Synspunkt: Sygeplejens fremtidige profil

En ny årgang af studerende er for et par måneder siden startet på den uddannelse, der for de flestes vedkommende skal blive deres levevej for resten af livet. Ikke blot skal den sikre, at der dumper en løncheck ind ad brevkassen hver måned, men for langt størstedelen vil den blive en livsstil, og afhængig af hvilken vej de har valgt, vil den præge dem og deres måde at udvikle sig som mennesker.

Valget af uddannelse er faldet på jura, lærer, journalistik og så videre, og kun få har valgt at blive sygeplejersker. Tilgangen til studiet har været støt faldende gennem de seneste år, og der spås en fremtidig mangel på sygeplejersker, men hvor findes årsagen til denne dalende interesse?

Ja, efter min mening, vælger man studium ud fra de informationer, man kan hente i omverdenen, ikke mindst gennem medierne. Dermed tillægges uddannelsen et ry eller en profil, og omtalen af sygeplejefaget gennem de sidste par år har ikke just været med til at skabe en positiv profil af faget.

Da jeg for seks år siden skulle vælge uddannelse, var sygeplejefaget ikke specielt synligt i hverken det sete eller skrevne medie, og jeg traf derfor mit valg ud fra den smule skriftligt materiale, jeg kunne finde, samt ikke mindst ud fra mine egne forventninger. Disse forventninger var ikke farvede i kraft af min uvidenhed om faget som sådan, og i denne faganonymitet bunder, efter min mening, et af sygeplejens problemer i dag.

Sygeplejen har op gennem tiden været et pænt arbejde for pæne piger, der på grund af deres opdragelse ikke markerede sig. Man fandt sig i forholdene, som de var, og lidt af kaldets støv har indtil for nylig hvilet over sygeplejen, hvorfor vores løn befinder sig på det niveau, den gør.

Men vi lever i en anden verden i dag. Hospitalerne er bemandede af selvstændige, moderne kvinder (og mænd), der lever et liv som alle andre med familie, hjem og interesser uden for hospitalets mure.

Men i afmagten og uretfærdigheden over at have været usynlige gennem så mange år er ønsket om opmærksomhed gledet over i en fagkamp, der går uendelig langsomt og ikke mindst skubber de fremtidige sygeplejersker væk.

Hvem tør gå ind i et fag, der for det første er urimeligt dårligt betalt, og hvorom man ikke hører andet, end at hospitalerne er nedslidte, sygeplejerskerne ligeså, ja nogen sygeplejersker advarer sågar de unge mod at følge i deres fodspor.

Det gør da ikke situationen bedre, at vi skræmmer den del af den unge befolkning væk, der har ressourcerne til at kunne styrke og ændre tilstandene og dermed være med til at tegne en ny generation af et fag i rivende udvikling. Jeg kan frygte, at som et logisk resonnement må et fald i søgningen til studiet nødvendigvis medføre, at der slækkes på optagelseskravene, for sygeplejersker skal der jo bruges. Men uddannelsen, som den er i dag, stiller høje krav, og hvis disse krav ikke kan honoreres, hvor godt rustet vil en fremtidig sygeplejerske da være til at blive sendt ud i en verden præget af stadig øget højteknologi?

Derfor er vi nødt til, på trods af vores egen fagkamp, også at synliggøre det attraktive ved at være sygeplejerske. Jeg vil være ærlig og sige, at havde jeg skullet vælge uddannelse i dag, ved jeg ikke, om jeg havde turdet vælge sygeplejen, men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Og her når jeg frem til min pointe, for det er spændende og attraktivt at være sygeplejerske. Og det bliver vi nødt til også at gøre opmærksom på, hvis vi vil bevare en standard i faget, der gør det muligt at følge med resten af hospitalsverdenens udvikling.

Det betyder ikke, at vi ikke stadig skal kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår, men fokuseres der ensidigt på denne negative del, ender vi som en uddøende race, hvis ansvarsområde er reduceret til administrativt kontorarbejde, fordi ingen har lyst til at blive sygeplejersker.

Så vil jeg heller ikke synes, det er sjovt at være sygeplejerske, for som mange unge siger ved valg af uddannelse: 'Det skal være noget med mennesker'! Og det er jo netop det, det er – men lad os få den viden ud til vores omverden, så de rigtige historier om sygeplejerskers dagligdag ikke forbeholdes vores eget tidsskrift, men kan være med til at tegne den positive profil, sygeplejen fortjener.

Forfatteren arbejder på Skejby Sygehus.