Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kun forældreløse på bopladsen

Man kan ikke plastre Afrika til med børnehjem. Derfor må de forældreløse hjælpes til at klare sig selv, og lokalsamfundene må lære at føle medansvar, siger en afrikansk lærer, der med dansk støtte arbejder med en ny model for hjælp til aids-epidemiens forældreløse.

Sygeplejersken 1998 nr. 49, s. 20-21

Af:

Gretelise Holm, journalist

Omkring 300.000 børn i Zimbabwe er forældreløse, overvejende på grund af aids. Om et par år vil der være 600.000. Hvordan hjælper de vestlige donorer bedst? Skal man tage sig af få børn på et højt europæisk niveau eller flere på et lavere afrikansk? Sygeplejersken har besøgt to forskellige dansk-støttede projekter for forældreløse.

SY-1998-49-20-1
For en vesterlænding taler aids-epidemien sit eget makabre sprog i dette varme, tørre, gule landskab. Der er nemlig tradition for murede gravsætninger, som placeres lige uden for hytterne, så ånderne bliver på stedet. Der kommer næsten dagligt nye grave rundt i landskabet. Foto: Gretelise Holm.

Tandai var kun 16 år, da hendes forældre døde og efterlod hende med fire mindre søskende. Så kom skolelederen, lokalområdets absolutte autoritet, og tilbød sin hjælp. Han forklarede, at de sociale myndigheder havde bestemt, at Tandai skulle arbejde i hans drikkevareforretning. Her benyttede skolelederen lejligheden til at voldtage hende gentagne gange. Hun slap først fri af forholdet, da hun blev gravid, og skolelederen kom i fængsel. Ikke for at have voldtaget hende, men for at have svindlet med skolens penge.

Så i dag er Tandai eneforsørger for fem børn. Fire søskende plus det barn der er resultatet skolelederens voldtægt, som hun i øvrigt senere forgæves har anmeldt til politiet.

Hun viser indigneret politiets skriftlige afvisning af sagen frem og fortæller, at hun også forgæves har opsøgt skolelederens familie for at få hjælp til barnets forsørgelse. Familien truede hende og jog hende bort.

''Det er ofte et problem, at mænd forsøger at udnytte de store forældreløse piger, der har ansvaret for en boplads og en søskendeflok efter forældrenes død,'' forklarer Francis Tembo fra den private organisation Buhera Children Care, som støttes af Mellemfolkeligt Samvirke og private donorer.

En anderledes organisation

I modsætning til mange andre vestligt støttede afrikanske NGO'er (Non-Government Organisation) har Francis Tembo,

Side 21

tidligere kostskolelærer, ikke nogen dyr og hierarkisk opbygget organisation og administration i ryggen. Han har heller ingen tegninger til bekostelige institutioner i skuffen. Han har kun sig selv, sin motorcykel og et beskedent kontor i Mellemfolkeligt Samvirkes hus i den lille by Birchenough Bridge.

SY-1998-49-20-2aFrancis Tembos arbejde for de forældreløse støttes af Mellemfolkeligt Samvirke. Ved sjældne lejligheder kan han låne en af organisationens biler, men til hverdag kører han rundt i Buhera-distriktet på motorcykel.

Herfra forsøger han at arbejde med en ny model for hjælp og støtte til de børn og unge, der bliver forældreløse på grund af aids-epidemien. Det står klart, at problemet ikke kan løses med børnehjem. Man kan ikke plastre hele distriktet til med børnehjem, som han siger. ''Børnene må støttes, så de kan klare sig selv, og lokalsamfundet må lære at yde de forældreløse hjælp og beskyttelse.''

Det er Francis Tembos projekt. Derfor arbejder han på to områder, dels med vejledning og praktisk støtte til de forældreløse børn, dels med møder og forhandlinger med lokale borgere og myndigheder om, hvordan man bedst sikrer de forældreløse et anstændigt liv eller i hvert fald overlevelse.

En af de ideer, Francis Tembo for tiden arbejder med, er, at hver landsby og hvert lokalområde må have en ''de forældreløses mark''. Jorden er i forvejen fælleseje, så det handler lige for tiden om at overbevise de lokale høvdinge og headmen (en slags underhøvdinge) om, at de skal udlægge sådanne marker til forældreløses forsørgelse.

Dernæst skal de lokale beboere inddrages med ansvar for hjælp og støtte. I den forbindelse kører Francis Tembo rundt og holder små folkemøder for at skabe bevidsthed om ansvaret og ændre på kulturelle aspekter, som vanskeliggør forholdene for de forældreløse.

Samtidig besøger han bopladserne med forældreløse i distrikt Buhera Syd, hører om deres problemer, giver dem gode råd og bistår praktisk med, hvad der nu er økonomi til: Lidt nødbespisning eller en pose såsæd.

SY-1998-49-20-2bTandai er eneforsørger for fem børn. Fire søskende plus det barn, der er resultatet af en voldtægt, som hun i øvrigt senere forgæves har anmeldt til politiet.

Gravene

Sygeplejerskens medarbejder kørte med Francis Tembo på en sådan besøgsrunde i område 29 i distrikt Buhera Syd.

For en vesterlænding taler aids-epidemien sit eget makabre sprog i dette varme, tørre, gule landskab. Der er nemlig tradition for murede gravsætninger, som placeres lige uden for hytterne, så ånderne bliver på stedet. Der kommer næsten dagligt nye grave rundt i landskabet. De fattigste grave er ikke murede, men som hos Tandai og hendes søskende bare kastede til med sten.

Hos en anden familie, bestående af fire forældreløse piger, hvis boplads ledes af den ældste på omkring 20 år, er forældrenes grave derimod smukt murede og blåmalede. Pigerne bor også i et muret hus, og de tre, der har alderen til det, går i skole.

De er bedre stillet end de fleste, fordi deres afdøde far havde haft arbejde som maler i turistbyen Kariba og efterladt dem en lille sum penge.

Til gengæld har de haft en hård kamp mod begærlige slægtninge, som har søgt at tilegne sig deres ejendom og penge. En onkel gik straks efter sin brors død ind og tog fjernsynet, som repræsenterede den største værdi.

Familien plyndrer de forældreløse

''Et af de store problemer for enker og forældreløse i Zimbabwe er, at mænd ifølge de traditionelle love skal arve deres brødres ejendom og penge,'' fortæller Francis Tembo.

''Når en mand er død, kommer hans brødre og deres koner tit for at grabse alt, hvad der er efterladt af værdi, og lade enken og/eller børnene sidde tilbage i yderste fattigdom. Det kaldes property grabbing, og det er et af de kulturelle fænomener, som vi forsøger at ændre på med oplysning og debat''.

Francis Tembo fortæller, at property grabbing-fænomenet også går så vidt, at familien kommer og snupper de forældreløses høst eller den hjælp, som forældreløse får fra hjælpeorganisationer. Der er mange eksempler på, at familien kommer og tager såsæd, høns og geder, ja selv den nødvendige mad fra de forældreløse.

Traditionen skal ses på baggrund af, at alle er sultne, og at familien er bygget hierarkisk op, så mændene har førsteretten.

Det er også baggrunden for, at man ikke overvejer et familieplejesystem, hvor forældreløse kommer til fremmede familier. De forældreløse ville altid komme til at stå bagest i køen, når den sparsomme mad skulle deles ud. Åndetroen hindrer desuden familieplejesystemet:

''Det kan give uoverskuelige konflikter, hvis en fremmed families ånder bringes ind på en boplads,'' forklarer Francis Tembo.

Skolen må lære børnene at danse

Vi aflægger også et besøg på den lokale Chabata Primary School, hvor Francis Tembo skal drøfte forholdene for de forældreløse med skoleledelsen. Tembo arbejder

Side 51

i tæt kontakt med både skolemyndighederne og de sociale myndigheder.

Skolen er en typisk landlig skole med 841 elever og 21 lærere. 104 af børnene er forældreløse, fortæller den unge skolelærerDouglas Matiashe.

Han fortæller, at han selv voksede op som forældreløs og har – hvilket er meget usædvanligt for en zimbabwisk mand – tårer i øjnene, mens han beretter om de vanskelige vilkår for de forældreløse:

''De får ikke mad nok, og de får ingen omsorg. Derfor kan de ikke koncentrere sig i skolen, og de får indlæringsproblemer. Det er frygteligt, for vi ved jo, at den eneste vej ud af elendigheden er uddannelse'', siger han.

Vi indskyder et spørgsmål om, hvad det kommer til at betyde for kulturen, at børnene vokser op uden forældre?

''Det kommer til at betyde meget, for der er ingen forældre til at vejlede dem og viderebringe traditionerne, som er afleveret fra generation til generation. De lærer for eksempel ikke længere at danse derhjemme. Det er vi nu begyndt at lære dem i skolen, for dans er en vigtig del af det sociale liv i Afrika.'' 

Nøgleord: Afrika, aids, forældreløse, Zimbabwe.

Tema: HIV/AIDS i Afrika

I den afrikanske bush med AIDS-hjemmeplejen               

Dansk ægtepar på kærlighedens sted                  

Kun forældreløse på bopladsen