Dansk ægtepar på kærlighedens sted

Børnene på det danske børnehjem, 'Kærlighedens Sted', har det så godt, at andre børn forsøger at snyde sig til en status som forældreløse. Foto: Gretelise Holm.

Indenfor hænger der meterhøje fotostater af den indiske guru Sai Baba, og udenfor sidder der en mindeplade, som er opsat i taknemmelighed til hendes excellence, den danske ambassadør Birte Poulsen.

Det var om ikke ambassadøren personligt, så i hvert fald ambassaden i Harare, som bevilgede 2,9 millioner kroner til bygningen af det børnehjem, som den danske sygeplejerske Birthe Kristensen, 56, sammen med sin mand, maskinmester Bent Kristensen, 59, fik ideen til, da deres tid som udviklingsarbejdere i Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe udløb i 1994.

Bent Kristensen havde allerede som ung sømand syntes, at han burde gøre noget for de forældreløse, som han stødte på som gadebørn i fremmede verdensdele. Birthe Kristensen havde en natlig drøm, som hun opfattede som et fingerpeg, fortæller hun.

Et socialt og kristent engagement kombineret med den omstændighed, at det var uklart, hvad de egentlig skulle foretage sig i Danmark, fik ægteparret til at beslutte sig for at blive i Zimbabwe og prøve at realisere ideen om et børnehjem. De havde på det tidspunkt tilbragt 11 år i Grønland og derefter fem år i Zimbabwe.

Efter talrige omgange i den bureaukratiske afrikanske trædemølle, efter i 1995 at have solgt deres hus i Danmark og efter et omfattende arbejde med i øvrigt at sikre midler til bygninger og drift af børnehjemmet kunne de i november 1997 lukke dørene op for de første børn på Enthandweni, Kærlighedens Sted, som er eneste børnehjem i et distrikt, der er omtrent så stort som Danmark om end meget tyndere befolket.

Danida havde betalt bygningerne og Sai Baba-sekten garanteret driften i foreløbig tre år.

I Zimbabwe er der en lille, rig indisk minoritet af forretningsfolk, hvoraf mange er tilhængere af guruen Sai Baba, og det er især dem, der har bidraget til oprettelsen af den fond på for tiden 1,8 millioner zimbabwe-dollars (360.000 kroner), hvis renteafkast indtil videre sikrer børnehjemmets eksistens.

Sai Baba-sekten, der er internationalt forgrenet, har adopteret børnehjemmet som nationalt Zimbabwe-projekt, fortæller Birthe Kristensen.

Universel religion

Ægteparret Kristensen blev allerede mens de opholdt sig i Grønland involveret i Sai Baba-bevægelsen, der populært forklaret har lanceret sig som en slags universel 'overreligion', der kan rumme alle de store verdensreligioner. Sektens centrale budskab er nogle nøgleværdier, som også er symbolsk markerede rundt om på børnehjemmet: Sandhed, kærlighed, fred og korrekt opførsel.

Bortset fra guruen på væggene og det gode eksempels magt bliver der ikke missioneret over for børnene, understreger både ægteparret Kristensen og de unge kristne pædagogstuderende Jonas Tranum og Ruben Notkin fra Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, som for tiden er i praktik på Kærlighedens Sted i Zimbabwe.

Det er netop ideen, at man kan have sin egen religion og så blot raffinere den via Sai Babas lære.

Pædagogstuderende Ruben Notkin fortæller om alle de mirakler, Sai Baba har udført:

''Man kan ikke lade være med at få den tanke, at han måske er den nye messias,'' siger han.

Forældreløs – ved snyd

Selvom de 18 forældreløse er på vegetarkost, så strutter de dog af sundhed og relativ rigdom i forhold til de udsultede og lasede børn, der ellers befolker Matopos distriktet i Matabeleland syd for Zimbabwes næststørste by Bulawayo.

De forældreløse har både pænt tøj, senge, legetøj og endda velnærede hunde, som er et sjældent syn i Afrika.

De er i forhold til andre børn på egnen små prinser og prinsesser, og det har været lidt af et problem, at nogen har forsøgt at snyde sig ind på børnehjemmet som 'forældreløse'.

''Det lykkedes faktisk for én at føre alle myndigheder bag lyset

Side 19

og snyde sig til en plads'', fortæller sygeplejerske Birthe Kristensen, der hellere vil kaldes projektkoordinator end forstander.

''Vi er helt klar over, at børnehjem ikke er nogen generel løsning, når der om få år er 600.000 forældreløse. Derfor er vi også gået i gang med at udvide vort projekt, så børnehjemmet også bliver udgangspunktet for et lokalt støtteprogram for forældreløse. Børnehjemmet skal kun være for de børn, som er absolut uden andre muligheder, og som ikke kan hjælpes til at klare sig selv i lokalsamfundet. Hvor det overhovedet er muligt, skal forældreløse børn støttes, så de kan blive i deres miljø. Det program starter vi nu. Det handler blandt andet om at give vejledning og materiel støtte i form af mad eller såsæd til de børnefamilier, som er uden forældre.''

Birthe Kristensen lægger vægt på, at børnehjemmet er 'community based'. Det vil sige, at det fungerer i tæt samarbejde med lokalsamfundet. Derfor lægger man også rum og frokost til en børnehave for lokale børn, hvor børnene passes af frivillige lokale mødre. Børnehaven er – ikke mindst på grund af den gratis frokost – blevet noget af et tilløbsstykke med over 100 børn hver dag. Visitering af børnene til børnehjemmet foregår i tæt kontakt med de lokale sociale myndigheder og politiet, så man sikrer, at det bliver de børn, der har størst behov, der får en plads på børnehjemmet.

Ægteparret Bent og Birthe Kristensen med et forældreløst barn. Birthe Kristensen er sygeplejerske.

Ingen løn

Børnehjemmet ligger i en smuk natur lige uden for Matopos Nationalpark, men det er et tørt område. På grund af vandmangel har man det første år måttet nøjes med at tage 18 børn ind i stedet for de 36, som der er plads til i de to bygninger med værelser. Men nu kommer regntiden, og så skal børnehjemmet fyldes op. En ny brøndboring og anlæggelse af en dam skal løse vandproblemet på længere sigt.

Mens Birthe Kristensen leder børnehjemmet, tager maskinmester Bent Kristensen sig af alt det tekniske. Han har et veludstyret værksted og passer blandt andet det biogasanlæg, som Danida også har betalt for, og som, når det er indarbejdet, skal bidrage til energiforbruget. Bent Kristensen oplærer også nogle af børnene og har planer om forskellige småproduktioner, som kan give børnehjemmet indtægter.

Renteafkastet af den nuværende fond, der svarer til 350.000 kroner, kan lige klare driftsudgifterne, men der er ikke meget tilovers til lønninger.

''Vi lever nærmest som en slags missionærer. Vi får vores daglige behov dækket ved at bo og spise på børnehjemmet, men nogen egentlig løn får vi ikke,'' siger Birthe Kristensen.

De to pædagogstuderende er på SU fra Danmark, og derudover er der til projektet tilknyttet en frivillig fra Mellemfolkeligt Samvirke, som heller ikke skal have løn. Han skal nu blandt andet i gang med at lave landbrug i tilknytning til børnehjemmet.

Selve børnehjemmet er opbygget efter samme ide som SOS-børnebyerne. I et hus med 18 børn er der ansat to 'mødre', lokale kvinder, til at passe børnene. De får 500 zimdollars (100 kroner) om måneden. Det er cirka det halve af en tjenestepiges løn i hovedstaden Harare.

''Der er ikke noget i vejen med lønnen,'' forklarer den ledende 'mor', Josephine. ''Der er kun noget galt med priserne. De stiger og stiger, så man efterhånden ingenting kan få for sin løn.''

Birthe Kristensen skal nu sammen med de lokale myndigheder i gang med at tage 18 børn mere ind på børnehjemmet. Så er det fyldt op. Samtidig arbejder hun hårdt på at få bedret børnehjemmets økonomiske grundlag gennem tilskud fra organisationer og private. I skuffen har hun udvidelsesplaner, som går ud på, at der skal bygges nye huse, så der bliver plads til i alt 108 børn. 

Nøgleord: Afrika, aids, forældreløse, Zimbabwe.