Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

100 år med internationalt sammenhold

Den internationale sygeplejerskeorganisation, ICN, fylder ligesom Dansk Sygeplejeråd 100 år i år. Indgangen til jubilæumsåret blev fejret med åbningen af en udstilling og afholdelse af en reception i hovedkontoret i Genève. Udadtil fejrer ICN jubilæet ved en konference i London i juni med deltagelse af sygeplejersker fra hele verden.

Sygeplejersken 1999 nr. 22, s. 10-11

Af:

Kirsten Stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd

Allerede i 1893 ved den internationale kvindekonference i Chicago blev de første frø sået til dannelsen af en international organisation af sygeplejerskeorganisationer. Det var en blanding af kamp for kvinders rettigheder og ønsket om udvikling af en organiseret sygepleje, der bragte tre forudseende kvinder, nemlig Ethel Bedford Fenwick fra England, Lavinia Dock fra USA og Agnes Karl fra Tyskland sammen. De tog i fællesskab initiativet til, at der ved kvindekonferencen i 1899 i London skulle afholdes et særligt møde for de sygeplejersker, der deltog i konferencen.

Den 1. juli 1899 vedtog repræsentanter fra ni lande, deriblandt også Danmark, at danne International Council of Nurses ICN, og Ethel Bedford Fenwick blev valgt, som organisationens første formand.

ICN har planlagt en række aktiviteter i årets løb, men naturligt nok indledtes festlighederne i Genève, der i en årrække har været hjemsted for organisationen. Ved pressekonferencen præsenteredes en samling af uniformer, som var stillet til rådighed for begivenheden først og fremmest fra Schweiziske sygeplejeskoler, men også fra blandt andet Bahrain, Taiwan, Tanzania, Danmark Grækenland og Japan præsenteredes ældre uniformer i en opvisning, der tiltrak sig megen presseopmærksomhed.

Ulige adgang

Den formelle åbning af den historiske udstilling: '100 års sygepleje' fandt sted med taler af Gay Oliver Segond, der er sundheds- og socialminister i Schweiz, Conelio Sommaruga, præsidenten for den internationale Røde Kors Komite, og Gro Harlem Brundtland, generaldirektør i verdenssundhedsorganisationen WHO. Alle anerkendte de den rolle, sygeplejerskerne har spillet i udviklingen af sundhedsydelser og lindring af smerter gennem de 100 år, hvor krige, sociale omvæltninger, fattigdom

Side 11

og samfundsmæssige ændringer til stadighed har præget verdenssamfundet.

Alle lagde de også vægt på, at ICN med valget af motto for jubilæumsåret, 'fejring af fortiden ­ men sigtet mod fremtiden' er i god overensstemmelse med den udvikling, ICN har stået for som organisation og for sin rolle i sygeplejens udvikling.

Der blev ikke lagt skjul på, at verdens sundhedsproblemer af i dag er store, og trods øget viden og ny teknologi bliver adgangen til sundhedsydelser og dermed et sundere liv stadigt mere ulige mellem landene og mellem befolkningsgrupper i landene. Udfordringen til sygeplejerskerne i fremtiden er at modvirke denne udvikling.

Det hvide hjerte

ICN benytter også jubilæumsåret til at præsentere et nyt symbol for organisationen og sygeplejen, det hvide hjerte.

Den hvide farve associeres verden over med sygeplejeuniformen og med hygiejne, som er et væsentligt element i sygeplejearbejdet. Hvidt er også grundfarven i alle andre farver og symboliserer dermed sygeplejerskernes grundlæggende regel om, at alle mennesker uanset race, religion eller andet plejes af sygeplejerskerne.

Hjertet signalerer humanismen, kærligheden og omsorgen for andre.

Det hvide hjerte blev præsenteret verden over ved den internationale sygeplejerskedag den 12. maj ­ Florence Nightingales fødselsdag.

Det blev også ved receptionen offentliggjort, at den berømte skuespiller Christopher Reeve, der blev totalt invalideret ved en ulykke i 1995, på baggrund af sine egne erfaringer havde stillet sig til rådighed som en af protektorerne for jubilæet.

Hovedbegivenheder i jubilæumsåret bliver ICNs repræsentantskab og jubilæumskonference, der finder sted fra den 27. juni til den 1. juli i London, og der er planlagt en særlig højtidelighed i Westminster Abbye på selve jubilæumsdagen. Der forventes at komme mellem 3-5.000 sygeplejersker fra hele verden til den begivenhed.

I løbet af året vil ICNs tidsskrift 'International Nursing Revue' bringe en række artikler om ICNs historie og de tilknyttede organisationers forhold. 

Yderligere oplysninger kan findes på ICNs hjemmesider på internettet, adressen er: www.icn.ch

Nøgleord: International Council of Nurses, ICN, jubilæum, organisation.