måske kunne have regnet ud, at venerologien og dermatologien var et stort og vigtigt område, ikke mindst før penicillin, andre antibiotika og almindelige hygiejniske forbedringer kom til, så er det alligevel forbavsende, at i 1863 var 348 ud af 600 sengepladser på Kommunehospitalet i København belagt med patienter, der havde køns- eller hudsygdomme. At hudlidelser stadig fylder godt i landskabet bevidnes af, at der stadig hver dag er omkring 8-9.000 patienter, der søger lægehjælp på grund af hudsymptomer.
I det historiske materiale kan man også finde saftige beretninger om, hvordan forskningen i nogle tilfælde indebar, at lægerne smittede sig selv og andre med de dengang uhelbredelige kønssygdomme gonoré og syfilis for at afklare, om det var én eller to sygdomme, det drejede sig om. Man må i det mindste beundre den forskningsmæssige nysgerrighed.
Sammen med de historiske artikler er der artikler om epidemiologi og patofysiologi; resten af bogen er opdelt i afsnit med artikler om behandling, regional dermatologi, generaliserede hudsygdomme, infektioner, skinnebenssår, akne, autoimmune hudsygdomme, tumorer, psoriasis og eksem. Alle de mangeartede årsager til hudsymptomer (bakterier, insekter, svampe, virus, overfølsomhed, immunsvigt og psykiske problemer) og de lige så variable symptomer gennemgås på en nogenlunde let forståelig måde.
At det er en bog, der sigter mod professionelle i den primære sundhedssektor, viser sig ved, at behandlingens praktiske gennemførlighed diskuteres i flere artikler. Det er ikke nok at ordinere behandling, man skal også sikre sig, at folk gennemfører behandlingen. Derudover er der nogle praktiske tabeller, hvor man hurtigt kan få overblik over forskellige præparater og den mængde, der skal bruges til at behandle en bestemt region. Bogen vil givetvis på trods af den meget latinske ordliste kunne være nyttig at have ved hånden i hjemmesygeplejen, ligesom nogle af kapitlerne vil kunne anvendes i undervisningen af sygeplejestuderende.
Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske.
EN SAMMENSAT OG STRIDBAR PERSON
Red. Elisabeth Hamrin (red.)
Florence Nightingale – en granskning i nutida perspektiv
FoU Rapport 50
Stockholm: Vårdförbundet SHSTF 1997
160 sider, 298 svenske kroner + porto
En underholdende og fagligt seriøs bog, der fremlægger mange aspekter af Florence Nightingales teoretiske arbejde: Synet på teori og kundskab, sundhedsbegrebet, syn på miljø og etik, syn på forskning og udvikling samt den åndelige arv. Hvert af disse områder bliver præsenteret og diskuteret i korte, velskrevne artikler, grundigt og velunderbygget.
I alle artiklerne trækkes der linjer op til vor tids centrale områder i sygeplejen. Artiklerne er baseret på grundige litteraturstudier.
Bogen er resultatet af flere års arbejde i en arbejdsgruppe tilknyttet sygeplejeforskning ved universitetet i Linköping.
Der indgår også et par artikler, som fortæller om Florence Nightingales liv. Hvis man har en opfattelse af Florence Nightingale som en blid, selvopofrende og utrætteligt arbejdende kvinde, der viede sit liv til at forbedre de hospitalsindlagte patienters vilkår, så møder man også disse sider af hende i beskrivelserne. Men ønsker man at bevare dette billede af hende, som den velkendte myte fremstiller, så må jeg fraråde at læse disse afsnit. Florence Nightingale bliver portrætteret som en uhyre kompleks og sammensat personlighed. Hun fremstilles også som en kvinde med et maskulint kompleks, idet hun opfattede sig selv som familiens søn, der valgte en mands karriere.
Ud over de sider, vi alle kender fra myten, har hun også været en manipulerende og stridbar person. Flere kilder fremhæver hende også som en masochistisk, narcissistisk, hypokondrisk kvinde, som størstedelen af sit liv blev plaget af sit meget dårlige forhold til moderen og af en svær jalousi til søsteren.
Man får et omfattende indblik i hendes skrantende helbred, de mange depressioner og de store selviscenesættelser med kollaps og andre svære neurotiske tilfælde.
Hun hørte flere gange i sit liv Guds stemme, som sagde hende, at hun fik en særlig opgave at udføre for menneskeheden.
Man må medgive, at hun blev en exceptionel skikkelse, som medvirkede til at forbedre sygeplejen og sygehusvæsenet på en uhyre indsigtsfuld og fremtidsorienteret måde. Samtidig medvirkede hun til, at samfundet begyndte at ændre syn på kvinder, fordi hun fik respekt og anerkendelse for sin indsats. Hun kæmpede for, at kvinder kunne uddanne sig og derved blive i stand til at få en respektabel plads i det moderne samfund uden for de snævre rammer i hjemmet med den traditionelle, usynlige plads som hustru og mor. Ikke mindst dronning Victorias bevågenhed og taksigelser for hendes indsats ved militærlazaretterne i Krim-krigen medvirkede til det. I 1883 modtog den 63-årige Florence Nightingale St. George-korset for sin indsats af dronning Victoria. Denne fortjenstmedalje blev senere model for sygeplejerskeemblemet.
Bogen er oplagt for alle, som beskæftiger sig med historiske og kulturelle aspekter af sygeplejen. Men også for dem, som vil fordybe sig i sygeplejens nutidige problemfelter, lever den til fulde op til sin titel: En granskning i nutidigt perspektiv, fordi man får så veldokumenteret en problematisering af sygeplejens grundlag – af sygeplejefagets rødder. Det er en forudsætning, at læseren har gode læsefærdigheder i engelsk, da der indgår en del citater på originalsprog. Også andre grupper end sygeplejestuderende og sygeplejersker kan få fornøjelse og stor viden af bogens historiske og kulturelle beskrivelser af sygdoms- og helbredsopfattelser, af 1800-tallets familieforhold i de højere, sociale lag og af kvinders indtræden i det moderne samfunds offentlighed.
Af Anne-Mette Graubæk, sygeplejelærer, stud.mag., Odense Sygeplejeskole.
DISKURSEN IND I VEJLEDNINGSSAMTALEN
Per Lauvås, Gunnar Handal
Vejledning & praktisk fagteori
Århus: Forlaget Klim 1997
246 sider, kroner 265
Vejledning og praktisk yrkesteori er fra 1990 og henvender sig til alle, der på en eller anden måde beskæftiger sig med vejledning, ikke kun sygeplejefaglig vejledning, men erhvervsvejledning.
Der gives en afklaring af, hvad vejledning er, og hvad vejledning ikke er. Forfatterne lægger vægt på, at vejlederen må besidde både faglige og personlige kvalifikationer, for at vejledningsprocessen kan foregå på et kvalitetsmæssigt tilfredsstillende niveau.
Forfatterne vægter, at vejledning sættes ind i et samfundsmæssigt perspektiv, hvilket hænger godt sammen med, at de senere argumenterer for at bringe diskursen ind i vejledningssamtalen.
Forskellige kundskabsformer belyses, og hvordan vejledning kan anvendes med henblik på at bevidstgøre den vejledte om sine kundskaber. Derefter beskrives, hvordan vejledning kan anvendes både i relation til det kundskabsniveau, den uddannelsessøgende har, og i relation til den erfarne fagudøvers kundskabsniveau.
Begrebet praktisk fagteori lanceres og får, som titlen jo også angiver, en meget central plads. Praktisk fagteori består af den enkelte fagudøvers værdier, erfaringer og kundskaber. Praktisk fagteori er således den enkeltes samlede handlingsberedskab, og vejledning har en vigtig funktion med hensyn til at gøre den vejledte bevidst om sin egen praktiske fagteori. Det gøres ved, at der i vejledningen tages udgangspunkt i handlingsniveauet, men at man ikke begrænser sig dertil. Såvel kundskaber som teori, egen erfaring, andres erfaring og den etisk/politiske redegørelse skal inddrages.
Forfatterne giver nogle bud på vejledningsforløb og -sekvenser. De belyser i denne forbindelse både vejlederens og den vejledtes ansvar, både i relation til den uddannede fagudøver og i relation til personer under uddannelse. Der slås et slag for, at der foreligger et skriftligt problemnotat og gives bud på, hvordan dette kan anvendes i vejledningen.
Vejledning mellem kolleger behandles og i denne forbindelse også nogle faldgruber. I kapitlet om vejledningens samtale begrunder forfatterne, hvorfor diskursen er vigtig, og metakommunikationen, som finder sted under vejledningssamtalen, klarlægges. De almindelige argumentationsfejl gennemgås til brug for både vejleder og den vejledte.
I kapitlet om vejledning og kvalitetssikring knyttes vejledning igen til det samfundsmæssige perspektiv, og forskellige former for evaluering bindes til vejledning. Bogen afsluttes med et ganske kort kapitel om personlig vejledning.
Vejledning og praktisk fagteori belyses meget grundigt og nuanceret. Fra ende til anden lægges vægt på, at vejledning er en læreproces og ikke problemløsning. Den er skrevet i et let læst sprog og med mange levende eksempler. Små tegninger illustrerer på humoristisk vis teksten, og figurer giver en kort forklaring på og oversigt over teorier.
Af Jeanet Kragerup, klinisk oversygeplejerske, Sct. Hans Hospital, afd. U.