Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Særligt sygeplejeteam til indvandrerbørn

På Odense Universitetshospitals børneafdeling ''oversætter'' en diætist indvandrerpatienternes fødevarer til danske alternativer. Ellers risikerer indvandrerne at lide af mangelsygdomme. På afdelingen undgår man også besøgskaos og andre problemer, når patienten er en indvandrer. Det skyldes ikke mindst afdelingens særlige sygeplejersketeam, hvis opgave er at fremme forståelsen for patienter fra fremmede kulturer.

Sygeplejersken 2000 nr. 11, s. 12-14

Af:

Marianne Schjøtt Arestrup, journalist

Syv måneder gamle Fatma er mongol og født med hjertefejl. Sammen med sine forældre har hun i denne omgang været indlagt på børneafdeling H3 på Odense Universitetshospital i ca. to måneder.

Fatmas forældre er flygtninge, og som børneafdelingens øvrige små patienter med en anden etnisk baggrund end den danske,

Side 13 

stiller hun børneafdelingen over for andre krav til behandling og pleje end patienter med danske rødder.

På afdelingen har man derfor oprettet et team bestående af tre sygeplejersker.

Ellinor Stig, Helle Schartau og Lenette Søgaard har fået til opgave at gå i dybden med indvandrerproblemerne.

''I Odense-området har vi mange indvandrere, og der er brug for at samle den spredte viden om forskellige nationaliteters særlige problemer, vaner og traditioner for at kunne yde den optimale pleje og få dagligdagen til at fungere,'' siger de.

''Vi skal primært fungere som ressourcepersoner, der på dette område kan opsuge og formidle en særlig viden til vore kolleger. Men det er også en vigtig opgave at holde den kollegiale debat i gang til gavn for professionalismen.''

Stærke holdninger til indvandrere

Pleje og behandling drejer sig ikke kun om medicin og faglighed, men i stor udstrækning også om holdninger.

Selv om den faglige identitet er stærk, er sygeplejersker bag kitlerne selvfølgelig forskellige mennesker med forskellige holdninger.

Det er de tre sygeplejerskers erfaring, at patienterne med en anden etnisk baggrund kan få forskellene i sygeplejegruppen til at træde i relief.

Med Ellinor Stigs ord:

''En del af befolkningen, heriblandt sygeplejefagligt personale, har f.eks. den holdning, at Danmark tager imod for mange indvandrere og flygtninge. Stærke holdninger kan man ikke skjule, bare fordi man er på arbejde ­ de vil altid skinne igennem. Det er et af de mere følsomme spørgsmål, vi har tænkt os at tage hul på. For især i vores job er det vigtigt altid at arbejde med sine personlige holdninger for at sikre, at professionalismen holdes i hævd. Vi kan nå langt ved at tale sammen, informere og grave viden frem. Ofte er det jo uvidenheden, der er årsagen til, at man tager afstand.''

Der er forskel på, hvordan man opfatter og er vant til at bruge sundhedssystemet, afhængigt af kulturel baggrund. Det er teamets erfaringer, at det ikke så meget er forskellene de enkelte nationaliteter imellem, der springer i øjnene. Til gengæld er der himmelvid forskel på, om patienten kommer fra landet eller byen.

''For nogle år siden havde vi på afdelingen store problemer med at begrænse antallet af besøgende,'' siger Lenette Søgaard.

''Til langt over midnat kunne der være onkler, tanter og mange andre småbørn omkring et indlagt barn og dets familie. Det er et udtryk for en mere kollektiv omsorg og forpligtelse, end man nok er vant til i enspændersamfundet Danmark.''

Løsningen på problemet lå dog lige for. Det handlede blot om at etablere regler for besøgstider. I dag er der stadig mange besøgende til de udenlandske børn, men de er ikke til gene for de øvrige patienter eller arbejdsgangene.

''Man kan meget let komme til at dumme sig, hvis man nøjes med at se på det ydre, på hudfarve og påklædning. Vi møder muslimer, der lever meget vesterlandsk, og vi møder muslimer, der beder seks gange om dagen,'' siger Helle Schartau.

Enteritis

Uvidenheden kan udløse mere eller mindre kuriøse problemstillinger og fostre mange misforståelser. Som dengang en medarbejder på børneafdelingen havde undret sig over, at en muslimsk mor til et indlagt barn så ofte var låst inde på toilettet.

''I kardex havde hun derfor noteret sin observation som: Gasteroenterit obs pro?'' fortæller Helle Schartau.

Toiletbesøgene viste sig dog ­ da man undersøgte sagen ­ at have den helt naturlige forklaring, at der forud for bøn går et omfattende vaskearbejde.

''Ofte er det blot et spørgsmål om at spørge sig for og interessere sig,'' siger de tre sygeplejersker, der i dag ikke står så famlende over for religiøse aspekter ved en indlæggelse, som de måske har gjort tidligere.

Andre forskelle kan dog skabe alvorlige problemer, fordi de har indflydelse ­ ikke kun på adfærd ­ men også på sundhed, behandling og udsigten til bedring.

Det gælder f.eks. muslimske familiers forhold til børneopdragelse.

Understimulerede børn

''Muslimer opfatter børns udvikling anderledes, end vi er vant til,'' siger Lenette Søgaard.

''Børn mellem 0 og 5 år betragtes således som uvidende væsner, der ingenting kan eller skal selv. Det kommer ikke sjældent til udtryk i understimulerede børn.

Fra børnene er 5, til de er 10 år, skal de opdrages og formes, og metoden kan ind imellem provokere, fordi den virker hårdhændet.

For at tackle problemet har vi besluttet, at her på afdelingen er der regler, som alle skal rette sig efter, og de indebærer, at man ikke slår børn.''

''Deciderede lovbrud er i og for sig ikke så svære at forholde sig til,'' tilføjer Ellinor Stig.

''Det er sværere med de psykiske trusler, som er meget anvendte, og som vi jo mærker og kan se i børnenes øjne, fordi de ofte trues med lægen, nåle etc.

At ændre på traditioner ­ ikke mindst så grundlæggende idealer, som hvordan man opdrager sine børn ­ kræver jo tid og oplysning, og vi må være tålmodige.

Men jeg synes, det ind imellem er en svær

Side 14 

balancegang at vurdere, hvad der er omsorgssvigt, hvad der er vold ­ og hvad der er traditioner, der blot er anderledes end dem, man selv er vant til.''

Mangel på tolke forlænger indlæggelsen

Kommunikation er en vigtig del af sygeplejen, men med patienter med en anden etnisk baggrund lider kommunikationen under problemer med at få tilstrækkeligt med tolkebistand. Der er rift om tolkene, som hospitalet får udefra, dels fra kommunen dels fra flygtningecentrene.

Netop i dag skulle en somalisk familie have en samtale med Lenette Søgaard om behandlingsforløbet af deres fireårige datter. Tolken skulle være kommet i forgårs, og i dag skal det gå stærkt. Tolken skal videre til nye opgaver. Mangel på tolke kan forlænge et hospitalsophold unødigt, og det er ikke en holdbar situation.

''Ofte kan moderen ikke tale andet end sit modersmål, mens fædrene kun kan tale dansk, fransk eller engelsk i begrænset omfang.'' siger Lenette Søgaard.

''Tit er der familiemedlemmer eller større børn, man kunne trække på. Men vi har en politik om ikke at benytte os af denne mulighed.

Etiske forhold omkring tavshedspligt o.l. gør sig gældende, og desuden kan tolkning ved et nært familiemedlem ­ ikke mindst børn ­ sætte den pågældende i en klemt situation. Børn bruges i forvejen alt for meget til at tolke for deres forældre i alle mulige sammenhænge.''

Han oversatte slet ikke

Det er ikke kun sproglige problemer, der kan blive en barriere for optimal behandling. Også almindelig høflighed kan føre til alvorlige misforståelser, er de tre sygeplejerskers erfaringer.

''Vi har oplevet familier, vi troede havde forstået det hele, og så har der vist sig at være utallige misforståelser ­ men de vil jo ikke være til besvær ved at spørge flere gange!''

Normer kan også hindre forståelsen. Et eksempel er den tyrkiske mand, der skal oversætte for sin kone, der netop har født, hvornår hun må have samleje igen, hvilken prævention hun skal bruge, hvordan hun skal bruge den etc.

Da samtalen er færdig, kan en ældre tyrkisk kvinde, der ligger i sengen ved siden af, fortælle sygeplejersken, at manden overhovedet ikke har oversat den del af samtalen. For sådan noget taler man ikke med sin kone om.

''Det er også vigtigt at kende til ære-skam-begreber,'' siger Ellinor Stig.

''Man skal vide og tage højde for, at en syg datter kan betyde en datter, der aldrig vil kunne finde en mand, når hun er giftemoden, hvis det slipper ud, at hun er syg.

Man skal have klarhed over, hvem der bestemmer. Hvis ikke man inddrager de rette beslutningstagere ­ f.eks. i nogle tilfælde bedsteforældre ­ risikerer man, at behandlingen stoppes. Man skal heller ikke tro, at fordi en mor er højtuddannet, så er det ikke nødvendigt at informere hendes mand.''

Dårlig ernæring

Andre ernæringsmæssige forhold og et helt nyt udbud af varer på de danske hylder betyder, at mange indvandrere og flygtninge, når de kommer her til landet, får ernæringsmæssige problemer. Frugter og grøntsager, som de er vant til, skal erstattes af andre. Rachitis eller andre mangelsygdomme kan være resultatet.

Børneafdelingen kan trække på en diætist, som kan transformere de fødevarer, patienterne kender fra deres hjemland, til danske alternativer.

Spiseproblemer af forskellig art er ikke et sjældent syn på børneafdelingen. De kan f.eks. udspringe af den opdragelsesmæssige opfattelse af børn, der bl.a. betyder, at små børn får ensidig og ofte jernfattig kost. Sutteflaske med mælk eller saft bliver brugt flittigt. Tandlægerne ser problemet i form af caries. Men også det faktum, at man forhindrer børnene i selv at udforske maden, kan give problemer. Ligesom en traumatisk baggrund kan komme til udtryk i spiseproblemer.

I øvrigt kan erindringerne om det, man flygtede fra, gøre det vanskeligt overhovedet at opholde sig på et hospital, hvor f.eks. isolationen, blodprøver og muskelbiopsier kan forstærke ubehagelige minder.

At få skåret sine kulturelle rødder over kan også påvirke sundheden.

''På afdelingen havde vi på et tidspunkt et barn indlagt med en meget ung tamilsk mor,'' fortæller Ellinor Stig.

''Hun var kommet her til landet uden sin øvrige familie og kunne derfor ikke, som man ellers kan i hendes samfund, trække på de ældre kvinders viden og erfaring,''

''Barnet mistrivedes. Men denne mor var ikke en dårlig mor, bare uvidende og meget ung. Det var en både kompetent og omsorgsfuld lille familie, som blot havde brug for hjælp og vejledning.''

Sygeplejens grundværdier

Uden grundlæggende diskussioner personalet imellem om holdninger, grænser og procedurer kan et barn af anden etnisk herkomst indlagt på børneafdelingen meget nemt komme til at trække store veksler på sundhedspersonalets tid og tålmodighed.

''Gør man ikke noget, bliver det på den ene eller anden måde meget utilfredsstillende. Enten opfylder man ikke dette barns behov, eller også svigter man de øvrige små patienter,'' siger de tre sygeplejersker.

''Man er nødt til at understrege, at ingen patienter er typiske, heller ikke blandt indvandrerne. Som sygeplejerske må man lytte og føle sig frem. Vi kan jo mærke, at mødet med de fremmede kulturer gør noget ved os. Vi ændrer holdninger og oplever, at deres tilstedeværelse netop sætter fokus på hele grundprincippet i vores gerning ­ gør grundværdierne i sygeplejen meget synlige.''

Billedtekster:
Lenette Søgaard (tv), Ellinor Stig (mf) og Helle Schartau, Odense Universitetshospitals børneafdeling, tager sig særligt af indvandrerfamilier. Helle Shartau sammen med somaliske Mohammed, som er indlagt pga. astma. Sygeplejersketeamet på børneafdelingen har formindsket kommunikationskløften mellem indvandrerne og sygeplejersken. Mohammad får tøj på.