Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Ikke noget at klage over

Det er muligt, at hovedparten af sygeplejersker ikke interesserer sig synderligt for patienternes ernæring. Interesse eller ej, der er vel stadig noget, der hedder etiske forpligtelser.

Sygeplejersken 1999 nr. 31, s. 27

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Af omkring 650 indlagte patienter har 200 smerter, men ikke engang 20 får tilstrækkelig smertebehandling. Det burde være en selvfølge, at alle patienter fik vurderet, om de havde smerter og havde behov for smertestillende medicin, men det sker kun få steder, selv om det er enkelt at gøre det. Anæstesiologerne fra smerteklinikken har ikke mulighed for at gå rundt på afdelingerne og se efter, om der ligger smertepåvirkede patienter. Det er plejepersonalet, der skal opdage, om en patient har smerter, og det er lægen, der skal tilkalde os, hvis de ikke selv kan give en tilstrækkelig smertebehandling.

900 sygeplejersker og læger blev indbudt til et kursus om smertebehandling, som skulle lære dem at vurdere patienternes smerter og behov for smertebehandling. 100 kom.

''Vi vidste, at der skulle meget til at få fat i plejepersonalet, for de siger, de ikke har tid. Vi har haft flere informationsmøder med oversygeplejerskerne på afdelingerne. Men det er ikke dem, der står for smertebehandlingen. Derfor er det uklart, hvem der har det daglige ansvar for smertebehandlingen, og ingen har ansvar for at overvåge, om at smertebehandlingen er tilstrækkelig,'' udtaler anæstesiologen.

Fifleri

Se, det var en skrækkelig historie, som nok kunne få sygeplejersker over det ganske land til at slå kors for sig. Er standarden virkelig så ringe? Hvorfor mon det kan være?

Historien er det pure opspind. Næsten. Der er tale om essensen i en artikel fra juninummeret af Sundhedsstyrelsens tidsskrift 'Journal', som omtaler et projekt om ernæring på et storkøbenhavnsk sygehus. Jeg har blot fiflet lidt med ordene for at se, hvordan samme problematik ville virke, hvis det var smerter og ikke patienternes ernæringstilstand, det handlede om. Altså erstattede jeg et ord som klinisk diætist med anæstesiolog og ernæring med smertebehandling, hvorefter der kommer en ren gyser ud af det.

Inden for de sidste par år har jeg læst et utal af projekter om, hvor dårlig patienternes ernæringstilstand er på danske sygehuse. Der er ikke noget nyt i omtalte projekt. Patienterne får under to trediedele af den anbefalede daglige energimængde. Det står endnu værre til med proteintilførslen. Ingen beregner patientens Body mass index eller ernæringsbehov ved indlæggelse. Madbestilling er en rutinesag, som ikke bunder i vurdering af patientens skiftende behov. Ingen interesserer sig for, om den bestilte mad overhovedet bliver spist. Patienterne får ingen mellemmåltider og så videre og så videre. Sygeplejersker og læger interesserer sig ikke en dyt for patienternes ernæring. Den samme konklusion i projekt efter projekt.

Lydløst og upåagtet

Man kunne fremkomme med mangfoldige hypoteser om, hvorfor det står så ringe til. For eksempel at patienter siger til, når de har ondt, og beklager sig, hvis de ikke får tilstrækkelig smertebehandling.

Fejlernæring foregår derimod lydløst og upåagtet. Smertebehandling forudsætter omfattende specialviden, og sygeplejersken får sin belønning næsten momentant. Servering af mad er derimod bare en triviel handling, enhver kan finde ud af, og der er ingen faglig udfordring i noget, vi alle må foretage os hver dag, når vi kommer trætte hjem fra arbejde. Her venter ingen belønning, og hvis man bare lader være med at veje patienterne, er der såmænd heller ingen, der lægger mærke til den dårlige pleje. Patienter accepterer jo uden videre, at sygdom og hospitalsindlæggelse uundgåeligt medfører træthed og vægttab, så de kunne slet ikke få den tanke, at der var noget at klage over.

Der er undtagelser. De mange projekter fører givetvis en masse opmærksomhed med sig, så interessen for ernæringsområdet blusser op. Men hvor længe varer det?

Trivielle handlinger

Det undrer mig mere og mere, at de faglige ledelser rundt om i landet bliver ved at afsætte ressourcer til det ene ernæringsprojekt efter det andet. For at skærpe sygeplejerskernes interesse i området?

Hvorfor ikke bare sige, at anbefalinger og anvisninger fra diverse lærebøger om ernæring skal overholdes, uanset om det interesserer eller ej, og at der vil være hyppig kvalitetskontrol. Der er i forvejen masser af trivielle områder inden for sygeplejen, nogle endog ubehagelige. Ting, der udføres som pligtarbejde og ikke, fordi plejepersonalet føler det særskilt interessant eller prestigegivende.

Prøv selv at ændre ordene i den indledende gyser, så den kommer til at handle om patienternes udtømmelser. Nej vel? Sådan noget laver man ikke projekter om. Det er bare noget, man gør.