Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Demens i et nyt perspektiv
I årevis har forskningen i demens undermineret den personlige integritet hos demente. Flere forskere peger nu på denne umenneskeliggørelse. De foreslår i stedet positivt personarbejde ved hjælp af personorienteret omsorg.
Sygeplejersken 2000 nr. 11, s. 36-37
Af:
Kirsten Amstrup, sygeplejerske, MA i social forskning og gerontolog
Billede
Side 37
Siden 1960'erne er et stigende antal demente blevet institutionaliseret både i Europa og USA. Den pleje, de har modtaget, har i vidt omfang haft rod i den antagelse, at demente var mennesker under fremadskridende opløsning på vej mod en tilstand, hvor kun en krop var tilbage. De dementes fysiske behov for mad, renlighed og hvile blev tilgodeset, men deres psykiske behov blev i vid udstrækning overset (1). Både i Europa og USA blev der imidlertid udviklet metoder til psykisk omsorg for demente, metoder, som ikke opgav at arbejde med de menneskelige kvaliteter hos disse mennesker. De metoder er i nogen grad i brug endnu i dag, og de kan ses som forløberne for personorienteret omsorg (2).
''Den særlige tragedie ved Alzheimers demens o.l. demenstilstande ligger i, at de henfører til sjælelig opløsning og berøver ofret sin menneskelighed, idet de efterlader en krop, hvorfra personen stort set er forsvundet,'' sagde det amerikanske Advisory Panel on Alzheimer's Disease i 1991 (3, min oversættelse).
Frem til 1990'erne har den videnskabelige litteratur om demens næsten altid været baseret på denne neuromedicinske antagelse. Heroverfor stod en erfaringsbaseret litteratur, der var udarbejdet i tæt sammenhæng med praktisk omsorgsarbejde for mennesker med demens i forskellige institutioner, men som ikke i nævneværdig grad kunne støtte sig på systematisk udviklet, videnskabelig viden.
Umenneskeliggørelsen af de demente
Neurofysiologisk forskning, der er baseret på større undersøgelser af hjernevæv fra mennesker både med og uden en klinisk demenstilstand, har ført til årsagsforklaringer på forskellige typer demens og opgørelser over forekomsten af demens blandt mennesker i forskellige aldersgrupper. Neuropsykologisk forskning har givet et stort bidrag til udvikling af psykologiske test, der er meget brugte redskaber i diagnosticeringen af demens (1). Men den neuromedicinske og neuropsykologiske forskning har haft konsekvenser, der rækker langt ud over årsagsforklaringer og diagnosticeringsmetoder, fordi der har været en tendens til at overføre årsagsforklaringerne til de dementes konkrete handlinger. I dag er det almindeligt at fortolke det, demente mennesker siger og gør, udelukkende som udtryk for en hjerneskade og dermed uden egentlig mening. I en vis forstand har neuromedicinsk og neuropsykologisk forskning bidraget til at umenneskeliggøre demente både i forskningen og i omsorgsinstitutionerne.
Tom Kitwood er en central person i bestræbelserne på at give de demente deres menneskelighed tilbage. Han udfordrer den neuromedicinske model, som han kalder for ''standardparadigmet,'' bl.a. ved at dokumentere, at der ikke findes en uimodsigelig sammenhæng mellem demenssymptomer og organisk hjerneskade (1,4). Han viser, at der hos mennesker med klinisk demens ved obduktion er fundet normalt hjernevæv, og at der omvendt hos mennesker uden demenssymptomer er fundet endda alvorlige demensfremkaldende forandringer i hjernevævet.
Den konkrete demensproces
Tom Kitwood konkluderer, at man ikke kan opretholde en forklaringsmodel, hvor neurologiske forandringer i menneskers hjernevæv anses for den eneste forklaring på demenssymptomer. Han foreslår i stedet en kompleks teori, hvor demens opfattes som et resultat af personlighed, biografi, fysisk tilstand, neurologisk beskadigelse og psykosociale forhold. I dette perspektiv har menneskelige handlinger indflydelse på, hvordan den konkrete demensproces udformes, idet samspillet mellem demente og ikke-demente er en integreret bestanddel af både personlighed, biografi og psykosociale forhold (1).
Herhjemme har Christine E. Swane fremsat et lignende synspunkt. Hun har bl.a. gennemført en stor kvalitativ undersøgelse af hverdagslivet med demens (3), og hun påpeger i den forbindelse, hvordan hidtidig forskning har repræsenteret en dehumanisering eller umenneskeliggørelse af demente.
Under overskriften ''Hvordan den personlige integritet undermineres'' beskriver Kitwood standardparadigmets socialpsykologi som en ondartet socialpsykologi (1), der forværrer demenstilstanden og kan være en væsentlig årsag til den alvorlige tilstand, vi kalder for vegetation hos demente. Kitwood retter en indtrængende opfordring til alle, der drager omsorg for mennesker med demens, om at hjælpe disse mennesker med at bibeholde deres status som personer ved hjælp af et positivt personarbejde i form af personorienteret omsorg.