Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Kritik uden omsvøb

Pleje af døende kræver det samme som al anden sygepleje og lidt til. Når sygeplejersker ikke kan honorere kravene, må deres kolleger eller ledere erkende, at nogen sygeplejersker ikke er egnede til den form for sygepleje.

Sygeplejersken 1999 nr. 22, s. 15

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

I februar måned havnede en avisartikel på mit bord. Jeg kunne bruge den til debat eller blot til læsning, skrev den ene forfatter. Artiklen var skrevet af to søskende og handlede om, hvordan de havde oplevet plejen af deres mor, da hun kort før sin død blev indlagt på et hospital i Storkøbenhavn.

Ifølge artiklens forfattere var plejen yderst mangelfuld og meget respektløs. Moderens ønske om at få tilstrækkeligt med smertestillende medicin i slutfasen blev ikke efterkommet. Sygeplejerskerne hævdede, at der var givet morfin til patienten, men familien kunne ved selvsyn konstatere, at såvel nat- som morgenmedicinen stod urørt på natbordet. Medicinen var givet, men ikke taget.

De to søskende måtte ikke blive hos deres mor, de fik besked på at gå hjem. Men som de skriver, var deres adfærd ikke forstyrrende. De spillede ikke højt på en ghettoblaster, de hverken sang eller bad bønner, tændte røgelse eller opførte sig på anden måde afvigende. De ville blot være hos deres døende mor til det sidste.

Da jeg var igennem artiklen, sad jeg tilbage med en følelse af afmagt. Kan det være rigtigt, at sygeplejersker, der taler så meget om respekt, helhedssyn og etik, kan pleje en patient på den måde? Jeg synes ellers, at netop pleje af døende har sygeplejerskers bevågenhed, at de prøver at strække sig meget vidt, så både patientens og familiens ønsker for den sidste tid kan efterkommes. Jeg troede, at alle afdelinger havde sammenklappelige senge til pårørende, der gerne vil blive.

Systemet er vel ikke mere stift end dem, der arbejder i det.

Angsten sløres

De to søskende kalder deres avisartikel en beretning om den sociale kontrakt: Om de store dage hvor samfund og borger trygt skal kunne stole på hinanden.

I dette tilfælde blev tilliden brudt på den værst tænkelige måde, for der kan ikke rådes bod på elendig pleje af en døende.

Artiklen rejser nogle principielle spørgsmål til sygeplejersker, der har valgt at pleje svært syge og døende patienter. Alle vil de, direkte adspurgt, tilslutte sig, at pårørende skal inddrages mest muligt i plejen, at den døendes ønsker skal respekteres, at dialog mellem alle parter er eneste vej frem. Hvad er det så, der sker, når ordene skal ledsages af handling?

Interessen for patienten udebliver, og plejen bliver styret af en rationel tankegang, som måske i sidste ende er en sløring af en omfattende angst for døden og de døende.

Det mener sociologen Michael Hviid Jacobsen i hvert fald, efter at han har været på feltarbejde blandt dødsarbejdere, som han vælger at benævne portører, sygeplejersker og sygehjælpere.

Hans konklusioner tjener ikke sygeplejersker til ære. Sygeplejersker er bange, især de yngre, og de vil hellere overrække portørerne papirer på den afdøde, så han kan blive kørt væk fra afdelingen, end de vil deltage i nogen form for ceremoni eller i at gøre afdøde i stand.

Portørerne er mere rå. Deres uddannelse giver dem ingen hjælp til at håndtere døden og de døde med værdighed, så de overlever på spøgefuldheder og hårdhændet behandling af de døde. Sygehjælperne får derimod ros. De er ikke bange, de behandler såvel døende som afdøde med ro og respekt, og de er ikke beklemte ved at have ritualer som for eksempel at tænde levende lys på stuen og anbringe blomster på afdøde.

Hus forbi

En del sygeplejersker vil ikke kunne genkende beskrivelsen af elendig pleje af døende patienter, fordi der i hjemmeplejen og på hospitalerne findes mange sygeplejersker med en ganske anderledes imødekommenhed, når det handler om at følge et menneske til dørs. Men det fjerner ikke problemet: Hvad gør sygeplejersker, når kritikken af plejen bliver fremført uden omsvøb og med klar adresse?

De kan vælge at tage den alvorligt og behandle den både på et generelt plan og på et personligt plan. Det sidste kan vise sig at være det sværeste, for hvordan skal man få det sagt?

Krise

De kan også krybe udenom ved at hæfte prædikater på kritikerne. 'De var i krise'.

Ja, måske, så meget desto mere grund til at behandle dem ordentligt, men det er også muligt, at begrebet krise i denne sammenhæng tjener som en slags afværgemekanisme på linie med at holde hænderne op foran hovedet i en boksekamp.

Eller er udsagnet fremsat i sympati med den, der kritiserer, som for at undskylde, at han overhovedet kritiserer? Hvis man er kriseramt, gælder det ikke, så er kritik et udtryk for utilregnelighed. Men al kritik har en kerne, og det bedste for begge parter er at finde frem til den og behandle den seriøst uden at stigmatisere afsenderen.

Hvis plejen af døende trænger til en omfattende revision, er der hjælp at hente i dette nummer af Sygeplejersken, hvor en klinisk artikel tager fat på holdninger, principper og erfaringer indhentet på hospice. En anden mulighed er at erkende, at nogle sygeplejersker har et medfødt talent for at pleje døende, andre kan lære det og nogle lærer det aldrig. De bør holde sig fra det, sådan som det påpeges i artiklen 'Nogle har talentet i vuggegave'.