Som ringe i vandet

Mercy Ballesteros er ikke helt sikker på, hvor Danmark er placeret på landkortet. Men Dansk Sygeplejeråd kender hun.

I snart 10 år har Dansk Sygeplejeråd nemlig støttet latinamerikanske sygeplejerskeorganisationer sammen med den Internationale Sygeplejerskeorganisation ICN. Mercy Ballesteros bor i Cuenca, en provinsby, der ligger i en dal i Andes-bjergene i Ecuador. Hun er sygeplejerske på en kirurgisk afdeling og har som mange andre sygeplejersker i Cuenca været på kursus som led i ICN-projektet ''Ledelse gennem forhandling.''

''Kurserne har gjort organisationen meget stærkere,'' siger Mercy Ballesteros.

''Vi har manglet ledelse, og vi har været alt for tilbageholdende og bange for at kræve vores ret. Nu har vi lært at sige vores mening.''

I tre år måtte sygeplejerskerne på hendes arbejdsplads kæmpe for et løntillæg, som de havde krav på, men ikke fik. Mercy Ballesteros var med i strejkeledelsen, da de 71 berørte sygeplejersker blev trætte af at vente.

''Til sidst lykkedes det os at få et møde med sygekassens nationale direktion i Quito, og så fik vi pengene.''

Nu er hun igen i ilden, for regeringen har planer om at sælge sygekassen med samt dens sygehuse til et privat forsikringsselskab.

Personlig vækst

I over tre måneder har personalet strejket i protest mod privatiseringen af sygehuse, sundhedscentre og pensionsordninger. En kamp hvor sygeplejerskerne har været meget aktive og synlige for offentligheden. De har ført an på en måde, som var helt utænkelig for 10 år siden.

Siden 1994 har ICN efter tur kørt organisationsprojekter for Danida-midler og med støtte fra Dansk Sygeplejeråd i 13 latinamerikanske lande.

Den ecuadorianske sygeplejerskeorganisation FEDE (Federación Ecuatoriana De Enfermeras/os) er en af de organisationer, der har udviklet sig mest i projektperioden, vurderer Mireille Kingma fra ICNs sekretariat.

Men som udgangspunkt var der organisatoriske problemer i alle landene, også Ecuador.

''Organisationerne havde ikke ret mange aktive medlemmer, og det var svært at få folk til at stille op til valg,'' fortæller Mireille Kingma.

''Økonomien var meget svag, og forhandlingsteknikken trængte kraftigt til at blive forbedret. Kommunikationen fungerede dårligt, både i organisationen og i forhold til myndighederne.''

Projektet har aldrig været rettet mod sundhedsvæsenet i de forskellige latinamerikanske lande, selv om der er mange åbenlyse problemer rundt omkring.

Målet har hele tiden været at styrke organisationerne. Med den kalkulerede sidegevinst, at stærke, velformulerede sygeplejersker også vil fungere som igangsættere i udviklingen af det nationale sundhedvæsen.

''Men et uventet resultat har været den personlige vækst og selvtillid, som mange sygeplejersker har fortalt os om. De føler, at de har udviklet sig ikke bare professionelt, men også i deres personlige liv,'' siger Mireille Kingma.

''På det første seminar i et land gav det f.eks. tit problemer, at deltagerne skulle overnatte på hotel og lave gruppearbejde om aftenen. På det andet seminar året efter var alle til stede. De har tilsyneladende fået forhandlet sig til accept fra familien.''

En utilsigtet følge af projektet er i øvrigt, at mange deltagere er endt i ledende stillinger. De har alle forudsætninger. De har fået selvtillid, de kan formulere sig, de kan organisere.

Vilde med at lære

Efter to indledende seminarer i 1988 og 1992 blev projektet sat på skinner i 1993. Danida finansierede, og Jette Søe, dengang amtskredsformand i Dansk Sygeplejeråd, fik plads i styregruppen.

Side 7

Billede

Side 8 

''Vi startede med de seks lande, hvor der var størst potentiale hos sygeplejerskeorganisationen,'' fortæller hun.

Det var Chile, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Honduras og Panama.

I hvert land blev der gennemført et 14-dages seminar med 30 udvalgte nøglepersoner fra hele landet.

Den tidligere formand for sygeplejerskerne i Panama, Judith de Centeno, blev ansat som projektleder og underviser, og det betragter Jette Søe som en del af forklaringen på projektets succes.

''De blev undervist af én af deres egne. Det var ikke os, der kom fra Europa og fortalte dem, hvordan de skulle gøre,'' siger hun.

Først blev der undervist i det nationale lovgrundlag for sygeplejerskernes virksomhed, økonomisk administration, personaleplanlægning, kommunikation, forhandlingsteknik og problemløsning. Og så fik hver deltager til opgave at udarbejde et projekt.

Projekterne var rettet mod et væsentligt problem på deres arbejdspladser eller i lokalområdet. Manglende interesse for organisationen blandt sygeplejerskerne i området, vanskeligheder med at blive anerkendt af myndighederne som forhandlingspartner, osv.

Et år senere mødtes de 30 deltagere igen, fortalte om deres resultater, fik mere undervisning, og drog hjem med et nyt projekt. Derefter blev forløbet gentaget med 30 nye deltagere fra samme land.

Jette Søe har besøgt projektet en gang om året, lyttet til undervisningen og givet gode råd under rollespillene. Også hun har bemærket, hvordan deltagernes holdning har ændret sig undervejs.

''Første gang jeg kom til en workshop, skulle den starte klokken otte. Der kom ikke én før tyve minutter i ni, heller ikke oplægsholderne. Nu er alle på plads fem minutter før tid, og tilsyneladende trives de med det.

Deltagerne arbejder utrolig hårdt, og når de kommer efter det første år og afrapporterer deres projekter, er de helt vilde efter at komme i gang med et nyt.'' 

60 blev til 1.400

På seminarerne i Ecuador planlagde mange deltagere som deres projekt at gentage seminaret lokalt. Penge til efteruddannelse har der altid været meget få af i Ecuador, forklarer formanden for sygeplejerskerne i Cuenca, María Merchan.

''Derfor har vi det princip, at en sygeplejerske, der får et studieophold i udlandet eller et kursus, er forpligtet til at formidle det, hun har lært, når hun kommer hjem.''

Der er altså ikke kun uddannet 60 nøglepersoner. Selv om den samlede sygeplejerskestand består af 8.700 personer, og hele organisationen kun har 1.600 medlemmer, har der til dato

Side 9 

været 1.400 sygeplejersker fra hele Ecuador på kursus i ledelse og forhandling. I provinsen Azuay, hvor Cuenca ligger, er 104 sygeplejersker blevet uddannet. Og det kan man mærke på engagementet, siger Rosario Daquilema, der var formand for den lokale kreds fra 1994-96:

''Før kurserne var der stor apati, når man foreslog noget. Ingen gad arbejde for faget. Hellere alt muligt andet. Nu er 90 pct. fagligt aktive.''

Mercy Ballesteros er et godt eksempel. Midt i 20'erne, uddannet som sygeplejerske for fire år siden og for nylig flyttet til byen, har hun ikke bare engageret sig i problemerne på sin arbejdsplads.

Hun havde også ansvaret for de praktiske arrangementer sammen med et andet medlem af kredsbestyrelsen, da sygeplejerskerne i Cuenca sidste år var værter for en kongres om decentralisering af sundhedsvæsenet. Der kom knap 600 deltagere fra Ecuador og nabolandene. 35 af de 210 aktive medlemmer i provinsen var med til at arrangere kongressen.

Splittelse overvundet

Patricia Maldonado, der er national projektkoordinator i Ecuador, fremhæver den personlige udvikling som det væsentligste resultat.

''For i dette land er man tilgodeset af mange love og regler. Men de bliver kun overholdt, hvis man forstår at organisere sig og stille krav.''

Det fireårige forløb i Ecuador førte imidlertid også til mange konkrete projekter over hele landet.

María Merchan rejste hjem til Cuenca med den opgave at gentage ledelseskurserne lokalt.

Rosario Daquilemas første projekt drejede sig om egne lokaler til den lokale kreds. Næste år satte hun sig for at få ansat flere sygeplejersker i de 43 landsbysundhedscentre, hun er tilsynsførende for.

Sygeplejelærer Carmen Pazans første projekt var en kortlægning af sygeplejerskers erhvervssygdomme. Det næste projekt var at få ledelse og forhandlingsteknik indarbejdet i sygeplejerskestudiets curriculum, som på det tidspunkt var til revision.

''Projektet åbnede døre, fordi det gav os redskaberne til at tage fat i vores problemer,'' siger Carmen Pazan.

''Som profession har vi altid været underkuede. Når det blev for meget, er vi gået direkte fra defensiven til offensiven. Vi har reageret så aggressivt og følelsesladet, at det var umuligt at få en dialog i gang, og hver gang endte det hele med stor bitterhed. Nu gør vi oprør med argumenter.''

Før var sygeplejen et splittet fag, tilføjer hun. Ledere mod menige sygeplejersker, sygeplejersker fra sundhedsministeriets hospitaler mod sygeplejersker fra sygekassen, sygeplejersker mod sygehjælpere.

''I dag er vi en robust og ganske homogen organisation, som opfylder vores forpligtelse til at udvikle sygeplejen til gavn også for de svage grupper.

Vi har set sygeplejersker lede kampe, ikke bare for vores egen lille lønforhøjelse, men kampe med sociale perspektiver. For patienterne, mod korruptionen.''

Slutfasen i gang

Siden projektets start er deltagerlandene løbende blevet skiftet ud, så 13 lande nu enten er i gang eller har været igennem et forløb.

De 12 forløb er finansieret af Danida, der i alt har bevilget 15 mio. kr. til projektet. For øjeblikket går støtten til organisationerne i Bolivia, Colombia, Cuba, Guatemala, Nicaragua og Paraguay.

Derudover har Dansk Sygeplejeråd betalt 630.000 kr. af egen kasse til Costa Ricas deltagelse i projektet.

Side 10 

Costa Ricas bruttonationalprodukt ligger nemlig lige over Danidas fattigdomsgrænse.

Projektet slutter i år, men der er planer om at forlænge med to år til, så alle lande kan nå at gennemføre et fireårigt forløb.

Og så kommer det sværeste ­ at slutte projektet og overlade deltagerne helt til sig selv:

''Som i al anden bistand handler det fra første dag om at arbejde på, at deltagerne bliver selvhjulpne,'' siger Jette Søe.

''Økonomi og regnskabsføring har hele tiden indgået i undervisningen. Og når deltagerne har udarbejdet deres projekter, har de selv skullet finde sponsorer til dem lokalt.''

I Ecuador sluttede det fireårige projektforløb for to år siden, men det har ikke påvirket aktivitetsniveauet. Organisationen har søgt nye samarbejdspartnere og deltager nu i to projekter, der handler om kvalitetsudvikling i praksis, et ICN-projekt og et land-til-land-samarbejde med den canadiske sygeplejerskeorganisation CNA.

Men organisationen har også formået at skabe en sundere økonomisk basis. Antallet af betalende medlemmer stiger år efter år, man er begyndt at udgive lærebøger og tjener penge på forskellige former for autorisations- og kursusvirksomhed.

I dag står organisationen over for den værste krise i sin historie. Siden nytår er de økonomiske og politiske problemer i landet løbet løbsk, og mange af de resultater, organisationen har opnået for medlemmerne, er truet.

Men det anfægter ikke projektets værdi, siger Patricia Maldonado.

''Vi står bedre rustet til at reagere på de forringelser, der truer vores arbejdsforhold og kvaliteten i sundhedsvæsenet.'' 

Læs i næste nummer om de resultater, som sygeplejerskerne i Ecuador opnåede i 90'erne gennem strejker og forhandling.