Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Faglig kommentar: Hvem skal tømme potten?
Hvorfor mon det er så svært at udtrykke sine forventninger klart og kontant til medindlagte forældre på en børneafdeling?
Sygeplejersken 1999 nr. 7, s. 21
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Forældre og søn mødte op som aftalt på børneafdelingen, hvor Steffen på tre år skulle have flyttet lidt rundt på urinrøret, så han ikke mere skulle tisse skævt. Det tager ikke lang tid, havde moderen lovet Steffen, og selv havde forældrene kun taget fredag og mandag fri fra arbejde.
De skulle blive meget klogere. Moderen blev dybt chokeret, da fredagens sygeplejersker fortalte, at Steffen efter operationen skulle køres på intensivafdelingen efter fuld narkose, med topkateter og epiduralkateter til morfininjektioner, og at han derefter skulle ligge stille på ryggen i tre døgn. Steffen skulle være indlagt, indtil han kunne tisse normalt og ikke havde nævneværdige mængder residualurin. I hast måtte Steffens mor meddele sin arbejdsplads, at hun var nødt til at lade sig indlægge mindst en uge sammen med drengen.
Det var der sådan set ikke noget mærkeligt i. En operation for hypospadi er som bekendt et større indgreb, som kræver omhyggelig efterbehandling, så der ikke opstår komplikationer. Når den lille familie havde gået og bildt sig selv ind, at det var noget småtteri, som kunne klares ambulant, hænger det måske sammen med, at der var gået et år mellem forundersøgelse og indkaldelse. At familien dengang havde hørt lægen pointere kraftigt, at det var en ganske ukompliceret og udramatisk operation, som mest var af kosmetisk art.
På intensivafdelingen spurgte den bekymrede mor, hvad hun skulle holde øje med hos barnet, som hun sad hos. ''Ingenting,'' svarede sygeplejersken. ''Det er os, som har ansvaret her.''
Vel tilbage på den stationære afdeling var moderen fortsat uafbrudt omkring sin dreng. Her forventede man tilsyneladende, at hun tog sig af al plejen. ''Det er slemt, når man trænger til en cigaret,'' fortalte Steffens mor, ''for hvis jeg gik i rygerummet, måtte han ligge alene imens.''
Steffen havde fået ordineret smertestillende medicin hver fjerde time, men nogle gange kom en sygeplejerske med medicinen blot en time efter sidste injektion, uden at Steffen havde klaget sig. Andre gange kom medicinen ikke efter de fire timer, så moderen måtte bede om den. Hun fik fornemmelsen af, at det kun var hende, der havde styr på tidspunkterne.
Moderen skulle føre væskeskema, når hun havde givet Steffen noget at drikke. Hun havde bare ikke fået at vide, hvor meget han skulle have. Først da en sygeplejerske kom og sagde, at de var nødt til at lægge drop, hvis Steffen ikke drak mere, fik hans mor at vide, at han skulle drikke to liter i døgnet, og hvorfor. Det var i øvrigt uden større problemer at få Steffen til at drikke nok, nu hun vidste, hvad der skulle til.
Steffen og forældrene fik lov at komme hjem på weekend, og den forløb godt, selv om forældrene var nervøse for, om katetret nu blev, hvor det skulle, og slangen ikke blev klemt i løbet af natten. Tilbage på afdelingen skal drengen tisse gennem urinrøret – og pludselig er der panik. Drengen skriger, og faderen råber ude fra badeværelset: ''Han tisser gennem maven.''
Rædselsslagen er Steffen, sygeplejersker kommer til og kan fortælle, at topkatetret bare er gledet ud. Lægen, der senere ser drengen, er arrig og irriteret. Forbindingen er sjusket lagt, og den lille sorte streg på katetret skulle altid være i hudniveau som sikkerhed for, at katetret var på plads. Det havde Steffens forældre ikke fået at vide – og den sorte streg sad allerede før weekenden et godt stykke uden for huden. Steffen er helt i orden i dag og tisser som andre drenge.
En hund i et spil kegler
'Medinddragen af pårørende' er et velindarbejdet standardudtryk i sygeplejerskers begrebsverden, særligt når der nedfældes mål for sygeplejen. Men hvor tit bliver der stillet spørgsmål om, hvad det egentlig er, sygeplejersker forventer af de pårørende, hvad enten det er ægtefæller, forældre, søskende eller børn?
Tanken bag standardklicheerne er jo god nok. Den nærmeste familie lider ofte lige så meget som den syge selv, og familiemedlemmers støtte er en uvurderlig faktor i et sygdoms- og rehabiliteringsforløb. Langtfra alle patienter har nære pårørende, der både kan og vil tilsidesætte alt for at stå til rådighed. Steffens forældre ville og kunne. Sådan er forældre jo.
Alligevel kan en mor komme til at stå som en hund i et spil kegler uden at have nogen idé om, hvorfra bolden kommer, fordi ingen udtrykker deres forventninger klart, før et eller andet er kikset. Steffens mor havde ikke fået at vide, hvordan hun skulle forberede sig selv og sit barn på indlæggelsen. På intensivafdelingen påtog sygeplejerskerne sig det fulde ansvar og ønskede ikke at medinddrage moderen. På sengeafdelingen forventedes hun at være fast vagt uden pauser, men med mangelfuld instruktion i, hvordan hun skulle observere og pleje sit barn, selv når hun blev sendt på weekend med det fulde ansvar. Af afdelingen har hun det indtryk, at barnet vil være overladt til sig selv, hvis ikke hun er der og tager sig af dets basale behov. En utryghed, som forstærkedes af, at hun måtte skride ind, da en oplagt sygeplejerskeopgave som smertebehandling ikke blev forvaltet forsvarligt.
Hvorfor mon det er så svært at udtrykke sine forventninger klart og kontant til medindlagte forældre? Det er trods alt ikke usædvanligt på en børneafdeling. En simpel, fortrykt klinisk plejeplan uden distraherende kolonner ved siden af barnet kunne måske være en løsning. En pjece med ansvarsfordeling mellem forældre og plejepersonale konkretiseret. Hvem skal for eksempel tømme potten? Hvem holder øje med katetret?
Men frem for alt handler det vel om, at sygeplejersker må gøre sig klart, at det ikke er så ligetil at være fremmed amatør på en besynderlig arbejdsplads med egen kultur.