Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 1999 nr. 41, s. 52-55

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

EN MORALSK OPSANG

Preben Brandt

Udelukkende velfærd

... debat om samfundet og de udstødte
København: Gyldendal 1999
160 sider 

SY-1999-41-52aDer er ingen tvivl om, at Preben Brandt forsøger på at gøre alle os såkaldt almindelige borgere opmærksom på, at vi har et medansvar for, at den sociale udstødelse for tiden stiger mod nye højder, og at vi bør gøre noget ved det. Især bør vi ifølge Brandt overveje, hvordan vi bredt set kan forbedre de generelle levekår, som er det mest afgørende for antallet af socialt utilpassede. I gode tider med ligelig fordelig af velfærden er vi nede på, at knap en kvart procent af befolkningen ender i social elendighed. I tider som nu, hvor forskellene vokser, nærmer det sig en procent.

Ved hjælp af en historisk gennemgang, der viser den sociale udvikling i Danmark i de sidste 500 år, demonstrerer Brandt, at vi på trods af velfærdsstatens udbygning tumler med nogenlunde de sammen problemer, som vi altid har gjort. Vi vakler mellem at vise barmhjertighed og være irriterede over de udgifter, som forsørgelsen af de socialt utilpassede påfører os. I et forsøg på at løse det dilemma kategoriserer vi de nødlidende i de værdigt trængende og dem, der ikke fuldt ud fortjener at blive forsørget, fordi vi antager, at de selv har været ude om deres sociale fiasko. Grænserne mellem de to grupper ligger ikke fast, men svinger i takt med, at vi får klistret mere eller mindre videnskabelige etiketter på ryggen af de besværlige og formastelige.

Brandt ser dog alligevel en forværring hen over tiden, fordi den positivistisk-materielle kultur slår mere og mere igennem, og det giver plads til en helbredelsesoptimisme og resocialiseringsfeber, som fører til behandling og aktivering, men ikke levner rum for omsorg for de mennesker, der af mange forskellige grunde aldrig bliver postbude eller bankassistenter.

Jo ivrigere vi arbejder for at få de knap så egnede ind i normale folder, desto sværere bliver det at høre til den gruppe, hvor behandling ikke virker, mener Brandt. Normaliseringsbestræbelserne har blandt andet medført nedlægning af mange psykiatriske senge. Selv om der er patienter, der har profiteret af disse tiltag, har det ikke hjulpet den gruppe, som ikke magter tilværelsen i den lille isolerede lejlighed uden tilknytning til arbejdsmarked og uden et velfungerende socialt netværk.

Især til glæde for dem, hvis kendskab til samfundets udstødte er sporadisk, giver Brandt en nærmere præsentation af nogle af de mennesker, han har truffet på nattemørke københavnske gader dels som socialoverlæge på Sundholm og dels som leder af 'Projekt Udenfor'. Ved at få sat navn og livshistorie på narkomanen, posedamen og alkoholikeren får læseren indsigt i, på hvilken måde levevilkårene og den ikke altid særligt brugerorienterede behandling og omsorg medvirker til, at nogle strander på samfundets bund.

Bogen er båret af en på en gang stilfærdig og stædig indignation, en vilje til at se nuanceret på de udstødte og deres vilkår og et moralsk engagement i både at få udviklet bedre og mere rummelige omsorgsformer og opkvalificere psykiatrien, så den kan tackle de mest trængende og give plads til de uhelbredelige. I nogen udstrækning indebærer engagementet, at beskrivelsen af samfundet bliver lidt mere sort-hvid, end godt er. De normale bliver således nærmest uhyggeligt normale, fornuftige og rationelle, påstande som næppe kunne stå for en mere nærgående inspektion. Henvisninger til en diskursivt bestemt udvikling, som Brandt forsøger sig med først i bogen, er på den anden side heller ikke velegnet til at vække til dåd. Skal der ske noget, må de ansvarlige lære at se de pauvre resultater af socialpolitikken i øjnene og påtage sig ansvaret for dem.

Bogens måske vigtigste budskab er, at man aldrig bør nøjes med at forklare fiaskoer i socialpolitikken ved udelukkende at henvise til essentielle kvaliteter hos de sociale tabere. Det er pinende nødvendigt også at undersøge, på hvilken måde de offentlige hjælpesystemer er med til at fastholde tabernes lave status.

For den, der er mere til cykelture end til bøger, anbefaler Brandt, at man tager en rundtur i det indre København og med egne øjne ser, at der, hvor boligforholdene er ringest, der er der også en ophobning af sociale tabere, der for at glemme deres fundamentale ensomhed og utallige nederlag samles på pladser og gadehjørner om indtagelsen af den danske nationaldrik og andre helbredsskadende substanser. 

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske. 

AT FÅ BARNDOMMEN IGEN

Per Holm, Bjarne Møller, Birger Perlt

Når mor eller far er psykisk syg 2

En artikelsamling
København: Socialt udviklingscenter SUS 1999
156 sider, 150 kroner

SY-1999-41-52b''Vores liv her er dejligt kedeligt, det synes jeg, det skal blive ved med at være.'' Sådan udtrykker Hanne sig om sin tilværelse på Skodsborg Observationshjem.

Børn af psykisk syge oplever, at hverdagen er uforudsigelig, og ansvar og pligter for hjemmet påhviler alt for ofte barnet. Når hverdagen bliver kedelig, betyder det, at aktiviteter og rutiner er overtaget af voksne, og at barnet får mulighed for at være barn igen. Børn af psykisk syge er ofte overset, fordi de er gode til at strukturere deres hverdag selv, så omgivelserne ikke finder noget påfaldende. Offentlige hjælpeinstanser er i nogle tilfælde ikke opmærksomme på deres underretningspligt, eller hvilke hjælpeforanstaltninger der er relevante for børnene.

I de seneste år er børnegrupper, særlige undervisningstilbud eller åbne rådgivninger dukket op i en eller anden form. Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Egmont Fonden har sat en lang række udviklingsprojekter i gang landet over. Formålet er at udvikle og kvalificere arbejdet med børnene og familierne. Projekterne er meget forskellige og afhænger af målgruppe, initiativtager og intentioner med projektet. De kan inddeles i tre hovedgrupper, hvis sigte er kvalificering af medarbejdere, rutiner, systemer og samarbejdsformer; støtte til aktiviteter, der direkte kan støtte børn og unge i hverdagen; direkte støtte til forældre og børn. Fokus på disse områder kan kun gavne en hidtil overset gruppe.

De 14 artikler er skrevet af professionelle og børn, der som voksne ser tilbage på oplevelserne fra en barndom med psykisk syge forældre. Artikelsamlingen er velskrevet og meget oplysende. De professionelle bidragydere beskriver forskellige projekter, indhold og præsentation af vanskeligheder i det konkrete arbejde og om metode og metodeudvikling. Bogen henvender sig til socialforvaltninger, brugere og professionelle. Trods den brede målgruppe er det lykkedes at finde en sproglig form, der er interessant og oplysende.

Bogen er nummer to af foreløbig to bøger om emnet. Den kan dog læses selvstændigt og indeholder relevant information til sundhedspersonale generelt, men måske i særlig grad til personale i primær sektor.

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden.

Imponerende realisme

Svend Andersen, Erna Tind Kristensen, Esther Strøm, Vibeke Jørgensen, Kirsten Bruun (red.)

Med mod på livet

Udviklingsprojekt
København: Dansk Parkinsonforening 1999
112 sider, 95 kroner

I de senere år er patientforeningerne blevet mere synlige, både i forhold til egen målgruppe og i offentligheden. Det er en god og vigtig udvikling, fordi mennesker med en sygdom som eksempelvis parkinsonisme er de eneste, der kan fortælle om, hvordan det er at arbejde på at bevare et så godt liv som muligt trods sygdommens ubønhørlige fremskriden. De ved også, hvad der behøves for at kunne opretholde et godt liv trods den 'rygsæk', de har fået at gå rundt med, som en af forfatterne udtrykker sig.

'Med mod på livet' er en beskrivelse af erfaringer og resultater fra et udviklingsprojekt, hvori godt 100 patienter og pårørende deltog. Det var over halvdelen af medlemmerne af Parkinsonforeningens 'Yngregruppe'.

Bogen giver en god og forståelig historisk oversigt over parkinsonisme, teorier og behandlinger af sygdommen gennem tiderne og en glimrende oversigt over, hvor man er i dag med hensyn til behandlingsmuligheder. Dertil kommer undersøgelser af de psykosociale faktorers indflydelse på forløbet af sygdommen og fastholdelse af livskvalitet.

Det bedste er de artikler, skrevet af patienter og pårørende, som indeholder en imponerende realisme, og som giver mange gode råd om, hvordan man på ændrede vilkår skaber sig en ny hverdag på trods ­ eller måske på grund af sygdommen. Artiklerne handler om hverdagens forskellige krav til livsførelse og strækker sig fra gode råd om beklædning, ernæring, aktiviteter og seksualliv til dans, cykel- og gåture og intellektuel stimulering. Det har sandsynligvis betydelig større gennemslagskraft, når en parkinsonpatient fortæller om betydningen af at holde sig i form og konsekvenserne af ikke at gøre det, end når behandlere siger det samme.

Bogen bør ejes af alle familier, der rammes af Parkinsons sygdom. Den bør også læses af social- og sundhedspersonale i primær og sekundær sektor, fordi man bliver klogere af den, for eksempel på fænomenet on-off, som kan være uforståeligt for omgivelserne.

Skulle jeg ønske noget tilføjet, ville det være en orientering om de sociale foranstaltninger, der kan blive tale om i sygdomsforløbet.

Af Rita Andersen, oversygeplejerske på Fysiurgisk/reumatologisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup.

VORE FORESTILLINGER OM DEN SOCIALE VERDEN

Marianne Winther Jørgensen, Louise Phillips

Diskursanalyse som teori og metode

Roskilde: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur 1999
216 sider, 158 kroner

SY-1999-41-53-1I de sidste 10 år er diskursanalysen blevet udbredt i det videnskabelige miljø som en metode til socialvidenskabelig analyse. Med diskursanalyse kan man undersøge folks forestillinger om den sociale verden, de er en del af, og hvordan disse forestillinger præges af de verdensbilleder, vi præsenteres for igennem medier, lærebøger og så videre. Diskursanalysen tager fat i tekster fra somme tider upåagtede kilder og påviser, hvordan selv banale reklamer eller brugsanvisninger kan siges at udtrykke, hvordan komplekse samfundsmæssige forhold påvirker folk.

Nu er den første samlede udgivelse kommet, som præsenterer diskursanalysen for et dansk publikum. Behovet må siges at være til stede for en grundlæggende teoretisk og metodisk indføring, når man for eksempel ser titlerne igennem fra de sidste års specialer fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole. For eksempel er børnesygeplejerskers forestillinger om begrebet barndom, og om, hvorvidt de kan siges at blive reflekteret gennem de pædiatriske lærebøger, blevet undersøgt med diskursanalyse. Lærebøgernes forandring igennem tiden undersøges i forhold til de forandringer, der er sket i sygeplejerskers forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert omkring børns pasning og pleje.

I 'Diskursanalyse som teori og metode' præsenteres det filosofiske grundlag for overhovedet at tale om diskurser ­ med omtale af Althusser, Foucault og specielt Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, to engelske filosoffer, der i de sidste 10 år har præget skoledannelsen omkring diskursanalysen.

Diskursanalyse er en disciplin, der i høj grad skal opleves gennem dens praktiske anvendelse. Sygeplejevidenskaben bidrager ikke med eksempler her, men et kapitel er helliget fremstillingen af den nationale diskurs, et praktisk forskningsarbejde, som den ene af de bidragydende forfattere, Marianne Winther Jørgensen, har udarbejdet. Hun analyserer forestillingen om, at Danmark er et specielt udgrænset område, en nationalstat, en forestilling, som hun benævner en national diskurs. Til begrebet en nationalstat knytter sig forestillinger om, at Danmark ikke blot geografisk, men også historisk og kulturelt kan siges at udgøre et specielt felt, der har afgørende forskelle i forhold til andre nationalstater omkring os. Forestillingen om nationalstaten er omkring 200 år gammel og reproduceres til stadighed i nye former, gennem for eksempel historiefortælling om fædrelandet, tv-udsendelser om 'os danskere' i modsætning til 'de fremmede' og debatten om Danmarks forhold til EU.

De øvrige kapitler handler om den teoretiske og metodiske baggrund for forskellige varianter af diskursanalyse af sociologiske og psykologiske problemstillinger. Her præsenteres overvejelser, der er nødvendige, før en diskursanalyse indledes. Forskningsprocessen gennemgås ud fra eksempler på tekstanalyse. De forskellige trin omtales fra problemformulering, dataindsamling, transskribering af for eksempel interview, over diskursanalysen og sluttelig præsentation af analysens resultat.

Endelig er forfatterne ikke blinde for de problematiske sider af diskursanalysen. Diskursanalysens data er tekst, hvis indhold er beskrivelser af sociale og psykologiske forhold, og det er disse beskrivelser af forhold, der analyseres. Derfor er der en nærliggende fare for reduktionisme i forskningsarbejdet. Reduktionismen opstår, hvis forskeren antager, at den diskurs, hun analyserer frem fra tekstens beskrivelse, kan siges at kunne generaliseres til også at omfatte de virkelige sociale og psykologiske forhold, som teksten beskrev. I forhold til eksemplet ovenfor ville det svare til at antage, at de pædiatriske lærebøgers beskrivelser af syge børn skulle være et direkte udtryk for den pædiatriske sygeplejerskes praktiske arbejde med børn. En fare, der bør tages ad notam i sygeplejevidenskabelige miljøer, hvor diskursanalysen kan virke tillokkende på grund af dens tilsyneladende evne til at analysere komplekse problemstillinger. Men hvor sygeplejens grundlæggende praktiske og sociale kerne må fordre, at der foruden tekstanalyse også anlægges andre perspektiver på forskningsgenstanden for eksempel ved hjælp af sociologisk analyse af observationer eller interview i bearbejdning af sygeplejevidenskabelige problemstillinger.

Af Jens Holm Madsen, sygeplejelærer ved H:S Sygeplejerskeuddannelsen, Afdelingen i Hvidovre.

OFFENTLIG OMSORG FØR VELFÆRDSSTATEN

Inger Clausen, Vibeke Larsen, Erik Lund-Jensen, Karin Müller

Landsygeplejens historie 1863-1910

København: Dansk Sygeplejeråd 1999
152 sider, 201 kroner 

SY-1999-41-52cFør 1863 blev sygeplejen i hjemmene udført af familiemedlemmer, da der ikke fandtes nogen offentlig omsorg til at varetage plejen.

Diakonissestiftelsen var foregangsorganisation både i relation til uddannelse til sygeplejerske og til sygepleje i hjemmet. Det var diakonisser, der indførte begrebet menighedspleje, som søster Ellen Johansen Sass ledede opbygningen af. Diakonissernes uddannelse var i årene 1863-1910 ikke systematiseret eller særlig ensartet. Det blev søster Sophie Zartmann, der initierede en egentlig uddannelse, dog måtte undervisningen vige for opgaven med at pleje syge og trængende mennesker. Opgaverne i menighedssygeplejen blev efterhånden større og flere, end diakonissestiftelsen kunne påtage sig, og det gav plads for andre sygeplejeforeninger. Desuden blev det debatteret, om diakonissernes uddannelse var tilstrækkelig til at varetage opgaven. Line Højgård og Ida Johnsen var pionerer inden for udbredelsen af hjemmepleje uden for Københavns volde og for en opgradering af uddannelsen. De var begge kvinder af det bedre borgerskab, som blev sygeplejersker mod familiens ønske, og de gik ind i arbejdet motiveret af et stærkt ønske om at forbedre vilkårene for de svage og for sygeplejerskerne.

Arbejdet blev fulgt op af læge Mads Trautner på Fyn, som gjorde en ihærdig indsats for at få myndigheder og befolkning til at indse, at en landsygepleje var nødvendig. Begge dele lykkedes, og han kan derfor betragtes som foregangsmand for hjemmeplejen og for sygeplejeforeningerne.

Med oprettelsen af Dansk Sygeplejeråd forsvandt de mindre sygeplejeforeninger gradvis. Den korte uddannelse til landsygeplejerske kunne ikke godkendes som grundlag for optagelse i Dansk Sygeplejeråd, og ensretningen og opgraderingen af sygeplejeudddannelsen fortsatte gennem forhandlinger mellem parterne. Den egentlige menighedssygepleje eller landsygepleje blev derfor en del af Dansk Sygeplejeråds institution. Det er en bemærkelsesværdig proces i betragtning af, at initiativet var privat og finansieret af private midler og med tilskud fra offentlige kasser.

'Landsygeplejens historie' er en interessant samfundsbeskrivelse af offentlig omsorg før velfærdsstaten, og den giver et tidsbillede af sygeplejens udvikling. Udgivelsen sker i anledning af, at Dansk Sygeplejeråd fylder 100 år. Selv om strukturen i bogen har karakter af historisk gennemgang eller afhandling, er den bestemt læseværdig med levende eksempler på arbejdsvilkårene i landsygeplejen. 

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske, Amtssygehuset Fjorden. 

PATIENTER OPLEVER, DE ER TIL ULEJLIGHED

Charlotte Delmar

Tillid & Magt 

En moralsk udfordring
København: Munksgaard 1999
232 sider, 218 kroner

SY-1999-41-52dCharlotte Delmar har undersøgt, hvordan sygeplejersker forvalter tillid og magt i patient-sygeplejerske forholdet, og hvorfor omsorgen ikke altid lykkes. Formålet er dels at udvikle teoretisk viden på et konkret grundlag ved at udvide forståelsen af Kari Martinsens omsorgsfilosofi, dels at bidrage til en udvidet forståelse af 'det konkretes videnskab' med blandt andet en beskrivelse af forskningsprocessen som en selvbindende refleksion over egen forståelse.

Forskningsprocessen beskrives meget detaljeret i denne omskrevne ph.d.-afhandling. Så detaljeret, at det enkelte steder gør læsningen lidt tung. Indtrykket er dog en engageret forsker, der evner at formidle både faglig indsigt og engagement i den sygeplejefaglige udvikling.

Charlotte Delmar har en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang til undersøgelsen, og da tillid og magt er relationelle fænomener, belyses både patientens og sygeplejerskens oplevelse af fænomenerne gennem kvalitative interview. Seks patienter og seks sygeplejersker beskriver varierende måder, hvorpå tillid og magt kommer til udtryk som moralsk uansvarlighed i sygeplejerske-patientsamarbejdet. Mange vil måske her straks tænke på vilkårene for omsorgen som hindrende barrierer, men Charlotte Delmar argumenterer for, at omsorg og medmenneskelighed altid skal være sygeplejens forudsætning. Eksemplerne viser da også, at det sjældent er arbejdspres og manglende tid, der begrunder vaklende tillid, formynderi og omklamring.

Bogen kan læses på flere niveauer og med forskellige formål. Der er en dybtgående beskrivelse af videnskabsfilosofi ­ og metode, og med filosofferne Løgstrup, Martinsen og Gadamer indkredses fænomenologiens og hermeneutikkens betydning for tolkning af dagligdags oplevelser og erfaringer knyttet til det praktiske og situationsbetingede.

Bogen kan også læses med fokus på resultaterne. Det er beskæmmende for faget, at alle patienter uanset alder oplever at være til ulejlighed. Hvis sygeplejersken vil handle moralsk ansvarligt, må hun først erkende asymmetrien i magtforholdet til patienten. Det er ikke tiden, der er problemet, men i lige så høj grad sygeplejerskens væremåde og situationsbestemte opmærksomhed, der indsnævrer patientens handlerum. Mangel på almindelig høflighed, glemsomhed og ligegyldighed er fremme, når tilliden i patient-sygeplejerskeforholdet sættes under pres. Det er evnen til at anvende humor på det rigtige tidspunkt eller evnen til at kunne tale om andet end sygdom, der kan udvide patientens handlerum.

Charlotte Delmar diskuterer, om situationsbestemt opmærksomhed kan læres, og mener at have fundet løsningen i den skotske metode 'story-line', hvor temafortællinger er centrale i læreprocessen. Temafortællingen opbygges som billederne i en tegneserie, hvor man kun forstår de følgende billeder, hvis man har læst og forstået det første billede. Underviseren styrer med en række nøglespørgsmål, så der efterhånden opbygges et pædagogisk univers, hvor man diskuterer fænomener som tid, kærlighed og livsopståen, dramatiserer, sammenligner, interviewer og løser problemer. Dette pædagogiske kunstgreb er alt for overfladisk og svarer ikke til den dybde, der ellers er i bogen.

I overvejelserne om omsorgslæring benyttes både Benners og brødrene Dreyfuss' tænkning. I en yderst interessant kritik af evalueringsrapporten vedrørende sygeplejerskeuddannelsen argumenterer Charlotte Delmar imod læring af egenomsorgsteorien i uddannelsen, ligesom hun problematiserer anvendelsen af refleksionsbegrebet. Både praksis og uddannelse får stillet vigtige spørgsmål til diskussion.

Af Gerda Hestbech, sygeplejelærer ved HS sygeplejerskeuddannelsen, Rigshospitalet.