Hundrede års sygepleje

Side 6-7

Fjordglimt, det gamle julemærkesanatoriums pavillon, der nu rummer Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Side 8

''Der er ikke noget galt med rummet, men måske er det lidt tomt,'' sagde Ellen Lissner, da hun blev bedt om at kigge nærmere på en af det nye sygeplejemuseums opstillinger, som skal overbevise museumsgæsterne om, at sådan boede kollegerne nu engang rundt om på hospitalerne i 30'ernes Danmark.

På fødselsattesten står der 1899, så den hundredårige Ellen Lissner har været en enestående kilde til viden om gamle dage og en virkelig god hjælp ved indretningen af den beskedne stue, som var ramme om de fleste hospitalssygeplejerskers privatliv dengang.

Nu emmer det lille rum af en sygeplejerske, som lige har forladt sin stue. Fotoalbummet ligger på sin plads. Det samme gør brillerne i deres etui. Håndarbejdet holder pause, potteplanterne lyser grønt, sofapuderne står på rad og række.

Arbejde og privatliv gik dengang op i en højere enhed. Sygeplejersken boede på sin arbejdsplads. Blev man gift, var det slut med sygeplejegerningen. Sådan gik det også for Ellen Lissner, men inden det kom så vidt, havde hun nogle gode arbejdsår som sygeplejerske. Det er fra den tid, mange af hendes righoldige fotoalbum stammer. Ellen Lissner kan sin sygepleje og har sin dokumentation i orden. Hun blev uddannet på Bispebjerg Hospital og er sikkert en af de få nulevende danske sygeplejersker, som har haft Charlotte Munck som læremester, dengang hospitals- og skoleforstanderinde og senere en af Dansk Sygeplejeråds markante formænd.

Ellen Lissner er ikke den eneste sygeplejerske, som har bidraget med råd og dåd ved opbygningen af Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. Kolleger fra nær og fjern og pårørende til sygeplejersker har over en årrække doneret alt fra vaskefade til gamle uniformer, og mange har fungeret som hjælpere og rådgivere under arbejdet med selve udstillingen i det ombyggede Fjordglimt, en af pavillonerne til det gamle Julemærkesanatorium ved Kolding Fjord.

''Sygeplejerskerne har været de virkelige specialister. De ved, hvad tingene har været brugt til, og hvordan de har fungeret. Derfor har vi haft stor glæde af deres engagement og hjælpsomhed,'' siger museumsleder, mag.art. Inger-Marie Børgesen, der har taget Sygeplejerskens medarbejder på en tur rundt i udstillingen inden den officielle indvielse fredag den 27. august.

Taler til følelserne

Museet, der råder over 500 kvadratmeter udstillingsareal, fortæller historien om sygeplejens udvikling de sidste hundrede år ­ fra de trætte vågekoner til de topprofessionelle sygeplejersker af i dag:

''De fysiske rammer sætter naturligvis grænser for det indholdsmæssige. Det samme gør vores adgang til materiale. Derfor kan vi ikke vise ''alt'' om sygeplejen i denne periode. I stedet har vi valgt at koncentrere os om nogle tidsafsnit og udvalgte temaer, som vi har gjort levende med tableauer, billeder, genstande, tekster og den nyeste informationsteknologi,'' fortæller Inger-Marie Børgesen.

Den røde tråd i udstillingen er naturligvis sygeplejerskerne og deres sygepleje, men ingen sygepleje uden patienter og pårørende og de øvrige personalegrupper. Det er derfor en mangeartet oplevelse at besøge det nye sygeplejemuseum. Det er både Danmarkshistorie, kvindehistorie, hospitalshistorie, udvikling af ny teknologi og meget mere. Man behøver bestemt ikke at være sygeplejerske for få en spændende oplevelse ud af et besøg på det nye sygeplejemuseum.

Der bliver talt til følelserne, og det er vigtigt, understreger Inger-Marie Børgesen.

''Information og genstande gør det ikke alene. Derfor har vi prioriteret at have mange figuropstillinger. Det giver liv og associationer,'' siger hun og byder indenfor på hospitalsgangen. Her er overlægen ved at konferere med sine sygeplejersker, oversygeplejersken først, eleven sidst, inden gruppen går ind til patienterne. Et familiemedlem venter udenfor på den lysegrå bænk under viftepalmen ­ lidt fortabt, mens hun knuger sin håndtaske.

Situationen er typisk for provinshospitalet i 30'erne. Der var fokus på overlægen, hospitalshierarkiet lå i faste rammer, men det er på den tid, sygeplejerskerne for alvor begynder at markere sig.

Side 9 

	​
​En køn gammel varmedunk i stentøj, brugt til at holde patienter varme, som havde behov for det, eksempelvis for tidligt fødte børn.	​	​Hoger Jacobæus og Aage E. Kjærs "Håndbog for Sygeplejersker" er parat med anvisninger på, hvordan der skulle lægges forbindinger. Fingerforbindingen er her et flot eksempel på et sådant stykke arbejde.
	​
​De smukke, gedigne kar til forskellige formål fortæller om en svunden tids sans for kvalitet. Når sygeplejerskerne har nænnet at komme af med de flotte museumsstykker, er det netop fordi, det har været til museet.	​	​Den overdækkede gang, som forbinder Fjordglimt og Granly, og som giver associationer til sydligere himmelstrøg. Ud over udstillingsaktiviteter rummer Fjordglimt også administration og bibliotek, mens Granly huser museets righoldige magasin og arkiv.
	​
​Fint skulle det være, når man i sin tid lå på enestue. Her kan vi beundre det musselmalede porcelæn fra Korsør Sygehus.	​	​Museet rummer en rigdom af velkendte brugsgenstande. Her er det forskellige bækkener i porcelæn og emalje, der naturligt nok har fået sin montre i skyllerummet.

    

Side 10 

Grunduddannelsen blev suppleret med efteruddannelseskurser og forskole, efter at Dansk Sygeplejeråds formand Henny Tscherning og Charlotte Munck havde rejst rundt og orienteret sig om uddannelsen på hospitalerne. I 1933 kom statsautorisationen og dermed den faglige anerkendelse fra samfundet.

Den historie genfinder vi i et af de to store rum, hvor uddannelsen er i fokus. Det er nu engang uddannelse, der har givet faget status. Vi oplever i glimt professionaliseringen med statsautorisationen i 1933, sygeplejerskeloven fra 1957 og den store uddannelsesreform i 1990, hvor sygeplejerskeuddannelsen bliver et studium. Lærebøger og sygeplejeopgaver giver et fingerpeg om de hundrede års faglige udvikling, men mest medrivende er det herlige sceneri, hvor den myndige sygeplejerske dirigerer, hvordan eleverne skal lære at skifte sengetøj.

Det er også i dette rum, vi får noget at vide om de milepæle, der har været undervejs i sygeplejerskeuddannelsen, om hvornår man fik sin kappe, og om den dag, man kunne klæde sig helt i hvidt, når man var færdig med sin uddannelse.

Vandrebøgerne fortæller noget om identiteten og det sammenhold, der altid har været blandt sygeplejerskerne. Når et hold elever var færdige med deres uddannelse, spredtes de for alle vinde. Men vandrebogen sørgede for kontakten. Her skrev man på skift om sit liv og levned, indtil man traditionen tro sås i hvert fald én gang om året.

Et strejftog til den tid, da den professionelle sygepleje kun var i sin vorden. Florence Nightingale indvarsler her starten til en ny tids sygepleje.  

Stedets sygeplejehistorie

Terrassen, hvor de små sanatoriebørn blev kørt ud i deres senge til sol og frisk luft, er i dag en flot, glasoverdækket sag og en interessant del af udstillingen. Her fortælles om behandlingen og plejen af de tuberkuloseramte børn. 

Side 11

Hvad er et sygeplejehistorisk museum uden Florence Nightingale's lampe - symbolet på den engagerede sygeplejerske blandt sine patienter.

''Bygningen rummer i sig selv spændende sygeplejehistorie. Derfor har det været oplagt at tage dette kapitel med i vores udstilling. Her har sygeplejerskerne arbejdet, og her har flere af dem også været patienter,'' siger Inger-Marie Børgesen og refererer blandt andet til det særnummer af Dansk Sygeplejehistorisk Selskabs nyhedsbrev, hvor blandt andre sygeplejerske Ruth Kodal mindes sin tid som patient på sanatoriet.

''Disciplin og opfedning'' er den malende titel på hendes indlæg. Ruth var blandt de større børn. Hun husker kun alt for godt havregrøden og fedtemadderne og de lange timer i liggehallen. Men allerværst var det at være hjemmefra, syntes hun.

Fra terrassen med den lille sengeliggende tuberkulosepatient går turen ind i 30'ernes sygestue. Der er ikke tale om nogen bestemt, men det kunne have været en stue på det gamle Farsø Sygehus, som optræder på en tilhørende planche. Sygehuset åbnede i 1894 og havde plads til 24 patienter. Der gik hele tre uger efter indvielsen, inden de første patienter lå i deres senge. Dengang skulle man vænne sig til tanken om at være patient på et sygehus, vant til, som man var, at blive passet i hjemmet af familiens kvinder, når man blev syg.

Noget af det første, der møder museumsgæsterne, er Florence Nightingale's løfte - broderet med sort på hvid baggrund.

Der er to patienter på stuen. Den ene er en lille dreng med en stor forbinding om hovedet. Her har mellemørebetændelsen været på spil, hvilket dengang kunne være en dårlig diagnose, da man endnu ikke havde penicillinen til hjælp. I den anden seng finder vi en mand, der har været ude for en arbejdsulykke. Han ligger med sin arm i en såkaldt flyver, en særlig skinne, der blev brugt ved knoglebrud.

''Her har museet igen fået hjælp af en af de ældre sygeplejersker, som kunne lægge forbindingen korrekt,'' fortæller Inger-Marie Børgesen.

Det samme er tilfældet i operationsstuen, hvor læge, narkosesygeplejerske og operationssygeplejerske er i gang med en blindtarmsoperation. Operationslejet, der er doneret af sygehuset i Kolding, indikerer, at vi nu er nået op i 1950'erne. Scenen er utrolig livagtig takket være konsulenthjælp fra sygeplejerskerne. Sammen med dukkemagerne er det lykkedes dem at få figurerne til at agere på naturtro vis. Narkosesygeplejersken sidder, som hun skal, ved sit narkoseapparat, operationssygeplejersken rækker lægen

Side 12

instrumenterne. Det har krævet mange prøveopstillinger, inden man er nået så vidt.

En lille billedkavalkade på væggen fortæller, hvad der sker med patienten fra indlæggelse til udskrivning.

Også rummet, hvor der bliver vendt op og ned på alting for at give museumsgæsterne en fornemmelse af, hvordan en psykiatrisk patient kan opleve verden, spiller på følelserne. Her finder vi spændetrøjen og sengen med bæltefiksering. Engang var de psykiatriske patienter overladt til uuddannet personale, men med plejerloven af 1911 blev de første sygeplejersker ansat inden for psykiatrien. Plancher fortæller om behandlingen og plejen af de psykisk syge.

Florence er med

Hjemmesygeplejersken og sundhedsplejersken møder vi også med tilhørende beskrivelser af deres mange opgaver. Der er en helt vidunderlig hjemmesygeplejerske, som skal ud til patienterne på sin høje, sorte damecykel, og sundhedsplejersken er selvfølgelig nærværende med sin bismervægt, zinksalve og bog om det spæde barns pleje.

I 1929 blev der på politisk initiativ etableret en forsøgsordning med sundhedspleje. Baggrunden var den store spædbarnsdødelighed. Museet er her i besiddelse af originalmaterialet fra en af de allerførste sundhedsplejersker, der arbejdede i Holbæk Amt. I 1936 fortæller hun om sit arbejde i Rigsdagen. I begyndelsen var der en del skepsis ude i de små hjem, men efterhånden blev hendes besøg et fast holdepunkt i småbørnsfamiliernes hverdag.

Hvad er sygeplejen uden skyllerummet? Dette sygeplejerskernes domæne har naturligvis også fået sin plads på museet ­ og meget naturligt i det rum, som tidligere fungerede som linneddepot og skyllerum, da Fjordglimt var en del af julemærkesanatoriet. Autoklaven understreger betydningen af den gode hygiejne, og smukke, gedigne beholdere af kobber og messing til diverse artikler og formål, fortæller om en svunden tids sans for kvalitet.

Dansk Sygeplejeråd har taget initiativ til museet og har sat penge af til etablering og drift, men det betyder ikke, at organisationen som sådan er allestedsnærværende i udstillingen. Her handler det først og fremmest om sygeplejerskerne og deres sygepleje, men naturligvis markeres den stærke samhørighed mellem fagets udøvere og deres organisation.

Det gøres på flere måder ­ eksempelvis med den flotte emblemsamling, lærebøgerne, omtalen af oprettelsen af det sygeplejeetiske råd og montren med billedet af fru Tscherning og omtalen af Dansk Sygeplejeråds stiftelse. Blandt andet er der en gengivelse af det brev, som en række sygeplejersker sendte af sted til Charlotte Norrie, Dansk Sygeplejeråds første formand. Charlotte Norrie var til kongres i London. Nu ønskede de danske sygeplejersker oplysninger om de engelske sygeplejerskers organisationsforhold med henblik på at danne en dansk organisation. Året var 1899, et år efter at den engelske sygeplejerskeorganisation havde set dagens lys.

Montren, der fortæller om Dansk Sygeplejeråds start, har fået plads i museets andet store rum, hvor museumsgæsten møder den nye tids sygeplejerske og hendes mange opgaver, og hvor sygeplejens udvikling perspektiveres ud fra det 20. århundredes medicinske og teknologiske opdagelser.

Det er også her, der er blevet plads til information om en anden hundredeårsjubilar, nemlig den internationale sygeplejerskeorganisation ICN.

Herudover skildres det internationale engagement med eksempler på sygeplejerskernes udsendelse til krigszoner, det være sig på Balkan under første verdenskrig og i Korea med hospitalsskibet Jutlandia først i 50'erne. Men også engagementet til fordel for de dårligst stillede i udviklingslandene har fået sin plads på museet med eksemplet fra Zambia.

For en ordens skyld mangler der heller ikke historien om Florence Nightingale. Hun har fundet sig en plads i den smukke opstilling, der tager os med på et ganske kort strejftog til den tid, da den professionelle sygepleje kun var i sin vorden,

Side 13

	​
​En stue fra Københavns Kommunehospital, først på det medicinske område og siden på sygeplejeområdet. Her kunne man ikke blive ansat som sygeplejerske, hvis man ikke havde en vis oplæring eller uddannelse.	​	​Hjemmesygeplejersken med sin høje, sorte damecykel mangler naturligvis ikke på museet, karakteristisk som hun var i gadebilledet på vej ud til borgerne i deres hjem.

 

Her gælder det en blindtarm i 1950'erne. Den livagtive opstilling med operationsleje fra sygehuset i Kolding har krævet utroligt meget forarbejde. Museumsfolkene har haft stor gavn af kyndige ældre sygeplejersker, som lige præcis vidste, hvordan figurerne skulle gebærde sig.  

Side 14

hvor munke, kloge koner, vågekoner og andet godfolk tog sig af de syge. Med Florence Nightingales indsats på Krim indvarsles den nye sygepleje.

De mange års forarbejde

Inger-Marie Børgesen lægger ikke skjul på, at etableringen af museet har været et kæmpearbejde. Som ved alle udstillinger, der skal være åbningsklar til en fastsat dato, er især slutfasen hektisk. Her skal alt være klappet og klart til de prominente gæsters besøg.

Selv blev hun ansat som museumsleder i 1997, men inden da havde mange mennesker, ikke mindst Dansk Sygeplejeråds historiker Esther Petersen, været i gang med indsamling og registrering af effekter, billeder, skrifter og andet materiale, og med slutstenen på værket ­ monteringen og åbningen af museet ­ har et helt team af folk været involveret ­ fra historikere og museumsfolk til arkitekt, håndværkere og grafikere og så naturligvis alle de mange sygeplejersker.

Det er først i maj-juni her i 1999, at man for alvor begyndte på selve monteringsarbejdet. Det er en krævende proces, men også spændende, for her viser det sig, om de mange års store forarbejde har været effektivt:

''Et museum skal være repræsentativt, men ikke overfyldt. Derfor er selve udvælgelsen af effekter uhyre vigtig,'' siger Inger Marie Børgesen.

Udgangspunktet har været de bugnende magasiner, der i dag er flyttet fra Valby til Kolding, hvor de har fået plads i Granly, nabobygningen til Fjordglimt, og forbundet med en overdækket gang, der på en sommerdag giver associationer til sydligere himmelstrøg.

''Det lyder måske selvmodsigende, men på et stort magasin kan den enkelte ting godt blive væk i trængslen. Man ser tingen og alligevel ikke. Derfor har vi gået mange gange frem og tilbage for at vælge ud. Jeg vil næsten sige, at man skal kunne føle, at tingene kalder på én,'' siger Inger-Marie Børgesen.

Et levende udstillingsmiljø og et velfungerende dokumentationscenter. Det stod der på Inger-Marie Børgesens ønskeseddel, da hun blev ansat.

Her ved åbningen er hun ikke i tvivl om, at det bliver tilfældet. Den nyeste teknik supplerer de forskellige opstillinger takket være en donation på en lille million fra Tuborg-Fonden. På videomonitorer placeret rundt om i udstillingen kan museumsgæsterne hente yderligere informationer, og i museets biograf er der mulighed for at se film.

Særudstillinger, kulturelle arrangementer, skoletjeneste og mulighed for forskning er tilbud, som nu er inden for rækkevidde med åbningen af Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Entreen er sat til 30 kroner, og oplysninger om åbningstiden fås ved henvendelse til museet på telefon 76 32 76 76, fax 76 32 76 77 eller på e-mail: museum@dshm.dk

Side 15 

	​
​Den glasdækkede terrasse, hvor sanatoriets små patienter i sin tid blev kørt ud i deres senge til sol og frisk luft. Et vigtigt led i sanatoriekuren.	​	​Den smukke glasinddækkede terrasse, der fungerer som en del af udstillingen, og hvor der også bliver mulighed for at slå sig ned med en kop kaffe og nyde udsigten, når rummet er færdigindrettet.

Der bliver vendt op og ned på tingene i psykiatriens rum for at give museumsgæsterne en fornemmelse af, hvordan en psykiatrisk patient kan opleve verden. 

 
Nøgleord: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, historie, sygeplejehistorie.