Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 1999 nr. 25, s. 41-42

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

PÅ BØRNENES SIDE

Jens Bang, Jørgen Bent Hansen

Barnet i centrum
- ­ faglighed og jura i børnesager

Albertslund: Schultz Forlag 1998
119 sider, 249 kroner 

SY-1999-25-41-2I børnesager samarbejder mange faggrupper, og det kan ofte være vanskeligt at adskille forskellige faggruppers faglighed. Det skyldes blandt andet den lovgivning, der arbejdes efter.

Jens Bang, speciallæge i psykiatri, og Jørgen Bent Hansen, som er jurist og konsulent i vanskelige og socialt tunge sager, beskriver de problemer, der kan opstå, når flere faggrupper samarbejder om børnesager.

Bogen giver en teoretisk beskrivelse af sammenhængen mellem de juridiske rammer og fagligheden. Baggrunden er blandt andet, at mange vurderinger afhænger af forskellige faggruppers skøn, og det kan føre til meget forskellige vurderinger.

Med udgangspunkt i skæringspunktet mellem barndom og voksenliv beskrives barnets identitetsudvikling. Forfatterne formulerer en socialpsykologisk teori om personlighedsdannelse for at give mulighed for et fælles børnesyn. De forsøger også at forklare, hvorfor nogle mennesker, trods en dårlig barndom, klarer sig godt. De mener, at negative cirkler fra barndommen kan brydes i ungdommen.

Med udgangspunkt i mange voksnes identitetsproblemer beskriver forfatterne, hvordan vi bedst sikrer, at barnets identitetsudvikling foregår normalt. Der beskrives, hvad de faglige vurderinger bør indeholde for at sikre barnets udvikling, og hvornår et barns identitetssystem er truet. Det er vigtigt for børn at kende deres egen identitet for at udvikle evnen til kritisk refleksion. Der gives eksempler på, hvordan forældre bedst udvikler deres børns identitet, og hvornår det går galt.

De teoretiske betragtninger er vanskelige at forstå, men giver en god beskrivelse af, hvordan børns vilkår kan beskrives bredt til børnenes fordel.

Forfatterne lægger op til et konstruktivt samarbejde i børneteam, hvor de enkelte fagpersoner kan komme med deres brik til puslespillet. De er klar over det problematiske i, at børneområdet ofte er delt i et normal-område med for eksempel lærere og sundhedsplejersker, og i et specialområde med blandt andet socialrådgivere og psykologer. Det gør det svært at se helhederne. Det foreslås, at der hurtigt udnævnes en tovholder eller en sagsansvarlig, så de implicerede parter lettere kan tage kontakt og holde hinanden orienteret.

Forældresamarbejdet er væsentligt, og en model skal øge forståelsen mellem forældre og professionelle. Der er løsningsforslag til, hvordan forskellige situationer kan løses til glæde for alle parter, og mange konstruktive forslag til, hvordan professionelle i børnesager bedst samarbejder til børnenes fordel.

Det er rart at læse en bog, der er på børnenes side. Især sundhedsplejersker kan bruge bogen til at få indsigt og indflydelse i børnesager.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

LIVET MED ET MONGOLBARN

Göran Annerèn, Irene Johansson, Inga-Lill Kristiansson

Downs syndrom En bog for forældre og personale

Oversat fra svensk af Jette Frantzen
København: Munksgaard 1998
229 sider, 245 kroner

SY-1999-25-41-1Der bliver til stadighed forsket i Downs syndrom, og en børnelæge, en psykolog og en professor i pædagogik samler den nyeste viden. Hvor der berøres sociale emner, er bogen omskrevet, så den passer til danske forhold. De fleste aspekter ved Downs syndrom beskrives: hvordan det påvirker barnets udvikling og intellekt, diagnostik, fosterdiagnostik, medicinske problemer, og hvilke sociale rettigheder barnet og senere den voksne og familien har.

Forfatterne henvender sig både til professionelle og til forældre. Det bemærkes især i den medicinske del, som er meget detaljeret, og hvor der benyttes en del fagudtryk. Denne del er nok lidt vanskelig at forholde sig til som forældre, men den giver god viden til dem, der arbejder med børnene. Resten af bogen er meget læsevenlig og skrevet, så forældre vil have stor glæde af den, både når det første chok har lagt sig, og de ønsker information om deres barns sygdom, og senere når det er blevet en del af hverdagen at have et mongolbarn.

Mange gamle 'sandheder' og skrøner manes på nænsom vis i jorden. Der gøres meget ud af barnets forskellighed fra andre børn, og der er gode råd om, hvordan man bedst stimulerer børnene. Kapitlet er både lærerigt og humoristisk skrevet. Professionelle kan medvirke til, at forældrene ser det positive i deres barn frem for det negative. Som forældre må det være rart at se det sort på hvidt, at ikke alle 'sandheder' er sande. Bogen giver en flot beskrivelse af livet med et mongolbarn, om kvaler og bekymringer og om alt det positive.

'Downs syndrom' kan bruges som opslagsbog, men den bør læses i sin helhed, hvis man arbejder med denne gruppe børn.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune. 

DET TAGER TID AT FORSTÅ

Kirsten Enevoldsen, Jytte Jessen, Susannah Rossiter, Ingelise Wenzel (red.)

Hvordan få det sagt?
Erfaringer og samtaler om den alvorlige diagnose

Herning: Poul Kristensens Forlag 1998
136 sider, 148 kroner 

For få år siden var der ikke tradition for at fortælle alvorligt syge mennesker, hvor syge de var. Kræft blev omformuleret til andre mindre alvorligt klingende sygdomme. Mange døde uden viden om, at de var døende og uden mulighed for at få talt med pårørende om deres situation. Denne tradition har ændret sig på godt og ondt. Før fortalte man ikke om den alvorlige diagnose, fordi man ikke mente, at patienterne kunne tåle at høre sandheden, at de ikke kunne leve med den. I dag fortæller man sandheden, men er det selve diagnosen, patienten har behov for at høre, eller er det måske følelsen af at blive taget alvorligt?

Hvordan skal den svære og tunge diagnose formidles til alvorligt syge mennesker? På baggrund af debatter i aviser, møder og radioudsendelser, som gav et meget broget billede af, hvordan virkeligheden var, har foreningen for 'Værdig Information om Diagnose' behandlet emnet for at skabe debat og give stof til eftertanke og derigennem muligheder for at bedre de alvorligt syges forhold. De mange forskellige bidrag fastholder læseren, til tider oprørt til tider berørt.

I første del kommer fagfolk med personlige erfaringer og synspunkter. Anden del er blevet til på baggrund af interview med mennesker, der har oplevet problematikken på egen hånd.

Peter Kemp, leder af Center for Etik og Ret, fortæller om sine oplevelser i forbindelse med sin kones sidste tid på hospitalet, inden hun døde. Fakta om hendes tilstand blev formidlet meget ufølsomt og unuanceret. Det efterlader dem til tider med vrede og andre gange med opgivelse. Håbet bliver taget fra dem. Efter oplevelserne forsøger Peter Kemp at få en dialog med lægerne, men det virker, som om det i stedet er blevet en kamp. Det er svært at forestille sig, at det foregik i 1997. Er kommunikationen inden for sundhedsvæsenet ikke bedre? Der sker så mange kommunikative misforståelser, som efterlader den døende og de pårørende med frustrationer frem for forståelse.

Der stilles spørgsmål ved det rigtige i altid at fortælle diagnosen. Musa Krasniqi mener, med baggrund i sin erfaring fra en anden kultur, at sandheden ikke altid er til patientens bedste. Han mener, at der skal udvises finfølelse og forsigtighed i forhold til patienterne, da det er patientens livsmod, der skal satses på, så den sidste tid bliver god. Det synspunkt støtter nogle pårørende, som fortæller, hvordan diagnosen var med til at tage håbet fra den syge. Målet syntes at være, at patienten fik sin diagnose at vide uden forholden sig til, hvad patienten skulle bruge den til.

En praktiserende læge fortæller, hvor svært det er at skulle overbringe den dårlige nyhed til patienten. Han mener, at det er en af grundene til, at nogle læger foretrækker at gøre samtalen kort. Den gode samtale kan læres gennem undervisning og træning i kommunikation, som retter sig mod det svære budskab. Et er kommunikations-teknik, et andet er forholdene, det foregår under, som der gives anvisninger på. Patienten har ofte behov for flere samtaler, da en tung diagnose forandrer patientens og de pårørendes liv. Mange patienter oplever i det øjeblik, diagnosen gives, frygten for lidelse og en hurtig død. Senere kommer der mange andre spørgsmål, der også er behov for at få berørt. Det tager tid at forstå, intet kan presses igennem.

Da bogen primært handler om formidling af den svære diagnose, er det mest lægen, der er i fokus. Bogen er dog også meget aktuel for sygeplejersker. Under overskriften 'Den svære samtale' gives bud på, hvad afdelinger kan gøre for at forbedre de døendes forhold. Undervisning i at tale med alvorligt syge patienter gør patienterne tryggere og personalet mindre stresset.

Mange indlæg skaber automatisk nye spørgsmål og tanker til selvransagelse, og fortællinger og synspunkter er gode at diskutere for alle, der har med alvorligt syge og døende at gøre. At være i kontakt med syge og døende er et stort område inden for sygeplejen, som altid må være til diskussion for at følge med tiden og udviklingen. 'Hvordan få det sagt?' er et kvalificeret bidrag til denne debat.

Af Malene Marianne Elrond, sygeplejelærer ved Vestjællands Sygeplejeskole.