Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken

Sygeplejersken 1998 nr. 49, s. 48-51

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

FORÆLDRENES STYRKE FORPLANTER SIG

Jonna Jepsen

Født for tidligt

En forældrehåndbog

København: P.Haase & Søns Forlag 1998
136 sider, illustreret, 175 kroner

SY-1998-49-48aJonna Jepsen har selv født tvillinger tre måneder før forventet termin. Hun savnede selv viden om præmature og har på den baggrund gennem fem år indsamlet materiale til denne håndbog, blandt andet gennem samtaler med forældre i samme situation.

De halvtreds emner er ordnet fra A-Z og handler om praktiske og følelsesmæssige sider ved en præmatur fødsel. Hun beskriver ikke et hændelsesforløb, men aktuelle temaer som amning, alternativ behandling, ernæring, parforhold, pleje, sociallovgivningen, udmalkning og vaccination. Der er konkrete oplysninger og praktiske råd om, hvordan jerndråber fjernes fra tøjet, hvordan revnede brystvorter behandles, og hvor man kan leje en elektrisk brystpumpe. Hun skriver også om de mere diffuse og irrationelle følelser som angst, sorg, glæde, vrede, skyld, længsel, ansvar, usikkerhed, smerte og kærlighed. Det er vigtigt at tale om sine følelser, at stille spørgsmål som trænger sig på, og fortælle hvad man har brug for, hvad enten det er til personalet, ægtefællen, familie eller venner. Gældende for de mange løsningsforslag er, at det er forældrenes beslutning og valg, hvordan problemerne løses, hvor de har et valg.

Jonna Jepsens holdning er, at forældrene selv har et stort ansvar i det videre forløb, og at de så hurtigt som muligt skal deltage i plejen for at knytte sig til barnet og have følelsen af, at de gør en forskel. Forældrenes handlinger kan være essentielle for barnet.

Alle emner er beskrevet meget detaljeret, udførligt og informativt og afspejler medmenneskelighed og viden. Forfatteren dokumenterer sin viden og teori, eksempelvis bringer hun statistik over overlevelseschancer for præmature, henviser til forskning i kængurumetoden i Sverige og beskriver en undersøgelse over risiko for handicap.

Jonna Jepsen er letlæselig, nærmest talende, og man er ikke i tvivl om, at barnet er i centrum, og at omsorg, nærvær og tryghed er basalt i plejen. Hun finder samarbejde med personalet vigtigt og opfordrer forældre til at stille krav og være kritiske, for eksempel ved at forlange en kontaktsygeplejerske og en plan for barnets pleje og behandling. Forfatteren understøtter herved den sygepleje og information, der gives i det etablerede system, eksempelvis ammepolitik, inddragelse af forældrene i plejen og enighed om det præmature barns behov.

Jonna Jepsen er nytænkende og kontroversiel med hensyn til, at alternativ behandling tillægges stor betydning. Hun giver en række forslag til behandling med for eksempel naturmedicin, hvor Bio-strath og dens gunstige, dokumenterede virkning nævnes, zoneterapi til kolikbørn, healing af umodne og syge organer og krystalhealing. Neonatologi er et speciale for sig, så kreativ pleje og tankegang må stå åben for den enkelte læser. Forfatteren påpeger dog, at forældrene skal gøre sig klart, at de selv påtager sig ansvaret ved alternativ behandling.

Bogens opbygning er helt unik og overskuelig, og bogen er derfor perfekt som opslagsbog. Den er ikke kun relevant i det akutte forløb, men også når barnet er ældre. Den giver fin indsigt og forståelse for det præmature barns og familiens situation.

Hun skriver: ''Tænk positivt, tro på det og giv kærlighed og omsorg. Jeres styrke forplanter sig til jeres barn.''

Håndbogen henvender sig først og fremmest til forældre, men er også aktuel for studerende og personale i den primære og sekundære sektor, som ønsker et supplement til den eksisterende faglitteratur.

Af Helle Bolvig Christensen, børnesygeplejerske, Esbjerg Centralsygehus.

Det teoretiske grundlag må man gætte sig til

Pjece

Når den ene side sætter ud

En vejledning til hemiplegi-patienter, deres pårørende og hjælpere

Ringe: Udgivet af Sygehus Fyn 1998
44 sider, 20 kroner plus porto

SY-1998-49-48b''Det er da forkert,'' sagde den erfarne sygeplejerske, da hun i den nye udgave af 'Ringepjecen' så, at apopleksipatienten skal gå ned ad trappen med det raske ben forrest. Sådan er det. Der er stærke kræfter på spil, når noget, man tror er rigtigt, blandt andet fordi det stod i 1995-udgaven af pjecen, ændres uden nogen form for argumentation eller dokumentation.

'Når den ene side sætter ud' eller 'Ringepjecen', som den også kaldes, er en populær pjece, som ofte rutinemæssigt udleveres til pjecens målgruppe, som er patienter, pårørende og hjælpere. Nu kommer den så i femte reviderede udgave. Den er revideret cirka hvert andet år siden 1987, hvilket vil sige, at afdelinger med videre lige så tit skal investere i nyt pjecemateriale for at være med på det nyeste, og for at apopleksipatienten kan blive hjulpet på den bedste måde. Prisen er rimelig, men alligevel.

Hvad begrunder så en 1998-udgave? For at svare på det spørgsmål har jeg benyttet 1995-udgaven som sammenligningsgrundlag. Det ville have været endnu mere interessant at sammenligne alle udgaverne, men de har ikke kunnet fremskaffes til formålet.

Pjecen ligner sig selv i format og farve. Sidetallet er øget med 10 til 44 sider. På fem af disse sider behandles emner, som ikke før har været med i pjecen, nemlig emnerne: I brusebad, toiletbesøg, ind og ud af bilen, udendørs i kørestol og motion, idræt. Desuden er der som noget nyt to sider med vejledning og illustration af, hvordan patienten skal flytte sig fra seng til stol og komme fra seng til stol uden hjælp, en side med illustration af hvilestillinger i stol eller seng, ligesom påklædning er udvidet med en side. Siden med forflytning af patienten ved hjælp af taburet er fjernet. De resterende to sider fremkommer hovedsageligt i forbindelse med tilføjelser i teksten, lidt flere fotoillustrationer og ikke mindst brug af ualmindeligt store overskriftstyper i forhold til pjecens format.

Det interessante bliver så, hvad der formidles i de tilføjede tekster. Så vidt jeg kan læse mellem linierne, og det bliver mellem linierne, fordi der ikke findes litteraturhenvisninger, så formidles teorier om 'Movement Science'. Der er færre 'bør' i den nye pjece end i den fra 1995, og der er lidt mere fokus på, at 'patienten sætter bevægelsen i gang' (side 25). Der er lidt flere vejledninger, som handler om, at patienten skal vide, hvor han er i rummet (Affolter?) Først og fremmest er pjecens anbefalinger mindre rigoristiske, og der er måske også en tendens til at nedtone Bobaths principper, som ikke er nævnt med et ord, selv om der findes tekster, som kunne tyde på, at grundlaget er Bobath, for eksempel ''Det er vigtigt, at der er symmetri i kroppen og ligelig vægtfordeling på benene under forflytningen'' (side 22).

Pjecens svaghed

Det er absolut pjecens svaghed, at man ikke vedkender sig det teoretiske grundlag, for eksempel at man ikke melder ud, at denne pjece tager sit udgangspunkt i de og de teorier. Kun hvis grundlaget kendes, kan den erfarne sygeplejerske vurdere og begrunde over for patienten og eventuelle pårørende, hvorfor det nu er mere hensigtsmæssigt, at patienten skal gå ned ad trapperne med det raske ben forrest.

Da det er en pjece, der udelukkende er udarbejdet og revideret af fysio- og ergoterapeuter, er det også en svaghed, at det ikke tydeligere fremgår, hvad den egentlige fysioterapeutiske eller ergoterapeutiske behandling går ud på. Det vil øge forståelsen af, hvad det er, man satser på i den specifikke behandling, og hvordan dette omsættes i den konkrete hverdag på apopleksiafsnit, eller hvor apopleksipatienten befinder sig.

Det er en uklarhed, at de afbillede personer, der hjælper patienten påklædningsmæssigt, ligner terapeuter, når der hele tiden henvises til patientens hjæper. Det er nyt, at pjecen henvender sig til patientens hjælpere. Hvem er denne hjælper egentlig? Det defineres ikke. Som sygeplejerske kan jeg ikke undgå at få fornemmelsen af, at jeg eller andre medlemmer af plejegruppen er hjælperen. Det er blandt andet mig, pjecen henvender sig til, fordi pjecen formidler det, fysio- og ergoterapeuter godt ved i forvejen. Måske skyldes uklarheden, at der somme tider skrives til patienten, somme tider til hjælperen, somme tider gives generel information.

'Når den ene side sætter ud' er en ofte brugt pjece, og på den måde får eller har pjecens indhold indflydelse på kvaliteten af den hjælp, der ydes apopleksipatienter landet over. Det er derfor ikke en ligegyldig pjece. Derfor efterlyser jeg et klarere teoretisk og vidensbaseret grundlag, som gør, at jeg og andre kan forholde mig til pjecens indhold. Kun på den måde kan jeg selv søge yderligere viden og udvikle min egen evne til analyse fremfor at kopiere andres erfaringsbaserede anvisninger. Jeg må over for patienten og eventuelle pårørende detaljeret kunne redegøre for, hvorfor det er rigtigere at hjælpe patienten til at gå ned ad trappen på den anviste måde. Nye generationer af patienter og måske ikke mindst pårørende vil via Internet med videre gå til kilderne og skaffe sig indsigt og stille spørgsmål. Spørgsmål, som de, der hjælper apopleksipatienten, skal kunne begrunde fagligt og svare på.

Selvfølgelig udvikler apopleksipatientens behandling, træning og pleje sig over tid, en udvikling som vil være både erfarings- og vidensbaseret. Med vidensbaseret menes i denne sammenhæng de videnskabelige begrundelser for, at noget er mere rigtigt end andet. Nu vil nogen så sige, at alt jo ikke skal gøres til forskning, og at der er noget, der udvikles og forandres i praksis uden de store og systematiske undersøgelser, simpelthen fordi det ser ud til at virke. Spørgsmålet er derfor, om det er fuldstændig ligegyldigt, om apopleksipatienten sætter den ene eller den anden fod forrest, når han går ned ad en trappe?

Af Doris Christensen, klinisk sygeplejespecialist, neurologisk afdeling F, Århus Kommunehospital.

HJERNENS DYBERE LAG

Finn Abrahamowitz

Livet er en drøm

En bog om hypnose og menneskesyn

København: Samlerens Forlag 1998
244 sider, 268 kroner 

SY-1998-49-48cJeg har set hypnose som barn på Bakken i Dyrehaven. En smokingklædt herre bad en mand blandt publikum om at komme op på scenen, sætte sig på en stol og følge et penduls bevægelser. Da tryllekunstneren kort tid efter sagde: ''Du er en høne,'' var manden en høne. Han kaglede som en høne, bevægede sig som en høne og skrabede i jorden som en høne. Publikum skiftevis grinede og måbede. Jeg var dybt fascineret og lidt foruroliget, en dør var blevet åbnet til en magisk verden. Siden forbandt jeg hypnose med noget okkult og mærkværdigt.

Finn Abrahamowitz sætter sig for at fratage hypnosebegrebet meget af den mystik, der tidligere har været omgærdet med. Han ønsker at vise, at hypnose er i familie med hverdagsoplevelser, hvor vi for en tid er optaget af et bestemt emne og så pludselig falder hen i dagdrømmeri. Han definerer hypnose som en forsætlig frembragt tilstand, forskellig fra søvn og vågentilstande, karakteriseret ved forhøjet påvirkelighed, suggestibilitet. I løbet af bogen bevæger han sig, til tider for kortfattet, ind og ud af emner som magnetisører og søvngængere, hysteri og spaltet personlighed, Freud og frie indfald, Jung og aktiv imagination, trance og suggestion.

Bogen handler om menneskesyn, idéhistorie og hjerne- og sprogforskning omkring hypnosebegrebet. Det er der kommet en interessant bog ud af, selv om den rummer unødige gentagelser og overfladisk behandling af enkelte emner, særligt kapitlet om hypnoseeksperten Milton H. Erickson. For Finn Abrahamowitz er hypnosebegrebet centralt for en meneskeforståelse. Det er et yderst veldokumenteret begreb med grundig empirisk forskning i modsætning til almindelig psykoterapi.

Man har sandsynligvis altid kendt til hypnotiske teknikker. I Bibelen kan vi for eksempel læse om håndspålæggelser, øjenfikseringer, strygninger og suggestioner, hvorved blandt andet apostlene blev renset for spedalskhed. Men først i 1843 gav den skotske læge James Braid tilstanden med forhøjet, kunstigt påført suggestibilitet navnet hypnose efter den græske søvngud Hypnos.

Indtil de sidste ti-femten år har næsten al forskning i hypnose og hjerne handlet om forskellene mellem højre og venstre hjernehalvdel, men nu er der kommet undersøgelser, der handler om hjernens dybere lag, det limbiske system. I forhold til hypnose er det særligt områderne amydala, som spiller en vigtig rolle for den følelsestone, der ledsager vore oplevelser, og hippocampus, center for evnen til at huske og erindre, der er kommet i fokus. De danner et fælles kompleks og skiftes til at være aktive under hypnosens forskellige faser.

Dette fælles kompleks aktiveres imidlertid ikke kun under hypnose, men i det hele taget under 'tilstands-afhængig indlæring og erindring' og ved det totale fravær af ydre påvirknigner (sensory deprivation).

De 'drømme', der viser sig under hypnose, er biologisk i familie med de hallucinationer, der fremkommer, når der ikke er ydre påvirkninger, der rammer os. Der er således en intim forbindelse mellem skift i adfærd, bevidsthed og hjernevirksomhed, en tæt forbindelse mellem sjæl og legeme. Candace Pert, som forsker i hjernens biokemi, har fundet, at følelsestilstande skabes af stoffer i hjernen, og at følelser omvendt producerer stoffer i hjernen. Endorfinerne er bindeleddet mellem psyken og hjernen. De er sammen med andre peptider de biokemiske ledsagere til følelserne. Vrede, glæde, angst, henrykkelse er ikke bare psykiske klange, men også biokemiske meddelelser.

Fordi peptiderne virker over hele kroppen, er det ikke hjernen alene, som sender besked om følelserne til maskineriet. 'Følelser opstår samtidig overalt i legemet'. Herved åbnes der for nye muligheder for at forstå, hvordan hypnose, healing, meditation etcetera kan påvirke os fysisk. Hypnose har i flere år været kendt i forbindelse med smertekontrol, idet hypnose kan få endorfin-niveauet til at stige. Svenske læger har i en del år benyttet hypnose, dels for at lette angsten for tandlægebesøg, dels for at dæmpe smerterne.

Også sygepleje indeholder elementer af suggestion. Gennem samtaler og berøringer bringer sundhedspersonale til tider patienter og pårørende i en let hypnotisk tilstand, karakteriseret ved forhøjet påvirkelighed.

''Vi er hinandens skæbne,'' slutter Abrahamowitz: ''Underligt nok er det en lære, vi må drage af hypnosen.''

Af lektor Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor på Institut for Kandidat- og Ph.d.-uddannelse, Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.  

Folkeoplysning

Jørgen Nystrup

Psykoterapi

Information om psykiske lidelser
København: PsykiatriFonden 1997
92 sider, 70 kroner 

Psykiatrifonden udgiver små bøger under temaet 'Information om psykiske lidelser' med det sigte at oplyse om psykiatri og psykiske lidelser, fordi hver femte dansker på et eller andet tidspunkt rammes af en psykisk lidelse, der kræver behandling. Fonden ønsker, at indsatsen for sindslidende skal være en folkesag, og har gjort oplysningsvirksomhed om psykiatri til et hovedmål. 'Psykoterapi' kræver ingen særlige forudsætninger af læseren og er skrevet for dem, som ønsker at vide, hvad psykoterapi er, og hvordan psykoterapi kan anvendes.

Psykoterapi defineres som en systematisk bearbejdelse af et psykologisk problem ved hjælp af samtale, baseret på psykologisk teori og en gensidig forpligtelse over tid med en parathed til at lade de personlige faktorer fra både terapeut og patient/klient virke sammen, så begge påvirker hinanden.

Striden om, hvilken referenceramme, form og metode der er den bedste, er mere de lærdes strid end brugernes, mener forfatteren. God psykoterapi kan uanset teori føre til samme resultat. Der er under alle omstændigheder et komplekst samspil mellem terapeut, klient og teknik samt de situationsfaktorer (ydre belastning, ressourcer og erfaring), som klienten har.

Indre rammer handler om klientens/patientens egnethed, forstået på den måde, at der skal være et realistisk grundlag for at kunne møde terapeuten regelmæssigt og en form for fleksibel personlighed, der kan tåle frustration, udfordring, fastlåsthed og foranderlighed. Ligeledes skal klienten/patienten kunne reagere på et andet menneske.

Psykoterapi er en dynamisk proces, som kan være smertefuld, men som også kan give en oplevelse af meningsfuldhed og overskud. Et overskud til at handle mere ansvarligt over for sig selv og sine medmennesker. I bund og grund handler psykoterapi om at blive bedre til at forstå sig selv ikke mindst i samspillet med andre mennesker. Det handler også om at tage personligt ansvar og administrere behov.

Ydre rammer er aftaler, tid, sted, økonomi og så videre. Trygheden i forhold til terapeuten og dermed også til mødestedet er vigtig.

En væsentlig del af terapien bygger på fortrolighed. At forstå følelser og oplevelser i lyset af klientens/patientens livshistorie, personlighed og relationer til familie, venner og arbejdskammerater er af afgørende betydning for kontakten mellem terapeut og klient/patient. Tillid og tryghed er i fokus. Kontrakten med klient/patient, terapiens mål, rammer og forløb, er aftaler, som kan henregnes til en del af terapien.

Der er desuden afsnit om udviklingspsykologi, forsvarsmekanismer og personlighedsstruktur. Afsnittet om forskellige former for psykoterapi er knyttet til de forskellige referencerammer. En let og til tider lidt overfladisk indføring med for få tekstillustrationer til belysning af forskellighederne.

Bogen er velegnet til at danne sig en hurtig fornemmelse af, hvad psykoterapi er, kan anvendes til og ikke anvendes til.

Af Inger Jerichau, uddannelsesleder på Uddannelses- og udviklingsafdelingen, Roskilde Amts sygehusvæsen.