Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Besværlige patienter

Sygeplejen har udviklet sig inden for mange kliniske områder, men der har aldrig rigtigt været fokus på problemerne i plejen af kronisk somatiserende patienter.

Sygeplejersken 1998 nr. 49, s. 35

Af:

Berit Fekkes, sygeplejerske

En gruppe sygeplejestuderende havde valgt at sætte fokus på patienter, som fik dem til at føle sig magtesløse. De kaldte patienterne 'De besværlige patienter'. De havde skrevet hver en fortælling om patienter, de havde mødt i praksis. Næsten alle de patienter, de berettede om, havde en tyk journal og havde været indlagt mange gange. Patienterne havde gennemgået utallige somatiske undersøgelser, uden at der nogensinde var påvist somatiske lidelser.

En af de studerende fortalte om en 16-årig pige, som var indlagt for første gang. Pigen havde stærke mavesmerter. Den studerende fik god kontakt med pigen. Pigen fortalte om sit liv, om moderen, der lige var død, og om vanskeligheder med narkotika. En tante kom på besøg. Hun fortalte, at patienten var fuld af løgn, og at moderen levede. Den studerende havde derefter svært ved at tro patienten, hvilket nagede hende og påvirkede plejen negativt.

De studerendes fortællinger fik mig til at indse, at der pleje- og behandlingsmæssigt ikke er sket nogen bedring for denne gruppe patienter. Da jeg arbejdede i hjemmesygeplejen for 15 år siden, kom jeg hver dag hos en 70 årig kvinde og gav smertestillende medicin. Hun havde ar over alt på kroppen efter de mange operationer, hun havde lagt krop til. Kvinden fortalte om sine operationer på samme måde, som når andre mennesker fortæller om deres liv. Hvert ar havde sin historie, sin operatør, og kvinden kunne huske navnene på alle de læger, der havde opereret hende.

Trods store mængder smertestillende medicin var kvinden altid forpint og jamrende. Mine handlinger bedrede ikke kvindens situation. Jeg følte mig som en statsautoriseret pusher. Egen læge, smerteklinikken og de behandlende læger på hospitalet havde givet op. Kvinden kunne ikke se sammenhængen mellem hendes somatiske tilstand og de psykiske problemer, hun også havde. For hende var der ingen sammenhæng. Hun var somatisk syg, og det gjaldt kun om at finde den rette læge, som kunne foretage den endelige operation, der frigjorde hende for smerterne.

Mellem psykiatri og somatik

Overlæge Per Fink har i 1997 skrevet disputatsen 'Kronisk somatisering', udgivet af Det Sundhedsvidenskablige Fakultet ved Århus Universitet. Forfatteren kortlægger de lægelige problemer ved kronisk somatisering. Patienterne befinder sig i grænseområdet mellem psykiatri og somatik. Psykoterapi kan have en god effekt på patientens tilstand. Problemet er bare, at patienterne sjældent er motiverede til at modtage tilbudet om psykoterapi.

Det er de somatiske afdelinger, patienten søger. Når patienten kommer her, har hun det dårligt og er motiveret for at modtage hjælp. Men sygeplejersker på somatiske afdelinger har ikke valgt en somatisk afdeling for at pleje psykiatriske patienter. Sygeplejerskerne har derfor ikke udviklet den viden og kompetence, der er nødvendig for at møde patienten. Da behandlings-og plejepersonalet er magtesløse over for patienterne, bliver de smidt ud af somatiske sygehuse hurtigst muligt. Hvis vi skal tage patientens problemer alvorligt, kræver det, at de psykiatriske og somatiske sygeplejersker arbejder sammen.

Mine erfaringer med den 70 årige kvinde fra hjemmeplejen var, at hjemmesygeplejerskerne støttede hinanden. Vi hørte på hinandens frustrationer og gav hinanden ret. På den måde fik vi luft, så vi igen kunne fortsætte det håbløse arbejde. Vi søgte sjældent hjælp fra andre faggrupper eller i faglitteraturen. Vi var næsten lige så hjælpeløse som patienten og tabte derved vores faglighed.

Hvordan udvikler vi en større faglig bevidsthed i forhold til de besværlige patienter? Sygeplejersker har tidligere vist initiativ og handlekraft, som har ført til udvikling af pleje og behandling af patienter, der traditionelt har været betragtet som besværlige. Her tænker jeg på udviklingen af sygeplejen inden for pleje af patienter med demens og apopleksi. Hvis vi sætter de kronisk somatiserendes problemer i fokus, vil flere sygeplejersker måske få interesse for problemet og skabe bedre kontakt med de besværlige patienter, de møder i deres praksis. En kontakt som måske kan forhindre, at den 16-årige pige fra den sygeplejestuderendes fortælling får et liv, som kvinden jeg mødte i hjemmeplejen.