Mødre til misbrugte børn: Hjælpen kom for sent

"Forældrene er børnenes bedste behandlere,'' sagde psykologerne fra Gladsaxe Kommune til forældre til de børn, der var blevet seksuelt misbrugt af en pædagogmedhjælper. Kort forinden var det gået op for forældrene, at deres børn var blevet misbrugt i deres daginstitution, Vadstrupgård. To af forældrene fortæller, at de måtte kæmpe i månedsvis for at få terapeutisk behandling til deres børn. Men kommunen siger, at alle fik tilbudt den nødvendige støtte.

Omkring 20 børn var blevet misbrugt i Vadstrupgård. Børnene og deres forældre havde brug for hurtig hjælp, så de kunne komme i gang med at bearbejde krænkelserne. Men Gladsaxe Kommune var ikke forberedt på sådan en sag, og nogle familier måtte vente mange måneder, før de kom i behandling.

Socialforvaltningen i Gladsaxe Kommune mener ikke, den har reageret for sent med behandling til de berørte familier, men siger til Sygeplejersken, at samtlige forældre har fået tilbud om behandling inden for en rimelig periode.

Sygeplejersken har imidlertid talt med to forældre, hvis børn først kom i psykologbehandling henholdsvis 13 og syv måneder efter, at pædagogmedhjælperen, der har misbrugt børnene, blev anholdt i juli 1997.

Forældrene føler, at kommunen kunne have hjulpet dem hurtigere, da først overgrebene var blevet afsløret.

For godtroende

''Psykologerne på kommunen sagde, at børnene ikke behøvede psykologhjælp. I dag kan jeg godt se, at jeg var for godtroende. Men jeg troede, at de vidste bedst,'' siger Heidi Rydstrøm, som først fik et terapiforløb til datteren og sig selv 13 måneder efter nyheden om, at hendes datter var blandt de misbrugte børn.

Selv i dag ­ knap to år efter anholdelsen ­ har hendes datter kun modtaget tre timer hos en psykolog.

Dorthe Bloch Markussen, hvis datter også blev misbrugt seksuelt på Vadstrupgård, måtte vente syv måneder på at få hjælp til datteren.

''Vi skulle have haft hjælp fra eksperter i seksuelt misbrug med det samme, som kunne have fortalt os, hvad vi skulle gøre. Der gik alt for lang tid, hvor vi ikke gjorde de rigtige ting for vores datter,'' fortæller hun.

Begge mødre fortæller, at de fik at vide af kommunens psykologer på Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning, at forældrene var de bedste til at hjælpe deres børn. Til gengæld kunne de ringe til kommunen, så tit de ville. Psykologerne var dog svære at træffe, og mødrene følte sig overladt til sig selv efter mødet med kommunen.

Gladsaxe Kommune henviste dem til en konsultation hos en psykolog ved et center for småbørn, men også her skønnede man, at børnene ikke havde brug for hjælp.

Bente Hovgård, vicekontorchef i socialforvaltningen i Gladsaxe Kommune afviser kritikken om for sen terapi:

''Der er ingen familier, der først har fået hjælp efter et år. Umiddelbart efter at vi blev opmærksomme på problemet, blev alle forældrene tilbudt hjælp. Samtlige familier, som har ønsket et behandlingsforløb, har fået det,'' fastholder Bente Hovgård.

Hun mener ikke, at kommunen har svigtet nogle af børnene.

''Jeg ved, at nogle forældre har vurderet, at de selv kunne klare problemerne. Men hvis de familier, I har talt med, har den opfattelse, at de ikke har fået hjælp nok, så er det da beklageligt,'' siger Bente Hovgård.

De to mødre, Sygeplejersken har talt med, medgiver, at de selv blev tilbudt samtaler med psykologer. Men disse samtaler mundede ud i, at børnene ikke havde brug for mere hjælp, end forældrene selv kunne give dem. Mødrene mener, at de måtte kæmpe en unødig lang kamp, før deres børn kom i et egentligt terapiforløb.

Advaret mod børnehaven

Heidi Rydstrøms to børn ­ en dreng og en pige ­ kom begge i Vadstrupgård Børnehave, selv om familien

Side 7

havde søgt en anden børnehave. Børnene var dengang fem og fire år. Forældrene var flyttet til Bagsværd i slutningen af 1995, og var blevet advaret mod Vadstrupgård af andre forældre i lejlighedskomplekset.

Datteren er en af de 20 børn, som pædagogmedhjælperen blev idømt tre et halvt års fængsel for at have misbrugt. Hver morgen, når hun skulle af sted, fik hun ondt i maven og begyndte at skrige.

''Jeg måtte nogle gange tage fri fra arbejde, fordi hun var så ulykkelig. Men det kunne jeg jo ikke gøre alt for tit, og så måtte jeg jo sige til hende, at nu må du altså i børnehave,'' fortæller Heidi Rydstrøm, som er plaget af tanken om, hvad hun i sin tid sendte sin datter hen til.

''Men jeg havde ikke drømt om, at han (pædagogmedhjælperen, redaktionen) kunne finde på at gøre sådan noget ved børnene,'' siger hun.

Heidi Rydstrøm og hendes familie fik nyheden om misbruget fra politiet og blev herefter indkaldt til et akut fællesmøde med flere medarbejdere fra Gladsaxe Kommune. Her deltog blandt andet en psykolog, som gav forældrene beskeden, at de var børnenes bedste behandlere, og at de kunne ringe til kommunen, hvis de ville have hjælp.

Heidi Rydstrøm prøvede at kontakte Gladsaxe Kommunes Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning for at høre, hvad hun og hendes mand kunne gøre.

''De var meget svære at få fat i, og når man fik fat i dem, virkede de ligeglade. Vi fik ingenting at vide om, hvad vi skulle gøre,'' fortæller Heidi Rydstrøm.

Datteren holdt op med at være renlig og begyndte at tale barnesprog.

Hun blev vurderet af en psykolog, som kommunen henviste til, men denne mente heller ikke, at datteren skulle i terapi. Det var vigtigt, at forældrene støttede hende.

''Jeg var selv så langt nede. Jeg kunne ikke være psykolog for mine børn. Men jeg tror nok, at nogle af de andre forældre var bedre til at banke i bordet, end jeg var,'' siger Heidi Rydstrøm lidt stille.

''Jeg har tænkt meget over, at jeg skulle have gjort mere, men jeg havde bare ikke overskud til det,'' siger

Side 8

hun, og fortæller, at hun var tæt på at blive fyret fra sit arbejde som hjemmehjælper i en anden kommune på grund af for mange sygedage.

Heidi Rydstrøms datter begyndte at stamme, og det var først, da hendes tale-hørepædagog fra Hellerup kontaktede en psykolog i Gladsaxe Kommune med beskeden om, at pigen dér lagde sig i fosterstilling i en dukkeseng med tommelfingeren i munden, at kommunen for alvor reagerede.

Datter og mor bliver nu henvist til en psykolog på Familiehjælpscentret ved Københavns Universitet.

I august 1998 får datteren første gang hjælp af en psykolog, men på det tidspunkt er der gået 13 måneder, siden det kom frem, at datteren har været misbrugt.

Heidi Rydstrøm aflyser en af datterens terapitimer, fordi datteren skal noget vigtigt med sit fritidshjem, og der går flere måneder, før datteren igen får en ny tid.

I alt når datteren at få tre timer hos en psykolog, og i dag observerer hendes psykolog hende i skolen for at vurdere, om hun har brug for mere hjælp. Heidi Rydstrøm selv går stadig til psykolog.

''Det er stadig svært for mig at stille min datter spørgsmål om, hvad hun har været ude for, selv om jeg har fået at vide af psykologerne, at jeg skal. Min datter kan ikke lide det, og jeg er også selv bange for at få at vide, hvad hun egentlig har været ude for,'' siger Heidi Rydstrøm.

Voldsomme mareridt

Dorthe Markussens historie begyndte for lidt over fire år siden. Familien bor i et stille parcelhuskvarter i Bagsværd, og den yngste datter startede i vuggestuen i Vadstrupgård i 1994, da hun var halvandet år. På det tidspunkt arbejdede den senere dømte pædagogmedhjælper allerede i Vadstrupgård.

Efter et halvt års tid begyndte datteren at ændre sig.

Hun blev urolig, ville ikke spise og havde voldsomme mareridt.

Dorthe Markussen blev bekymret og talte med pædagogerne på Vadstrupgård, som beroligede hende med, at det er normalt for børn i toårsalderen at have mareridt og skiftende spisevaner. Men mareridtene

Side 9

Billede

Side 10

om monstre og spøgelser tog til, og datteren begyndte at blive voldsom, når hun var i nærheden af andre. Hun kom med høje skrigelyde og sagde, at hun ikke ville hen i børnehaven.

Datteren var nogle gange rød ved kønsorganerne. Dorthe Markussen spurgte sin datter, om nogle af børnene i børnehaven havde rørt hende. ''Ja,'' svarede datteren, og Dorthe Markussen sagde til pædagogerne, at hun syntes at børnenes sexlege gik for vidt.

Pædagogerne beroligede igen moderen med, at der ikke foregik noget alvorligt i Vadstrupgård.

Senere viste det sig, at datteren faktisk havde deltaget i sexlege med andre børn, men efter ordre fra pædagogmedhjælperen.

Tog datter ud af børnehaven

Dorthe Markussen arbejdede selv som pædagog, og hun mente, at børnehaven fungerede dårligt.

''Børnene var ikke koncentreret om deres leg, de løb forvildet rundt. Min egen datter havde gået der i to år, og hun havde ikke engang produceret en perlekæde,'' fortæller Dorthe Markussen.

Datteren blev stadig mere urolig og larmende, og hun bad kommunen om at få en anden børnehave til datteren. Der var dog ingen ledige pladser i den børnehave, forældrene ønskede og var tryg ved. Moderen fik at vide, at hun skulle forsøge at løse problemerne i samarbejde med pædagogerne. Hun aftalte derfor et møde med to pædagoger, men pædagogerne mødte ikke op den aftalte dag.

I fire måneder rykkede Dorthe Markussen med jævne mellemrum for en anden børnehaveplads til datteren og fik til sidst tilbudt en plads i en skovbørnehave, hvor datteren skulle med en bus klokken 9.00 og hentes igen klokken 13.00.

''Jeg var højgravid og havde bækkenløsning. Min mand kunne ikke hente og bringe vores datter, og selv om jeg burde lade mig aflaste, tog jeg imod tilbuddet om skovbørnehaven. Jeg ville bare have hende væk fra Vadstrupgård hurtigst muligt,'' siger Dorthe Markussen.

Dengang havde datteren gået i Vadstrupgård i to år.

Men sandheden om misbruget kom først frem et år efter, at datteren var stoppet i Vadstrupgård.

I midten af august 1997 kom Dorthe Markussens ældste datter hjem og lagde lokalavisen Bagsværd/Søborg Bladet foran hende. Der var en artikel om, at politiet havde anholdt pædagogmedhjælperen og sigtet ham for sexmisbrug af flere børn. Dorthe Markussen fik bekræftet sine bange anelser hos politiet, og fik hurtigt et møde med to psykologer fra Gladsaxe Kommune.

Og her var det, at psykologerne sagde, at de ikke ville tilbyde datteren psykologhjælp, og at forældrene selv var de bedste til at hjælpe deres børn.

Hun kunne ikke tro på, at datteren, som stadig havde problemer med at sove, spise og lege med andre børn, ikke skulle behandles af professionelle.

''Som forældre kan man naturligvis gøre meget for sit barn, men vi var ikke i stand til at hjælpe hende. Vi vidste ikke, om vi gjorde ondt værre, og vi var meget i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Når vores datter fortalte mig noget seksuelt, dæmpede jeg hende ned, for jeg havde svært ved at se min egen smerte i øjnene,'' siger Dorthe Markussen.

''Jeg var vred på kommunen over, at de ikke havde passet på hende, men at vi oven i købet ikke fik nogen kvalificeret hjælp, da det kom frem. Det var dobbelt ydmygende,'' siger Dorthe Markussen.

Hun kontaktede andre instanser, blandt andet Støttecentret mod incest i København, en psykolog i en anden kommune og Socialministeriet.

Flere steder fortalte de, at Gladsaxe Kommune burde yde psykologhjælp til hele familien, og at hun måtte forsøge igen.

Fyret af Gladsaxe Kommune

Dorthe Markussen var efterhånden psykisk nedbrudt, og familien vaklede. Hun arbejdede som pædagog i en børnehave i Gladsaxe Kommune og søgte sin sagsbehandler mundtligt om orlov, så hun kunne støtte sin datter. Men Dorthe Markussen fik ikke bevilget orloven. Hun blev fyret i februar 1998 på grund af 120-dages-reglen.

''Jeg forstår ikke, at kommunen ikke kunne give mig orlov i den periode, hvor min datter havde det så dårligt,'' siger Dorthe Markussen.

Dorthe Markussen fik kort før sin fyring ­ i januar 1998 ­ 10 timers psykologhjælp til sin datter.

''Jeg blev så glad, da jeg endelig fik noget hjælp, men da jeg ringede for at aftale en tid med en psykolog fra en anden kommune, sagde hun, at vores datter skulle have terapi i mindst et år, og at hele vores familie også skulle i terapi, hvis vi skulle igennem det her,'' siger hun.

Psykologen ringede til kommunen, og så fik familien endelig den hjælp, den hele tiden havde haft brug for. Syv måneder nåede der at gå, før Dorthe Markussens datter fik sin første times psykologhjælp.

''I dag kan jeg godt se, at jeg var for godtroende. De var flinke, når man talte med dem på kommunen. Men de holdt mig hen, og der gik for lang tid, før der skete noget,'' siger Dorthe Markussen.

Hendes datter følger nu et terapiforløb, som ikke har nogen slutdato.

Nøgleord: Pædofili, sexmisbrug, Vadstrupgård.

Billedtekster
Heidi Rydstrøms datter kom først i terapeutisk behandling, da en tale-hørepædagog varskoede kommunen om pigens alarmerende adfærd. På det tidspunkt var det et år siden, at pædagogmedhjælperen var blevet anholdt.Dorthe Markussen står frem for at bryde tabuet om misbrugte børn. ''Min datter skal vide, at jeg ikke skammer mig over hende,'' siger hun.