Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Humor og psykiatri

Et godt latterbrøl kan være sundt for både personale og patient. Forfatteren skriver om gode og dårlige eksempler på oplevelser af humoristisk tilsnit.

Sygeplejersken 1999 nr. 31, s. 34-37

Af:

Lillian Larsen, sygeplejelærer

Når jeg gennemløber Sygeplejerskens stillingsannoncer, er et af kravene til jobsøgeren meget ofte, at vedkommende skal være i besiddelse af humoristisk sans.

Ofte fremtræder det krav som et af de højst prioriterede, hvis man da ellers kan regne med, at kravene er opstillet i prioriteret rækkefølge. Jeg kan ind imellem blive i tvivl om dette, når jeg læser annoncerne. Ikke sjældent har jeg oplevet, at de mere specifikke krav, som for eksempel videreuddannelse, erfaringsgrundlag og ledelsesstil, tilfældigvis er drysset ind i en bisætning nederst på listen.

Humoristisk sans. Sans for humor. Hvad dækker denne størrelse over, og hvad skal vi med al den humor? Ude på arbejdspladserne er det egentlig ikke noget, der dagligt bliver diskuteret, afprøvet eller evalueret. Ejheller er størrelsen målbar eller kompetencegivende, den kan ikke kvalitetssikres. Eller hvad med denne her: ''Med grundlag i min gudsbenådede, særegne og veludviklede sans for humor anmoder jeg hermed om at stige et løntrin...''

Egentlig burde en sådan anmodning straks efterkommes, siden begrebet er så højt prioriteret. Jeg har dog ikke hørt om sådanne tilfælde. Humoristisk sans skal altså være der som et lille bevægeligt spøgelse, der påvirker uden at være konkret til stede. Mange bliver først opmærksomme på det, når det ikke er der.

Plat og uetisk

Jeg mener at støde på noget modsætningsfyldt: Selv om den humoristiske sans tilsyneladende er så eftertragtet, synes det alligevel, som om den samtidig er omgærdet med tabu. Hvem kommer for eksempel løbende ind på kontoret og fortæller kollegerne, hvor hamrende morsomt det så ud, da den omfangsrige fru Rasmussen på stue fire kom skævt af bækkenet med det resultat, at bækkenindholdet fordelte sig i en vifteformet dråbeformation på overlægens papirer, benklæder og sengestuens gulv?

Nogen vil givetvis gøre det ­ dog med en vis risiko for at blive stemplet som plat, uetisk, for meget! Men er det da ikke humoristisk sans, og er det ikke netop denne vinkel at anskue situationen fra, som gør situationen til at holde ud ­ og får de involverede parter til lettere at komme igennem de efterfølgende opgaver?

Der rejser sig flere spørgsmål, når man åbenlyst omtaler humor i forbindelse med den praktiske sygepleje. Kan man tillade sig, hulkende af grin, at berette til kollegerne om for eksempel situationen med fru Rasmussen uden at komme til at more sig på en andens bekostning? Er det moralsk forsvarligt at more sig over en situation, hvor der optræder en person, som helt eller delvis er afhængig af din hjælp?

Jeg mener ja. Forudsat naturligvis, at ingen af de involverede hænges ud og latterliggøres ­ for så er vi et helt andet sted.

Et godt latterbrøl

Men morskab over situationen som et hele, grinet bagefter med kollegerne ­ alt dette kommer efter min mening alle involverede parter til gode, inklusiv fru Rasmussen. Et godt latterbrøl er forløsende, rensende og styrkende, og dette vil måske bevirke, at du senere kan gå ind til fru Rasmussen med en ny styrke, som løfter dig op over erindringen om ildelugtende bækkenindhold og opslidende løft. Hvem ved, måske kan fru Rasmussen

Side 35

senere finde ud af at udtrykke den komiske side af hin situation og grine sammen med dig. Patienter er mærkeligt nok heller ikke uden humor og har ligeledes brug for latterens styrkende, forløsende effekt, som er så godt for helbredet.

Mit arbejdsliv bestod i mange år af at være sygeplejerske på psykiatrisk afdeling. Er gale mennesker morsomme i deres galskab?

Ja! Men de kan jo ikke gøre for, at de er sjove. Nej, men de kan have lige så megen gavn af grin som alle andre. Følgende situationer har prentet sig i min hukommelse.

Ene hane på stuen

Det er eftermiddag på den åbne psykiatriske afdeling. En del af de indlagte patienter sidder i afdelingens opholdsstue. Nogle småsnakker, de fleste sidder og ryger. En af patienterne, Benny, er skizofren. Han kikker rundt i stuen under sine tunge øjenlåg, som fejlagtigt giver ham en sløv og fjern fremtoning.

Sygeplejerske Martin kommer ind i stuen. Han ser sig omkring og konstaterer, at Benny er den eneste mand i rummet. De andre patienter er kvinder.

''Nå, Benny ­- hvordan føles det at være ene hane i kurven?''

Benny ser på ham og siger lidt efter: ''Du mener, hvordan jeg har det ved at være blandt lutter høner?''

Martin korrigerer: ''Benny, det hedder ikke høner! En høne, flere høns!''

''Kan ikke passe,'' svarer Benny. ''Så skulle det jo også hedde en hane, flere hans. Og det gør det ikke!''

I det samme træder plejer Hans, som både Benny og Martin kender vældig godt, ind i stuen. Ved hans tilsynekomst bryder både Benny og Martin ud i et latterbrøl. De griner

Side 36

længe. Martin sandsynligvis, fordi han i forvejen kender Bennys konkrete tankegang og hans evne til at danne sproglige nydannelser. Benny griner mere, fordi han måske forestiller sig Hans som en af de 'hans', han netop havde i tankerne.

Ingen ved, hvad de hver især præcist tænkte, men ét er sikkert: De mødtes i et befriende, fælles rum ­ latteren. 'Latterrummet' har ganske givet været fremmende for deres kontaktforhold.

Det er søndag morgen. Mange af de patienter, der ikke er taget hjem på weekend, sover længe ­ hvis de ellers kan sove. Jeg har weekendvagt sammen med min kollega, Niels.

Skizofrene Preben

Patienten Preben er oppe. Han blev indlagt via psykiatrisk skadestue for cirka to døgn siden i en kæmpebrandert. Preben er skizofren. Ved siden af dette har han et svært alkoholproblem, som giver sig udtryk i periodevise drukture, der kan vare fra et par dage til et par uger. Ind imellem, når Preben er tørlagt og passer sin medicin, hænger hans hverdag egentlig godt sammen. Trods sin sygdom har han mange ressourcer at trække på. Men nu er den altså gal. Efter at være blevet afruset på skadestuen bliver Preben indlagt hos os, da han stadig har abstinenser. Der er gang i ham. Selv efter at have fået store doser beroligende medicin har han kun sovet et par timer hen på morgenen. Lige nu har han slået sig ned på stolen uden for kontoret og fortæller med megen gestikuleren og i malende vendinger Niels om sin soldatertid, der imidlertid kun nåede at vare to måneder. Med korte mellemrum rejser han sig, går et par skridt, sætter sig, skifter stilling, rejser sig igen. Det bliver efterhånden sværere og sværere at følge med i Prebens beretninger. Han skifter emne uafladeligt, stiller mange spørgsmål uden at vente på svar.

Hans mørke hår hænger ned i panden, hvor der dannes flere og flere sveddråber. Han er iført en hvid skjorte, som er plettet og knappet skævt. I halsudskæringen kikker vaskeriets logo frem. De sorte bukser har endnu pressefolder, mens lakskoene ikke har megen lakglans tilbage.

Niels prikker mig på skulderen: ''Han må have noget mere, ellers går han i delir!'' Efter aftalen er på plads med den vagthavende læge, får Preben endnu en dosis beroligende medicin, som han modtager med en storladen gestus og en vis irritation. Der er ikke langt til agressionen. Et kvarters tid senere vil jeg måle Prebens blodtryk. Han er ikke at se på gangen, på stuen eller i fællesrummene. Til sidst finder jeg ham i skyllerummet. Her er han i færd med at hive en anden patients dyngvåde tøj ud af vaskemaskinen. Gulvet er fedtet af vand og spildt sæbepulver.

Preben nægter pure at få målt sit blodtryk.

''Totalt unødvendigt, lad mig være,'' siger han vredt, mens han maser videre med det våde tøj.

Efter et par forgæves overtalelsesforsøg går jeg ud for at finde Niels. Jeg er lettere stresset nu, og i mit hoved svirrer blandt andet tanker om overflytning til lukket afdeling og delir. De andre patienter er begyndt at vågne og kræver også opmærksomhed. Jeg finder hurtigt Niels, og vi drøfter kort sagen. Aftalen bliver, at Niels skal forsøge at skærme Preben på stuen og få ham til at lægge sig. Sammen går Niels og jeg ud i skyllerummet, men Preben er der ikke. Det våde tøj ligger stadig på gulvet. Vi leder, men kan ikke finde ham. Jeg kan se, at sveddråberne begynder at danne sig på Niels' pande.

Kampklare på rekordtid

Der høres høje stemmer fra en af stuerne. Vi iler derhen, og da vi træder ind i rummet, møder der os et broget skue: Preben står midt på gulvet iført skjorte og underbukser. Han er i gang med at tage medpatientens bukser på. Hans egne ligger som en krøllet, våd bunke på gulvet. Ved siden af sengen står Prebens medpatient ­ en høj, mager mand med spastiske bevægelser og talebesvær ­ kun iført hospitalsskjorte. Medpatienten er åbenbart blevet vækket af Prebens entre på stuen. Hans tykke, brune hår stritter ud til alle sider. Stumper af eder og forbandelser samt spytbobler står ham ud af munden. Talebesværet er endnu mere udpræget som følge af ophidselsen. Hans lange arme flagrer truende rundt i luften.

Vi sørger for, at Preben får afleveret bukserne til den rette ejer. Niels gelejder Preben ud af stuen, mens jeg beroliger medpatienten og tænder en cigaret for ham.

Et øjeblik efter træder den vagthavende læge ind på afdelingen. Jeg beder lægen tale med Preben og vurdere hans tilstand med henblik på videre behandling.

Da lægen sammen med Preben går ind i det tilstødende samtalerum, kaster Niels og jeg os ind på kontoret og lukker døren til. Et minuts tiltrængt pause! Vi ser på hinanden og sætter næsten samtidig i med et latteranfald af de større. Niels springer op, ugler sit hår, samtidig med at han danser rundt og

Side 37

bokser ud i luften. Ligheden med Prebens medpatient er slående, jeg græder af grin. Vi fortsætter rollespillet et minuts tid endnu.

Så er det overstået. Lattertårer tørres væk, spændinger og stress er forduftet. Det absurde rollespil har været en god forretning. På rekordtid er vi igen blevet kampklare med overskud til både Preben og de andre patienter.

Pinligt for de andre

Det er sommer. Døren ud til afdelingens have står åben, en del af patienterne opholder sig udendørs. Et hjørne af haven er netop blevet ryddet for buskads, hvilket har givet plads til en rar solkrog. En af afdelingens social- og sundhedsassistentelever har fået den udmærkede idé at indvie stedet ved at dække op med kage, kaffe og sodavand i den nye solkrog. Tre patienter har deltaget i arrangementet. De øvrige patienter og noget af personalet er ved at tage plads omkring det hyggelige bord.

En af patienterne hedder Ib. Han er en stor, bamset fyr i fyrrerne, skizofren, har været syg siden ungdomsårene. Tilstanden kan svinge meget, så Ib har jævnligt brug for indlæggelse. Når Ib har det godt, er han glad og jovial og har ofte en god historie i ærmet. Han er god til at fortælle og gør det gerne. Denne gang er han indlagt i forbindelse med medicinskift. Han er meget aktiv og livlig, men lige under overfladen lurer paranoiaen og agressionen.

Arrangementet i haven er lige noget for Ib. Han snakker meget og fortæller vitser. Folk morer sig over hans til tider lidt vovede historier. Eleven morer sig især og opfordrer med jævne mellemrum Ib til at fortælle mere. Jeg har et øje på både eleven og Ib og spekulerer på, om hun mon tænker over, at Ib kan slå over i aggression. Jeg prøver ihærdigt på at få øjenkontakt for at give tegn til hende om at holde inde med opfordringerne. Det lykkes ikke, hun er for opslugt af Ibs talestrøm og lidt beruset af sit arrangements succes.

Ibs historier kommer nu med korte mellemrum og bevæger sig længere og længere ned under bæltestedet. Nogle af de andre patienter sidder efterhånden lidt uroligt og virker pinligt berørte. Eleven ser det ikke. Til sidst beder jeg Ib om at komme med ind på afdelingen, der er noget, jeg gerne vil tale med ham om. Ib bliver vred over at blive afbrudt, men følger til sidst med. Eleven ser forbavset efter os.

At bruge humor i sygeplejen kræver en veludviklet intuition. Eleven fejlfortolkede situationen i haven. Hun mente, at det drejede sig om at støtte de ressourcer hos Ib, som man kunne kalde humoristisk sans og fortælleglæde. Situationen handlede nok mere om grænsesætning, men eleven var for fikseret i den isolerede situation og reflekterede ikke over konsekvenserne i relation til Ibs tilstand. Vi fik senere diskuteret hændelsen med hende.

Latterliggørelse eller forløsning

Begrebet humoristisk sans indebærer, som jeg ser det, at ingen af de involverede parter føler sig latterliggjort. Latterliggørelse har intet med humor at gøre. Latterliggørelse har noget at gøre med ydmygelse. Ydmygelse af andre mennesker handler om magtmisbrug. Fra min skoletid i 1960'erne husker jeg med gru, hvordan en ellers rimelig, fredsommelig lærer yndede at hænge en enkelt elev ud for resten af klassen. Måden kunne for eksempel være at hive vedkommende op til tavlen og overhøre ham i netop det stof, som han havde allersværest ved. Og på en sådan måde, at han så sikkert som amen i kirken kom til at kvaje sig gevaldigt over for resten af klassen. Til stor morskab, selvfølgelig. Vi grinede, men nok mest af lettelse over, at det ikke var os, det gik ud over.

Omkring sygepleje mener jeg ikke, at man kan undgå at komme ind på moral. Hvordan vi end vender og drejer det, vil enhver sygeplejemæssig handling være afhængig af den persons moral, som udfører den givne handling på det givne tidspunkt.

At tale om moral i sammenhæng med humor skal blot ikke føre os ind på indsnævrende moraliseren, som hindrer åbenhed om for eksempel det at anvende humoren som den forløsende, lindrende og helbredende faktor, den rent faktisk er.

Lillian Larsen er sygeplejelærer på Social- og Sundhedsskolen, Herlev.

Nøgleord: Humor, psykiatri, sygepleje.