Lang kamp for oprejsning

I august i år så Dansk Sygeplejeråd det første resultat af en ny, mere agressiv linje over for Patientklagenævnet: Sygeplejerske Laila Bang fik sin sag genoptaget i Patientklagenævnet og fik en indlysende urimelig afgørelse gjort om.

Laila Bangs sag blev afgjort som den første af fire sager, hvor Dansk Sygeplejeråd har anlagt et såkaldt anerkendelsessøgsmål mod Patientklagenævnet. En beslutning som skyldes, at det har været umuligt at få Patientklagenævnet til at genoptage sagerne, selv om man kunne pege på indlysende fejl i sagsbehandlingen og direkte forkerte oplysninger.

Sagsmapperne i tre af de fire sager er til tider chokerende læsning: Sygeplejerskerne er blevet sorteper i store sager, hvor de personer, der oprindelig blev klaget over, gik fri. De er ikke blevet hørt, eller først hørt flere år efter de begivenheder, klagen handlede om. De er ikke gjort opmærksom

Side 7

på, at de var kommet i søgelyset ­ Laila Bang hørte først om klagen, da hun fik påtalen.

Sagsbehandlingen er heldigvis ikke typisk for Patientklagenævnet, siger jurist i Dansk Sygeplejeråd Anne Hjortskov. Men selv om den dårlige sagsbehandling måske hører fortiden til, har Patientklagenævnet været bemærkelsesværdigt uvilligt til at indrømme sine fejl.

Sig dog undskyld

Sygeplejerådet har i en årrække støttet medlemmerne med advokatbistand, når det kom til en retssag efter forkert medicingivning og andre alvorlige fejl.

Man har også forsøgt at få Patientklagenævnet til at genoptage sager, hvor man fandt afgørelsen urimelig, eller hvor afgørelsen byggede på forkerte oplysninger. Uden resultat.

For halvandet år siden bad man så for første gang advokat Else Præstegaard anlægge et såkaldt anerkendelsessøgsmål mod Patientklagenævnet ved landsretten. Siden har hun stævnet Patientklagenævnet for at få ændret afgørelsen i yderligere tre sager.

Laila Bangs sag nåede ikke for retten. Efter at have modtaget stævningen genoptog Patientklagenævnet selv sagen. Og denne gang fandt nævnet, at Laila Bang ikke havde overtrådt sygeplejerskeloven ved sin behandling af en nu afdød patient på medicinsk afdeling, Amtssygehuset i Herlev, den 1. august 1996.

Else Præstegaard er tilfreds med genoptagelsen, for det vigtigste var at få Laila Bangs påtale trukket tilbage. Men hun finder det påfaldende, at Patientklagenævnet har genoptaget tre af de fire sager, efter at hun har sendt nævnet enstævning. Tilsvarende erfaringer har Lægeforeningens advokater gjort.

''Det er et kæmpeapparat, man sætter i gang, når man sender en stævning til landsretten. Det skulle ikke være nødvendigt at gå så vidt, før Patientklagenævnet retter en fejl. Folk er jo utrolig belastede af de her sager.

I Laila Bangs sag ændrer man en oplagt forkert afgørelse med den begrundelse, at der er kommet nye oplysninger i sagen. De oplysninger har været der hele tiden. Man kunne også bare have sagt: ''Ved du hvad, vi har begåeten fejl. Det må du altså undskylde.''

Aldrig hørt i sagen

Klagesagen, hvor Laila Bang oprindelig fik sin påtale, drejer sig

Side 8

om et langvarigt undersøgelses- og behandlingsforløb med flere indlæggelser på Amtssygehuset i Herlev hen over sommeren og efteråret 1996. Efter patientens død klagede hendes datter over en lang række forhold. De fleste angik de lægelige undersøgelser og behandlingen, men på disse punkter fandt Patientklagenævnet ikke noget at kritisere.

Datteren klagede også over, at moren ikke fik tilstrækkelig ernæring og væske, mens hun var indlagt, og at hun på et tidspunkt blev udskrevet med en løs hofteprotese.

Patientklagenævnet fandt, at lægerne ikke havde været tilstrækkeligt opmærksomme på patientens ernærings- og væskeproblemer, men fandt ingen grund til at kritisere sygeplejerskerne i afdelingen. På nær Laila Bang, som fik en påtale for at overtræde sygeplejerskelovens bestemmelser om omhu og samvittighed, fordi hun ikke havde sikret, at der var hjemmehjælp til stede, da patienten blev udskrevet den 1. august 1996 med den løse hofteprotese.

Laila Bang var himmelfalden, da hun modtog påtalen to år efter indlæggelsen. Hun kunne slet ikke huske patienten. Og når hun overhovedet blev inddraget i sagen, var det fordi det fremgik af kardeks, at hun havde bestilt hjemmehjælp til patienten ved udskrivelsen.

''Jeg har kun passet hende den ene dag, og bagefter gik jeg på barsel. Jeg vidste slet ikke, hvem hun var,'' siger Laila Bang. ''Men jeg vidste, at jeg havde bestilt hjemmehjælp hos kommunen, ellers ville jeg ikke have skrevet det.

Når hjemmehjælpen ikke dukker op, må der være sket en fejl et andet sted. Det mest groteske er, at jeg først hørte om sagen, da afgørelsen var truffet. Jeg havde aldrig hørt, at der var en klage.''

Afslag på genoptagelse

Laila Bang var meget oprevet over påtalen. ''Jeg følte, det krænkede min ære. Jeg kunne slet ikke have, at mit navn stod i alle de papirer. Jeg vidste jo, jeg havde gjort, som jeg skulle. Jeg gik selvfølgelig til min oversygeplejerske og spurgte, hvad jeg skulle gøre ved det.''

Hun sagde: ''Det tager vi stille og roligt, jeg skriver til dem, at du har gjort, som du skal, og at det står i dine papirer.''

Men de ville ikke genoptage sagen. Så gik jeg til min overlæge, som skrev til Patientklagenævnet, men de ville stadig ikke genoptage sagen. Så gik jeg til Dansk Sygeplejeråd og sagde, at det ville jeg ikke finde mig i. At blive dømt uden at blive hørt.''

Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Københavns Amt skrev straks til Patientklagenævnet og bad om at få sagen genoptaget. Men et halvt år senere kom der et

Side 9

afslag. Nævnet mente ikke, der var noget nyt i sagen, og tilføjede, at man ikke fandt det tilstrækkeligt dokumenteret, at Laila Bang havde haft sikkerhed for, at en hjemmehjælper var klar til at modtage patienten, når hun kom hjem.

Amtskredsen kontaktede derefter Dansk Sygeplejeråds sekretariat, og den 19. marts 1999 udtog advokat Else Præstegaard stævning mod Patientklagenævnet.

I stævningen henviser Else Præstegaard til, at Laila Bang aldrig er blevet hørt som part i sagen. Patientklagenævnet sendte ganske vist et brev til hospitalet med en fremstilling af sagen, før afgørelsen blev truffet, men det var noget uklart adresseret, og Laila Bang så det aldrig.

Desuden, skriver Else Præstegaard, er det ikke Laila Bangs ansvar, at hjemmehjælpen ikke kom, det er kommunens.

På baggrund af stævningen tog Patientklagenævnet sagen op igen den 6. juli 1999 og traf den afgørelse, at Laila Bang ikke havde overtrådt sygeplejerskeloven.

Dårlig sagsbehandling

I tre af de fire sager kan man med en vis underdrivelse tale om en mangelfuld sagsbehandling.

Sygeplejerskerne har aldrig fået at vide, at de er part i en klagesag, de har aldrig fået en regulær partshøring, sagsfremstillinger og afgørelser, som de skulle have set, er sendt ud i luften til en hospitalsafdeling, hvor sygeplejersken måske ikke engang arbejdede mere. (Se også artiklen 'Nogen skulle have skylden').

En af de fire er først blevet partshørt fire år efter de begivenheder, der blev klaget over! ''Spillereglerne er ikke overholdt, og fordi sagerne ikke er blevet ordentligt belyst, har afgørelserne også været forkerte,'' siger Else Præstegaard. Hun griber til en formulering fra sygeplejerskelovens paragraf 10 for at beskrive sagsbehandlingens kvalitet:

''Der er tale om grovere og gentagen forsømmelse. I Patientklagenævnet skal de være glade for, at de ikke kan få bøder ligesom sygeplejerskerne.''

Et par af sagerne er karakteristiske ved, at klagen fra starten var rettet mod andre ansatte i afdelingen, typisk lægerne, eller mod hospitalsafdelingen generelt. At en sag udvikler sig til en undersøgelse af en sygeplejerske, der ikke er nævnt i klagen, behøver der dog ikke at være noget forkert i, siger Else Præstegaard.

Den mulighed ligger i loven om Patientklagenævnets virksomhed. For patienter eller efterladte pårørende kan have vanskeligt ved selv at udpege, hvem der er ansvarlig for det forhold, de er utilfredse med.

''Men sygeplejersken skal selvfølgelig orienteres om, at hun er part i sagen fra det øjeblik, man retter søgelyset mod hendes arbejde.''

En stævning hjælper

Sagerne er ikke karakteristiske for Patientklagenævnets sagsbehandling, siger Anne Hjortskov, der er jurist i Dansk Sygeplejeråds sekretariat.

''Sagsbehandlingen er især blevet meget bedre i det seneste år. Man er mere lydhøre og servicemindede, og man ser langt mere på forholdene i afdelingen, på normeringen, på om der har været overbelægning, om der har været fastlagte rutiner og så videre.''

Sidste efterår fik Patientklagenævnet en ny forretningsorden, og det kan mærkes, siger Anne Hjortskov. ''Med de nye høringsregler bliver sygeplejerskerne hørt både før og efter, at der er udarbejdet en indstilling til afgørelse. Det har hjulpet væsentligt på retssikkerheden.

Sied 10

Det største problem er nu, at Patientklagenævnets afgørelser stadig ikke kan ankes. Patientklagenævnet kan genoptage en sag, hvis der er nye oplysninger, men de bestemmer selv, om de vil.

Hvis man er uenig i en afgørelse, er den eneste mulighed at anlægge et såkaldt anerkendelsessøgsmål. Vi har mange gange skrevet og bedt dem genoptage en sag, hvis afgørelsen var helt urimelig, eller der var noget faktuelt forkert. Det har ikke givet noget som helst resultat.

Derfor er vi begyndt at anlægge disse sager, og det har givet bonus. Når de får en stævning, begynder de at røre på sig.''

Rod i afdelingen

I nogle sager hænger utilstrækkelig partshøring sammen med, at Patientklagenævnets breve er sendt til afdelingen, hvor sygeplejerskerne ikke længere arbejder.

Else Præstegaard mener ikke, det kan bebrejdes afdelingen, at man ikke har taget hånd om sagen. ''Det må være Patientklagenævnet, der sikrer, at den person, de påtænker at give påtalen, også bliver bekendt med det.''

Anne Hjortskov er enig, men mener nok, arbejdspladsen har sin del af ansvaret. ''Når arbejdsgiveren ved, at der kører noget på en sygeplejerske, bør man også sørge for, at hun får mulighed for at udtale sig. Normalt er arbejdsgiverne da også meget hjælpsomme.

Når der kører en sag mod en bestemt sygeplejerske, må man også sikre en vis form for fortrolighed. Det er ikke alt, der kommer kollegerne ved.

På den anden side kan man ikke se en klagesag som et isoleret problem for én person. Ofte er der en række personer involveret, typisk lægerne og ledelsen, der måske ikke har udstedt de nødvendige retningslinjer. Så arbejdspladsen har også en interesse i disse sager.''

Beklager fejlene

Patientklagenævnets nye direktør, Peter Bak Mortensen, der netop er startet 1. september i år, indrømmer ganske uforbeholdent, at der er sket fejl i sagsbehandlingen.

''Det er beklageligt, men det er fejl, man har erkendt, og derfor er sagerne taget op igen.

Heldigvis er regelsættet for nævnets virksomhed blevet ændret, så det ikke kan ske igen. Der foregår en partshøring på det tidspunkt, hvor der foreligger erklæringer fra de sagkyndige, og et forslag til afgørelse fra sekretariatet.

Det vil sige, at de personer, der er involveret, med fuldstændig sikkerhed ved, at de er involveret, og hvilket grundlag nævnet vil træffe sin afgørelse på.''

De personer, der kan risikere en påtale, får ikke kun sagens akter forelagt, de bliver også bedt om en kommentar. Det vil forhindre flere sager, hvor sygeplejersker først får at vide, at de er part i en klagesag, når afgørelsen kommer, fordi breve og henvendelser er strandet i afdelingen,'' siger Peter Bak Mortensen.

Personalet forsvinder

''I de første breve, der går ud til afdelingen, vil man altid bede om at få oplyst, om den pågældende ønsker korrespondancen sendt via arbejdspladsen eller hjem. Så er det klart, vi vil få besked, hvis den pågældende ikke længere er på arbejdspladsen.

Hvis ikke, vil vi under alle omstændigheder finde ud af det, når vi parthører, for det er på navn. Det er den pågældende, der skal melde tilbage, og så vil de selvfølgelig blive afklaret, at der ikke længere er en person af det navn på afdelingen.''

En partshøring fire år efter de begivenheder, der bliver klaget over, vil heller ikke kunne forekomme, siger Peter Bak Mortensen.

''En sagsbehandlingstid, hvor man først bliver hørt fire år efter, er selvfølgelig ikke rimelig. Forklaringen er, at det skete i en periode, hvor Patientklagenævnet havde en enorm sagspukkel. Den sagspukkel er væk nu, og derfor vil det ikke kunne ske igen.''

­ Dansk Sygeplejeråd har tidligere forgæves henvendt sig om genoptagelse af sager. Efter at der er anlagt sag, er tre ud af fire sager genoptaget. Er det rimeligt, at man skal udtage en stævning, før man får genoptaget en sag?

''Selvfølgelig skal en sag genoptages, hvis afgørelsen er truffet på et forkert grundlag, eller der er begået alvorlige sagsbehandlingsfejl.

For at man kan genoptage en sag, skal der selvfølgelig også ske en henvendelse til nævnet om, at der er begået fejl. Om henvendelsen kommer i form af et brev eller en stævning, skal ikke have nogen som helst indflydelse. Og det har det heller ikke.'' 

 
Nøgleord: Anerkendelsessøgsmål, Dansk Sygeplejeråd, Patientklagenævnet.