Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Sygeplejersken 1999 nr. 14, s. 55

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

KRITISK SYGE PATIENTER MED FEBER

Henker R. Evidence-Based Practice: Fever-Related Interventions. Am J Crit Care 1999;8(1):481-7.

Oversigtsartikel over undersøgelser i forbindelse med feber hos kritisk syge. Hovedspørgsmålene er: Hvornår og hvordan skal feber behandles hos en kritisk syg patient?

Feber forekommer hyppigt hos kritisk syge. Feber medfører blandt andet øget iltforbrug, højere stofskifte, øget interkranielt tryk, forhøjet hjertefrekvens, lavere slagvolumen og flere katekolaminer (adrenalin, noradrenalin og dopamin) i blodet.

Hos nogle patienter kan disse febersymptomer være farlige. Skønt der allerede er forsket en del i dette område, mangler der stadig omfattende undersøgelser, som kan underbygge retningslinier for interventioner ved feber hos kritisk syge.

Forskningsresultater viser, at:

  • Feber tåles dårligt hos patienter med nedsat hjertefunktion. Det anbefales at dæmpe feberen for at nedsætte hjertefrekvensen. Undersøgt på vidensniveau fire på en skala fra et til seks.
  • Feber tåles dårligt hos patienter med akutte kranietraumer. Det anbefales at dæmpe feberen for at sænke det interkranielle tryk. Undersøgt på vidensniveau fem på en skala fra et til seks.
  • Feber tåles dårligt hos patienter med sepsis. Der er øget overlevelse, hvis feberen dæmpes. Undersøgt på vidensniveau fire på en skala fra et til seks.

Artiklen diskuterer forskellige måder at anvende køletæpper og antipyretika på i forbindelse med feber. Vidensniveauet vurderes for hver metode.

Konklusionen er, at der stadig er behov for kliniske undersøgelser, der belyser effekten af handlinger i forbindelse med feber hos kritisk syge. Sygeplejersker behandler ofte feber uden at vide, om det er indiceret, og med metoder, der ikke er testede. Vidensniveauet bag kliniske retningslinier til behandling af feber er stadig for lavt. Artiklen ledsages af grundige referencer og en multiple choice-test. 

Af Ingrid Egerod, cand.cur., forskningsmedarbejder.

NARRATIVER SOM VIDENSKAB

Koch N. Story telling: is it really research? J Adv Nurs 1998;28:1182-90.

Forfatteren, som placerer sig i en hermeneutisk-gadamersk-tradition, argumenterer for, at narrativer er videnskab og bidrager til kundskabsudvikling og forandring i sygeplejepraksis. Artiklen tager udgangspunkt i forfatterens ph.d.-afhandling

'Hvordan er det at være patient på en gerontologisk afdeling?' med særlig fokus på de patienter, der ikke længere har noget sprog. Argumentationen foregår på to måder. Dels ved at inddrage levende fortællinger, dels gennem en beskrivelse af, hvordan der skabes et forskningsprodukt ­ en afhandling, rapport eller artikel ­ i denne forskningstradition. Fortællinger fra forfatterens erfaring på gerontologiske afdelinger, fra skønlitteratur og antropologisk litteratur er rystende læsning. Der fortælles levende om, hvordan det opleves at være patient i forskellige sammenhænge, om hvordan en god relation mellem patient og sygeplejerske udvikles, om sygeplejen, når den er mangelfuld, og om generationsforviklinger sygeplejersker imellem. Disse fortællinger kan ikke refereres, de skal læses. Fortællingerne indgår i fem områder, som forfatteren mener er vejen til et gyldigt og troværdigt forskningsprodukt: gennem dagbøger, observationer, lytten, skrivning og stringens (engelsk: journaling, observing, listening, writing, rigour). Hvert område bliver gennemgået, og kontinuerligt bliver der henvist til den hermeneutiske tradition, hvori forfatteren befinder sig. Konklusionen er: En omsorgsfuld, refleksiv, systematisk beskrivelse af fænomener og erfaringer med den hensigt at øge forståelsen, må betragtes som videnskabeligt arbejde. 

Af Elisabeth O.C. Hall, cand.cur., ph.d.-studerende, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.