Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Udsigt fra en bækkenstol

Titlen på denne artikel er inspireret af de mange forgæves toiletbesøg forårsaget af træg mave, som åbenbart uløseligt er forbundet med et langvarigt hospitalsophold ­ og næsten er en større plage end lammelserne: ''Der sad han og kunne hverken skide eller slå på tromme.'' En personlig beretning om en hjerneblødning.

Sygeplejersken 1999 nr. 31, s. 8-11

Af:

Jens Knudsen, skibsingeniør

I december 1996 blev jeg ramt af en hjerneblødning, mens jeg sad på toilettet. Idet jeg ville rejse mig op, støttede jeg mig enten til et varmeapparat eller håndvasken. Grebet svigtede, og jeg landede på terrazzogulvet, hvor jeg så lå og krabbede hjælpeløst rundt et stykke tid. Jeg har ingen erindring om smerter, og intet øjeblik faldt det mig ind, at der var sket mig noget fatalt. Troede blot, jeg var faldet uheldigt, og forsøgte at sparke skudrigelen på dørens inderside op. Uden held.

Da min kone Annemarie, som er sygeplejerske, kom hjem fra arbejde, fik hun blot uartikulerede lyde til svar, da hun forsøgte at råbe mig an. Derefter fik hun en nabo til at bryde døren op med et koben. Ved synet af mig fik hun mistanke om, hvad der var hændt. På den baggrund eller som følge af hans egne observationer kaldte ambulancechaufføren skadestuen på Københavns Amts Sygehus (KAS) i Glostrup, hvor et hold stod parat til øjeblikkelig aktion.

Om disse begivenheder har jeg ingen som helst erindring. Min kone og yngste datter Gitte fik dernæst at vide, at der var tale om en stor hjerneblødning, men at jeg ville overleve. Dernæst blev jeg indlagt på afdeling N 12. I realiteten var der tale om et gensyn, idet jeg et par uger før havde henvendt mig til KAS Glostrup i anledning af en rygskade.

Her var jeg blevet undersøgt i et lokale tæt ved modtagelsen, hvor reservelæge et advarede mig om, at mit blodtryk var så højt, at det kunne blive farligt for mit helbred, blandt andet for mit syn. Dernæst blev jeg indlagt på N 12 og undersøgt af reservelæge to. Han valgte at udskrive mig, idet jeg lige så godt kunne ligge på ryggen derhjemme, når nu min kone er sygeplejerske. Han fortalte mig, at det værste, jeg kunne byde min ryg, ville være at sidde, og at jeg derfor hellere måtte stå op og spise.

Jeg tror, han brugte betegnelsen 'konservativ behandling og spontan helbredelse'. Desværre faldt det mig ikke ind at spørge: ''Hvad så med mit høje blodtryk?'' Med de dyrtkøbte erfaringer jeg har fået, vil jeg ikke kalde det en rationel beslutning at udskrive mig fra afdeling N ­ hvor man har masser af erfaringer med højt blodtryk ­ når nu sengen var stillet frem og redt op til mig. Det havde kunnet spare alle parter for en masse, hvis nedkæmpelsen af det høje blodtryk var begyndt omgående. Men også på et hospital gælder det åbenbart, at man skal passe godt på sig, mens man har sig.

Knoglerne bag huden

Nå, men tilbage til det bratte gensyn med N 12. I den første tid lå jeg vel nærmest som en grøntsag. Jeg havde en masse vilde drømme, som jeg bagefter havde mere eller mindre klare erindringer om. ''Hvorfor ligger jeg her og flyder,'' sagde jeg ud i mørket, alt imens jeg forsøgte at påkalde mig et svar ved at skramle med et eller andet opretstående. Muligvis dropstativet. ''Bare rolig,'' svarede en rolig kvindestemme, ''du skal ligge her et stykke tid endnu.'' Siden hen fortalte én fra plejepersonalet mig, at jeg blev kaldt Pippi Langstrømpe, fordi jeg havde det med at smide puder og hynder ud af sengen i søvne.

Jeg led i begyndelsen af tørst og afasi, hvorfor min datter skyndte sig at fabrikere en staveplade, hvormed jeg udbad mig en øl ­ uden held. Man havde åbenbart ikke lyst til at hælde øl i en halvt bevidstløs patient. En sygehjælper fortalte mig siden hen, at min kone havde fået stillet en seng op ved siden af mig for at kunne væde mine læber med en vatpind. Jeg kan ikke huske det, men er hende taknemmelig for dette som for så meget andet. Enhver ved, hvor plagsomt det er at lide af stærk tørst, som et drop åbenbart ikke er i stand til at fjerne, fordi det måske primært skyldes tørhed i svælget.

Siden hen blev problemet vendt om. Trods mange indtrængende appeller fik jeg ikke drukket nok vand, og en dag stillede reservelæge et for at give mig et drop i hånden. Lidt efter sagde han stilfærdigt: ''Jeg vil ikke rigtigt lykkes med det, jeg ringer til en af

Side 9

Illustration

Side 10

narkosesygeplejerskerne.'' Der var jeg heldig, for et øjeblik efter stillede min og min kones veninde Helga, som er en handlekraftig og varmhjertet kvinde, der har deltaget i to krige, og et øjeblik efter sad spyddene, hvor de skulle.

Helga, som er født i Tyskland, var den, som i sin tid kom med følgende uforglemmelige replik, da hun blev spurgt, hvorfor hun ville være afdelingssygeplejerske: ''Fordi jeg vil bestemme.'' Also sprach ein naturtalent.

I begyndelsen af min tid på N 12 lå jeg på en stor stue. En gang sagde jeg til en elev: ''Sig mig engang Charlotte, de der forbandede urinposer binder I dem rundt om testiklerne på os?'' ''Selvfølgelig kan der komme et hår i klemme,'' sagde den unge dame urokkelig sagligt, hvorefter hun fortsatte med nogle yderst klarsynede betragtninger over patienternes vilkår på et hospital.

Det var på denne afdeling, jeg første gang vågnede op til erkendelsen af, at jeg var blevet invalid, og at jeg måtte vænne mig til mine nye sengekammerater: Den lamme arm og det lamme ben. De forekom mig glatte og varme og på en mærkelig måde gennemsigtige, så jeg kunne se knoglerne bag huden.

En dag fik jeg uden varsel en nedtur, som jeg ikke kunne styre. En elev, som hed Heidi, trøstede mig meget venligt og taktfuldt. Ellers tror jeg godt, jeg kan sige, at jeg ikke har givet efter for selvmedlidenhed. Ej heller har jeg stillet det meningsløse spørgsmål: Hvorfor lige mig? For som der står på plakaterne: ''Apopleksi rammer som et lyn.''

En tilfældig dag ­ måske med smukt vejr og høj himmel ­ kommer ens nummer ud, og på sekunder er livet ændret på dramatisk vis, og man kan jo ikke leve videre på at begræde sine tabte talenter.

Det nøgne offer

Mens jeg endnu lå på N 12, begyndte en af mange plager, som jeg vistnok deler med mange langvarigt hospitalsindlagte, nemlig træg mave på grund af enten lammelser eller mangel på motion. Ikke alle kan bruge et bækken, og det kom dertil, at jeg hårdt trængt måtte prøve at forrette min nødtørft liggende på siden.

Det føltes skide pinligt ­ pardon - my friend .­ og da jeg gav udtryk for det, sagde en langhåret sygehjælperelev: ''Nå, det ligger da helt pænt.'' Ak ja, hvilke trøstens ord man dog må tåle på et hospital. Som om det drejede sig om en dekoration til en lagkage. Der var ingen tvivl om, at det var venligt ment, blot pudsigt formuleret.

På N 12 kom jeg under kyndig behandling af ergoterapeut Tina, som for mig kom til at stå som selve sindbilledet på en skyhøj arbejdsmoral. Utrætteligt bearbejdede hun min lamme arm og fik mig til sidst befriet for smerterne i skulderen. En præstation, som andre terapeuter siden har rost hende meget for. Og omhyggeligt forklarede hun mig om slimsækkene og deres støddæmperfunktion.

Træningen med Tina fortsatte, efter at jeg var blevet overflyttet til N 22, hvorved en flok nye kvinder kom ind i mit dagligliv. En gang optog Tine sammen med sin kollega Lise en instruktionsfilm 'Det nøgne offer' fra en af ADL-seancerne. Lise hjalp også med til forflytningerne med et særligt håndgreb, som jeg døbte sikkerhedsgrebet, idet jeg skamløst påstod, at hun stak en finger op i anus på patienten for at hånden ikke skulle glide.

Lise tog det pænt, men syntes alligevel, hun måtte forsvare sig ved at sige: ''Det passer altså slet ikke.'' Sikkert inspireret af min nedslående vane med at gabe, når jeg mistede koncentrationen, sagde Tina en dag stilfærdigt: ''Jeg har tænkt på, om det er ved at blive for kedeligt at træne med mig. Man kan godt gå død i at have den samme terapeut så lang tid.'' Jeg tænkte grundigt over det, for det syntes jeg, jeg skyldte hende; måske kom hun også sandheden nærmere, end jeg ville være ved, men jeg kunne ikke for min død få mig selv til at sige det. Hun havde investeret så megen vedholdenhed i min førlighed, uden at nogen af os på noget tidspunkt blev belønnet med et egentligt gennembrud i egen bevægelighed.

En morgen fik jeg anbragt en fyldt urinkolbe, så det skvulpede ned på sengen. ''Hvor er du megairriterende,'' sagde sygeplejeelev B, egentlig ret indædt. ''Guud, det må jeg jo slet ikke sige,'' udbrød hun, og så: ''Nå, du er nu god nok.'' Se, det lød jo straks bedre, og da den kønne blondine ellers var et venligt menneske, led min selvfølelse ikke skade, og der gik ingen skår i relationerne.

Snart blev det hendes tur til at anbringe en fyldt kolbe et sted, hvor en anden hjælper kunne komme til at give den et fur. Således er det jo i denne syndige verden, fyldt med sten og glashuse som den jo er. På afdelingen var også en social- og sundhedshjælperelev, Susanne, som kun kendte ét svar, hvis man bad hende om hjælp: ''Ja, naturligvis.'' Hun var ikke meget større end en rulle kiks, og med tiden fandt vi frem til nogle forflytninger, der passede til vores stærkt afvigende størrelser og ADL-træningen i de umulige baderum, som Ergo-Tina beskrev med ordene: ''Her kan man kun blive ansat, hvis man passer til rummene mellem rørene.''

Men tilbage til Susanne. Når hun satte plexiglasbordet på min rullestol, kunne jeg lige akkurat nå rundt om livet på hende og få bordet presset forsvarligt fast. Jo, Susanne var molto sympatica, som italienerne siger. Men det var såmænd de fleste ­ og appetitlige. Mænd er som bekendt enkle væsener med enkle og letfattelige interesser.

Moden til en stesolid

Når jeg skulle i seng om aftenen, skulle vi så til at finde ud af, om

Side 11

jeg skulle lægge hånden på skulderen eller hoften af hjælperen; jeg troede, det sidste var det sikreste for hjælperen, men en aften skete følgende med sygehjælper Gyda: Som en lille tinsoldat på stive ben gled hun hen over linoleumsgulvet og ramlede ind i sengen, så enten var den vandrette kraft i mit håndgreb for stort i forhold til den skråt nedadrettede, eller også var Gydas egenvægt for lille: på dette sted vil vi alle sammen afholde os fra at nævne navne på kvinder, som dette aldrig vil overgå.

En anden mindeværdig episode fandt sted ved et sengebord med en genstridig lampe. Sygehjælper Lisa, en højmotiveret orkan, kom blæsende på aftenvagt. Med en stemme, der kimede af indstuderede bebrejdelser, sagde Hjørdis, en med svære overarme forsynet sygehjælper: ''Lisa, lampen virker ikke.''

Lisa røg med samlede ben i fælden, og op af sin kittellomme trak hun adskillige skruetrækkere, både til stjerneskruer og skruer med normal kærv. Og i løbet af en tid, som ingen faglært elektriker ville behøve at skamme sig over, fiksede hun lampen.

Hvis man ud på aftenen sagde til Lisa: ''Jeg er overtræt, vil du gerne hjælpe mig i seng,'' kunne hun finde på at sige: ''Ih altså, netop i aften har vi en portion overskudsmadder fra Hvidovre Hospital; kom hellere ind på fællesstuen og få en kop kaffe.''

En prøvelse ventede mig imidlertid på røntgenafdelingen, hvor en sonde skulle føres ind i en arterie i lysken ­ alene tanken om, at der skulle snittes i min arterie, mens den pulsede for fuld kraft, kunne få mig til at gå i spåner. Jo, jeg var moden til den stesolid, jeg fik før afgangen til de skalpelbevæbnede. Jeg husker ingen markant virkning af pillen før efter indgrebet, hvor jeg var groggy i timevis. En kvindelig røntgenoverlæge med en gennemtrængende stemme beordrede mig efter indgrebet til end ikke at løfte hovedet, og det forekom mig, at de omkringstående lagde deres fulde vægt i at begrave tommelfingeren i skridtet på mig.

Det hele endte med at blive en pine for min lamme skulder. Det ville have hjulpet en del, hvis de involverede parter havde haft mere forstand på at lejre en patient med lammelser, så havde det måske været mere overkommeligt at ligge musestille. Det endte med, at en af røntgenlægerne forsøgte at hjælpe ved at massere armen, alt imens han sagde til sig selv: ''Jeg var ikke klar over, at en paretisk arm kunne være så genstridig.'' Hans behjertede forsøg var såmænd ikke så tossede.

Resultatet af undersøgelsen blev forringet af, at jeg ved en efterfølgende røntgenfotografering ikke havde været i stand til at holde vejret ordentligt; hvis jeg ellers forstod reservelæge tos forklaring rigtigt. Nu, hvor løsningen på vejrtrækningsproblemet er forpasset med to år for mit eget vedkommende, tror jeg at have fundet den:

På skydebanen bliver man som soldat instrueret i at holde riflen (endelig ikke 'bøssen', mine damer) i ro ved at trække vejret dybt og ånde halvt ud, så er der overskudsluft nok i lungerne til at holde brystkassen i ro. Denne lille øvelse kunne man jo egentlig godt lade patienterne udføre i god tid. Man kan yderligere præcisere den ved at holde sig for næseborene med et let tryk under udåndingen, præcis som man gør, hvis man vil udligne undertryk i mellemrøret.

Tiden der fulgte

Så kom den dag, ret brat forekom det mig, hvor jeg skulle overflyttes til afdeling U 08. Her var de fysiske rammer for ADL bedre, og mulighederne for at blive i det mindste delvis selvhjulpen i bad og i toilet større.

Desuden var der direkte adgang fra sengestuerne og ud til terapilokalerne, så man selv kunne passe træningstiderne og eventuelt tage en tur i gangbarren om aftenen. Jeg havde indtryk af, at U 08 var en velfungerende enhed, og som alle sådanne enheder var den derfor truet af lukning. Det kaldes med et moderne dæknavn for rationalisering. Hvis hensigten er at effektivisere genoptræningen af apopleksiramte, vil jeg se det, før jeg tror det.

På ergoterapiværkstedet blev den vigtigste erfaring, jeg kunne uddrage, den, at når jeg på terapeuternes opfordring inddrog den lammede arm i aktiviteterne, blev resultatet uværgeligt, at både emner og værktøj røg på gulvet i kraft af armens dødvægt og manglende reflekser. Altså skal armen ikke i nærheden af farlige maskiner.

Ergoterapeuten Annemarie, som medvirkede ved ADL-træningen, mente for øvrigt, jeg havde en rodet og usystematisk måde at vaske mig selv og mit hår på. Disse iagttagelser blev så projiceret til at gælde bredt for mine åndsevner efter hjerneblødningen. Som patient er man naturligvis selv herre over, hvor højtideligt man vil tage den slags tolkninger, derimod er man ikke herre over, i hviket omfang de bruges over for tredie mand. Annemarie skal dog især huskes for, at hun sammen med socialrådgiveren startede en pårørendegruppe, som gør nytte den dag i dag.

Fysioterapeuten Lis gik energisk i gang med at træne gangfunktion og balance med mig. Desværre gik hun ikke ind for bassintræning. Hun mente, jeg ville drukne. I det hele taget forekommer det mig, at personalets evige bekymring for at vække uopfyldelige forhåbninger ikke modsvares af tilsvarende betænkeligheder ved at komme med negative forudsigelser: jeg ville eksempelvis aldrig komme til at

Side 38

cykle. Det gør jeg alligevel på en trehjulet handicapcykel. Takket være en hjemmefysioterapeut samt ophold på Montebello kan jeg nu rejse mig fra stolen og gå med en firepunktsstok.

Da jeg blev udskrevet fra KAS Glostrup i september 1997, var det med prædikatet kørestolsbruger resten af livet, formentlig uarbejdsdygtig i ethvert erhverv. Her males med bred pensel. En anden sag er så, at når jeg nu ser tilbage på to års invaliditet, så må jeg trods mange behjertede menneskers indsats sige, at jeg selv og min familie havde været bedre tjent med, at jeg var kommet hjem i en kiste i betragtning af, at jeg har mistet nogle af de vigtigste elementer af min livskvalitet. Dog heldigvis ikke evnen til at få erektion, trods de vognlæs af blodtryksdæmpende medicin, jeg er nødt til at indtage.

Derimod har jeg måttet afstå fra visse fristende stillinger, fordi jeg enten er ved at blive kvalt i mit eget savl eller i puderne eller er ved at styrte ud af sengen. Nå, ingen grund til jammer, jeg blev morfar i april.

Tilegnet personalet på N 12, N 22 og U 08 på KAS Glostrup.

Nøgleord: Ergoterapi, hjerneblødning, sygepleje.