Axel bløder

Illustration: Birgitte Ahlmann

Jeg er startet på dagens planlagte arbejde. Har nået at give den første insulin-injektion, da jeg bliver kontaktet på vores interne kalder. Det er vores administrative medarbejder, som har fået en opringning fra Irene – en af sundhedshjælperne i min gruppe. Axel bløder, vistnok ret kraftigt. Jeg får en kollega til at give de sidste to insulininjektioner og kører straks derhen.

Jeg kender Axel og kommer der en gang om ugen for at hjælpe ham med medicinen. Axel er en gammel mand på 85 år, åndsfrisk, men gangbesværet i ret svær grad efter en hjerneblødning, en mand med humor og en bestemt mening om, hvordan hans tilværelse skal være. Axel får hjælp nogle gange om dagen, fordi han er så dårlig til at gå. Han har sin datter Lone boende i et par dage, ved jeg.

Før jeg når frem, tænker jeg på symptomerne ved blødning: bevidsthedssløring, lavt blodtryk, høj puls, bleg hud og svimmelhed. Nå, men jeg når hen til Axel og bliver mødt i døren af Irene og Lone. Axel har fået de sidste to tænder trukket ud dagen i forvejen og bløder nu store klumper – en halv margretheskål fuld. Sengetøjet var helt blodigt, da Irene kom for 20 min. siden. Det er alvorligt. Jeg smider jakken på vejen ind til Axel, og hvad ser jeg? Jeg ser en meget bleg gammel mand i sengen. Jeg hilser på Axel og han er glad for at se mig. Han smiler et blodigt smil – det ser faktisk forfærdeligt ud. ''Det er noget værre noget det her,'' siger han, og jeg giver ham ret.

Renser hans mund

Han er ved fuld bevidsthed. Jeg ser ikke frisk blod. Mens jeg hilser på Axel og holder hans hånd, føler jeg pulsen. Den er lidt hurtig, men ikke alarmerende hurtig. Jeg bliver rolig, føler jeg har magt over situationen.

Så handler jeg: Jeg må rense hans mund, så jeg kan se, om det stadig bløder. Handsker på. Irene har fundet vand i en skål. Jeg har svaps i tasken, og Lone har fundet en bordlampe. Irene holder skålen med vand, Lone holder lampen, og jeg renser munden. Alt det gamle blod skal ud, så jeg kan se, hvor det har blødt fra – få overblik. Axel nyder det kolde vand i munden og nyder selvfølgelig at få munden renset. Imens snakker vi om situationen, om at isterninger er godt og, at det ser stabilt ud nu. Indimellem gaber jeg lige så højt som Axel, ligesom i fordumsdage, når jeg madede mit barn, og pludselig ler vi alle, så væggene ryster. Situationen var også komisk, midt i det dramatiske. Jeg kan stadig le, når jeg tænker på situationen. Det bløder ikke mere, og jeg lægger komprimerede tamponer ind og beder Axel om at bide sammen de næste 10 minutter. Herefter kan han få noget tykmælk – han er så sulten.

Lone vil blive der resten af dagen. Jeg siger, at hun skal se godt efter. Det er sikkert unødvendigt, for selvfølgelig vil hun gøre det. Så enes vi om at ringe til lægen. Axel er indforstået, selvom han helst ikke vil på sygehuset. Jeg synes, vi skal have en lægelig vurdering af, om Axel har blødt så meget, at han må have blod, eller om han kan nøjes med kosttilskud. Situationen skønner jeg stabil. Jeg burde nok have målt blodtrykket, men jeg havde ikke noget blodtryksapparat med. Lægen vil kigge forbi i løbet af formiddagen. Det viste sig, at blodprocenten var meget lav, men lægen skønnede, at Axel kunne klare sig med at blive behandlet med jerntabletter.

Kaffe og snak

Lone har kaffe på kanden. Vi sætter os, og jeg spørger Lone, om hun er bange for at være alene med Axel. Det er hun ikke. Hun kan godt se, at situationen er stabil. Irene vil kigge ind igen til middag – et tilbud Lone tager imod. Aftenvagten kommer også, som de plejer. Er Axel sat helt ud af spillet? Nej, han hører, hvad vi taler om. Han nikker og deltager nonverbalt i samtalen. Han har jo tamponer i munden. De 10 minutter er gået, og Lone vil give Axel tykmælk og noget at drikke. Jeg fortæller hende, hvad der kan ske inden for dette døgn. Axel kan kaste mørkt, gammelt blod op. Jeg forklarer hende vigtigheden af at vække ham med jævne mellemrum, hvis han sover, og give ham noget at drikke og spise. Jeg tilråder, at han bliver i sengen resten af dagen. Hvis hun er utryg eller i tvivl, kan kun ringe til os.

Axel ligger trygt og godt i sin seng og nyder tilsyneladende tilværelsen – trods alt. En strofe strejfer mig: ''og milde kvinder – hvor har de magt.''

Jeg kunne have sagt til Lone: ''Hvorfor har du ikke ringet noget før?'' Det sagde jeg ikke. Jeg sagde: ''Det var da godt, at du var her Lone.''

Et skøn

I Hjørring er det hjemmesygeplejersken, der ind- og udvisiterer til hjemmehjælp. Derfor ved jeg nøjagtigt hvor meget hjemmehjælp Axel får, fordi jeg sammen med ham og hans familie har arrangeret det. Hvis ikke jeg havde skønnet, at han fik hjælp nok i den nuværende situation, ville jeg have talt med ham og hans familie om, hvordan vi kunne arrangere det, så det var forsvarligt, at han var alene hjemme. Jeg ved, hvem der er Axels hjemmehjælper. Jeg taler med hende hver dag, så det er let at vejlede hende i, hvad hun skal være ekstra opmærksom på hos Axel i de næste dage. Kommandovejen er kort og direkte.

Inge-Lise Christiansen er primærsygeplejerske i Hjørring.

Nøgleord: Fortælling, sygepleje.