Vækst baseret på bedre udnyttelse af ressourcer

Der er plads til reel vækst i udgifterne til sundhedsvæsenet, men kun i meget beskedent omfang – måske mindre end én procent årligt i de nærmeste år.

Derfor må størstedelen af de ressourcer, som skal finansiere nye tilbud til borgerne eller skabe grundlag for kvalitetsforbedringer, findes ved bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer.

Det er regeringen enig med de kommunale sammenslutninger om, og det har været den grundlæggende forudsætning for analyser af den amts- og primærkommunale økonomi frem til år 2005.

Et udvalg, der blev nedsat i efteråret 1997 med deltagelse fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt en række ministerier med Finansministeriet i spidsen, har arbejdet med analyser af udviklingen i kommunernes og amternes udgifter og indtægter frem til år 2005.

Parterne har aftalt, at analysearbejdet skal være afsluttet inden udgangen af 1998. Til brug for forhandlingerne om den kommunale økonomi tidligere i år har der foreligget en foreløbig status for den kommunale økonomi frem til år 2005.

Mens udviklingen i udgifterne til den primære sundhedssektor i vid udstrækning afhænger af antallet af kontakter, borgerne har med deres læge, samt antallet og typen af de behandlinger, lægen vælger at iværksætte, så er sygehusvæsenet rammestyret.

Det indebærer, at den politiske prioritering af ressourcerne er af afgørende betydning for udgiftsudviklingen i sygehusområdet, mens det i den primære sundhedssektor i høj grad er befolkningens krav til ydelsernes antal og art, som er bestemmende for udgiftsudviklingen.

Opprioriteret

Sundhedsområdet har været politisk opprioriteret siden 1993.

Det har givet sig udslag i, at der fra 1993-1997 har været en realvækst i udgifterne på sygehusområdet på otte procent og på sygesikringsområdet på 13,8 procent. Det svarer til en gennemsnitlig årlig vækst per år på henholdsvis knap to procent og godt tre procent for de to områder.

Generelt er regeringen og de kommunale sammenslutninger enige om, at sundhedsområdet er præget af hastig teknologisk udvikling, hvor forskningen hele tiden skaber grundlag for nye behandlingsformer, og hvor befolkningens krav og holdning til, hvad der er sygdom, hele tiden ændres.

Samlet set konkluderer parterne bag analysen, at udviklingen i udgifterne til sundhedsvæsenet har været forholdsvis stor i årene 1993-1998, og at udbygningstakten derfor må ventes at blive noget mindre i de kommende år frem mod år 2005.

Som grundlæggende forudsætning har man opereret med en målsætning om en gennemsnitlig realvækst på én procent om året i perioden.

Det betyder, at væksten i udgifterne

Side 23

til sundhedsvæsenet i den resterende del af perioden frem mod år 2005 skal holdes på gennemsnitlig godt 0,7 procent om året.

Resten af de ønskede forbedringer skal finansieres ved bedre ressourceudnyttelse.

For den primære sundhedssektors vedkommende konstaterer regeringen og de kommunale sammenslutninger, at det vil være nødvendigt at opnå besparelser, herunder tilvejebringelse af de nødvendige styringsinstrumenter, hvis forudsætningen om udgiftsudviklingen skal holde.

Det hedder videre, at konsekvenserne af at overholde den fastsatte økonomiske udviklingstakt formentlig vil være, at det ikke vil være muligt at imødekomme stigende forventninger hos befolkningen om, at nye ydelser gøres tilskudsberettigede, eller at det bliver lettere at opnå sygesikringsydelser. Samtidig vil det være nødvendigt at sikre, at der ikke behandles på et lavere indikationsniveau end nu.

Sammenfattende giver parterne udtryk for, at der må være et vist rum for forbedringer af behandling, service og kvalitet inden for den ønskede gennemsnitlige ramme på en procent i årlig udgiftsstigning – givet potentialet for rationaliseringer og de gevinster, man herved opnår.

Også sundhedsministeren henviste til potentielle rationaliseringsgevinster, da han ved Dansk Sygeplejeråds kongres 1998 direkte opfordrede sygeplejerskerne til at give deres mening til kende om fordelingen af sundhedsvæsenets ressourcer.

Sygehusområdet

Om sygehusområdet konstateres i den foreliggende analyse, at udgifterne fra 1987 til 1990 udviste et fald på i alt 3,3 procent, mens de fra 1990 og til 1997 er steget med gennemsnitligt 1,8 procent per år.

Udviklingen har kun i begrænset omfang været bestemt af objektive forhold såsom forskydninger i befolkningsstruktur eller ændringer i opfattelsen af sygelighed, men har derimod været et resultat af politisk prioritering.

Den politiske prioritering vil fortsat være af afgørende betydning for udgiftsudviklingen på sygehusområdet, konkluderes det i analysen.

Parterne opregner et antal faktorer, der i de kommende år kan få betydning for udgiftsudviklingen i et ikke kendt omfang.

Udgifterne kan påvirkes i opadgående retning af befolkningens forventninger om nye behandlings- eller servicetilbud, den fortsatte medicinsk-teknologiske udvikling, investeringer i nyt apparatur/udstyr samt af anlægsudgifter på psykiatriområdet som følge af den politiske opprioritering af dette område.

I modsat retning trækker omlægning fra stationær til ambulant behandling og mere intensive behandlingsforløb.

Om de mulige rationaliserings- og omprioriteringsgevinster hedder det, at der er gennemført en såkaldt benchmarking af sygehusene, hvilket indebærer sammenligning af de enkelte sygehuses enhedsomkostninger.

Disse sammenligninger er foretaget på basis af 1993-tal.

Undersøgelsen kommenterer de fundne forskelle i enhedsomkostningerne og giver udtryk for forventninger om mulige omstrukturerings-gevinster.

Samtidig understreges det dog, at analysen ikke omfatter produktiviteten i den ambulante behandling, og at forskellene i sygehusenes omkostninger i et vist omfang kan skyldes forskelle i vagtforpligtelse og undervisningsforpligtelse.

Endelig nævnes, at også forskelle i kvaliteten af sygehusydelserne kan påvirke sammenligningen af enhedspriser.

Gevinst-potentiale

Sygehuskommissionen har peget på en række indsatsfelter, hvor det anses for muligt at opnå rationaliseringsgevinster på sygehusområdet. Disse omfatter blandt andet:

• effektiv ledelse og effektive organisationsmodeller
• organisationsændringer, herunder ændringer i samarbejdsprocedurer, der kan sikre mere effektive og patientvenlige patientforløb
• etablering af enstrenget vagtsystem, hvor lægevagts- og skadestuefunktion integreres
• reduktion i antallet af vagtberedskaber uden for normal dagarbejdstid
• rationel anvendelse af ressourcer ved forvisitering i åbne skadestuer eller visitationsafsnit på medicinske afdelinger
• en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling på tværs af amtsgrænser i opgavevaretagelsen på basisniveau
• samling af bestemte behandlinger
• udvikling af alternative plejetilbud, eksempelvis i form af aflastnings- og observationspladser på plejehjem eller akut hjemmesygepleje
• udbyggede plejetilbud i kommunerne, eksempelvis med akutte plejesenge i tilknytning til plejehjem.

Der må prioriteres

Generelt fastslås i analysen af udviklingen i den kommunale økonomi og aktivitet frem til år 2005, at den mere afdæmpede udbygningstakt alt andet lige vil betyde, at der i højere grad må prioriteres – herunder også foretages fravalg af mulige behandlingstilbud – end i de senere år.

Regeringens og de kommunale sammenslutningers analyse af den ventede udvikling på sundhedsområdet afsluttes med blandt andre disse betragtninger:

''Det skal bemærkes, at det i et sygehusvæsen, hvor ydelser er umiddelbart gratis for patienterne, aldrig vil være muligt at imødekomme udgiftspressene fra den medicinsk-teknologiske udvikling og fra de stigende forventninger fuldt ud, uanset hvilken økonomisk ramme der sigtes efter. Den politiske prioritering af ressourcerne er således af afgørende betydning.

Det forekommer samlet set at være et vist rum for forbedringer i behandling, service og kvalitet, givet potentialet for rationaliseringer.

På den anden side vil udbygningstakten være noget mindre end fra 1990 til 1998, hvilket implicerer, at politikerne i højere grad end tidligere vil skulle fravælge mulige forbedringer.''

Kilder: 'Den kommunale økonomi år 2005' og 'Budgetredegørelse 98', begge fra Finansministeriet, 1998.

Nøgleord: Sundhedsøkonomi, sundhedsvæsen, sygehusvæsen, økonomi.