Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bryllup med uskyldseksamen

Bryllup i Usbekistan fejres med pomp og pragt. Der gives et væld af gaver, især af brudgommen, der også betaler penge til brudens forældre. Det vigtigste, der kræves af bruden, er, at hun er beskeden og er jomfru.

Sygeplejersken 1999 nr. 14, s. 30-33

Af:

Dina Yafasova, journalist

Orienten bygger respekten for kvinden på tre traditionelle kvinderoller: fruen i huset, familielivets beskytter og den omsorgsfulde mor. I de større usbekiske byer er kvinderne begyndt at bryde med denne uskrevne lov og udvikler deres evner i erhvervsliv, forskning og politik. Men for kvinderne på landet går udviklingen langsomt. ''Ægteskabet er foreskrevet af naturen, så det har vi at rette os efter,'' indprenter mødrene deres døtre.

En lydig datter tilegner sig fra ung af den opfattelse, at når hun fylder 18-20 år, skal hun blive hustru og derefter føde børn på stribe og servere lækre pirogger for manden.

De muslimske skikke gør det vanskeligt for unge mennesker at mødes på egen hånd. At en ung pige skulle kunne have en kæreste, er slet ikke noget, der diskuteres. På landet er der altid gamle koner, der fungerer som ægteskabsformidlersker. De ved, hvor der bor giftemodne piger eller drenge. Hvis en ung mand godt kan lide en pige, og hans forældre er enige i hans valg, begiver ægteskabsformidlersken sig til pigens hjem for at tage en indledende samtale med forældrene. En rigtig ægteskabsformidlerske sparer aldrig på roserne for at prise den kommende brudgom. Hvis forældrene er enige, giver ægteskabsformidlersken besked til den unge mand, og hans forældre sender så deres mandlige ægteskabsformidlere til pigens hjem.

I tiden før brylluppet mødes det vordende par kun, når pigen er ledsaget. Sådan er traditionen. Intet må kompromittere en ugift pige.

Hvert femte par, der bliver gift i Samarkand, lærer hinanden at kende gennem slægtninge eller ægteskabsformidlersker. Hvert fjerde ægteskab kommer i stand efter forældrenes ønske (eller under pres fra dem), og de unge lærer så først hinanden at kende, når de indgiver papirerne til ægteskabskontoret.

De unges forældre aftaler i forvejen, hvilken 'kalym' (brudepris) brudgommen skal betale for bruden, hvor stor brudens medgift skal være, hvilke gaver bruden skal medbringe til brudgommen, hvilke gaver brudgommen skal give bruden, hvem af slægtningene på begge sider der skal have gaver, hvilke udgifter hver part skal påtage sig i forbindelse med brylluppet, og hvor mange der skal inviteres med til bryllupsmiddagen.

Ritual i pigens hjem

Orientalske bryllupper fejres med pomp og pragt. I byerne foregår det med bryllupskortege, musikere, dyre gaver og overdådig bespisning på restaurant. På landet fejrer man bryllup efter storslåede gamle folkelige traditioner, iført nationaldragter med guldbrokade.

For at kunne holde et værdigt bryllup er det ofte sådan, at den unge mand og hans forældre sparer op gennem længere tid, på forhånd vælger de rigtige gaver til bruden og omhyggeligt indretter det fremtidige hjem til de nygifte. Til det formål låner man ofte penge af slægtninge, hvis ikke man selv har midler nok. Det er en gammel usbekisk tradition, at slægtninge hjælper med til at holde brylluppet, og den tradition lever fortsat i bedste velgående.

Antallet af bryllupsgæster afhænger af, hvor mange penge de unges forældre har. Som regel er der mellem 100 og 500 gæster. Hvis brylluppet foregår på landet, inviterer man hele gaden eller landsbyen.

En uge før bryllupsceremonien skal Nikokh, et religiøst ritual, gennemføres i den unge piges hjem. Ritualet samler de nærmeste slægtninge, venner og veninder, i alt 30-50 personer. Alle sætter sig til et festligt opdækket bord. For bordenden sidder det kommende brudepar klædt i nationaldragter. Hendes hoved er dækket af et klæde eller slør.

Mullahen, den religiøse leder, læser lange bønner fra Koranen. Til sidst spørger han pigens far: ''Er du indforstået med at bortgifte din datter?'' Faren svarer bekræftende. Samme spørgsmål bliver rettet til den unge mands far. Forældrenes velsignelse af ægteskabet er af helt afgørende betydning.

Først efter forældrene har givet deres tilsagn, henvender mullahen sig til den unge mand: ''Er du indforstået med at tage den og den til ægte?'' Den kommende brudgom svarer straks ja. Men når mullahen retter det samme spørgsmål til den kommende brud, vil hun ikke svare. Skik og brug har altid foreskrevet den orientalske pige at være beskeden, alvorlig og undselig. Mullahen spørger hende for anden og tredje gang. Pigen er fortsat tavs. Efter tredje gang lægger den unge mand og gæsterne efter skikken ansigterne i bekymrede folder over pigens tavshed. Først når hun bemærker deres

Side 31

Billede

Side 32

bekymring, svarer den unge pige uvilligt og med svag stemme ja på mullahens spørgsmål. Derefter ånder alle lettet op, og mullahen giver sin velsignelse. Fra det øjeblik regnes den unge mand og pigen for mand og kone, men pigen fortsætter frem til brylluppet med at bo hos forældrene og har ikke lov til at være alene med sin tilkommende.

Når det religiøse ritual er overstået, bliver gæsterne budt på et overdådigt måltid. Senere går kvinderne ind i pigens værelse, hvor moren fremviser den unge mands gaver for gæsterne. Som regel sender den unge mand en stor kuffert til pigen forud for Nikokh. Kufferten er i sig selv et helt kunstværk fremstillet i hånden. Den indeholder blandt andet en dragt til den officielle bryllupsceremoni ­ en hvid atlaskeskjole besat med glasperler og stene, hvide bryllupssko og et hvidt brudeslør. Et slør på brudens hoved er påkrævet som symbol på pigens uskyld. Nogle gange sender den unge mand penge i stedet for bryllupsbeklædningen, så pigen selv kan købe en kjole efter sin smag. I kufferten er der også en nationaldragt til dagen efter brylluppet: En kjole eller kåbe med guldbrokade, en krone til hovedbeklædning og sko. Den unge mand forærer også sin kommende hustru en vielsesring.

Den unge mand betaler også penge til pigens forældre for sin brud. Og han giver gaver til pigens nære slægtninge. Det er ikke let at være vordende brudgom i Orienten.

Den kommende brud kræves der ikke så meget af. Hun kan forære sin tilkommende en bryllups- eller hverdagsdragt, et par sko og en skjorte. Under alle omstændigheder skal hun selv brodere en national hovedbeklædning til sin mand.

Som regel er det pigen, der flytter ind hos den unge mand, og med sig har hun altid en mængde udstyr til soveværelset: puder, madrasser, dyner, sengetøj og, hvis hun har økonomisk mulighed for det, også soveværelsesmøbler.

Det sørgeligste øjeblik indtræder, når brudgommen bærer sin tilkommende ud af forældrenes hus. Parret bliver fulgt af brudens veninder, der synger en sørgelig afskedssang. Moren græder i det skjulte, mens hun følger sin datter på vej til hendes nye liv.

Bagefter skal bruden og brudgommen gennem den officielle ceremoni i bryllupspalæet. Her udveksler det stolte par vielsesringe til lyden af Mendelsohns bryllupsmarch og sværger hinanden evig kærlighed. Nogle timer derefter går de rundt i byen med hinanden i hånden og deler blomster ud til de forbipasserende. Om aftenen tager de mod talrige lykønskninger fra alle de slægtninge og venner, der er budt med til bryllupsmiddagen. Først sent om aftenen tager den unge ægtemand sin elskedes hånd og fører hende under gæsternes højtidelige klapsalver hjem til sit hus, så de kan være alene.

Hellige bloddråber

Bryllupsnatten er stadig omgivet af stor højtidelighed. Bloddråberne på bryllupslejet antager en hellig betydning, fordi de bekræfter pigens uskyld. En skik går tilmed ud på at udstille det blodige lagen, så alle kan se det. Det er dog en tradition, som mange usbekere er holdt op med at følge. Men brudgommens mor forbeholder sig ret til at gå ind til de nygifte næste morgen og tage lagenet med blodpletterne, så hun kan berette om det til de nærmeste slægtninge.

Ilde går det den pige, der ikke har formået at bevare sin uskyld frem til brylluppet. Og skam falder på den familie, hvis datter ikke er jomfru på sin bryllupsnat. Som det hedder i folkemunde: ''Det eneste, der kræves af bruden, er, at hun er jomfru.''

Først efter bryllupsnatten (eller på andendagen efter brylluppet) fejrer man det gamle ritual kaldet

Side 33

Kelni-kurisj ­ fremvisning af svigerdatteren. Det er et af de smukkeste usbekiske ritualer. Den unge hustru, der har bestået sin 'uskyldseksamen', bliver den morgen klædt i de smukkeste gevandter: en guldbrokadekjole, derover en guldkåbe, og på hovedet en 'tiplja-kosj'-krone smykket med påfuglefjer. Til lyden af usbekisk musik fører svigermoderen pigen ud til gæsterne. Det vigtigste, svigerdatteren skal gøre i det øjeblik, er at bukke for de tilstedeværende. Der er strenge regler for, hvordan hun skal bukke. Det er noget, den unge svigerdatter bliver instrueret i af ældre gifte kvinder.

Den unge hustrus buk viser, at hun respekterer sin mands forældre og husets gæster. Derefter erklærer svigermoren den unge hustru for at være den retmæssige kone i huset. Men pigen ser alt for alvorlig ud i betragtning af, at det er den lykkeligste dag i hendes liv. Hun kan ikke tillade sig at le eller smile. Hele tiden skjuler hun sit ansigt med det særlige svigerdattertørklæde, der er et af de smukkeste elementer i den usbekiske bryllupsdragt. Dermed demonstrerer hun den orientalske kvindes største dyd ­ beskedenhed. Hun erklærer ligesom uden ord: Jeg var ærbar, før jeg blev gift, og vil også forblive tro og bevare respekten for min mand i ægteskabet.

Nøgleord: Bryllupper, ceremonier, Usbekistan.

Billedtekster
Brudepar i Usbekistan. Bryllupsnatten er omgivet af stor højtidelighed, og bloddråberne på bryllupslejet antager en hellig betydning.

Efter at have bevist sin uskyld på bryllupsnatten fremvises bruden og skal som det vigtigste bukke for bryllupsgæsterne.

Inden bruden bringes til sit kommende hjem skal hun træde på en blød tæppepude. Den symboliserer forhåbningen om, at livet ikke bliver for hårdt.

En brud klædt i en guldbrokadekjole fremvises efter bryllupsnatten efter et gammelt ritual kaldet Kelni-kurisj.Musikanter spiller usbekisk folkemusik, mens bruden fremvises.

Tema: Usbekistan

Ung stat med en gammel kultur                    

Bryllup med uskyldseksamen                   

Uvidenhed på bryllupsnatten                 

Abort hører til i en kvindes liv                

Tobakspenge trækker dyre renter                

Sygeplejersken nr. 12/1999

Landet mellem øst og vest             

Organsalg motiv til drab                

En demonstrativ afsked               

En levende fakkels historie