Psykisk syge er dobbelt sårbare

Antallet af flygtninge og indvandrere med psykiske lidelser i Odense er stigende.

Deres psykiatriske problemer forstærkes af flere forhold, bl.a. kulturel og social marginalisering, mangel på familierelationer, eller at familien ikke accepterer psykisk lidelse, men opfatter et psykisk sygt familiemedlem som en skam.

Det fremgår af rapporten ''Kortlægning, samarbejde, kommunikation,'' som sygeplejerske Kirsten Vestergaard, Distriktspsykiatrisk Center, har udarbejdet sammen med socialformidler Ulla Weldingh.

Rapporten peger også på personalets del i problemet, på den manglende viden om kulturelle kontaktformer og følelsesmæssige udtryk, usikkerheden og berøringsangsten over for mennesker, der kommer fra f.eks. krigshærgede lande.

''Men det koster penge at skabe ordentlige tilbud til psykisk syge indvandrere og flygtninge, og penge kan det være svært at få bevilget med den nuværende politiske stemning,'' pointerer sygeplejerske Kirsten Vestergaard.

''De psykisk syge indvandrere udgør en minoritet i en minoritetsgruppe, en position, der yderligere forstærker deres sygdom, og som betyder, at de socialt har meget svært ved at blive integreret i det danske samfund.''

Skal man hjælpe de psykisk syge flygtninge og indvandrere bedre, end man gør i dag, skal vægten ifølge Kirsten Vestergaard i højere grad lægges på særlige tilbud, f.eks. individuel danskundervisning, for hovedproblemet er ubetinget sproget, når vi taler om psykiatriske patienter af anden etnisk herkomst.''

For sent i behandling

''Et af de væsentlige resultater i vores undersøgelse var, at udlændinge med en psykiatrisk lidelse kommer senere i behandling end danskere med en psykiatrisk diagnose,'' siger Kirsten Vestergaard.

''Mange af de udenlandske klienter kommer fra kulturer, hvor en psykiatrisk lidelse

Side 16 

simpelthen ikke er acceptabel, en holdning, der naturligt blokerer for, at de selv søger hjælp.

En anden årsag er nok, at sagsbehandlere eller de praktiserende læger, professionelle, der af andre grunde kommer i kontakt med disse mennesker, ikke ser deres problemer som udtryk for en psykiatrisk lidelse, men forveksler det med kulturelle forskelligheder.

Jeg havde således på et tidspunkt en klient, som var dybt psykotisk. Vi forsøgte derfor via hans egen læge at få ham tvangsindlagt, men lægen afslog med den begrundelse, at det var noget kulturelt. Der skulle et voldeligt overgreb og en behandlingsdom til, før denne borger fik den rette behandling.''

Berøringsangst hos sundhedspersonalet

Mødet med psykisk syge danskere udløser ofte usikkerhed og forvirring hos almindelige mennesker, fordi de ikke har noget kendskab til problemet.

''Den samme forvirring kan man som behandler opleve, når man møder et psykisk sygt menneske fra en anden kultur. Og for os skyldes forvirringen og usikkerheden manglende kendskab til dette menneskes baggrund og oplevelser,'' siger Kirsten Vestergaard.

''Et af nøgleordene for en bedre behandling til psykisk syge udlændinge er derfor naturligvis viden. At vide noget om de forskellige kulturer skaber tryghed og giver et helt andet udgangspunkt.''

Mod er en anden faktor, som Kirsten Vestergaard fremhæver. Modet til at erkende, at man som fagperson kan være usikker.

''Den accept, at give sig selv lov til at forholde sig undersøgende, kræver selvfølgelig overskud, selvindsigt og stor faglig sikkerhed, for man risikerer jo at miste fodfæstet,'' siger hun.

''Og det er svært. Vores undersøgelse afslørede bl.a., at der var mange helt indlysende spørgsmål, vi som professionelle tit sprang over. F.eks. spurgte vi sjældent til klienternes oplevelser med krig og tortur.

Det er nok udtryk for nervøsitet over for, hvad de spørgsmål kan udløse, hvad man vil få at vide og en usikkerhed over for, hvorvidt man kan tackle denne viden professionelt.''

Interviewnøgle

Det er dog Kirsten Vestergaards oplevelse, at man i dag i distriktspsykiatrien har fået en større indsigt og dermed også fastere grund under fødderne, når det gælder behandlingen af udenlandske psykiatriske patienter.

''Der var engang, hvor vi opfattede alle disse sager som belastende og meget tunge. Men jeg synes faktisk, vi bliver dygtigere og dygtigere, selv om der selvfølgelig stadig er lang vej til de optimale tilbud til netop denne gruppe patienter.''

På baggrund af den viden, Kirsten Vestergaard og Ulla Weldingh fik i forbindelse med deres undersøgelse, udarbejdede de en interviewnøgle, der i dag danner udgangspunkt for samtaler med psykisk syge udlændinge og deres familier. Huskelisten, som Kirsten Vestergaard foretrækker at kalde den, har primært til formål at få noget at vide om den vigtige historie, psykisk syge udlændinge bærer med sig.

''Men huskelisten tjener flere formål,'' siger hun.

''Det er jo respektfuldt at spørge ordentligt ind til et andet menneske, og så betyder en oprulning af historien jo også altid, at man lærer hinanden at kende ­ får en større åbenhed og flere muligheder for at skabe den tryghed og kommunikation, der skal til for at hjælpe.''

Stor uvidenhed

I det danske psykiatriske system findes ofte pårørendegrupper, men den samme mulighed er vanskelig at etablere for udlændinge, oplyser Kirsten Vestergaard.

Dels er selve den psykiske lidelse meget mere skamfuld for hele familien ­ i mange lande er mentale sygdomme tabu, de syge fjernes fra hjemmet og anbringes på et asyl. Dels er der simpelthen for få klienter til at skabe grupper omkring nationalitet. Til gengæld er familierelationerne forgrenede og omfangsrige.

''Det er vigtigt for os at inddrage familien,'' siger hun.

''Og ikke mindst når det handler om mennesker fra andre kulturer, fordi der her ofte hersker stor uvidenhed om vores syn på og behandling af psykiske sygdomme. De kender ofte ikke til diagnoser, ved ikke meget om behandling og har sjældent erfaringer fra deres hjemland med behandlingssystemer som det danske, så vi forsøger at undervise dem individuelt.''

Manglende politisk vilje

Distriktspsykiatrien arbejder med fagligheden, men mangler helt konkrete værktøjer for at kunne hjælpe de psykisk syge udlændinge.

Det gælder f.eks. dygtige tolke, konsulenter, der har en særlig psykiatrisk indsigt, adgang til tosprogede kontaktpersoner, et behandlingssted for torturofre på Fyn, som man har det i Jylland og på Sjælland ­ for bare at nævne nogle af dem.

Også selve integrationen, som for de psykisk syge er meget vigtig, fordi manglende integration kan forstærke deres lidelse, kniber det med.

Danskundervisning er i denne forbindelse et essentielt omdrejningspunkt, og her har distriktspsykiatrien et udmærket samarbejde med Lilleskole for Voksne i Odense, der kan tilbyde individuelt tilpassede tilbud.

''Men problemet med alle integrationsforanstaltninger er jo, at de primært retter sig mod erhvervsaktive udlændinge,'' siger Kirsten Vestergaard.

''Og har du ikke udsigt til en plads på arbejdsmarkedet, fordi du er syg eller gammel, falder samfundets integrationsinteresse.''