Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Et par grydelapper

Masser af mennesker har så meget at slås med i forvejen, at de ikke kan klare flere krav. De har brug for sygepleje uden modydelser og moraliseren.

Sygeplejersken 1999 nr. 14, s. 43

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Et par hæklede grydelapper i blåt og hvidt dukker indimellem op af bunken og bliver så brugt efter deres hensigt, indtil de trænger til vask og så igen kommer ud af syne i en periode. De er hæklet i et kunstfærdigt mønster i merceriseret garn og passer ikke rigtigt ind i den stil, jeg forgæves prøver at opretholde i køkkenet. Grydelapperne bruger jeg af respekt for Hekla, der har lavet dem til mig for snart 25 år siden.

Hekla blev indlagt igen og igen. Næsten hver indlæggelse indebar amputation af et led. Bid for bid blev Hekla mindre. Først yderste led på en pegefinger. Næste gang yderste led på langemand og så fremdeles, indtil alle fingrene var væk. Begge ben var amputeret stykke for stykke, så der kun var få centimeter lårknogle tilbage til at støtte, når Hekla sad op. Hekla led af en fremadskridende karsygdom, som først og fremmest ramte de perifere kar.

Indlæggelserne varede sjældent længe, for Hekla havde altid travlt med at komme hjem til familien. Trods smerterne, der sås så tydeligt i mimikken, selv når hun smilede, var Hekla altid i gang med en eller anden form for håndarbejde. I begyndelsen broderede hun, men da hun ikke kunne holde på en nål mere, begyndte hun at hækle. Ergoterapeuterne konstruerede sindrige apparater, så Hekla kunne fortsætte sine aktiviteter. Der blev også konstrueret et rygestativ, hvor cigaretterne kunne sættes fast, så Hekla kunne ryge uden at skulle have hjælp til andet end at få sine smøger tændt, og det skulle hun mange gange i løbet af en dag.

Debat på Nettet

Det var et spørgsmål på sygeplejerskernes debatside i Netdoktor www.netdoktor.dk, der fik mig til at tænke på Hekla. For snart et år siden fremlagde en sygeplejerske et problem, han gerne ville have debatteret. Det drejede sig om en patient med et mangeårigt alkoholforbrug, som gentagne gange havde været indlagt til behandling af blødende øsofagusvaricer. Når manden var blevet behandlet, lod han sig udskrive uden at tage imod tilbud om behandling for sit alkoholproblem. Sygeplejersken havde antipati mod patienten eller rettere mod patienttypen, som han kaldte det. Er en sådan antipati skyld i, at man ubevidst afskærer patienten fra den bedste sygepleje, spurgte han.

Selvfølgelig spiller antipati for en patient ind på sygeplejen, selv om man søger at bekæmpe det. Det er imidlertid ikke det, jeg vil tage op. Det interessante er snarere, hvordan to patienter, Hekla og alkoholmisbrugeren, som begge fortsætter med en livsstil, der forværrer deres tilstand, kan fremkalde så forskellige reaktioner.

Forskellen kan selvfølgelig ligge i deres menneskelige egenskaber. Hekla var et venligt menneske. Alkoholmisbrugeren kunne have været et rigtigt dumt svin. Dumme svin kan også blive syge og få brug for sygepleje. Men det var ikke alkoholmisbrugerens menneskelige egenskaber, der vakte sygeplejerskens antipati. Det var hans irrationelle og sundhedsnedbrydende adfærd og hans afvisning af sundhedsfremmende behandlingstilbud. Det samme gjorde Hekla, som pulsede videre, selv om hun bedre end nogen anden kunne mærke sideeffekterne.

Jeg tror imidlertid, at forskellen i følelserne for patienterne har meget at gøre med, om vi synes, sygeplejen lykkes. Hvis succeskriteriet er, at patienten skal opnå en højere grad af sundhed og nå til erkendelse af, at nu er det på tide at lægge livsstilen om, så sygeplejersken kan stå tilbage med en god følelse af at have bidraget til denne erkendelse, så må det ende med skuffelse. En patient, der afviser den gode sundhedsfremmende sygepleje, der tilbydes, må vække antipati i sygeplejersken, for han er jo blevet afvist.

Hvilke succeskriterier?

Hvis sygeplejen kommer dertil, at kun en målrettet, sundhedsfremmende indsats tæller, så overser vi mange patienters behov for blot at modtage professionel omsorg. Det er ikke kun døende patienter med kræft, der har behov for palliativ pleje. Der er masser af mennesker, som ikke har de fornødne kræfter til at lægge stilen om, og som ikke formår at leve op til den ønskede standard for brugere af sundhedsvæsenet. Heller ikke med sygeplejerskestøtte. Mennesker, som kan have så meget at slås med i forvejen, at de ikke kan klare flere krav. De har brug for sygepleje uden modydelser.

Jeg bryder mig ikke om udtrykket resultatløs sygepleje, for sygepleje behøver ikke at være resultatløs, selv om patienten hverken bliver klogere eller sundere. Resultatet kan også være en patient, der mærker, at der er nogen, der gider tage sig af hende. Som oplever nogle lyspunkter, at blive puslet om uden at mærke moraliseren over sin måde at leve på. Også patienter har vel lov at give op.

Der var engang en mand, der spurgte mig, hvordan jeg kunne holde ud at være sygeplejerske. Det måtte da være trøstesløst at gå og holde liv i narkomaner og drankere og folk, der bare havde ædt og røget hele deres liv. Alle de ressourcer, der bliver brugt på sådan nogle bare for at få dem til at leve et par måneder mere, inden de alligevel dør. Første gang han som ung mand havde været ude og få et glas øl for meget, havde hans mor også forklaret ham, hvor ufornuftigt det var, og så havde han aldrig gjort det mere, og sådan havde han i øvrigt levet sundt og godt og fornuftigt hele sit liv. Så enkelt var det.

Så er det jo, man må bede til, at denne mand og hans ligesindede ikke får for meget indflydelse på sundhedsvæsenet.